Min mand er simpelthen blevet så selvoptaget, at han tror, han kan sætte dagsordenen for mit liv.
Altså, min mand, Henrik, har for nylig fået den idé, at han er verdens centrum og kan bestemme over mig, nærmest som en diktator. Og ikke bare detde krav han stiller, skræmmer mig virkelig. Han truede ligefrem med at ville skilles, hvis jeg ikke stoppede med at se min datter, Alberte, som jeg har fra mit første ægteskab. Tænk engangmin egen datter, mit kød og blod. Han bilder sig ind, at han bare kan true sig til at slette hende ud af mit hjerte? Jeg kan faktisk stadig ikke forstå, at den mand, jeg har delt så mange år med, kan være sunket så lavt.
Det hele begyndte for nogle måneder siden. Henrik har altid haft en stærk personlighedjeg har tit set det som noget positivt, at han er selvsikker og ved, hvad han vil. Da vi blev gift, tænkte jeg, at jeg havde fundet en partner, der ville støtte mig og tage imod hele min familie. Alberte var lille dengang, kun fem år. Hun tog ham hurtigt til sig og begyndte at kalde ham Far Henrik. Det gik mig lige i hjertet at se dem så tætte. Men med tiden begyndte noget at ændre sig.
Pludselig trak han sig mere og mere væk fra hende. Først var det småting: han spurgte ikke længere, hvordan hendes dag i skolen var gået, og han gad ikke længere lege med hende som før. Jeg tænkte, det måske var fordi han var træthans job slider, og han kom tit sent hjem. Men så begyndte han at blive irriteret, så snart jeg nævnte Alberte. Du bruger alt for meget tid på hende, sagde han en aften ved middagsbordet. Jeg blev helt mundlam. Hun er jo min datterhvordan skulle jeg kunne lade være? Hun bor hos min mor, Karen, i nabobyen, og jeg ser hende kun i weekenden. De stunder er mit pusterumden måde jeg stadig kan være mor for hende på, selvom vi ikke bor sammen.
Så begyndte han at komme med ultimatum. For en måned siden satte Henrik sig ned over for mig i køkkenet, lagde armene over kors og sagde helt koldt: Jeg vil ikke have, du tager op til Alberte hver weekend. Det ødelægger vores familie. Jeg troede simpelthen ikke mine egne ører. Hvilken familie? Vi har jo ikke børn sammen, og Alberte er en del af mit liv. Jeg prøvede at forklare, at jeg ikke kunne svigte min datterhun har allerede været igennem så meget med skilsmisse og alt det. Men han trak bare på skuldrene og sagde: Hun er stor nok. Hvis du fortsætter, kontakter jeg en advokat.
Jeg blev fuldstændig chokeret. Skilsmisse? Fordi jeg gerne vil være en god mor for Alberte? Det var så surrealistisk, jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle svare. Men lige der gik det op for mig, at den mand, jeg havde troet ville støtte mig, mere så mig som én, der bare skulle gøre, som han sagde. Han ville ikke bare begrænse mit forhold til Albertehan ville have magten over mig.
Pludselig kom alle de gamle ting væltende tilbage. Kritikken af min mor Karen, som han altid synes forkælede Alberte for meget. Hans sure miner, når jeg gav hende gaver eller betalte for hendes ridning. Og den gang han proklamerede, at fortiden skal forblive fortid, og hentydede til mit første ægteskab og til Alberte. Jeg havde bare ignoreret det før, men nu gav det hele mening. Han kunne ikke klare Albertes tilstedeværelsehan ville bare have hende væk.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. En del af mig får lyst til at pakke sammen og skride på stedet. Jeg kan ikke leve med en mand, der sætter mig på den måde. Omvendt er jeg også bange. Vi har været sammen i syv år, har halvandet hus i Bagsværd og mange fælles planer. Jeg har lagt så meget i det her forhold. Og hvordan skulle jeg forklare Alberte, at hendes mor igen står alene? Hun spørger allerede, hvorfor Far Henrik aldrig dukker op længere. Hvordan skal jeg sige til hende, at han helst vil have, at jeg glemmer hende?
Min mor Karen siger, jeg skal beskytte Alberte, koste hvad det vilogså hvis det betyder skilsmisse. Du vil aldrig tilgive dig selv, hvis du vælger ham over hende, sagde hun til mig i telefonen. Hun har ret. Alberte er ikke en fortid, hun er mit hjerte, mit ansvar. Jeg tænker tilbage på dengang, jeg holdt hende i armene første gang, hendes første smil, hendes første skridt. Jeg kan simpelthen ikke svigte hende for en mand, der ser hende som et problem.
Men Henrik er ikke til at rokke. Forleden tog han fat i emnet igen, denne gang mere hård: Det er mig eller din datter. Jeg vil ikke have en kone, der hele tiden hænger fast i fortiden. Jeg sagde ikke et ord. Jeg vidste, at andet bare ville gøre ham mere rasende. Men indeni havde jeg allerede taget mit valg. Jeg giver aldrig slip på Alberte. Aldrig. Selv hvis det koster mit ægteskab.
Lige nu prøver jeg at planlægge, hvad jeg gør fremover. Måske skal jeg snakke med en advokat og finde ud af, hvad en skilsmisse rent faktisk vil betyde. Jeg er også begyndt at kigge efter et bedre job, så jeg kan blive helt uafhængig. Jeg har endda så småt ledt efter en lejlighed tættere på Alberte. Det er skræmmende, jabut også lidt spændende. Jeg vil så gerne vise hende, at jeg altid vælger hende, uanset hvad.
Henrik tror måske, at hans trusler kan få mig til at give op. Men det kan han godt glemme! Jeg bøjer mig ikke for krav, der får mig til at svigte det vigtigste i mit liv. Jeg vælger Alberte. Og hvis jeg skal starte forfra helt alene, så gør jeg detaltid for hendes skyld. For os to.
Min mand, Henrik, er blevet så fuld af sig selv, at han tror, han kan diktere mig betingelser: Han truer nu med skilsmisse, hvis jeg ikke stopper med at se min datter, Sofie, fra mit første ægteskab – men jeg ville aldrig opgive mit barn for ham!
