HVORDAN DET GÅR UD, SÅDAN KOMMER DET TILBAGE
Kære dagbog
I dag sad jeg og skimmede min yndlingsavis, sådan lidt uden at hæfte mig særligt ved artiklerne. Tankerne kredsede konstant om et emne, der har fået mit hjerte til at sitre den sidste tid.
Rubrikken Søger dig plejer jeg altid at springe over. Behovet har aldrig været der; mit privatliv har været roligt og stabilt. Men nu kunne jeg ikke lade være med at læse hver eneste linje på siderne fyldt med telefonnumre fra alle dem, der længtes efter et nyt bekendtskab efter kærlighed, om det var for livet, natten eller bare et øjeblik.
Jeg havde egentlig ikke brug for nye eventyr. Jeg længtes bare efter, at nogen, hvem som helst, lyttede til mig. Bare det. I aften var der ingen at snakke med, og ensomheden bed. Impulsivt tastede jeg det første nummer.
God aften, Bekendtskabstjenesten lød en behagelig stemme i røret.
Hej… øh, godaften min egen stemme var næsten uhørlig, hæs og forsigtig. Hvad skulle jeg sige?
Lad os tage dine oplysninger, så skal vi nok hjælpe, svarede stemmen venligt, men begyndte at lyde irriteret over min famlen.
Undskyld. Må jeg tale frit med dig, bare lidt? Jeg… jeg tog mig sammen.
Jamen, du vil ikke finde een? Jeg har altså ikke tid til at høre alles livshistorier. Prøv telefonrådgivningen. Her, tag nummeret, sagde hun hurtigt og lagde på.
Pyh, jeg nåede lige at notere cifrene. Det nummer var min redning.
Med rystende fingre slog jeg tallene. Ikke fejl nu!
Hallo! God aften, må jeg tale med dig? Jeg har brug for det! pludselig blev modet større.
Selvfølgelig. Jeg lytter, kom bare, sagde hun i den anden ende med rolig stemme.
Så begyndte jeg min fortælling. Først forvirret, nervøs, senere mere samlet og rolig.
Det er virkelig lettere at bekende for en fremmed. Måske forsøgte jeg at forklare mig selv, overbevise mig finde lidt tilgivelse. Jeg savnede ikke gode råd, jeg skulle bare lette hjertet. Så jeg fortalte.
Min mand forlod mig. For et år siden holdt vi sølvbryllup. Jeg var sikker på, ingen kunne være lykkeligere.
Hans og jeg var studerende på lærerseminariet. Hans var gift med Vibeke. De havde allerede to små børn en dreng og en pige. Vibeke forgudede Hans, ville have givet ham et barn hvert år, hvis hun kunne. Hans og børnene var glade for hendes kærlighed og omsorg. Hun var den ydmyge type, nærmest en bibelsk hustru.
Dengang var jeg misundelig. Tænk, sådan en flot fyr, og så gifter han sig med en grå mus! Jeg derimod… klog og smuk! Mig og Hans ville klæde hinanden!
Så ja, jeg ødelagde deres ægteskab. Jeg lyttede ikke til nogen advarsler (at man ikke skal tage, hvad andre har bygget op; på andres ulykke skaber man ikke sin egen lykke; husk nu, han har børn…). Jeg var forelsket.
Nu, mange år senere, ser jeg, at jeg var slangen i paradiset. Fra vragresterne byggede vi vores stjålne lykke. Hans første kone accepterede modløst skæbnen. Vibeke forsøgte aldrig at få Hans tilbage, eller trygle mig. Hun bad ham bare stille: Glem ikke børnene. Resten af livet helligede hun dem og senere børnebørnene. Ingen kunne erstatte Hans, og hun ledte heller ikke.
Vi fik senere en søn, Steffen. Han manglede aldrig noget. Vi havde penge, drog mod syd hvert år, købte stor lejlighed midt i Aarhus, flotte biler og et sommerhus. Hans og jeg blev undervisere på seminariet nu begge dekaner. Hans børn glemte vi aldrig. De var ofte hos os i ferierne. Vi holdt ferier sammen alle sammen. Indimellem troede jeg endda, børnene holdt mere af mig end deres mor. Men jeg kunne ikke lade være med, stikkende, at sige: Bed jeres mor om at tage jer til strand engang.
Jeg vidste jo, Vibeke havde svært ved at få pengene til at slå til. Lidt ondt tilfredshed… Men hun bad aldrig om hjælp. Hun ville bare ikke blande sig i vores liv. Men jeg er sikker på, Hans støttede hende bag min ryg.
Steffen voksede op, blev gift, og slog sig ned selv. Tilbage var jeg og Hans i vores store lejlighed i midten af Aarhus. Livet gled let og uforstyrret lige indtil det ikke gjorde.
En dag spurgte en kollega: Karen, ved du, Hans er tit alene i klasselokalet med den dér unge, uduelige studine? Jeg grinede. Hans? Vores mandlige dekan! Det troede jeg ikke på.
Men et år efter sølvbrylluppet, på vej hjem fra en restaurant, stoppede han op:
Karen, jeg forlader dig. Jeg elsker en anden. Lad os blive skilt.
Den klassiske historie: Den aldrende kone, manden i sin bedste alder, den unge elskerinde. Jeg blev rasende.
Du forlader mig for den dumme pigebarn? Ta dig sammen, Hans! Det går over! Jeg skal nok få hende smidt ud af seminariet! Børnene vil aldrig tilgive dig! Jeg var sønderknust og skreg.
Det var forgæves. Hans forlod mig for den unge. Jeg mistede grebet om tilværelsen.
Hans og elskerinden lejede en lejlighed i naboejendommen. Nogle kolleger hjalp til man skal jo støtte unge familier… Det var da til grin!
Hver morgen så jeg dem, mens jeg frøs og ventede på bussen, mens de ræsede forbi i vores bil. Hun så overlegent på mig. Hun havde vundet. Og hun havde ingen anelse om, hvordan det selv føltes som jeg i sin tid. Nu var der kun aske tilbage af noget, jeg troede, var kærlighed
Og Hans? Hans øjne strålede som hos en teenager. Han svævede i en alder af halvtreds! Ingen alder for kærlighed, som min mormor altid sagde.
Jeg kan huske, jeg engang spurgte ham: Hans, hvorfor var det så nemt for mig at få dig væk fra din første familie? Han sagde bare: Karen, jeg kunne ikke holde mere ud i det sammenkogte øvelokale.
Og måske blev han bare træt igen. Mon ikke det var hans skæbne at forlade dem, han kedede sig med nu er jeg både den, der tog, og den, som blev forladt.
Børnene? Hans børn har deres egne liv nu. De så ikke sødt på mig. Som man råber i skoven, får man svar igen, sagde de. Jeg forstod pludselig jeg havde bare været kvinden, der stjal deres far. Alt, hvad jeg gjorde, kunne aldrig ændre det. For børn er mor og far ét.
De elskede mig aldrig. Vi voksne forsøgte at købe den tabte kærlighed med gaver men børnene forstod alt til sidst. Jeg har ikke talt med dem i et år, og de har heller ikke kontaktet mig.
Skilsmissen med Hans gik stille af. Han fortalte, at Mette ventede barn og foreslog at dele huset og pengene ligeligt. Hvad skulle jeg gøre? Prøve at kæmpe? Det ville være som at forsøge at få gårsdagens nat tilbage.
Så nu sidder jeg her, dagbog, i vores gamle fireværelses, alene som aldrig før. Fyrre-fire år tja, måske står jeg for endnu en blomstring? Jeg passer stadig på mig selv. Engang var jeg noget særligt lækkert tøj, dyre parfumer, alt det der. Men lige nu har jeg mest lyst til at hyle En mærkelig tomhed, en sorg jeg ikke kan slippe.
Kun Steffen, min søn, sørger for mig. Trøster og besøger. Sandt at sige: Hans og mine børns venskab blev aldrig til noget.
Må jeg ringe til dig igen? Det er sjældent, man får lov at tale færdig uden at blive afbrudt. Tak fordi du lyttede!
Jeg lagde røret, trak vejret dybt og prøvede at smile, selvom det var svært. Så ringede jeg til Steffen.
Mor? Er alt okay? Han var blevet vant til mors tårer og afvisninger.
Alt er fint, min skat! Jeg har det så lyst i sindet i dag! Kom forbi i weekenden med børnebørnene, jeg bager lagkage.
…Et halvt år efter ringede jeg igen til min telefonven.
Ved du hvad? Jeg har mødt en gammel klassekammerat. Han har altid været der turde bare aldrig række ud. Han var aldrig gift, men nu da han hørte om alt, der skete, turde han endelig give lyd. Vi er blevet gift.
Lykken er flyttet ind igen selvom det kun er en etværelses nu. Jeg er dig så taknemmelig, for samtalen og renselsen! Nu ved jeg, at livet altid har noget nyt at byde påNogle gange bringer livet dig netop det, du troede, du havde mistet for altid: chancen for en ny begyndelse. Jeg satte mig ud på altanen med dagens avis og lagde mærke til, at jeg ikke længere kiggede på Søger dig, men på krydsordet og horoskopet helt uden længsel, bare med ro. Og da kaffekoppen var tom, vinkede jeg ned til børnebørnene, der stod og dansede på fortovet sammen med Steffen. Jeg mærkede hjertet banke let; ikke af savn, men af håb.
Som jeg sad der og så på min lille familie, slog det mig: Man kan ikke ændre fortiden, men man kan bygge videre på det, den har lært én. Ensomheden føltes som sne, der smelter i foråret tilbage stod spiren til noget varmere, noget mildt. Et lille smil bredte sig i mig, og jeg rejste mig for at gå dem i møde. I dag længtes jeg ikke efter at blive lyttet til i dag ville jeg lytte, dele, leve.
Sådan går det, kære dagbog: Som livet leves ud, kommer glæden igen, når man mindst venter det.
