Du er jo ikke alvorlig, Søren? Sig mig, at det er en fjollet spøg. Jeg er lige trådt ind ad døren, jeg har ikke sovet 26 timer, mine ben summer som om jeg har løbet et maraton i stålstøvler, og du siger, at dine nevøer kommer om en time?
Else står i entreen, læner sig mod væggen og stirrer mistroisk på manden. Søren skifter nervøst ben, mens han fingrer i kanten af sin hjemmet-shirt. I hans øjne læser hun den velkendte blanding af frygt og lyst til at behage alle på én gang, som altid får hende til at eksplodere. Hun trækker langsomt sin sko af, lader den hævede fod berøre den kølige laminat, og en lettet suk drysser ud. At arbejde som senior sygeplejerske på akutkirurgisk afdeling er aldrig let, men i dag har skiftet været en hel helvede: tre akutte indlæggelser i træk, kravstore pårørende og mangel på personale.
Elskede, hør her, siger Søren og forsøger at hjælpe hende med at tage jakken af, men gør det så hektisk, at han kun i vejen. Det er jo kun et par timer. Kirsten skal hurtigt afsted på livellerdød ærinder med bilpapirerne, hun har ikke kunnet forklare nærmere, men stemmen er meget bekymret. Og Mikkel og Emil har ingen steder at gå. Børnehaven er lukket i karantæne, og barnepigen er syg. Ikke fjerne slægtninge, men egen blod.
Else går ind i køkkenet, hælder et glas vand i sig og drikker det i én slurk. Vandet føles som den mest forfriskende ting i verden. Hun ser på uret: ni om morgenen på lørdag. Hendes eneste fridag. Den eneste dag, hvor hun kan ligge på sofaen, stirre i loftet og nyde stilheden.
Søren, siger hun roligt men fast. Mikkel er fem år, Emil er fire. De er to små storme, der raser gennem lejligheden på femten minutter. Sidste gang, vi sagde, vi skulle sidde med dem et par timer, knuste de min yndlingsvase, farvede gangens tapet med farveblyanter og fodrede katten Fyr med modellervoks. Jeg gik igennem døgn uden søvn, og så endnu et døgn med at gøre lejligheden ren. Jeg kan ikke klare det i dag. Jeg vil fysisk ikke kunne.
Men jeg hjælper! udbryder han. Jeg tager dem på mig. Du kan lægge dig på soveværelset, lukke døren og slappe af. Vi drenge kan stille lege med byggeklodser i stuen. Du hører ikke engang lyden.
Else smiler bittert. Sørens naivitet grænser til dumhed. Han elsker sin søster og nevøerne som om han er blindt forelsket, uden at se, at Kirsten har hængt sig i familien i lang tid.
Stille? Søren, deres lyd kan ikke skrues ned. De vil skrige, løbe, trampe, kræve tegnefilm, mad, toilet. Hvad med Kirsten? Hun sagde, hvornår hun kommer tilbage?
Hun sagde at hun vil klare det inden aften.
Inden aften?! Else sætter glasset hårdt på bordet, så Søren springer. Så skal jeg tilbringe min eneste fridag i en børnehave, mens din søster driller livellerdød papirer? Spurgte du ikke, hvorfor hendes ærinder falder på en lørdag? Og hvorfor kan hun ikke bare tage børnene med, hvis det kun er papirarbejde?
Elske, der er kø, det er ubehageligt for børnene Vær ikke så egoistisk. Kirsten trækker dem alene, din far betaler kun små børnebidrag. Hun har brug for hjælp. Jeg har allerede lovet.
Du lovede uden at spørge mig. I mit hjem. På min fridag.
I det øjeblik ringer døren. Ringet er langt, insisterende, som om nogen har trykket på knappen og glemt at slippe den. Søren blegner og skynder sig mod entreen. Else bliver i køkkenet, mens en kold vrede bobler i hende. Hun kender den tone. Kirsten ringer altid, som om hun flygter fra en flok ulve.
Lyden af glade råb, små fødder og en høj, skingrende stemme når fra entreen.
Åh, Søren, du redder mig! Hej! Hvor er Lena? Sover hun? Jeg går bare og skifter børnene stille. Drengene, pas på onkel Søren!
Else tager en dyb indånding, retter håret og går ud i gangen. Scenen er malerisk: sko ligger spredt på gulvet, jakker ligger på pufferen, og de to rødmundede drenge stormer mod stuen, hvor den nye tvstativ står. Kirsten, en lys blondine i en trendy frakke, justerer makeup foran spejlet.
Hej, Lena! siger hun, da hun ser svigergommen. Åh, dit udtryk er så træt. Du trænger til øjenpuder og ansigtsmaske. Jeg må løbe, jeg har en aftale kl. ti, kan ikke komme for sent.
En aftale? afbryder Else hende ved udgangen. Du sagde til Søren, at du har problemer med bilpapirerne.
Kirsten tøver et øjeblik, men smiler så strålende, som om intet er galt.
Jo, papirer og sådan. Men først manicure og vipper, så på borgerservice, og om aftenen måske en kaffe med pigerne. Jeg er enlig mor, har jeg ret til et liv? I kan blive hjemme, ingen børn, så I kan øve jer. Kys, vi ses kl. otte!
Else holder fast. I stuen vælter noget en gulvlampe falder. Søren sukker og løber hen.
Tag børnene, Kirsten, siger Else iskoldt.
Hvad? Kirstens øjne bliver store. Er du ved at lave sjov? Jeg er allerede forsinket! Mekanikerne venter!
Det er mig lige efter skiftet. Jeg vil sove. Jeg har ikke hyret en gratis barnepige, så du kan lave vipper. Søren lovede uden at spørge mig. Det er hans fejl, men jeg betaler ikke med min sundhed.
Du hader mine børn! skriger Kirsten, hendes ansigt bliver rødt. Søren! Kom her! Din kone smider nevøerne ud af huset!
Søren stormer ud med lampens brudstykker, hans ansigt er fortvivlet.
Lena, kom nu Kirsten er allerede her Lad dem blive, jeg passer på dem, ægte ord! Gå i seng, jeg hænger tæppet foran soveværelset, så lyden ikke når dig. Kirsten, gå, vi klarer det.
Kirsten giver et triumferende smil, sender et dræbende blik på Else og flyver ud af døren, mens hun råber:
Maden er i rygsækken, men det er kun chips. Lav dem suppe!
Døren smækker. Else ser på manden med de knuste lampestykker, så på lejligheden, hvor kaoset begynder: Emil hopper på sofaen, Mikkel prøver at rive katten Fyrs hale, mens Fyr spidser og gemmer sig under lænestolen.
Du klarer dem selv? spørger Else stille.
Ja, Lena, ja! Jeg ordner det. Du bliver bare rolig. Jeg tænder tegnefilm, giver mad, alt bliver fint.
Else vender sig og går mod soveværelset. Men ikke for at sove. Hun tager en lille sportstaske fra skabet. Bevægelsen er hurtig, præcis, som en sygeplejerskes rutine. Skiftetøj, jeans, frisk tshirt, bog, oplader, makeuptaske.
Lena, hvad laver du? spørger Søren, mens han holder fast i den udbrudende Mikkel. Hvor skal du hen?
Jeg skal hvile, Søren. Som planlagt.
I et andet rum?
Nej. Et andet sted.
Hun skifter hurtigt, smider morgenkåben, trækker jeansene på. Træthed bølger som en tidevandsbølge, men vrede giver hende kraft. Hun ved, at hvis hun bliver, vil hun ikke falde i søvn et øjeblik. Hun vil ligge og høre skrigene, vente på at noget går i stykker, eller på at Søren kommer med et beklagende ansigt og spørger, hvor pastaen er, eller hvordan man får saft ud af tæppet.
Du kan ikke gå! siger Søren panisk. Jeg klarer dem ikke alene! De er to! De skal have suppe!
Du sagde, du klarer det. Du sagde: Jeg hjælper, vi leger stille. Så leg. Du ville være en god bror for Kirsten? Vær det. Jeg vil bare være et menneske, ikke en trukket hest.
Else lægger tasken på skulderen og går ud i gangen. Emil prøver at male på spejlet med sin mors læbestift, som han har fundet i en taske på natbordet. Søren løber efter ham:
Ikke lov, Emil! Fyr, vent!
Men Else er allerede ved døren.
Jeg vender tilbage om aftenen, når de bliver hentet. Eller i morgen tidligt. Maden er i køleskabet, men den skal laves. Held og lykke, skat.
Hun går ud på gaden, indånder den kølige efterårs luft. Hænderne ryster let. Hun har aldrig gjort dette før. Hun har altid holdt sammen, ofret sig for familiens fred. Men i dag er gryden brudt.
Hun stopper ved den lille kaffebar på hjørnet, bestiller en stor cappuccino og en croissant. Mens hun sidder ved vinduet og ser forbipasserende, åbner hun hotelappen. Hun skal have et værelse. Stille, rent, med en stor seng og tunge gardiner. Heldigt nok er der et forretningshotel tre kvartaler væk, som ofte huser reisende. Prisen er høj, men Else beslutter, at hendes mentale balance er uvurderlig.
Først efter fyrre minutter står hun i værelset. Stilheden er tæt, håndgribelig. Hun tager en varm bruse, skyller hospitalets lugt og familiens tumult af sig, lukker vinduerne helt, slukker for telefonen og lader sig falde i søvn.
Hun drømmer ikke. Det er en dyb, helende søvn uden drømme.
Hun vågner, da mørket har lagt sig udenfor. Klokken viser syv om aftenen. På telefonen blinker tyve ubesvarede opkald fra Søren og fem fra Kirsten, samt en bunke beskeder. Else sætter sig på sengen, strækker sig og begynder at læse.
Først er der Sørens optimistiske beskeder: Alt er fint, vi ser på Paw Patrol, De vil have mad, laver pølser.
Derefter skifter tonen: Lena, hvor er den grønne salve? Mikkel har slået knæet, Emil har spildt kompot på min laptop, hvad gør vi?!, Lena, svar, de slås!, Hvornår kommer du? Jeg klarer det ikke længere!
Den sidste besked er sendt for en halv time siden: Kirsten svarer ikke, ingen forbindelse. De har ødelagt køkkenet. Kom venligst.
Kirsten har kun sendt en vred besked: Er du normal? Du har forladt mig med børnene! Hvor egoistisk er du!
Else lægger telefonen fra sig og bestiller roomservice: en Caesarsalat og et glas vin. Hun har ikke tænkt sig at løbe ud og redde Søren. Det er hans lektion, og han må gennemgå den til ende. Han har selv bragt disse trojanere ind i deres fæstning.
Hun spiser langsomt, ser en let film, og omkring ti om aftenen beslutter hun, at det er tid til at vende hjem. Udsættelsen på hotellet er kl. tolv, men hun vil helst sove hjemme, og Fyr, katten, må også have ro.
På vej til lejligheden hører hun en lyd fra trapperne. En lille græder. Det må være en af drengene.
Else låser op med sin nøgle.
Det, hun ser, kan kun beskrives som et slagfelt. I entreen ligger en væltet knage. På gulvet er mel spredt et hvidt spor fører ind i køkkenet. Lugten af brændt mad og valerian hænger i luften.
I stuen sidder Søren på sofaen, så ud som om han har kommet ud af en krigzone: hårdt sat, tshirten plettet, en blå mærke under øjet. På gulvet, blandt legetøj og revne bøger, ligger Mikkel og Emil under et tæppe. De har tydeligvis udtømt deres batteri.
Søren løfter blikket mod Else.
Du er hjemme mumler han.
Hjemme, svarer Else roligt, mens hun træder over en klæbrig plet. Hvor er Kirsten?
Hun er ikke ankommet endnu. Telefonen er slukket.
Forstået. Inden aften i din søsters forstand betyder vist indtil i morgen. Så, hvordan gik legen? Stille?
Søren dækker ansigtet med hænder og stønner.
Lena, det er helvedes. De har ikke sat sig ned en eneste sekund. De har spredt mel, forsøgt at bage en kage, slås om fjernbetjeningen og smadrer en vase. De holdt lige på at drukne Fyr i badet. Jeg kunne ikke gå på toilettet, for så snart jeg så væk, gik de i gang med at ødelægge noget.
Jeg sagde til dig, siger Else uden at drille, blot konstaterer. Jeg advarede dig, Søren. Men du troede, jeg overdriver. At jeg bare er en sur egoist.
Undskyld mig, Søren ser på hende med bønfaldende blik. Jeg var en idiot. Jeg troede, det var let. Jeg troede, du bare var træt og drilsk. Jeg forstod ikke Hvordan overlevede du før, når du sad med dem?
Jeg overlevede ikke, Søren. Jeg døde i to dage. Jeg skammede mig kun, fordi jeg ikke ville såre dig med al sandheden. I dag har jeg fået nok af mig selv.
Døren til indgangen knirker. Nogen prøver at åbne den udefra, men kan ikke få nøglen i låsen. Til sidst åbnes døren, og Kirsten træder ind. Hun er rød i ansigtet, lugter af alkohol.
Hej, allesammen! synger hun, mens hun kastes ind i lejligheden. Åh, hvorfor er det så stille? Sover mine engle?
Hun ser Else, som står i midten af den ødelagte gang med armene i kors, og smilet falder af hendes ansigt.
Så du er kommet, Lena. Så du har hvilet? Føler du dig skyldfri? Du har forladt din mand
Hold mund, Kirsten, siger Søren pludselig.
Hans stemme er lav, men hård som stål.
Hvad sagde du? gentager hun, mens hun blinker med falske vipper.
Søren rejser sig fra sofaen, går tæt på sin søster.
Else vendte sig væk, lukkede døren bag dem og besluttede, at hendes næste fridag skulle tilbringes i stilhed på et hotel.
