De havde omhyggeligt skjult det nyindkøbte sommerhus for slægtningene. Alt skulle ordnes straks. Grib skovlene og begynd at grave i haven. De kommer ikke længere.

De havde omhyggeligt gemt det nyindkøbte sommerhus væk for slægtningenes nysgerrige øjne. Alt skulle sættes i stand med det samme. Grab skovlen, begynd at grave i haven. De kommer ikke længere.

Et telefonopkald rev morgenen i stykker så brat, at Nanna sprængte op af stolen. Skærmen viste navnet: “Tante Inge”.

— “Nannas lille pige!” lød den begejstrede stemme i den anden ende. “Kan du tro det? Vi kommer på dit sommerhus!”

Nannas kaffekop stod fast i luften. Tante Inge var den, der havde “boet over” i deres nye lejlighed i Østerbro i tre måneder, mens hun selv renoverede sit eget hjem. De tre uendelige måneder var fyldt med konstante spørgsmål som: “Hvorfor har du ikke det?” eller “Hvorfor gør du det på den måde?” og hendes yndlingsbemærkninger om, “i min tid…”.

— “Hvordan… kommer I? Hvem… er vi?” kæmpede Nanna for at få ordene frem.

— “Vi kommer med pigerne! Vi skal slappe af i en uge,” svarede tanten, mens latter og klirren af glas kunne høres i baggrunden. “Hvad er problemet? Vi er familie!”

Ordet “familie” havde altid været en magisk nøgle for Tante Inge, der kunne åbne enhver dør. Efter hændelsen i lejligheden havde Nanna og Mikkel besluttet ikke at fortælle resten af slægten om sommerhuset. Men nogen, de stolede på, havde tydeligvis løftet lænden – og endda givet adressen videre.

— “Tante Inge, vi kan ikke…” forsøgte Nanna at protestere, mens hun holdt stemmen stabil.

— “Vi er allerede på toget!” afbrød tanten muntert. “Vi er fremme snart!”

Et par korte bip afsluttede samtalen. Nannas hjerte hamrede hurtigere. Hun ringede til sin mand:

— “Mikkel, Tante Inge og pigerne er på vej.”

— “Åh, igen,” sukkede han. “Kan du ikke bare holde døren lukket?”

— “De vil ikke bare gå,” svarede Nanna nervøst, mens hun justerede kanten af sit forklæde. “De vil stå ved hegnet og skamme os foran naboerne. Kan du huske lejlighedshistorien? ‘Den elskede niece smed sin egen tante ud på gaden!’”

Ved frokosttid havde Tante Inge og hendes følgesvende – tre midaldrende fætre – allerede overtaget køkkenet. Verandaen, hvor Nanna havde nydt sin ensomhed om morgenen, var nu fyldt med fremmede kufferter. Køleskabet bugnede ikke kun af hjemmelavede marmelader, men også af andres indkøb, og ved siden af lå pænt opstillede vinpakker.

— “Nanna, hvor er dine håndklæder?” råbte den midterste fætter, Lise, fra badeværelset.

— “Og bring noget toiletpapir!” tilføjede den yngste, Katrine.

— “Og din shampoo er så mærkelig,” kritiserede den ældste, Vibeke, mens hun snusede til flasken med lavendelduft. “Giv mig en normal en!”

Nanna knugede næverne så hårdt, at neglene sank ned i håndfladerne. Hendes shampoo var præcis, som hun havde ønsket – personlig, unik, ikke beregnet til en flok gæster. Det var på tide at lære at sige “nej”, selv over for slægtninge.

— “Og jeg ser, at I lever ret lækkert her!” erklærede Tante Inge, da hun satte sig komfortabelt i den kurvede stol, de og Mikkel havde bragt fra Italien. “Tomten er stor, I har et badehus… Hvorfor fortalte I os ikke det? Vi er stadig familie!”

— “Præcis derfor,” svarede Nanna stille, men en anspændt tone kunne allerede høres i hendes stemme.

— “Hvad‑hvad?” lod Tante Inge som om hun skulle lægge hånden til øret. “Jeg fangede ikke det.”

— “Præcis fordi!” hævede Nanna stemmen til et råb. “Fordi I er de slægtninge, der mener, de har ret til bare at dukke op, optage al plads og bruge alt, som tilhører os!”

— “Nannas lille pige!” indså Tante Inge, som om hun skulle forsvare sig. “Hvordan vover du…”

— “Det er netop sådan!” flammede noget, der længe havde været undertrykt, i Nannas bryst. “Kan du huske, hvad der skete i lejligheden? ‘Åh, jeg bliver bare en uge!’ – og så blev det tre måneder! Hver dag var der kritik, påbud om, hvordan man lever, hvad man skal ændre…”

I det øjeblik trådte “pigerne” ind i døren – nogle med håndklæder, andre med vinglas – og så forvirret på den eskalerende scene.

— “Og vi skal snart på ferie,” forsøgte Nanna at tale roligt, selvom stemmen vaklede. “Vi har allerede købt togbilletterne.”

— “Åh, lad være, vi klarer os selv!” vinkede Tante Inge afvisende, mens hun lænede sig tilbage i stolen. “Gå bare på jeres ferie!”

— “Nej,” svarede Nanna, benene rystede, men stemmen fast. “I bliver ikke her. Ikke nu, ikke én uge. Dette er vores hjem, og vi vil have det for os selv.”

Tante Inge syntes enten ikke at have hørt eller at lade som om hun ikke forstod.

De udholdt tre dage. Tre uendelige dage med presset gæstfrihed. Om morgenen – ukendte stemmer i køkkenet, om eftermiddagen – endeløse bemærkninger: “Hvorfor gør du det sådan?” eller “Andre gør det helt anderledes…” Om aftenen lød guitarspil indtil midnat, uden hensyn til naboerne, der blev vækket. Nannas petuniaer gik næsten i stå, fordi ingen vandede dem. Mikkels legetøj forsvandt fra verandaen – “det er i vejen for afslapning.” Katten flyttede endda ind hos naboerne for at undslippe larmen.

Men den fjerde morgen…

— “Tante Inge,” sagde Nanna fast, mens hun placerede kufferterne foran sine slægtninge. “I skal i dag gå.”

— “Hvad mener du ‘skal’?” skar tanten af, mens hun satte glasset ned. “Vi aftalte – det er kun en uge.”

— “Nej,” rystede Nanna på hovedet. “Vi har aldrig aftalt noget. I besluttede bare for os. Det var sådan i lejligheden. Men nu er det nok. Vores billetter er til i morgen, og der er meget at pakke.”

— “Hvordan vover du?!” sprang Vibeke op, rasende. “Vi…”

— “Slægtninge, jeg ved det,” sagde Nanna med en bittert smil. “

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

fifteen + 12 =

De havde omhyggeligt skjult det nyindkøbte sommerhus for slægtningene. Alt skulle ordnes straks. Grib skovlene og begynd at grave i haven. De kommer ikke længere.
Min svigermor har set ned på mig i årevis — indtil jeg stjal rampelyset til en galla