DU SKAL BARE TRÆKKE VEJRET… – Åh, Gud… Hvor har du dog fundet hende? Hun vejer jo mindst et halvt ton! Jeg forstår dig ikke, Oleg. Hun er jo det rene jern! Hvad ser du i hende? Mor, sig da noget til ham, – Lene blev ved og ved med at brokke sig… – Rolig nu, Lene, slap af. Det er din brors valg. Oleg skal jo selv bo med hende. Så må han også selv tage sig af sin forlovede, – Anna Vikto-r-ovna kiggede spørgende på sønnen. – Er I færdige? Så hør her. Jeg skal giftes med Tanja. Desuden får vi et barn til efteråret. Det var det, kære kvinder, debatten er slut, – Oleg gik ud af stuen. …Oleg havde engang været gift. Med en skønhed. En datter blev fra det ægteskab. Han var vanvittigt forelsket i sin kone. Men det holdt ikke. Svigermor gjorde alt for at ødelægge kærligheden. Oleg måtte forlade hjemmet. Dengang gik det hele ned ad bakke. Drak tungt, havnede i slagsmål, skiftede kvinder… …Så dukkede Tanja op, ud af det blå. Mødte hende i en fælles vennegruppe. Tanja lagde straks mærke til Oleg. Pæn fyr, rank, talende. Og så havde han humor. Ingen kunne få Tanja til at grine så hurtigt som ham. Tanja underviste i matematik i folkeskolen. Boede hjemme hos forældrene. Hun var fireogtyve, da hun mødte Oleg. Det sker, man ser et menneske og elsker for livet. Ikke for noget bestemt, men bare fordi han er til. Man ved, det er ens sjæleven, og man har kendt ham i tusind år. Uden ham kan man ikke forestille sig livet. Sådan skete det for Tanja. Den aften lagde Oleg slet ikke mærke til den fremmede kvinde. Dels var han meget beruset. Dels var Tanja slet ikke hans type. Overhovedet ikke. For det tredje havde Oleg svoret aldrig mere at indgå i et ægteskab. “Det er nok for mig. Ægteskab? Aldrig mere!” sagde han til vennerne. Men i selskabet var også Emma. En rigtig charmør. Oleg faldt hurtigt i snak med hende og trak hende væk fra de andre. De trak sig ind i køkkenet med hinanden, og senere på aftenen gik de hjem hånd i hånd. …Det var sjovt med Emma. Oleg var vild med hende. En champagne-pige. Mænd vendte sig efter hende og sukkede. Oleg præsenterede Emma for sin søster Lene. – Smuk pige. Men hun er ikke til at stifte familie med, – lød Lenes dom. – Jeg ved det, – svarede Oleg. Emma forlod Oleg til fordel for en anden. Oleg tog det roligt. Han vidste, Emma ikke var noget for ham. Han lod hende gå uden at fortryde. …Tanja ventede tålmodigt. Oleg var fri og klar – nu måtte hun handle. Tanja inviterede Oleg på en date. Han sagde ja til sidst. Hun tog ham med hjem og præsenterede ham for forældrene. De var vilde med den unge mand. Så kørte det derudad… Oleg blev omfavnet med omsorg døgnet rundt. Tanja svævede om ham som en sommerfugl. Ethvert ønske blev opfyldt med det samme. Halvandet år senere fortalte Oleg sin mor og søster om den kommende brud, Tanja. – Elsker du hende overhovedet, Oleg? – spurgte moren. – Nej. Jeg elskede engang… Du ved det, mor. Det gør ondt. Det er nok for mig at vide, Tanja elsker mig vanvittigt, – Oleg blev alvorlig. – Det bliver hårdt, min søn, at leve under samme tag med en, du ikke elsker. Kan du vænne dig til det? – Anna Vikto-r-ovna tørrede en tåre bort. – Det vil vise sig, – svarede Oleg undvigende. …Bryllup på brudens hjemadresse. – Lev, elsk, og hvis I skændes, så bliv hurtigt gode venner igen, unge par, – svigermor gav sin velsignelse. …Men de skændtes, og de blev ikke forsonet. Oleg begyndte at drikke igen. Flyttede hjem til forældrene. Anna Vikto-r-ovna rystede på hovedet, men sagde ikke noget. Tanja kom stormende til Oleg samme dag: – Hvad har du gang i, Oleg? Kom hjem. Jeg giver dig ikke fra mig! Han kom tilbage. …Sønnen blev født. Bekymringerne… Livet gik sin gang… Oleg blev mere og mere knyttet til familien. Svigermor og svigerfar kom til at elske svigersønnen højt. Det bedste stykke mad – til Olegske. Når han kom hjem fra arbejde, listede alle omkring for ikke at forstyrre ham. Han blev forkælet med alt muligt nyt… Oleg gjorde aldrig svigerforældrene kede af det. Han respekterede dem. Tog ansvaret for alt det praktiske. Kaldte altid Tanja for “Tanjusja”. Han forgudede sin søn. …25 år i ægteskab fløj forbi som en dag… Forældrene blev gamle. Sygdomme kom. De brugte meget tid på hospitalet. – Olegske, måske du også skulle en tur til lægen for en gangs skyld og tjekke helbredet? – foreslog Tanja. – Som du siger, Tanjusja… – svarede Oleg. …Han skyndte sig hele tiden at få sat nyt hegn op, lave reparationer, få ordnet haven. Han havde så travlt… …En dag kom ambulancen. – Her er der intet at gøre. Pludselig død… Jorden forsvandt under Tanja. Hun besvimede. Lægerne bragte hende tilbage til bevidsthed. – Hvordan kan det ske? Olegske havde lige været forbi alle lægerne. De sagde, han var frisk. Og nu… et dumt uheld. Jeg tror det ikke!!! – Tanja begyndte at råbe. De gamle forældre sad for sig selv i forundring. – Det skulle jo have været os gamle! Os! Hvorfor sådan en uretfærdighed? – Tanja-mor græd. – Olegske! Du var mit liv! Bare træk vejret… – råbte Tanja og kastede sig over sin døde mand. …Han blev begravet. …To måneder senere døde Tanjas far. På dødslejet sagde han: – Olegske! Tag mig med dig! En måned senere døde Tanjas mor. …Et halvt år efter solgte Tanja huset. Hun kunne ikke holde ud at bo der. Fik sig en lejlighed. Fik sønnen gift. …Hun indrømmede overfor Lenes søster, efter syv år som enke: – Lene, en mand som Olegske er ikke til at finde igen… Jeg gennemlevede et helvede, da jeg mistede ham. Jeg passede ikke godt nok på ham… Jeg har sagt til min søn, han skal begrave mig ved siden af far. Hvor gør det ondt og så tomt uden sin elskede… Og tiden læger ikke sår, Lene, tro mig…

DU SKAL BARE TRÆKKE VEJRET

Åh, Gud Hvor har du dog fundet hende henne? Hun vejer jo et helt læs! Jeg forstår dig simpelthen ikke, Mikkel. Hun er én stor klumpedumpe! Helt ærligt. Hvad ser du i hende? Mor, kan du ikke lige sige ham et eller andet, beklager Signe sig, igen og igen.
Tag det nu roligt, Signe. Det er din brors valg. Mikkel skal jo bo med hende. Så må han selv tage sig af sin forlovede, Kirsten ser spørgende på sønnen.
Færdigsnak? Godt. Jeg gifter mig med Frida. Og til efteråret venter vi barn. Det er slut på diskussionen, kære damer, Mikkel rejser sig og forlader stuen.

Mikkel har været gift før. Med en smuk kvinde. Der er også en datter fra det ægteskab. Han elskede sin ekskone lidenskabeligt. Men svigermoren gjorde alt for at ødelægge deres forhold. Til sidst måtte Mikkel tage sin taske, gå og aldrig se sig tilbage.

I den periode gik han meget til. Festede for hårdt, satte sig i dårligt selskab, og skiftede kærester som man skifter sokker

Så dukkede Frida pludselig op. De mødte hinanden gennem fælles venner. Frida lagde straks mærke til Mikkel. En flot fyr, rank og altid åben for en snak. Og hans humor var lige noget for hende. Ingen kunne få Frida til at grine så hurtigt som Mikkel.

Frida var matematiklærer på folkeskolen. Hun boede i huset hos sine forældre. Da hun mødte Mikkel, var hun fireogtyve år.

Det sker somme tider, at man ser et menneske, og så ved man bare, at man elsker dem for resten af livet. Uden nogen forklaring. For den, de er. At det er ens sjælefrænde, som man nærmest har kendt i tusinde år. Et liv uden dem kan man slet ikke forestille sig. Sådan gik det Frida.

Men den aften lagde Mikkel slet ikke mærke til hende. For det første var han stærkt beruset. For det andet var Frida overhovedet ikke hans type. Slet ikke. For det tredje havde han svoret aldrig at gifte sig igen. Det er slut med den slags, sagde han til vennerne.

Men i selskabet var der også Sofie. En rigtig charmebombe. Mikkel begyndte at snakke med hende, og snart gik de ud i køkkenet og forsvandt sammen ud i natten, hånd i hånd.

Sofie var sjov at være sammen med. Mikkel var glad for selskabet. En rigtig livsnyder. Mænd kunne ikke tage øjnene fra hende.

Mikkel præsenterede Sofie for søsteren Signe.
Hun er flot, men ikke én at stifte familie med, bedømte Signe.
Det ved jeg godt, sagde Mikkel.
Sofie forlod Mikkel til fordel for en anden. Men han tog det ikke tungt han kunne godt mærke, at det aldrig var hans type. Han lod hende gå uden et øjebliks anger.

Frida ventede tålmodigt på sin chance. Nu var Mikkel fri, nu skulle der handles.

Hun inviterede ham ud, og selvom han tøvede, sagde han til sidst ja.

Frida tog Mikkel hjem til sine forældre. De syntes begge, han var både rar og venlig.
Og så gik det hurtigt

Mikkel var omgivet af varme og omsorg. Frida svævede om ham som en sommerfugl. Alle hans luner blev opfyldt i et nu.

Efter et halvt år besluttede Mikkel sig for at fortælle sin mor og søster om den kommende kone, Frida.
Elsker du hende egentlig, Mikkel? spurgte Kirsten.
Nej. Jeg har elsket før og du ved, hvordan dét gik, mor. Det gør ondt. Jeg ved bare, at Frida elsker mig vanvittigt meget, han tænkte sig længe om.
Det bliver hårdt for dig at bo under samme tag med en, du ikke elsker, søn. Vil du kunne vænne dig til det? Kirsten tørrede en tåre væk.

Vi får se, svarede Mikkel undvigende.

Brylluppet stod hjemme hos Fridas forældre.
Lev, elsk, og hvis I skændes, så forlig hurtigt! ønskede svigermor.

Men de skændtes. Og de blev ikke forligte. Mikkel begyndte at drikke igen, og flyttede tilbage til forældrene.

Kirsten rystede bare på hovedet, men sagde ikke mere.

Frida kom samme dag:
Hvad har du gang i, Mikkel? Kom hjem. Du bliver ikke min, hvis du først slipper væk!
Han kom tilbage.

Snart kom der en lille søn til verden.
Travlhed Livet tog fart

Mikkel blev mere og mere knyttet til den varme familie. Svigerfar og svigermor elskede ham snart som deres egen.

Den største frikadelle den fik Mikkel.
Når han kom hjem fra arbejde, gik alle på tæer, han skulle jo lige have ro.
Han blev ofte forkælet med nye ting

Mikkel gjorde aldrig svigerforældrene fortræd. Han holdt dem i ære.
Han tog hånd om alt det praktiske derhjemme.
Frida blev altid kaldt Fridasen af ham. Hele tiden.
Han elskede sin søn.

Så gik der femogtyve år. Som et splitsekund
Forældrene blev gamle og syge. Sad nærmest på lægehuset hele tiden.
Mikkel, måske er det på tide, du selv får tjekket helbredet hos lægen? foreslå Frida.
Som du siger, Fridasen svarede Mikkel.
Alting skulle ordnes. Hegnet i haven blev skiftet, der skulle renoveres, og haven skulle passes. Han havde altid travlt

Så kom ambulancen.
Vi kan desværre ikke gøre noget. Pludselig død
Jorden forsvandt under fødderne på Frida, der besvimede.
Lægerne fik hende kaldt tilbage til livet.

Hvordan kan det ske? Mikkel blev jo undersøgt for nylig af alle lægerne. De sagde, han var rask. Og så falder han bare om Det giver ingen mening! Jeg tror det ikke! græd Frida.
De gamle forældre sad tavse i et hjørne.
Det skulle være os, der døde. Ikke ham! Hvorfor sådan en uretfærdighed? Fridas mor brød sammen i gråd.
Mikkel! Du er mit liv! Træk nu bare vejret Frida kastede sig mod sin afdøde mand.

Han blev begravet.
To måneder senere døde Fridas far.
På dødslejet jamrede han:
Mikkel! Tag mig med dig!
En måned efter døde Fridas mor.

Et halvt år senere solgte Frida huset.
Hun kunne ikke holde ud at bo der. Hun købte en lille lejlighed. Giftede sin søn væk.

Hun bekendte til Signe, efter syv års enke-liv:
Signe, en bedre mand end Mikkel findes ikke Jeg gik igennem helvede, da jeg mistede ham. Jeg kunne ikke passe på ham
Sine instruks til sønnen var begrav mig ved siden af far.
Det gør ondt og er bittert uden den, man elsker.

Og tiden heler ikke, kære Signe. Tro migMen en aften, hvor regnen hamrede mod ruden, gik Frida ud på altanen med et gammelt, falmet foto af Mikkel i hånden. Hun vendte billedet mellem fingrene, lyttede til den sagte bylyd, mærkede savnet. En summen fra gaden, et latterudbrud, et hastigt fodtrin mindede hende pludselig om de mange små øjeblikke, livet havde båret hende igennem. Hun lukkede øjnene, og det var som om, hun kunne høre hans stemme påny, blid og drillende, Fridasen kom nu ind i varmen

For første gang i årevis smilede hun bredt midt i sorgen. Hun mærkede, at alt det, de havde og alt det, de havde mistet, ikke var forsvundet det fandtes stadig i hende, som små glimt, der dukkede op og lyste hendes indre op. Hun foldede hænderne om billedet, og i stilheden lød det for hendes indre øre, som et åndedræt, varmt og levende:

Du skal bare trække vejret, Frida. Livet må leves, også når det gør ondt.

Så rejste hun sig op, tændte lyset inde i stuen, og for første gang i lang tid gik hun hen til telefonen og ringede hendes søn op, bare for at høre hans stemme og fordi hun vidste, at kærligheden, den begynder forfra, hver gang vi husker at trække vejret.