Et svært valg Grethe, kaldet Grevinden, sad med sin lille hund Muffe på skødet og sin computer foran sig. Hun gennemgik flytilbud til Chicago på Momondo. — Måske finder jeg ingen billige, nemme billetter, og så løser det sig selv? tænkte hun tøvende. Muffe, der mærkede hendes humør med sin fine hundesjæl, lagde hovedet i hendes hånd. — Ja, selv du ved, at det bliver ikke så nemt, smilede hun trist. Slavik — manden til Ilona, hendes tidligere veninde, som hun ikke havde talt med i ti år — havde besluttet at overraske sin kone til hendes runde fødselsdag og samle alle de gamle venner. Grethe havde bange anelser om, at Ilona slet ikke var spurgt… Hvad skulle hun gøre? Skulle hun tage afsted? Ville de overhovedet blive glade for at se hende? Eller spillede de bare, at hun var serveringsdame? Musse, Grethes mand, var lodret imod: — Hvad skal du derovre? Hun er bare varm luft. Jeg har prøvet at tage dem til mig, at være venlig— og alligevel opførte hun sig sådan overfor dig… Mens Momondo-siden indlæste, lod Grethe blikket glide rundt i stuen og spottede den keramikfigur, Ilona engang havde foræret hende. Hendes hjerte trak sig sammen. …De ankom til USA omkring anden bølge af udvandringen. Gik på sprogskole sammen, fejrede julefrokoster, havde børnene i de samme kolonier. De to veninder kunne snakke i timevis ved poolen, diskutere bøger, film, og endda det mest personlige. Det føltes som en evig venskab. Grethe plejede Ilonas forældre, ja, hele hendes familie — små og store skavanker gik igennem hendes hænder. Så var der den ene, ubetænksomme besked til forkert modtager: ”Kan ikke nu, mit øre gør ondt. Lytter til Ilonas snak om endnu en kjole.” Sladder var forkert, Grethe vidste det godt. Men det VAR sandt – Ilona var skør med mærkevarer. Men det ene sandhedssvøbede pip ødelagde alt. Hun havde bare villet brokke sig til en fælles veninde, men… Ilona læste beskeden selv. Stilheden bredte sig. Og næste dag: kølig telefonsvarer — ”Der findes da bedre veninder.” Færdig. Mange år gik. Og nu: invitationen til fødselsdag. Nætterne gik med for og imod. Grethe kunne ikke sove — og det kunne Musse og Muffe heller ikke. — Kan du ikke slappe af? sukkede Musse. Hun skrev flere svar til Slavik – og slettede dem. I computerens vindue blinkede der en flyvning Kastrup–Chicago. ”Skal jeg booke nu?” Grethe tøvede med fingeren på musen. — Hvis du vil, så rejs – men regn ikke med min sympati, sagde Musse næste morgen. — Det gør jeg heller ikke, svarede hun stille. — Så lad være med at komme hjem og brokke dig. — Måske. Eller ikke. Men jeg vil ikke fortryde, at jeg aldrig prøvede. Hun tog af sted. Flyet blev forsinket, transferen glippede, kjolen blev væk i en anden bagagehalvdel af verden. På hotellet var reservationen ”for en eller anden grund ikke fundet”, og alt var overbooket. Receptionisten rakte venligt en liste over nærliggende hoteller. — Tak, mumlede Grethe. Det hele går galt. Med kold kaffe og listen i hånden kom hun pludselig i tanke om Lene — en gammel studieveninde. Hun svarede nærmest med det samme: ”Kom! Gæsteværelset står klar. Kjole finder vi også.” Dagen efter kørte de mod golfklubben, hvor festen var. Lene opmuntrede: — Du går ind der som gæst, ikke som fortidens skygge. Ret ryggen! Festen var overdådig: telte, champagne, damer med samme frisurer. Grethe genkendte ingen af de gamle. Kun fremmede — solbrune, smilende, selvsikre folk. Slavik kom først, krammede hende undskyldende. — Jeg er glad for, du kom. Undskyld… jeg håbede bare, hun ville se dig. Så kom Ilona — i designer-kjole, perfekt hår og stiv blik. — Grethe. Sikke en overraskelse, nikkede hun køligt. — Velbekomme, sagde hun og gik videre. Senere under den fælles skål løftede Ilona sit martiniglas, kastede en grøn oliven i munden— og begyndte pludselig at hoste. Hendes ansigt blev rødt, øjnene spærret op, hænderne famlede efter halsen. — Hun bliver blå! Ring efter ambulance! råbte Slavik. Grethe var der straks. Roligt og bestemt tog hun om Ilonas krop, trykkede kyndigt — Heimlich, og olivenen fløj ud. Ilona trak vejret, faldt til ro. Ambulancen kom, men lægehjælp var unødvendig. — Tak, sagde den runde fødselar uden at se hende i øjnene. — Så lidt. Jeg er glad for, at jeg kom alligevel, svarede Grethe med et lille smil. I lufthavnen på vej hjem følte hun sig lettet. Ikke fordi det var forbi. Men fordi tingene nu stod klart. Det gamle venskab var for længst dødt. Nu havde det endelig fået sin begravelse — uden taler, men med klarhed. Musse stod og ventede med Muffe, der næsten gik i spåner af glæde. — Nå, hvordan gik det? spurgte han. — Blandet. Men jeg fik lukket døren. — Akavet? — Ikke for mig, snarere for hende. — Og nu? — Jeg har ikke lyst til at tage derhen mere. Han tog hendes kuffert, hun tog hans arm. Sammen gik de hjem. Et svært valg – Grethes rejse fra brudt venindeskab til nyt mod på livet

Det svære valg

Agnete Markdatter, kaldet Grevinden blandt venner, sad med sin lille gravhund Pølse på skødet og computeren placeret foran sig. Hun klikkede sig langsomt gennem flytilbud på Momondo fra København til Chicago.

Måske finder jeg slet ikke nogen billige og belejlige billetter, så bliver beslutningen taget for mig, tænkte hun halvhjertet med et snert af håb.

Pølse, der var som skåret ud af en psykologibog for hunde, mærkede straks sin ejers uro, lagde hovedet på skrå og slikkede hende trøstende på hånden.

Ja ja, selv du har regnet ud, at jeg ikke slipper så let, sukkede Agnete og kløede ham bag øret.

Søren manden til Agnetes engang nære veninde, Lone, som hun ikke havde talt med de sidste ni år havde besluttet at overraske konen til hendes 50-års fødselsdag ved at samle alle de gamle venner. Agnete havde dog på fornemmelsen, at Lone intet havde sagt til sagen.

Skulle hun tage af sted? Ville de overhovedet blive glade for at se hende derovre? Eller ville de tro, hun var catering?

Mogens, Agnetes egen mand, var betragteligt skeptisk overfor planen:

Hvorfor i alverden har du behov for det? Hun ævler bare løs. Jeg har jo gjort mig umage tog imod dem dengang med både smørrebrød og snaps, prøvede virkelig at gøre et godt indtryk, og så behandler hun dig sådan, afbrød han hurtigt.

Mens Momondo-tiden sneglede sig frem, lod Agnete blikket glide rundt i stuen. Øjnene faldt på en fin, lille porcelænsfigur, Lone engang havde foræret hende. Hjertet slog et lille vemodigt slag.

… Dengang var de kommet til Danmark midt i nullerne, tvangsflyttet af livet. Sammen gik de til sprogskole, fejrede Sankt Hans og sendte børnene på efterskole. De kunne snakke i timevis om alt fra bøger til vind og vejr og verdensmænd. Det lød, som om deres venskab skulle holde for evigt.

Agnete havde endda lappet både Lones forældre og Lone selv sammen mod forkølelser, migræner og alskens små skavanker. Alt røg forbi hendes “lægehænder”.

Indtil den dag, hun kom til at sende en sms til Lone i stedet for fællesveninden, Signe: “Kan ikke nu, mit øre falder snart af af Lones evindelige snak om endnu en kjole.”

Helt forkert, det vidste Agnete jo godt men altså, det VAR sandt. Lone gik op i mærketøj som andre går op i at trække vejret. Og det blev enden på det hele. Lone havde læst beskeden, båndet blev klippet over, og næste dag lå der kun en kuldsejlet telefonsvarerbesked: “Den slags venner behøver jeg ikke.” Bum.

Tiden gik, årene trillede. Og nu: invitationen til fødselsdagen.

Netterne gik med hovedbrud. For og imod blev vendt og drejet, og Mogens og Pølse fik ikke meget nattesøvn for hendes spekulationer.

Kan du ikke bare sove, mumlede Mogens, mens han vendte sig om i sengen.

Hun begyndte at formulere svar til Søren og slettede dem igen.

På skærmen blinkede et fly fra Hamborg til Chicago.

Skal jeg virkelig købe nu?

Agnete stirrede paralyseret med fingeren over musen.

Hvis du virkelig vil, så tag af sted, sagde Mogens om morgenen. Bare forvent ikke, jeg gider høre på mere tuderi eller skal med som selskab.

Det gør jeg heller ikke, mumlede Agnete lavt.

Så klag ikke bagefter over, at du ikke blev hjemme.

Måske gør jeg, måske gør jeg ikke. Det vigtigste er vel ikke at fortryde, at man ikke prøvede.

Hun tog af sted alligevel.

Første udfordring var, da flyet fra Hamborg blev forsinket, hendes kuffert tog på dannelsesrejse til Canada, og hendes hotelreservation var lige så forsvunden som hendes ungdom. Receptionisten på hotellet kunne dog trylle: Her er en liste over hoteller i nærheden, hvis det kan være en hjælp?

Tak, sagde Agnete træt og fægtede med sin kolde kaffe og listen i hånden. Så huskede hun pludselig på Lene, studieveninden fra Odense. Lene svarede straks: Kom bare vi har et gæsteværelse. Kjole finder vi også.

Næste dag sad de på vej til golfklubben, hvor festen blev holdt. Lene opmuntrede:

Du går bare ind som gæst. Ingen skygge af fortid rank ryggen, min ven.

Festen var som taget ud af et boligmagasin: hvide telte, bobler og gæster med det samme frisørbesøg. Ingen af de gamle venner i syne bare skinnende nye bekendtskaber og selvtillid, der dryppede fra ørene.

Søren kom springende først, krammede hende undskyldende:

Jeg er glad for, du kom. Undskyld… jeg ville bare prøve at samle jer.

Så trådte Lone ind. Mærkevaretøj, perfekt frisure, glasagtig mine.

Agnete? Sikke en overraskelse, sagde hun og trak let på smilebåndet. Nyd festen, lød det køligt, før hun vendte sig bort.

Under den store skål løftede Lone sit martiniglas, maste en grøn oliven ind i munden og sank forkert. Hovedet blev rødt, øjnene store, arme fægter mod halsen.

Hun bliver blå! Nogen ring efter en ambulance! råbte Søren.

Men Agnete var allerede på benene.

Trods lånte stiletter og fremmed kjole fik hun fat, lagde hænderne rigtigt og trykkede med armene hårdt opad. Den gode gamle Heimlich stød. Oliven fløj ud. Lone hostede, hev efter vejret og var reddet.

Ambulancen kom et kvarter senere, men festen var allerede fortsat.

Tak, hviskede Lone, stadig uden at se på hende.

Selv tak, svarede Agnete tørt. Godt jeg ikke fløj forgæves.

I Kastrup på vej hjem var det som om hele verden lettede fra skuldrene på hende.

Ikke fordi det endelig var forbi.

Men fordi alt var endelig faldet på plads.

Venskabet var død for længe siden nu havde hun taget til begravelsen, uden salmer, men med fred.

Mogens hentede hende i lufthavnen. Pølse var tæt på at gå i selvsving af glæde.

Nå, hvordan gik det så? spurgte Mogens.

Tja… lidt af hvert. Men jeg fik sat punktum.

Pinsamt?

Nej. Nærmere… for hende.

Så du skal ikke derover igen?

Overhovedet ikke.

Han tog hendes taske. Hun tog ham under armen.

Og så gik de hjem.