Valentina vendte sent hjem fra kolonihaven en mørk aften – hun havde med vilje ventet til tusmørket, og hun kørte ikke hurtigt som sædvanligt, men tog sig god tid ad omfartsvejen. Hvis hun ikke skulle på arbejde næste dag, var hun blevet og overnattet i kolonihavehuset. Hun havde ikke travlt – sandheden var, hun slet ikke havde lyst til at komme hjem. Og for at være helt ærlig – hun havde ikke lyst til at se sin mand. En indre stemme havde længe fortalt Valentina, at det kun var et spørgsmål om tid, før de ville gå fra hinanden. Deres forhold var blevet køligt og anspændt og alt for ofte endte det i skænderier. Selv nu, mens hun stirrede koncentreret ud i mørket, tænkte hun på, hvor mærkeligt og ulykkeligt deres samliv var blevet. På et sted, hvor omfartsvejen gik gennem en lille landsby, satte Valentina farten ned som foreskrevet, og i lyset fra bilens lygter så hun pludselig en mærkelig, ældre dame ved et busstoppested. Den gamle kvinde stod og holdt noget indsvøbt i et klæde tæt til brystet, som var det et spædbarn, og hun kiggede på de forbipasserende biler med et håbefuldt blik. Uden at tænke trykkede Valentina på bremsen, steg ud af bilen og gik hen til hende. Tættere på kunne hun se en indkøbsvogn ved damens fødder. – Hvorfor står du her? spurgte Valentina bekymret. – Har du brug for hjælp? Hvad har du der? Er det et barn? – Et barn? – Den gamle kvinde smilede forlegent. – Nej, det er ikke et barn… det er hjemmebagt brød… – Hvad? Hjemmebagt brød? – Valentina var overrasket. – Ja, fra min bageovn… Jeg sælger friskbagt brød her… – Du sælger hjemmelavet brød? Hvor får du det fra? – Jeg bager det selv… Min pension rækker ikke, så jeg tjener lidt ved siden af. Når jeg virkelig mangler penge. Det må vel nok være? Nogle køber det, og de siger, mit brød bringer lykke med sig. – Hvad mener du med, at det bringer lykke? – Det siger én af mine kunder. Han køber altid brød hos mig og siger, at det giver ham lykke. Måske dukker han op i aften. Skal du have et brød? De er stadig varme. – Ja, faktisk – jeg vil gerne købe et brød. Hvad koster det? – Tredive kroner stykket, sagde den gamle kvinde forsigtigt og holdt øje med Valentinas reaktion. – Synes du, det er for dyrt? – Hvor mange brød har du? – Ti – jeg har ikke solgt nogen i dag endnu. Hvor mange vil du have? – Jeg tager dem alle sammen! sagde Valentina bestemt og gik mod bilen efter penge. – Nej! Jeg kan ikke sælge dem alle! – udbrød den gamle kvinde forskrækket. – Hvorfor ikke? – Valentina stoppede overrasket. – Fordi jeg kan se, du kun køber dem for at hjælpe mig – ikke fordi du selv mangler så meget brød. Hvad nu hvis en anden forbi passerende også trænger til et brød i aften – ham manden måske? Hvad så? Valentina blev lidt forvirret over så meget naivitet. – Okay så, hvor mange vil du sælge til mig? – Fem – jeg kan godt undvære fem… – svarede den gamle kvinde tøvende. – Ikke flere? – Nej… så går det ikke… – hun rystede på hovedet. Valentina rystede smilende på hovedet, hentede penge og et indkøbsnet, fyldte de fem varme brød i posen og gik hen til bilen igen. Da hun kørte videre, bredte duften af det friskbagte brød sig i bilen, og hun fik pludselig en voldsom trang til at spise. Hun nippede et stort stykke af en af brødene, smagte, og var straks klar over, at noget mere velsmagende aldrig havde ramt hendes mund. Pludselig ringede mobilen. Da Valentina så, hvem det var, rynkede hun brynene, men tog den. – Valentina, sagde manden med sin sædvanligt irriterede stemme: – Gider du stikke forbi Brugsen og købe brød med hjem? – Hvad? – Valentina så på brødene på sædet ved siden af. – Hvorfor nu det? – Fordi vi ikke har så meget som én krumme! Og nu har dine veninder ovenikøbet invaderet vores køkken! – Hvilke veninder? – Valentina undrede sig endnu mere. – Hvad laver de her midt om natten? – Det kan du jo spørge dem om! I hvert fald, køb brød. Dine tre veninder sidder i køkkenet og venter på dig. Valentina trykkede på speederen. Hun var hjemme en halv time senere, og med hende fulgte en vidunderlig duft af friskbagt brød. – For pokker, hvor dufter du godt! råbte veninderne, som hun havde studeret med på universitetet. De styrtede hende i møde. Manden, som straks havde opfanget den uimodståelige duft, fiskede uden blusel et halvt brød op af hendes pose, snusede og gloede forbløffet på hende. – Hvor har du da fået fat i så vildt et brød?! – Det er udsolgt nu, svarede hun med et skævt smil. Manden forsvandt med brødet ind på sit værelse. Valentina blev i køkkenet sammen med veninderne. De blev siddende til midnat, drak vin, spiste af det utroligt lækre brød og klagede deres nød over deres ægtemænd. Nogle tårer over, at livet ikke var blevet, som de engang drømte. Da de skulle hjem, gav Valentina hver af dem et af de hjemmebagte brød. Senere lukkede hun døren efter dem og lagde sig til at sove på sofaen i stuen – ikke ind til sin mand. Om morgenen begyndte så mærkelige ting at ske. Næppe var hun vågnet, før manden satte sig på kanten af sofaen og sagde med et underligt ironisk tonefald: – Valentina, jeg tror det brød, jeg spiste i går, har givet mig klar besked i knolden. Ved du hvad – vi har opført os som nogle idioter. – Hvad mener du? spurgte Valentina. – Vi er idioter, Valentina. Det må vi lave om på. I aften vil jeg invitere dig ud at spise – på den restaurant, hvor jeg friede til dig. – Hvorfor det? – Fordi jeg gerne vil vinde dig tilbage. Jeg tror stadig, vi kan redde vores kærlighed. Nå, jeg må videre – vi ses der klokken seks. Da han gik, føltes det som om, det var forår udenfor – ikke efterår, så lyst og nyt virkede alting. Valentina begyndte for første gang længe at glæde sig til at se sin mand igen. Så ringede telefonen. Det var en af veninderne fra aftenen før – hun var fuld af glæde: – Valentina, kan du tro det? Min mand og jeg blev forsonet i nat! Vi sad oppe og spiste dit brød og blev gode venner igen. Tak, Valentina! – Jeg fatter ingenting… mumlede Valentina forvirret. Senere ringede den anden veninde, og dernæst den tredje – begge fortalte, at deres ægteskaber på mærkelig vis havde fået en ny begyndelse. Hvor var det da fjollet, de havde brugt aftenen før på at skælde ud på deres mænd. Efter disse opkald gik Valentina ud i køkkenet, tog det sidste, allerede påbegyndte, brød ud af brødkassen, nød dens duft og nippede endnu et lille stykke. Først dér gik det op for hende, at dette brød havde en helt usædvanlig smag – som om det rummede et blødt anstrøg af kærlighed… kærlighed til alle mennesker… Kærlighedens vidunderbrød: Da Valentina sent en mørk aften køber hjemmebagt brød af en ensom gammel dame ved et landsbybusstoppested, forvandles hendes liv og hendes veninders – duften og smagen af det magiske brød fører uventet kærligheden og glæden tilbage i deres ægteskaber.