Ikke mere hjælp, før hun forlader ham: Jeg sagde til min datter, at hun skal være selvstændig
Så længe hun ikke går fra ham, får hun ikke en krone af os: Jeg sagde til min datter, at jeg ikke ville hjælpe hende længere, før hun gik fra denne dovne mand
Hver dag føltes huset som om det skælvede under al den uro ikke mellem min mand og mig, men på grund af min svigersøn. Dette menneske, min datter har giftet sig med, er så doven og uansvarlig, at man skulle tro, det var løgn. Han har ikke haft rigtigt arbejde i over et år, kun nogle få småjobs hist og her, og ellers sidder han bare hjemme og laver absolut ingenting. Min datter slæber læsset, holder styr på to små børn, mens hun selv er på barsel. Og ham? Han lever bare. Familielivet
Selvfølgelig kan min datter ikke arbejde fuld tid tvillingerne kræver sin kvinde. Jeg tilbød at hjælpe, men kun på én betingelse. Ja, en hård og tydelig én: Jeg giver ikke en øre, før hun går fra ham. For at hjælpe hende er samtidig at forsørge ham, og jeg har ikke længere tænkt mig at finansiere en andens dovenskab.
Lige fra starten har jeg aldrig brudt mig om Kasper. Jeg håbede det ville gå over, at hun ville vågne en dag. Men nej de blev gift. Ungdom, forelskelse, illusioner alt det har sløret hendes dømmekraft. Og nu må vi tage konsekvenserne.
Min mand og jeg gav dem mormors gamle lejlighed. Tidligere lejede vi den ud, og den var vores eneste ekstra indkomst som pensionister. Men de unge havde ikke råd til at betale husleje, så vi overgav os. Jeg bad dem bare om lige at gøre lejligheden lidt i stand, for børnenes skyld.
Her viste Kasper sit sande jeg:
Jeg gider ikke rode med det. Jeg er ikke gør-det-selv mand, jeg er intellektuel. Det må de håndværkere tage sig af de får jo løn for det.
Men med hvilke penge, må jeg spørge? Han har ikke engang skaffet nok til at købe en skruetrækker. Det eneste han kan, er at teoretisere om livet eller beklage sig over sin uheldige situation. Arbejde om aftenen? Umuligt. Weekender? “Man skal jo også kunne slappe af.” Han er blevet vant til, at andre sørger for det hele.
Da jeg en dag kaldte ham doven, blev han fornærmet. “Du er uretfærdig mod mig.” Og min datter? I stedet for at bakke mig op, sagde hun bebrejdende:
På grund af dig har vi skændtes igen. Hvorfor skal du blande dig?
Jeg trak mig lidt væk. Men jeg sagde det klart til hende: Har du sat dig selv i den situation, så må du også tage ansvar. Kom ikke bagefter og bed om hjælp. Men da jeg hørte, hun ventede tvillinger, knuste det mit hjerte. Jeg troede Kasper ville tage sig sammen men nej, intet skete. Alt landede på vores skuldre. Vi lavede lejligheden istand, fandt senge til børnene, fulgte hende til jordemoder. Ham? Han lå på sofaen med computeren på skødet.
Sofie gjorde sit bedste, men det var tydeligt, at hun begyndte at indse hvem hun havde sagt ja til. Vi klarede istandsættelsen sammen, alt blev lavet i hånden. Sidenhen dukkede Kasper op med nogle billige småting på udsalg det undskylder intet. Har du en familie, må du tage ansvar. Han? Han opførte sig som en lejer, der regner med at andre sørger for det hele.
Så fandt vi ud af, hvordan de fik det hele til at løbe rundt: de havde anskaffet sig et kreditkort uden at nævne det. De havde skjult det for os. Så en dag ringede telefonen:
Mor, vi kan ikke få det til at hænge sammen. Kan du hjælpe os…
Jeg blev vred.
Sofie! Du har fået børn med en mand, der ikke engang kan skifte en pære! Hvordan havde du tænkt dig, du skulle klare det hele selv?
Vi har bare en svær tid lige nu…
Hvilken svær tid? Du har en bolig og forældre, der bærer alt for jer. Og ham? Han vil ikke engang arbejde enten er lønnen for lav, eller også ligger jobbet for langt væk, eller tiderne passer ham ikke!
Mor, du forstår ham ikke… Han leder! Han vil bare ikke have et job til ingen penge!
Det er netop for få penge, man lever af! Du, børnene og ham alt sammen på vores regning!
Nu kan det være nok. Jeg nægter at være jeres pengetræ. Jeg sagde til hende:
Så længe du ikke bliver skilt, skal du ikke regne med vores hjælp. Ikke én krone. Vil du blive hos ham, så må du tage konsekvenserne.
Hun begyndte at græde.
Vil du virkeligt have, at mine børn skal vokse op uden en far?
Og her sagde jeg, hvad jeg havde tænkt længe:
Hellere vokse op uden far, end med et dårligt forbillede. En mand, der lever på andres regning.
Jeg er mor. Men jeg skal ikke gøres til offer. Jeg vil se min datter opdrage sine børn sammen med en ansvarlig mand, ikke en, der kun er en byrde. Jeg ønsker, at hun respekterer sig selv. At hun ikke rækker hånden ud, mens han sidder og drikker te i sofaen. Hun lagde stille røret på, men jeg vidste den dag ville komme, hvor hun forstod det.
