DEN KLOKE SVIGERFAR

KLOG SVIGERFAR
En af mine gode venner, Henrik, oplevede engang noget lidt særligt.
Han blev gift ja, selvfølgelig af kærlighed. Hans brud, Signe, var smuk, klog og meget selvstændig. Hun arbejdede som revisor i et stort firma og tjente udmærket.
Henrik forsøgte naturligvis også at matche hendes indkomst og tog ekstra vagter og arbejdede nærmest i døgndrift for hurtigt at få afdraget lånet på deres lejlighed.
Lejligheden var deres egen fra starten. De slog sammen, tog et lån i banken, og familien hjalp også lidt til. De fik istandsat det hele med lækre, moderne materialer og det rette møblement. Som man siger lige til at flytte ind og nyde livet.
Men det gik ikke så let med det gode humør. Signe nåede aldrig at gøre ordentligt rent. Måske manglede hun bare lysten eller evnen til at tage opvasken, tørre støv af og få aftensmaden klar. Eller også var hun reelt for træt efter en lang arbejdsdag. Men Henrik arbejdede jo ligeså længe, og han var heller ikke doven.
Efterhånden begyndte de at småskændes over, hvem der gjorde mest derhjemme. De første seks måneder bød næsten dagligt på diskussioner og rodede stuer med bunker af beskidt service. Men ingen af dem røbede sandheden over for familien de syntes begge, det var pinligt.
En aften var Henrik ude at fiske med sin svigerfar, Knud. De elskede begge fiskeriet, og det bandt dem sammen. Over bålet om natten, med en snaps eller to, åbnede Henrik sig og fortalte Knud om deres problemer derhjemme dog med et løfte om, at Signe aldrig måtte få det at vide.
Knud lovede det og sagde så: Der vil aldrig blive ro på hjemme hos jer, før I får jer en nisse i huset.
Jeg kender faktisk en, hvis jeg kan overtale ham, kan han flytte ind hos jer.
Henrik tænkte, at nu havde svigerfar vist mistet forstanden, men han sagde ikke noget.
En uges tid senere kom Knud på besøg og havde en lille kattekilling med. Henrik brokkede sig straks hvad skulle de dog med mere besvær og kattehår? Men Knud trak ham ud på altanen for at ryge og mindede ham om nissen.
Jeg har altså lige taget nissen med til jer i form af killingen her. Bare vær gode ved hende, sagde han.
Det viste sig, at katten straks faldt for Henrik den var kælen, spandt og krævede at blive klappet. Godt nok måtte han tørre lidt op efter killingen, første aften, men det gik.
Næste dag kom Henrik sent hjem fra arbejde, og pludselig var der gjort rent, alt lå pænt, og Signe stod i køkkenet og lavede lækker aftensmad. Han selv greb chancen til at hænge den hylde op i badeværelset, han havde lovet længe.
Dagen efter støvsugede Signe tæpperne, og Henrik smed sig ikke bare på sofaen han tog også skraldet ud og købte frisk brød med hjem. I butikken købte han endda en god flaske rødvin. Det udviklede sig til nærmest en lille festmiddag og de kunne faktisk ikke huske, hvornår de sidst havde hygget sådan.
Det fortsatte hele ugen. Livet var pludselig dejligt og let. Som om der virkelig var flyttet en venlig nisse ind hos dem. Søndag aften sagde Signe så:
Henrik, i morgen skal du ikke komme hjem til frokost, okay? Jeg har både købt kattegrus og indrettet et hjørne til killingen på toilettet.
Til hvem? spurgte han.
Til din killing. Jeg har jo lagt mærke til, at du hver dag kommer hjem midt på dagen og rydder op efter den. Når jeg kommer hjem om aftenen, er der rent og ryddeligt, og jeg skammer mig lidt over at slappe af, når jeg kan se, at du har gjort så meget.
Det var dér, Henrik begyndte at undre sig. For han havde ALDRIG været hjemme midt på dagen! Han havde gået og troet, Signe gjorde det hele og nu viste det sig omvendt.
Han tog fri en dag og lod som om, han tog på job, men gik så tilbage og gemte sig med sin telefon i lænestolen.
Midt på formiddagen blev døren låst op, og killingen løb ud i gangen, spandt og hilste. En lav stemme lød:
Nå, Sille, savnede du mig? Jeg har taget mælk og lidt god pølse til dig. Mon du snart har lært at bruge bakken, for der er ikke mange pytter mere
Så åbnede Knud, svigerfar, døren til stuen overrasket over at finde Henrik der.
Nå, så det er dig der er nissen! sagde Henrik.
Knud blev lidt rød i kinderne:
Ja, jeg gav jer jo killingen, så må jeg også tage mig af hende i starten, ikke?
Og nøglen?
Du husker, vi var på fisketur? Jeg snuppede nøglen af din nøglering til kopi og lagde den på plads igen dagen efter
Nu har Henrik og Signe boet lykkeligt sammen i tre år, og de har fået en lille søn sammen. Stadig i dag aner ingen i familien, hvem den magiske nisse var, der engang flyttede ind hos dem og pakkede hverdagens små problemer væk.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

sixteen − nine =

DEN KLOKE SVIGERFAR
Iben var den mest usynlige gæst til Maries fødselsdag – pigerne læste sammen på gymnasiet. Marie havde inviteret alle, der kunne komme, men mange tog hjem til deres landsbyer i weekenden. Den stille og generte Iben turde dog tage imod invitationen. Hun gik aldrig ud, og hun var jo også lige fyldt atten, ligesom Marie. Alligevel havde Iben ikke holdt fest – hun havde ingen veninder, og hendes forældre mente, hun burde fejre med familien, sammen med mormor og morfar. Sådan blev det: Fødselsdag som femårig eller atten – det føltes ens, tænkte Iben vemodigt. Hun elskede sine forældre, men drømte om at blive voksen og selvstændig. Ville nogen drenge nogensinde lægge mærke til hendes stille ynde og blide væsen? Hun drømte om kærlighed men var genert, ikke nær så sprudlende som Marie eller veninden Solvej. Pigernes tøj var altid smart og modigt, mens Ibens mor styrede hendes garderobe og mormor strikkede trøjerne, som hun nærmest kun bar om vinteren, og kun derhjemme. Denne aften var både piger og drenge fra gymnasiet samlet hjemme hos Marie, i alt tolv personer. Da maden var spist og dansen begyndte, gik Iben ubemærket ud og satte sig på bænken foran opgangen. Ingen savnede hende – hun var altid så stille, og drengene lagde sjældent mærke til hende. Hun overvejede at gå hjem, da en fremmed dreng satte sig for enden af bænken. Han så trist op mod Maries vindue, hvor latter og musik strømmede ud. “Kommer du oppe fra Marie? Danser de?” spurgte han. Iben nikkede og de faldt i snak – han hed Peter. De fandt hurtigt ud af, at de begge følte sig usynlige og oversete. Sammen gik de hjemad, snakkede og lo. Ved busstoppestedet lod Iben med vilje den første bus køre. Hun ville gerne være sammen med Peter bare lidt længere. Næste dag opsøgte Peter Marie for at få Ibens nummer, og lidt efter mødtes de igen – denne gang til is i parken. Med tiden udviklede venskabet sig til kærlighed, og snart blev Iben og Peter uadskillelige. Efter to år blev de gift, og selv de gamle klassekammerater var overraskede – den stille pige var blevet den første, der sagde ja! I dag tænker Iben og Peter stadig med et smil på bænken foran opgangen, hvor alt begyndte – og fandt både forståelse og drømmekærlighed i hinanden … Smid et like og fortæl, hvad du synes i kommentarfeltet!