Okay, hør lige her jeg vil fortælle dig en lille historie om en pige, vi kan kalde Solvej. Hun var den mest anonyme gæst til Marens fødselsdag. Begge gik på HF sammen.
Maren havde åbnet døren for alle, der havde lyst, men mange piger var taget hjem til forstæderne eller landsbyerne i weekenden. Solvej, altid den stille og beskedne type, tog sig endelig sammen og sagde ja.
Hun gik ellers aldrig nogen steder, og hun var faktisk lige fyldt atten, præcis som Maren. Hun havde dog ikke fejret det med gæster nej, hun lod forældrene overbevise sig om, at det var hyggeligst med en middag hjemme hos mor og far, sammen med mormor og morfar.
Sådan havde det været i alle årene seks, tolv, atten intet havde ændret sig, tænkte hun sørgmodigt.
Selvfølgelig holdt hun af sin familie, men hun forstod bare ikke, hvornår hun selv blev voksen og selvstændig.
Hvornår ville én af drengene mon lægge mærke til hende? Og se det fine, forsigtige ved hende, som hun selv knap turde vise? Solvej drømte om at blive forelsket, men holdt sig altid tilbage. Hun var ikke så farverig og selvsikker som Maren eller hendes gode veninde Sille.
De to malede sig gerne op, klædte sig smart og sommetider også lidt vovet, især til timerne på HF, hvor de sommetider fik et par stikpiller fra lærerne.
Solvejs tøj var altid valgt af hendes mor, mens mormor havde strikket nogle genser som hun forventede, Solvej brugte men det gjorde hun stort set aldrig udenfor hjemmet, måske lige om vinteren.
Til Marens fødselsdag var der stort selskab: drenge og piger fra klassen, de var tolv i alt.
Da middagen var slut, og dansemusikken begyndte, smuttede Solvej ud, satte sig på bænken ved opgangen. Hun tænkte, at ingen ville opdage, hun gik. Sandt var det da nok hun følte sig helt usynlig. Måske var det dét, der nagede hende mest?
Hun kiggede på sit ur og overvejede, om det var på tide at tage hjem hendes mor begyndte sikkert allerede at blive bekymret.
Pludselig kom en fyr ud af porten han havde ikke været med til festen. Han satte sig for enden af bænken og så op på Marens vinduer på anden sal, hvor man kunne høre festlig musik og glade råb.
“Er du deroppe fra?” spurgte han pludseligt, og Solvej nikkede i retning af Marens vinduer.
“Nå, hvordan går det med Maren? Er hun i gang med at danse?” spurgte han lidt trist.
“Du kan nok selv høre, at der er fest i gang,” sagde Solvej dæmpet.
“Ja, ja, det er jo det, der er meningen med fødselsdage,” sukkede han. “Jeg selv jeg holdt ikke rigtigt noget for min attenårs. Bare kage og kaffe hjemme med familien. Som da jeg gik i børnehave, du ved.”
Solvej spærrede øjnene op det kendte hun alt for godt selv til. “Er du en god ven af Maren?” Lød det forsigtigt fra hende, mens hun pegede på vinduet.
“Ja og nej. Eller, jeg ville gerne være hendes ven, men hun lægger aldrig mærke til mig. Hun inviterede mig ikke engang til fødselsdag, selvom vi har boet i opgangen lige siden vi var små. Hun må da have lagt mærke til mig…”
De sad lidt stille, så sagde Solvej: “Bare rolig. Jeg går også rundt og bekymrer mig om det hele. Men lad os være ærlige, ingen ser det jo jeg forsvinder bare, og der er ingen, der opdager det. Jeg må være usynlig. Ligegyldigt for folk, om jeg er her eller ej…”
“Ej, det er du altså ikke,” betryggede fyren som faktisk hedde Mads. “Jo, du har måske ret alligevel. Vi er nok bare den slags folk, der ikke bliver bemærkede”
“Ikke uheldige, bare diskrete,” sagde Solvej. “Der er vel også noget fedt i det? En slags frihed og uafhængighed.”
Mads lo lidt overrasket. “Du siger noget. For resten, jeg hedder Mads. Du må være?”
“Solvej.”
De sad lidt mere, lyttede til musikken ovenfra. Måske håbede begge, at Maren ville stikke hovedet ud og råbe dem ind igen men det skete ikke.
“Det var hyggeligt at møde dig,” sagde Solvej, “men jeg må nok hellere smutte hjem. Jeg har lovet ikke at blive for sent ude.”
“Hey, jeg kan da følge dig hen til stoppet, hvis du har lyst?”
Og sådan gik de gennem parken, småsnakkede og sendte hinanden lidt generte smil. Mads lagde mærke til, at Solvej livede op, når han talte til hende hendes kinder blev varme, øjnene flakkede lidt væk, når han kiggede længe på hendes vipper.
Han begyndte at fortælle sjove historier, alt det han kunne grave op fra hukommelsen om sine unge år, bare for at høre hende le og have en undskyldning for at blive ved.
Ved stoppet sagde Solvej tak, trykkede forsigtigt hans hånd, mens han ikke havde lyst til at gå, før hun sad på bussen. Hun “kom til” at lade en bus køre forbi, og tog først den næste…
Da hun satte sig ind, vinkede hun til Mads, helt som om de var gamle venner.
Han blev stående og kunne ikke samle sig til at gå hjem. Der var noget over hende, som han ikke helt kunne slippe.
Mads traskede hjemad, og pludselig slog det ham, at han virkelig gerne ville se Solvej igen. Men han havde ikke fået hverken nummer eller adresse og det virkede alligevel lidt for meget.
Næste morgen var han tændt fra start. Han fløj op til Marens dør, ringede på, og hun kiggede en anelse træt ud på ham.
“Ej, hvad nu igen Jeg skal altså ikke med ud i dag, Mads. Jeg har travlt, sagde jeg jo.”
“Nej, Maren, det er ikke derfor” Han rødmede en smule. “Jeg havde brug for et nummer Dit nummer på Solvejs veninde. Hun var her i går. Hun har glemt noget på bænken, jeg må give hende det igen. Må jeg få hendes mobilnummer?”
“Øh, hvem?” Maren så forvirret ud.
“Solvej. Hun er så stille.”
“Nåh, hende! Okay, vent, jeg finder det lige.”
Efter et par minutter kom Maren med en lap papir.
“Her, Romeo. Du er vist ikke den eneste, der var usynlig i går. Jeg anede ikke, hun snakkede med nogen.” Maren grinede, rystede på hovedet og lukkede døren.
Mads løb hjem igen, nærmest lykkelig over at have fået det, han søgte.
Hele dagen gik han og rullede sætninger i hovedet hvad var smart at sige? Da det blev aften, ringede han til Solvej.
Han spurgte, om hun ville med ud at gå en tur og gav en is hvilket hun sagde ja til, og hans hjerte sprang et lille hop.
De spadserede rundt, spiste guf og snakkede om alt muligt. De opdagede hurtigt, hvor mange ting de havde til fælles: humor, interesser, måder at tænke på.
“Så,” sagde Solvej med et lille glimt i øjet, da de fulgtes hjem “næste gang bliver det mig, der inviterer. Men vi skal ikke gå tur vi tager i biografen. Er du frisk?”
Derfra var de uadskillelige. Biograf, museer, gåture og efter et år begyndte de at tage på små ture sammen, og inden man fik set sig om, blev de officielt forlovet.
To år efter deres første møde blev der holdt bryllup.
Solvejs mor syntes måske nok, det var lidt tidligt men mormor var begejstret: “Du har fundet din lykke, Solvej. Så skal du holde fast. Mads er en god dreng han passer på dig som guld. Mere kan man ikke ønske sig!”
“Så var det alligevel den stille mus, der blev gift først,” smådrillede veninderne. Og det var tydeligt for enhver, at både Solvej og Mads strålede af glæde.
I årene, der fulgte, mindedes de ofte bænken ved opgangen som stedet, hvor livet virkelig begyndte for dem begge.
Hvis du nåede helt herned, må du altså lige smide et hjerte eller lægge en varm tanke det betyder jo noget for sådan en som mig!
