Ida vågnede op af barnegråd. Lille Rikke havde igen været vågen hele natten tænderne var på vej frem. Og så de drømme Det var nu otte måneder siden, Rasmus forsvandt, men i drømmene kom han stadig tilbage.
Vær lidt tålmodig, min pige, hviskede hun, mens hun løftede det lille barn op. Vi skal nok klare os.
Hun måtte klare sig alene. Svigerfaren var begyndt at drikke efter sønnens død; der var ingen kontakt at få. Moren boede langt ude på landet på en lille fynsk gård og var selv syg. Og veninderne I begyndelsen hjalp de til, men med tiden gled de væk, optagede af deres egne ting.
Den morgen besluttede Ida sig for at tage Rikke med ned til åen. Novemberdagen var mild, uden frost, og solen sivede igennem de nøgne grene.
Se nu her, Rikke, se spurvene flyve! sagde hun og pegede op på de små fugle.
Det var da, hun fik øje på ham. En stor, rødbrun og temmelig pjusket hund stod lidt væk fra stien og betragtede dem. Ikke truende mere som om den spejdede efter noget.
Nå, du er vist en herreløs én, brummede Ida og holdt barnevognen tættere til sig.
Men hunden flyttede sig ikke. Den så bare på hende med store, gyldne øjne.
Næste dag var den der igen. Og den tredje dag også. Nu fulgte den efter dem, altid tyve meter bagude aldrig nærmere, men heller aldrig væk.
Hvad pokker udbrød Ida, da naboen, gamle fru Margrethe, stak hovedet ud ved lågen.
Har du fået dig en hund, Ida?
Jeg? Nej, den hænger bare ved jeg ved ikke hvorfor!
Margrethe rystede på hovedet:
Den holder øje med jer, tror jeg. Se bare, som den spejder.
Og ganske rigtigt hunden lignede en inspektør på runde. Da drukkenbolten Hjalte kom lidt for tæt på vognen, knurrede den lavt. Og da en flok hidsige krager skræppede larmende over deres hoveder, jog hunden dem straks væk.
Med tiden vænnede Ida sig til sin tyste følgesvend. Hun gav ham endda et navn Mikkel. Det passede godt til hans ildrøde pels.
Skal du smage noget rugbrød? tilbød hun og rakte ham en skorpe.
Mikkel tog forsigtigt mod brødet, men spiste det ikke. Han lagde det sirligt i græsset lidt væk.
Stolt fyr, lo Ida.
Men så, en dag ændrede alting sig.
En våd decemberdag, hvor regn og sne blandede sig, hastede Ida hjem fra lægen Rikke hostede og havde feber.
Bare rolig, mit lille spurvebarn, vi er hjemme snart, beroligede hun.
Pludselig sprang Mikkel, som altid trissede bagved, helt op foran dem. I det samme lød der en skurrende lyd oppefra. Ida kiggede op og stivnede: Et jernrør var løsnet fra taget og styrtede lige ned mod barnevognen.
Mikkel nåede det. Han slog barnevognen væk med hele sin krop. Røret ramlede ned, ramte ham over ryggen.
Kære gud! sagde Ida, mens hænderne rystede, da hun tjekkede Rikke var hun kommet til skade? Den lille var så forskrækket, at hun havde glemt at græde. Mikkel, min ven, er du okay?
Hunden haltede nu.
Hos dyrlægen en gammel, alvorlig mand, Ida nærmest trak Mikkel ind til blev han undersøgt længe.
Ja den hund kender jeg vist! udbrød han. Det er jo Storm, den gamle gårdvagt fra firmaet oppe nordpå. For halvandet år siden forsvandt hans ejer, jægeren Anders, ude i skoven. Siden har ingen kunnet komme tæt på hunden.
Ida blev bleg som kalk:
For halvandet år siden i skoven? sagde hun sagte.
Ja, det var en trist historie. Ung mand, kone ventede barn.
Ida satte sig tungt. Det susede for ørerne. Hendes Rasmus havde tit fortalt om den hund, han havde passet og oplært på jobbet. Men hun havde aldrig mødt den.
Rasmus, hviskede hun næsten uhørligt. Det var min Rasmus.
Dyrlægen så forundret fra hende til hunden:
Er du er det dig?
Mikkel nu kendt som Storm lagde stille sit hoved i hendes skød og peb dæmpet. For første gang.
De gik hjem, tre sammen nu Ida, Rikke og Storm. Deres egen Storm.
Hør her, sagde Ida, mens hun strøg gennem pelsen om aftenen, det var dig, der fandt os. Du vogter over os. Det har Rasmus bedt dig om, ikke sandt?
Storm sukkede tungt og slap ikke vognen med blikket, hvor Rikke sov.
Tiden gik. Rikke tog sine første skridt, mens hun holdt sig fast i Storms pels. Første ord var mor og Stom endnu kunne hun ikke sige r. Ida begyndte at arbejde igen for nu var hun rolig. For datteren havde den bedste beskytter.
Folk hviskede sammen: Se bare Ida har hund! Den hund holder øje med pigen bedre end nogen. Men kun Ida vidste, at Storm ikke bare vogtede han udførte sin ejers sidste vilje: at passe på familien.
Ved hver mindegudstjeneste gik de sammen til kirken. Rikke tændte et lys for sin far. Og Ida hviskede:
Bare rolig, kære. Vi er under den bedste beskyttelse i verden.
Et sted langt borte, bag drømmeskyer, smiler Rasmus mens han ser sin elskede Ida, datteren Rikke og vennen Storm, som aldrig vil forlade dem.
Katja vågnede op til lyden af barnegråd. Lille Sofie havde igen ikke sovet hele natten – tænderne var på vej, og mareridtene slap ikke taget. Det var nu otte måneder siden, at Anders var gået bort, men i drømmene vendte han stadig tilbage. – Vær tålmodig, min lille skat, hviskede hun, mens hun tog datteren op. – Vi skal nok klare det. Alting måtte hun klare alene. Svigerfaren var blevet afhængig af flasken efter sønnens død og var ikke til at komme i kontakt med. Hendes egen mor boede langt væk på landet og var syg selv. Veninderne havde travlt med hver deres, og hjælpen forsvandt efterhånden. Den morgen besluttede Katja for første gang at gå ned til åen med Sofie. November var mild uden frost, og solen kastede striber gennem de nøgne grene. – Se, lille Sofie, se hvor spurvene flyver! – Katja pegede på fuglene. Det var da, hun lagde mærke til ham. En rødbrun, pjusket hund stod lidt væk fra stien og kiggede efter dem. Ikke truende, men som om den spejdede efter noget. – En herreløs hund, – mumlede Katja og trak barnevognen tættere ind til sig. Men hunden blev stående. Kiggede bare, intenst med gule øjne. Næste dag dukkede den op igen. Og næste dag igen. Nu fulgte den dem altid – holdt sig tyve meter bagud, kom ikke nær, men forlod dem aldrig. – Hvad er nu det for noget! – Katja slog ud med armene, da nabokonen fru Madsen standsede ved havelågen. – Katja, har du fået hund? – Nej, det har jeg ikke! Den har bare hængt sig fast på os. Fru Madsen rystede på hovedet: – Jeg tror, den passer på jer. Se bare, hvordan den holder udkig. Og det passede – hunden gik vagt. Da fulde onkel Gert kom for tæt på barnevognen, knurrede den. Og når kragerne skræppede og skræmte Sofie, jog den dem væk. Efterhånden vænnede Katja sig til den tavse følgesvend. Gav den navnet Røde for dens farve. – Vil du have lidt brød? – bød hun den, men han lagde forsigtigt skorpen på jorden uden at spise. – Stolt fyr, – lo Katja. Så kom dagen, der skulle ændre alt. December var våd og grå, sne blandede sig med regn, og Katja havde travlt hjem fra lægen. Sofie hostede – hun var blevet forkølet. – Bare rolig, lille fugl, vi er snart hjemme, – sagde hun. Pludselig sprang Røde, som altid fulgte bagefter, frem foran dem. Samtidig lød en metallisk skurren. Katja kiggede op og blev stiv af skræk – et jernrør fra taget var på vej ned lige mod barnevognen. Men Røde nåede frem. Han kastede sig ind foran og skubbede barnevognen væk med kroppen. Røret ramte jorden og strejfede hans ryg. – Gud i himlen! – Katja tjekkede Sofie med rystende hænder. Hun var uskadt, forskrækket, men græd ikke. – Røde, min ven, hvordan har du det? Hunden haltede. Hos dyrlægen, hvor Katja måtte slæbe den modvillige hund hen, undersøgte den gamle dyrlæge ham længe. – Åh… ham dér kender jeg. Det er jo Storm, tjenestehund fra vagtfirmaet. Ejerens spor forsvandt i skoven for halvandet år siden. Siden da har den ikke villet være hos nogen. Katja blev bleg som et lagen: – For halvandet år siden i skoven? – Ja, en trist historie. Han var ung og efterlod en gravid kone. Katja satte sig tungt. Tankerne kørte. Hendes afdøde mand havde ofte fortalt om sin hund på jobbet, men hun havde aldrig mødt den. Var det muligt? – Anders, – hviskede hun. – Det var jo min Anders. Dyrlægen så forundret fra Katja til hunden. – Så… det er dig? Og Røde – eller Storm – lagde hovedet på hendes knæ og peb sagte. For første gang. De gik hjem sammen – Katja, Sofie og Storm. Nu deres helt egen Storm. – Hør engang, – sagde Katja senere og strøg ham bag øret, – du fandt os. Beskytter os. Det er Anders, der har sendt dig, ikke? Storm sukkede tungt og holdt øje med barnevognen, hvor Sofie sov. Tiden gik. Sofie lærte at gå, holdt sig fast i hans røde pels. Hun lærte at tale; de første ord var ”mor” og ”Stor”, for ”r” kunne hun ikke sige endnu. Katja begyndte at arbejde; trygheden var tilbage, for den mest trofaste ven holdt øje med Sofie. Folk snakkede: ”Har du set Katjas hund? Han passer på Sofie som en skytsengel.” Kun Katja vidste – nej, ikke bare som en engel, men som familie. Storm fulgte det sidste løfte til sin herre: at vogte familien. Hver mindesøndag gik de i kirke. Sofie tændte lys for sin far. Og Katja hviskede: – Bare rolig, min elskede. Vi er i sikkerhed. Under den bedste beskyttelse i verden. Og et sted oppe i himlen smiler Anders til sine kære – kone, datter og den trofaste ven, som aldrig forlader dem.
