Skæbnens Gave
Min kone hev sine nylonstrømpebukser af, hang dem på knagen i entreen og gik i bad. Det her stykke dametøj mindede om huden på en slange midt i et hamskifte. Jeg trådte ind i entreen, satte mig på bænken og ventede på, at min fornyede, friske, i dag-version af min kone ville komme ud fra badeværelset. Den i går-udgave af min kone havde jeg ikke længere lyst til. Hun var sur, aldrig tilfreds og krævede konstant penge.
Gad vide om et julemirakel kunne give mig en rarere kone? forestillede jeg mig.
Til en venligere kone havde jeg allerede købt en gave: et års abonnement til et spa og et gavekort til en parfume-butik. Jeg forventede intet særligt fra hende. Den bedste gave ville nok være, hvis hun kunne vaske alt det bidske af sig under bruseren.
Tænk hvis jeg tog hendes strømpebukser og brændte dem ude på altanen, mens jeg ønskede at hun blev bare lidt mere venlig overfor mig At hun kun skulle brokke sig hver anden dag og ikke flere gange om dagen
Jeg sneg mig hen mod knagen og var lige ved at tage strømpebukserne ned, da jeg pludselig fornemmede den svage duft af min kone.
Jeg gravede næsen ned i dem og stod stille. Det snurrede i hovedet. Nej, jeg kunne ikke nænne det ikke engang at ødelægge det mindste spor af min elskede hustru, ikke engang hendes duft.
Jeg vendte mig væk, satte mig på stolen, trak gaven op fra jakkelommen og lagde den på kommoden.
Netop da lød dørtelefonen.
Blomsterlevering.
Tredje sal, lejlighed tolv, svarede jeg og åbnede opgangen.
Få minutter senere betalte jeg buddet og smed ham drikkepenge. Han ønskede et godt nytår.
Min kone havde tydeligvis hørt det og råbte gennem dørlågen fra badeværelset:
Hvad laver du, er du faldet i søvn, din dovenkrop? Kom nu og luk døren op der er nogen der!
Nogen ny kone bliver det nok aldrig tænkte jeg i mit stille sind.
Jeg stillede buketten ved siden af gaven, og så tog jeg min pung frem, rev et gult klistermærke af og skrev pinkoden til mit Dankort på det. Jeg lagde det ovenpå kortet og det hele ovenpå gaven.
Derefter gik jeg ud af lejligheden. For altid.
Tre år gik.
Et hotel i Ubud. En eller anden gæst, som ventede på check-in, fandt danske tv-kanaler og bladrede rundt. På én af kanalerne stoppede han der var et indslag fra et dansk nonnekloster. Jeg stod netop og skulle til at ordne noget i receptionen, men gik i stå, da jeg så med.
Pludselig frøs jeg kuldegysninger løb ned ad ryggen. Én af nonnerne var slet ikke svær at genkende, selvom hun var gemt bag et simpelt tørklæde. Det var min kone, som jeg havde forladt tre år tidligere, uden at vente på, at hun kom ud fra badet.
Hvad fik dig til at tage skridtet at gå i kloster? spurgte journalisten.
Da min mand forlod mig, så jeg det først som en gave fra skæbnen. Det havde længe gået mod en skilsmisse vi kunne slet ikke holde hinanden ud mere, svarede hun, stemmen knækkede.
Vi mener du, at det var et fælles valg?
Jeg ved det ikke længere. Dengang troede jeg det nu Eline, som hun hed, begyndte at græde.
Og hvad skete der så?
Med tiden forstod jeg, at jeg faktisk ikke kunne undvære den mand, som jeg troede jeg hadede allermest. Da det ikke længere var til at holde ud, søgte jeg hertil for at bede om tilgivelse for alt det, jeg havde gjort de andre.
Interviewet blev afbrudt, da priorinden dukkede op en spinkel, stolt kvinde, nærmest gennemsigtig som glas, tog mikrofonen og sagde:
Magnus, jeg ved, du ser med lige nu. Eline elsker dig stadig helt ind i sjælen. Kom og hent hende. Hendes plads er ikke her, men ved din side. I sorg og i glæde.
To uger senere stod jeg ved klostrets port midt i sommeren, iført shorts og spraglet skjorte. Jeg måtte vente længe, men til sidst blev porten åbnet, og to nonner førte Eline ud iført lang kjole og tørklæde. Vi kastede os i armene på hinanden. Nonnerne så væk, forlegne over synet.
Priorinden, fru Agnete, kom hen til os.
Jeg burde nok give jer en endefuld men I har allerede lært jeres lektie. I værdsætter ikke den gave, I fik fra oven. Hvorfor passer I ikke bedre på det vigtigste her i livet kærligheden? Husk at værne om den. I sorg og i glæde
Da jeg så Eline dér, indså jeg, at vi først rigtigt sætter pris på det dyrebare, når vi risikerer at miste det. Og jeg ved nu, at kærlighed skal passes på hver dag ikke kun til jul.
