Jens og hans kone Ulla har aldrig levet i fred sammen… Dog fik de et barn, og det var ikke det sværeste. Konen var naturligvis ikke hans jævnbyrdige. Han kom fra et akademikerhjem, veluddannet med universitetseksamen, og hun var en pige med en erhvervsuddannelse. Men dengang, i ungdommen, slettede kærligheden – eller snarere lidenskaben – alle forskelle. Måske var det en fejl. Og nu stod de over for skilsmisse. Det eneste savn havde Jens, mest fordi deres søn skulle blive hos Ulla. Ud fra hendes holdning kunne han godt frygte, at han sjældent ville få lov at se lille Carl. Faktisk tog hustruen straks over til sin mor på Fyn og lod naturligvis ikke nogen adresse blive. Det regnede hun nok ikke for nødvendigt. Så begyndte de grå hverdage for Jens. Der var tomhed derhjemme, og han savnede at kunne skynde sig hjem til nogen, der ventede på ham. Et halvt år gik. Intet havde han hørt fra hverken sin ekskone eller sin søn. Derfor kom det som en overraskelse, da han en sen aften fik et opkald – fra en ukendt kvinde. Efter noget forklaring forstod Jens, at opkaldet var fra de sociale myndigheder. I en ligegyldig tone fortalte stemmen, at hans ekskone pludselig var gået bort, så han måtte komme og hente sin søn. Men da han ankom, var drengen ikke i myndighedernes varetægt. Ullas mor var forlængst død, så den lille var blevet sendt til sin oldemor, mens Ulla selv var gledet ud i et vildt liv. Det endte med, at hun døde af alkoholforgiftning. Nu stod Jens pludselig med ansvaret for at opfostre Carl, hvilket han i sin lykke knap kunne fatte – men først måtte sønnen hentes hos oldemor. Selvom Carl blev glad for gensynet med sin far, klamrede han sig desperat til den lille, spinkle, gamle dame og råbte: ”Bedste, giv mig ikke væk!” Billedet gjorde ondt helt ind i hjertet på Jens. Den gamle sagde ikke noget, men gjorde heller ingen mine til at give slip. Jens kunne ikke få sig selv til at tage drengen med med det samme, men havde brug for at tænke sig om. Han gik ud på trappen og røg, mens tankerne var kaos. Da han vendte tilbage, lå lille Carl sovende med hovedet i oldemors skød. Hun nussede ham stille og nynnede en vuggevise. Jens lod løsningen vente til dagen efter – og det siges jo, at morgendagen er klogere end aftenen. Morgenen efter bad han oldemor pakke både sine ting og Carls, for hun skulle bo hos ham i begyndelsen, så Carl kunne vænne sig til sin far igen, og oldemor ville trække sig ud efterhånden. Men sådan gik det ikke. Før han vidste af det, havde Jens selv knyttet sig endnu mere til denne varme, aldrig færdig-elskende kvinde: til hendes lune pandekager om morgenen, til hendes livfullle fortællinger fra gamle dage, til hendes hænder, der bredte tæppet over både ham og Carl hver nat. Nej, han kunne ikke undvære hende, det ville have været et svigt – både over for sønnen og over for sig selv. Og sådan blev den kære oldemor boende hos dem helt til sin sidste dag….

Jens og hans kone, Alberte, havde aldrig haft et fredeligt samliv. De fik dog et barn sammen og den slags er jo ikke så vanskeligt. Men ægteskabet var ujævnt. Jens kom fra en veluddannet familie, selv universitetsuddannet, mens hun, Alberte, efter endt erhvervsuddannelse var gået sine egne veje.

Dengang i ungdommen viskede kærligheden eller måske især lidenskaben alle forskelle ud. Det var nok en fejl.

I dag stod de ved skilsmissebordet. Jens var den eneste, som ærgrede sig over det og det var kun fordi, deres søn skulle blive hos Alberte. Ud fra det, han oplevede, tvivlede han på, at hun ville lade ham se Mikkel særlig ofte.

Og ganske rigtigt, straks efter flyttede Alberte hjem til sin mor på Fyn. Han havde ikke fået deres nye adresse. Hun så ingen grund til at give ham den.

En trist hverdag bredte sig for Jens. En uro lagde sig over hans liv. Han havde vænnet sig til at skynde sig hjem fra arbejde til nogen, der ventede på ham.

Et halvt år gik, uden at Jens hørte et ord fra hverken ekskonen eller sønnen. Så, en aften, ringede hans telefon uventet sent. Det var en fremmed kvindestemme.

Det tog lidt tid før Jens forstod, at opkaldet var fra kommunen, børne- og ungeområdet. En uvillig stemme fortalte ham, at hans ekskone var gået bort pludseligt. Han måtte komme og hente sin søn.

Da han ankom, stod det hurtigt klart, at Mikkel ikke var i kommunens varetægt. Albertas mor var for længst død, så Alberte havde overladt drengen til sin gamle mormor, der stadig levede. Hun selv havde tabt kontrollen og førte et vildt og forfaldent liv, der endte med at koste hende livet i alkoholforgiftning.

Nu stod Jens med ansvaret for at opfostre Mikkel, hvilket han inderligt glædede sig over. Først måtte han dog have sønnen med sig hjem fra oldemoren.

Drengen, selvom han blev glad for at se sin far, nægtede at give slip på sin spæde, rynkede oldemor og skreg: Bedstemor, lad mig ikke gå!

Jens hjerte kneb sig sammen ved synet. Den gamle kvinde sagde ingenting, men alt ved hende afslørede, at også hun nødigt slap sit oldebarn.

Jens vovede ikke at presse på. Han måtte tænke sig grundigt om.

Han gik ud på trappen, tændte en cigaret og stod længe i stilhed med sine brydsomme tanker.

Da han vendte tilbage, sov Mikkel med hovedet i oldemors skød. Hun strøg ham blidt over håret, mens hun sagte sang en vuggevise. Jens lod tvivlen råde og blev over natten. Som vi siger i Danmark: Morgendagen er altid klogere end aftenen før.

Om morgenen bad han oldemoren pakke deres ting både hendes og Mikkels. Han besluttede, at hun i starten skulle bo sammen med dem. Så kunne Mikkel langsomt knytte sig til sin far igen, og oldemor ville langsomt træde i baggrunden måske ligefrem være klar til at flytte ud senere.

Men det gik ikke, som Jens havde forestillet sig. Han opdagede hurtigt, at han selv var lige så knyttet til oldemoren som Mikkel. Hendes lune pandekager om morgenen, hendes gode historier fra livet, og de blide, kærlige hænder, der pakkede dem begge ind i tæpper om aftenen.

Han kunne ikke undvære hende i huset. Det ville føles som en forbrydelse både over for Mikkel og sig selv.

Sådan boede den uundværlige oldemor hos dem til sin sidste dagSådan blev det. De tre kom til at udgøre en mærkelig, men fuldstændig uadskillelig familie, hvor murstene i hjemmet blev lagt på ny, ikke sten for sten, men dag for dag, med pandekagedej og børnelatter som mørtel. Mikkel lærte langsomt at sige far uden usikkerhed i stemmen, og Jens opdagede, at han havde flere sider end den, der var gået tabt i ægteskabets ensomhed. I stedet for tom stilhed, var der nu oldemors sagte nynnen i køkkenet og små, klistrede hænder, der greb hans, når de tre gik ud i morgensolen.

En aften, da Jens stod og betragtede dem i skumringslyset oldemoren vuggende let i stolen med Mikkel halvt sovende i armene mærkede han en mærkelig, blød glæde. Som om livet, trods forkert begyndelse, alligevel havde flettet et hjem omkring dem. Det gik op for ham, at nogle familier ikke formes af regler eller traditioner, men vokser frem, hvor kærligheden uventet finder rod.

En dag ville oldemoren stille glide ud af huset, som duggen forsvinder fra græsset om morgenen. Men indtil da lod Jens hende blive, og Mikkel holdt stadig fast i hendes hånd, tryg ved at det uventede selv det sørgelige og forladte kan blive begyndelsen på noget trygt og smukt.

Der var ikke længere nogen, der ventede på ham hjemme. De var der allerede.