En kvinde tørrede sine hænder og, stønnende af rygsmerter, gik hen for at åbne døren.
Mette tørrede sine våde hænder og sukkede over sin ømme ryg, mens hun gik for at åbne. Klokken havde ringet blødt, men det var tredje gang. Hun havde været i gang med at pudse vinduerne og nåede ikke gangen med det samme. Udenfor stod en ung pige, skøn men bleg med trætte øjne.
“Mette, de siger, du måske har et værelse til leje?”
“Åh, de naboer! De sender altid folk herhen. Jeg lejer ikke værelser ud og har aldrig gjort det.”
“Men jeg hørte, du har tre værelser.”
“Hvad så? Hvorfor skal jeg føle mig forpligtet til at leje dem ud? Jeg er vant til at bo alene.”
“Nå, undskyld. De sagde, du var godhjertet, og jeg troede…”
Pigen blinkede tårerne væk og vendte sig langsomt for at gå ned ad trappen, skuldrene dirrende.
“Kom her, skat! Jeg har jo ikke sagt nej endnu! I unge nu til dags altid klar til at græde. Kom indenfor, lad os snakke. Hvad hedder du? Skal vi være på fornavn?”
“Freja.”
“Freja, hva? Jeg vil vædde på, din far er lærer eller underviser, ikke?”
“Jeg har ingen far. Jeg voksede op på børnehjem. Ingen mor heller. Nogle gode mennesker fandt mig i en trappeopgang og tog mig med på politistationen. Jeg var knap en måned gammel.”
“Nå, men bliv ikke ked af det. Lad os få noget te og snakke. Er du sulten?”
“Nej, jeg købte en wienerbrød.”
“Wienerbrød, siger hun! Åh, I unge passer aldrig på jer selv, og når I rammer de 30, har I mavesår. Sæt dig ned, der er varm gulærter- og flæskesuppe. Vi varmer te. Jeg har masser af syltetøj. Min mand døde for fem år siden, men jeg køber stadig til to af gammel vane. Vi spiser først, så kan du hjælpe mig med vinduerne.”
“Mette, kan jeg lave noget andet? Jeg føler mig svimmel, bange for at falde fra karmen jeg skal have barn.”
“Endnu bedre! Lige hvad jeg manglede en gravid pige. Jeg er meget principfast. Kom du i den situation?”
“Hvorfor antage det værste med det samme? Jeg er gift. Mads kommer også fra børnehjemmet. Men han blev indkaldt til militæret. Han var på orlov for nylig. Min udlejer fandt ud af, jeg var gravid, og gav mig straks opsigelse. Jeg skal finde noget indenfor en uge. Vi boede i nærheden. Men som du ser omstændighederne.”
“Ja… omstændigheder… Hvad skal jeg gøre med dig? Skal jeg flytte min seng i gæsteværelset? Nå, men så tag mit værelse. Og jeg tager ingen husleje nævn det ikke engang, ellers bliver jeg sur. Gå og hent dine ting.”
“Det er ikke langt. Alt, Mads og jeg ejer, er pakket i en taske ved bygningen. Ugen er gået, og jeg har slæbt rundt siden morgen.”
Så blev de to. Freja studerede til at blive tøjdesigner. Mette havde været på førtidspension i årevis efter en togulykke, så hun var hjemme og strikkede blonder, kraver og babysko til at sælge på den lokale markedsplads. Hendes håndværk var let og luftigt som havskum og solgte godt. Penge manglede de ikke. Noget kom også fra haveudbyttet. Om lørdagen arbejdede de i haven sammen. Om søndagen gik Mette i kirke, mens Freja blev hjemme og læste Mads’ breve igen og svarede. Freja gik sjældent i kirke hun var ikke vant til det endnu. Hun klagede over øm ryg og svimmelhed.
En lørdag, mens de arbejdede i sommerhuset, blev Freja hurtigt træt, og Tante Mette sendte hende ind for at lytte til de gamle plader, de engang havde købt sammen. Efter at have arbejdet med rive
