Mine kære børn! Hvor er jeg dog glad for at kunne ønske jer tillykke med brylluppet! I den anledning vil jeg forære jer mit sommerhus. Der er selvfølgelig rigeligt at tage fat på, men I er jo så dygtige og arbejdsomme, I skal nok få styr på det hele!
Sofie husker stadig med et sug i maven selve bryllupsdagen mest på grund af svigermors tale. Eller rettere sagt, hendes egen naivitet og hvor glad og lettet hun følte sig over gaven. For huset var virkelig ikke noget at kimse ad: et flot, to-etagers hus med en stor have, et lille svømmebassin og en lidt vildtvoksende, men charmerende grund. Huset havde Vibeke, mor til Rasmus (Sofies mand), fået fra en af sine ex-mænd. Selv brugte hun det aldrig, og hver gang hun havde villet sælge, havde køberne budt pinligt lidt. Så hun fik den geniale idé: hun ville da bare give huset videre til søn og svigerdatter.
Da de fik det overdraget, føltes det som at vinde i lotto på en grå hverdag – men Vibekes egentlige planer gik først op for dem langt senere.
Til brylluppet fik de også en god bunke penge sådan typisk danske gavebeløb i konvolutter og inden de næsten havde nået at lægge en plan for, hvad de skulle bruge dem til, bød Vibeke straks ind med sit forslag:
I skal altså ikke bare bruge løs, unger! Gem pengene og investér dem i huset få det sat ordentligt i stand! Det er den smartest mulige investering. Først kan I selv bruge stedet, og siden kan I leje ud hen over sommeren eller sælge og tjene en god skilling!
Det var først, da de ankom for at gøre status over projektet, at det gik op for dem, hvor meget huset egentlig trængte til. Fra sommerhuset kørte Rasmus direkte til XL-Byg og fik handlet stort ind af materialer. Han fandt hurtigt et hold håndværkere og betalte dem for at komme i gang. Hverken han eller Sofie tænkte over at få huset ordentligt overdraget til dem på papir, de stolede blindt på Vibeke. Naiviteten ramte dem hårdt.
Håndværkerne knoklede derudad, og Sofie og Rasmus kom ofte forbi og fulgte med i hvordan det hele tog form. De drømte om, hvordan de i et par år ville bruge huset selv som sommerbolig, og så engang sælge det videre. Men det forslag tog Vibeke straks op:
Hør nu her, I har jo ikke brug for det der sommerhus. Sælg det med det samme, så er I fri for bøvl! Det er jo helt nyt og lækkert nu. Jeg kan hyre en ejendomsmægler og ordne det hele snorlige.
Men mor, du gav jo huset til os. Hvorfor er du pludselig så interesseret?
Fordi I bør fokusere på at få råd til en ejerlejlighed, ikke på et sommerhus! Lad mig sørge for salget.
Hun nævnte ikke det med huset mere bagefter. Lidt før renoveringen var helt færdig, skete der det, at Sofie og Rasmus kom ud for et færdselsuheld og måtte være på hospitalet et godt stykke tid. Rasmus overførte resten af bryllupspengene til sin mor, så hun kunne betale håndværkerne, der nu bare skulle lægge sidste hånd. Vibeke sendte billeder af, hvor flot det hele så ud, og hvor fantastisk det var, at de havde valgt professionelle folk. Men pludselig blev hun væk. Da Sofie og Rasmus endelig blev udskrevet, svarede Vibeke ikke på opkald. De kørte hjem til hende, men ingen lukkede op. Naboerne fortalte, at hun ikke var blevet set i flere dage.
Rasmus, jeg ved ikke hvad jeg skal tro. Der kom sådan en ung fyr forbi hos hende tit, jeg troede det var en af dine venner. Men for omkring en uge siden gik de afsted sammen han slæbte på en stor kuffert og… naboen tøvede.
Og hvad så? Rasmus begyndte at blive virkelig nervøs.
Han holdt hende i hånden… og kyssede hende ude foran opgangen.
De så bare på hinanden og sagde tak for hjælpen. Telefonen var stadig død. Vibeke havde altid haft et lidt farverigt kærlighedsliv, og var efter skilsmissen fra Rasmus far nået op på tre ægteskaber og arvet lidt fra hver: sommerhuset er, penge, bil, lejlighed. Men at snuppe en mand på alder med sin egen søn selv for Vibeke, var det vildt.
Måske er hun taget i sommerhuset? Foreslog Sofie, man ved jo aldrig.
Og du skulle have set deres ansigter, da de kom ud til huset og fandt nogle helt fremmede mennesker boende der. De havde papirerne i orden og alting.
Rasmus, har din mor ikke givet os huset? Sofie kunne slet ikke tro, hvad hun så.
Det gjorde hun, men jeg tjekkede aldrig papirerne. Jeg stolede bare på hende! Og vi brugte alle pengene på den skide renovering. Sofie, der er et eller andet helt galt her! Måske har den knægt narret hende til at snyde os! Måske er hun i problemer! Rasmus var knust.
Samme dag gik de til politiet og meldte hende savnet… og blev lettere chokeret, da hun bare en uge efter sendte et videoklip:
“Kære børn, bliv nu ikke sure. Jeg har fundet kærligheden! Jeg er flyttet til Vesterhavet med min unge mand og har købt et lille hus her. For at realisere drømmen skulle jeg bruge penge også flere end jeg kunne få ud af at sælge mit gamle skrammel. Så jeg ‘gav’ jer sommerhuset, så I kunne shine det op og så solgte jeg det. Resten af pengene beholdt jeg også. I er voksne, I kan selv tjene nogle flere. Jeg sværger, trafikuheldet havde jeg intet med at gøre. Brug ikke tid på at lede efter mig, jeg er lykkelig nu. Og det ønsker jeg også for jer.”
Hvad fanden er det her for noget?! Hvis det er en joke, så finder jeg hendes nye mand og river ham midtover sagde Rasmus og var ualmindeligt oprørt.
De brugte flere uger på at få kontakt til Vibeke og prøve at klage over hendes hus-salg, men alt var tabt på gulvet. Vibeke havde snøret sin egen søn og svigerdatter så snedigt, at man dårligt kunne andet end at lære noget for livet af det. Det varede næsten et år, før Sofie og Rasmus kunne tale om det uden vrede. De forstod måske hendes bevæggrunde men tilgivelse kom ikke på tale. De havde lært: man skal aldrig investere i noget, man ikke har papirerne i orden på især ikke et gammelt sommerhus!
Mange år efter kom Vibeke retur til København. Hun håbede naivt, at de havde tilgivet hende. Men der var intet at komme efter: Sønnen havde blokeret hendes nummer, og efterhånden som den unge mand smuttede igen, sad hun selv tilbage uden familie, venner eller nogen at læne sig op ad. Hun giftede sig ikke igen, og ingen bød ind med hjælp eller et ord. Det var et dyrt lærestykke for dem alle.
