Marie opdagede slet ikke, da der flyttede nye beboere ind i lejligheden efter gamle fru Katrine var gået bort. Det var først, da hun en morgen stod ude på opgangen og lukkede døren bag sig, at hun så dem. Døren til lejligheden ved siden af gik op, og først kom en mand ud, bagefter et lille drengeansigt en dreng med en kæmpestor skoletaske på ryggen. “Første klasse,” tænkte Marie og bestemte sig for at hilse.
Så længe Marie kunne huske, havde det altid været skik at hilse på hinanden i ejendommen. Ikke bare i opgangen, men overalt i huset. For huset var fælles, og gården ligeså alle kendte alle.
“Godmorgen,” smilede Marie til drengen, der så på hende med forsigtige øjne. “En lille spurv,” kom hun til at tænke.
“Godmorgen,” sagde manden.
“Er I de nye her?” spurgte Marie, samtidig med at hun fortrød det det var jo ret tydeligt, men hun ville bare føre en samtale. Han virkede ikke som en, der havde lyst til at snakke, men svarede kort:
“Ja,” og sagde straks til sønnen, “Magnus, nu skal vi altså videre, ellers kommer vi for sent.”
Marie så efter dem og blev på mærkelig vis urolig. Det var, som om manden og barnet ikke helt hørte sammen nærmest fremmede for hinanden.
“Marie, det rager ikke dig,” sagde hun til sig selv. “De har sikkert deres at slås med Nej, hvad tænker jeg dog? Drengen går jo i skole; det tjekker de jo alt sammen”
***
Efteråret blev vådt og blæsende. Marie stødte indimellem på sine nye naboer om morgenen. Altid den samme udveksling:
“Godmorgen. Magnus, hej!”
Kun faderen svarede.
En dag kom Marie til at kalde Magnus for Mads, og drengens overlæbe begyndte at sitre, mens faderen trak ham ind til sig og sagde sagte uden at se på Marie:
“Det er Magnus. Han taler ikke.”
“Undskyld, det vidste jeg ikke,” sagde Marie forvirret. Hele dagen på arbejdet kunne hun ikke lade være med at tænke på episoden. “Måske plejede hans mor at kalde ham det? Og han taler ikke stakkels lille en.”
En trist efterårsaften ringede det pludselig på døren, netop som Marie var ifærd med at kaste sig over sine friskbagte pandekager med jordbærsyltetøj foran fjernsynet. Suk, tænkte hun og lagde pandekagen væk. Udenfor stod naboen. Bekymret.
“Undskyld”
“Marie”
“Hvad?” manden så forvirret ud.
“Jeg hedder Marie,” svarede hun.
“Åh, ja undskyld, Marie, har du tilfældigvis et termometer? Magnus har vist feber, og vores er gået i stykker”
Han sagde noget mere, men Marie var allerede på vej efter medicinkassen.
“Kom indenfor,” råbte hun og fandt termometeret og lidt Panodil bare for en sikkerheds skyld. Da hun vendte sig rundt, opdagede hun, at naboen så længselsfuldt på pandekagerne. “Har de nok hverken haft tid til at spise, og hvornår skal han lige nå det?” tænkte Marie og lagde et par stykker til side til sig selv, og rakte resten til manden. Han så ud til at synes det var pinligt.
“Tag bare pandekager er den bedste medicin. Her er også lidt syltetøj. Kom, nu skal vi have gjort den syge rask!” Marie kommanderede og så manden smile for første gang. Da opdagede hun, at han faktisk var ret køn.
Magnus så stadig skeptisk på Marie, men nu, hvor far var der, kunne han godt tage imod lidt hjælp fra den fremmede dame. Feberen var ikke høj, men Marie sagde alligevel, at det nok var bedst at ringe efter en læge.
Manden nikkede.
“Jeg ringer fra arbejde i morgen”
“Fra arbejde? Hvem bliver så hos Magnus? Hvem lukker op for lægen?” spurgte Marie forundret.
“Han er vant til det Jeg skal jo arbejde. Magnus er stor nok klarer sig selv.”
Men Marie gav sig ikke.
“Nej, det dur ikke. Hvad er det nu du hedder?”
“Søren”
“Okay, Søren. Nej, hvis ikke du bekymrer dig om at efterlade ham alene, så gør jeg det altså! Tak for varen, men jeg bliver nødt til at passe ham i morgen.”
“Marie vi har ingen familie her. Ingen bedstemor, ingen tanter og dem vi har, bor langt væk. Jeg skal arbejde. Magnus”
“Søren, stop lige kan du ikke se, hvis der kommer en børnelæge og Magnus ligger der alene, syg, hvordan tror du lægen reagerer? Jeg bytter min vagt og bliver her hos ham i morgen.”
“Og så skal du tage nattevagt bagefter?” spurgte Søren stille.
“Det blander du dig udenom,” svarede Marie. “Jeg er hos jer klokken otte.”
***
Sådan gik ugen, hvor Magnus var syg. Han tav stadig, men hørte dog mere interesseret på, hvad tante Marie havde at sige og især hendes mad: pandekager, frikadeller Først var han genert, men så begyndte han virkelig at spise. Det stak Marie i hjertet at se, hvor han nød det. En dag strøg hun ham over håret: “Min lille spurv.” Han frøs, øjnene blev våde, og pludselig græd han. Marie blev forskrækket.
“Hvad er der, lille ven græd nu ikke”
Magnus blev rask igen, og naboskabet blev mere hjerteligt. Nu blev der smilt på trappen, dog sagde Magnus stadig intet. Vinteren kom, og dagene gik. En aften bar Marie flere fyldte indkøbsposer hjem og skældte ud på sig selv for at slæbe så meget. På gården så Magnus hende, mens han var på vej ud med skraldet. Uden et ord tog han fat i en pose.
“Magnus, den er da næsten tungere end dig,” lo Marie, men han gav ikke slip og trak stædigt posen med op.
“Okay da,” gav hun efter, “men hvis du bliver træt, så siger du til.” Han bar posen hele vejen, roligt, mens det faktisk var Marie, der halvdøde bag ham.
“Åh, Magnus, du er ligefrem en helt,” sagde hun forpustet. “En helt skal have en belønning.” Hun fandt hurtigt en chokoladebar frem og rakte ham den. Hans øjne strålede og han smilede. Den glæde kunne Marie leve længe på. Hun nåede dårligt nok at få skoene af, før det bankede på.
Søren stod udenfor og rakte chokoladen frem.
“Marie, du forkæler Magnus.”
“Er det dit alvor?” spurgte Marie med stigende irritation. “Det her var altså en heltepræmie!”
“Præmie? En helt?” Søren så forvirret på hende.
“Ja, prøv lige selv at løfte posen! Rimelig tung, ikke? Tænk så på Magnus, som selv tilbød sin hjælp.”
“Selv? Begyndte han at tale?” Der var et håbefuldt glimt i Sørens øjne.
“Nej han tog bare posen,” sagde Marie, og Søren blev stille. “Bare rolig, det skal nok gå alt sammen.”
“Tak,” sagde Søren fjernt og forsvandt ud af hendes dør.
***
Maries fødselsdag var sidst i november. Hun kom hjem efter en god dag på arbejde buketter og lykønskninger var tikket ind. Udenfor gik en kvinde med Magnus i hånden hans skoletaske hang tungt på ryggen. “Det var da sent for skole,” tænkte Marie.
“Hej, Magnus! Hvordan går det? Hvor er din far?”
“Det kunne vi også godt tænke os at vide,” sagde kvinden med et stik i stemmen.
“Hvem er du?”
“Jeg er hans lærer Faren henter ham altid, men ikke i dag, og han tager ikke telefonen. Skal jeg tage drengen med hjem? Og barnet siger jo aldrig et ord har sagt masser af gange, at han burde gå i specialskole.”
Marie syntes ikke om læreren:
“Du kan bare lade Magnus være hos mig så,” sagde hun køligt.
“Er du sikker?” Læreren så mest af alt lettet ud over at slippe for ham.
***
“Magnus, jeg har ingen børn, så du må tage sportstøjet på.” Godt det var i tasken. “Nu skal vi spise og fejre med kage. Kan du lide kage? Det kan jeg. Har du lektier? Så klarer vi det i morgen.”
Sådan talte hun til ham spurgte, svarede selv, og han begyndte at kigge lidt mere på hende, nikkede endda et par gange. Hun blev glad over de små fremskridt.
Da han var faldet i søvn, fandt Marie hans telefon; kun én kontakt: FAR. Marie noterede nummeret, prøvede at ringe, ingen forbindelse. Hun sendte en sms: Magnus er hos mig. Marie blev ængstelig for Søren.
“Åh gud, lad der ikke være sket noget”
***
Om morgenen ringede telefonen. Søren.
“Søren, hvor er du?” Marie blev så forskrækket, at hun ikke lagde mærke til, hun var gået over til at sige du.
“Marie,” lød stemmen skrøbeligt. “Jeg er på hospitalet”
“Hvordan? Hvad er der sket?” spurgte Marie lavmælt. Magnus sov stadig.
“En bil kørte op på fortovet Marie pas på Magnus”
“Du skal ikke tænke på andet end at blive rask. Hvilket hospital er du på? Magnus bliver her hos mig.”
“Tak sig ham bare ikke, at jeg er på hospitalet han er stadig mærket efter hans mors død”
Marie fik ondt indeni. Hvor meget kunne én lille dreng klare? Hvordan hjælper man?
Hun fortalte Magnus, at far havde masser af arbejde og var ude at rejse. Søren ringede til sønnen, men Magnus lyttede kun.
***
Marie tog to ugers ferie. Hun sendte Magnus i skole, hentede ham, gik ture, legede og lavede mad sammen. Magnus begyndte at trække på smilebåndet, endda grine lidt. Alt sammen fortalte Marie til Søren, når hun besøgte ham på hospitalet, og han begyndte at se på hende med nye øjne.
“Magnus og jeg købte julepynt. Han valgte selv du skulle se hans begejstring, Søren!”
“Marie, tak, jeg ved ikke, hvordan jeg skulle have klaret det uden dig,” sagde han og gav hende et kram. Hun mærkede, at noget forandrede sig.
“Du havde klaret det,” svarede hun og så ham ind i øjnene. Begge følte, at noget nyt var på vej i deres liv.
***
“Magnus, far kommer hjem om to dage,” sagde Marie, mens de ordnede lejligheden. “Så skal her dufte af rent, og vi må handle ind jeres køleskab er næsten tomt.”
Vinteren var lunefuld. Dagen efter gled Marie på isen og faldt hårdt. Alt blev sort et øjeblik, men så skar Magnus skrig sig gennem luften:
“Mor! Mor!” Han faldt på knæ ved siden af hende og forsøgte at få hende op, græd hæst, mens han gentog.
“Mor! Mor!”
Marie mærkede smerten i benet, men satte sig op med hjælp fra en forbipasserende:
“Magnus, min skat, Magnus,” græd hun og kyssede ham.
***
Det viste sig heldigvis kun at være en slem forstuvning. Marie fik ikke sagt til Søren, at Magnus havde talt. Nu snakkede drengen løs, som om han skulle indhente alt det usagte. Marie overtalte ham til, at det skulle være en overraskelse for far.
Magnus åbnede selv døren for Søren, da han vendte hjem Maries fod kunne ikke bære hende hurtigt nok. Søren satte sig på knæ og trak sønnen ind til sig, og så
“Far”
Søren stivnede.
“Hvad? Sig det igen”
“Far far, hej!”
“MaMagnus!” råbte Søren og tog drengen op i armene og svingede ham rundt. Magnus grinede og jublede. Marie så til, mens tårerne stod i øjnene. Søren stoppede, krammede sin søn, så på Marie:
“Tak”
***
Nytårsaften holdt de sammen. Magnus var lykkelig han havde fået en mor igen.
