Marina forelskede sig i venindens mand, og livet blev et sandt helvede – tankerne om ham hjemsøgte hende dag og nat. Hvorfor skulle hun overhovedet besøge hende? For nogle år siden mente Marina, at deres venskab var overflødigt, og stoppede gradvist med at tage initiativet til kontakt. Alligevel faldt de tilfældigt i snak på en kunstudstilling i København, og af nysgerrighed takkede Marina ja til et visit – og så gik det galt… Hun faldt i søvn med hans ansigt for sig og vågnede med tankerne om ham. Hvordan var det muligt, at Valentina – der ikke havde nogle særlige evner eller udstråling – havde kapret sådan en mand? Succesfuld advokat, stor villa nord for byen, flere biler: en SUV til dårligt vejr, coupé til byen, lang sedan til familieudflugter og en sprød rød Audi til hustruen. Marina forstod det ikke – Valentina passede ikke til hans status; hun havde ikke engang taget en uddannelse, men havde solgt sko i Illum. Hvorfor lykkedes det aldrig Marina, som ellers både har egen lejlighed på Nørrebro, pæn løn og styr på livet? Rundt om hende var kun mærkelige mænd. Jo, hun var glad på Valentinas vegne, men derhen ville hun aldrig igen – for ellers, ja, så ville hun ikke kunne holde sig tilbage fra at prøve at charmere sig ind på ham selv. Marina huskede pludselig, hvordan hun tog Valentinas kæreste fra hende dengang i Roskilde, da de var unge. Valentina var kommet hjem fra FDF-lejr, nyforelsket i Kasper – en karismatisk, sjov fyr. De hang ud alle tre, så film i Palads, slentrede langs søerne og fejrede fødselsdage med vennerne fra gymnasiet. En dag kom Kasper forbi med blomster og spurgte, om Marina ville være kærester. ”Men hvad med Valentina?” spurgte hun. ”Vi er bare venner. Det er dig, jeg vil have.” Marina sagde ja. Valentina var sur i nogle måneder, men senere erkendte hun: ”Tak fordi du tog Kasper – jeg kunne jo ikke stole på ham.” Kasper blev kedelig for Marina efter bare et halvt år, og hun sagde farvel til ham, da han blev jaloux over ingenting. Men det var jo et andet liv. Nu nærmede hun sig de 30, arbejdede som administrator i Danske Bank, men ingen passende mand var dukket op. Efter gymnasiet blev kontakten til Valentina sjældent, de havde ikke set hinanden i flere år. Pludselig inviterede Valentina hende hjem – ikke til den gamle lejlighed på Vesterbro, men til et palæ i Holte, med hushjælp og gartner. Marina var nærmest i chok. Historien lød fantastisk: Anatolij, Valentinas mand, sprang ud af bilen i vandpytter, skulle til vigtigt møde, gik ind i en skobutik, hvor Valentina arbejdede. Hun fandt de perfekte sko – og de forelskede sig på stedet. At Valentina blev forelsket, forstod Marina godt. Men ham? Marina havde altid drømt om en så ordentlig, klog, succesfuld mand – men prinsen gik til andre, ikke til hende. Hvorfor valgte ordentlige mænd aldrig hende, men i stedet ”ingen”? Hun havde jo det hele på plads – hvorfor lykkedes det aldrig? Valentina inviterede nu igen – Anatolij var på forretningsrejse, så de kunne tale i fred. Marina trak sig. Bare én gang i huset havde gjort hende ustyrligt nysgerrig og skabt følelser, hun ikke kunne styre. Hvordan havde Valentina fået sådan et heldigt gifteløb? Nysgerrighed vandt, og Marina besluttede sig for at høre, om Anatolij havde nogle ugifte venner. De sad i stuen, hvor væggene var dækket af eventyrlige malerier med drager og prinsesser. ”Hvem har malet dem?” ”Det har jeg,” svarede Valentina. Marina blev lige så overrasket, som da hun så huset. ”Jeg vidste ikke, du kunstner.” ”Det vidste jeg heller ikke før Tolle – Anatolij – bad mig gå hjemme og prøve noget nyt.” Hun passede ikke ind i hans omgangskreds. Det her – malerierne – var hendes undskyldning for at blive hjemme. ”Har I nogle ugifte venner?” spurgte Marina. ”Én. Men han søger ikke en, der jagter rige mænd. Og han kan rammes af druk i en måned.” ”Siger vi bare ikke noget om?” ”Han er vild med mig,” sagde Valentina. ”Tolle driller ham, men han indrømmede: ’Hvis du en dag bliver skilt, gifter jeg mig med dig.’” ”Hvordan får du sådan nogle mænd til at falde for dig?” spurgte Marina. ”Der er ikke nogen hemmelighed… Men måske handler det om at finde glæde i noget andet end bare jagten på kærlighed.” Valentina begyndte at fortælle en sand kærlighedshistorie om en fyr, der forelskede sig i sin vens kone, men gemte følelserne væk, fyldte sit liv med studier, fandt sin egen vej – og da de blev skilt fem år senere, fik han endelig chancen. Pointen: Når man finder meningen og glæden i livet, kommer kærligheden af sig selv – ikke fordi man jagter den. De gik op i atelieret under det skrå tag – fyldt med lærreder, papir, staffelier, pensler, farver. Marina mærkede inspirationen boble. Hun havde næsten glemt, hvordan det føltes. Valentina gav hende papir, Marina valgte akvarel og malede en vase med blomster. Valentina tog et billede – ”Se dig selv, når du maler! Du stråler!” spurgte, om Marina elskede bankjobbet på samme måde. Nej, det gjorde hun ikke. ”Det er måske svaret,” sagde Valentina. ”Når du er lykkelig, tiltrækker du de rigtige mennesker – og deriblandt vil din udkårne dukke op. Måske er det dét, der er hemmeligheden bag et godt ægteskab: at finde lykken i dig selv, før du leder efter den hos andre.”

Dengang for mange år siden, hvor minderne næsten har fået et slør over sig, gik livet sin stille gang i København. Jeg husker tydeligt, hvordan Rikke dengang pludselig blev vildt betaget af sin gamle venindes mand, og dagene gled langsomt sammen i et sandt kaos af følelser, drømme og rastløse tanker. Hvorfor tog hun dog egentlig med hjem til hende den aften? Flere år havde hun selv ment, at venindeskabet var udtjent, og kontakt havde de kun sparsomt. Men en tilfældig snak på en fernisering tændte nysgerrigheden, og så var Rikke pludselig på vej ud til Karen i forstæderne og der skete det uventede.

Hver gang Rikke lukkede øjnene, tonede Anders ansigt frem for hende, og det første, der dukkede op om morgenen, var tanken om ham. Det syntes hende helt umuligt at forstå, hvordan Karen, som ikke skilte sig ud på nogen måde og aldrig havde udmærket sig særligt, havde kunnet få netop ham og nu som ægtemand!

Han var en fremgangsrig advokat, ejede et stort treetagers hus, flere biler: en firehjulstrækker til dårlig vej, en sportsvogn til byen, en rummelig stationcar til familieudflugter og så den nuttede, røde Audi, som Karen kørte rundt i. Hvordan i alverden? Karen levede da på ingen måde op til den status hun havde aldrig kommet ind på universitetet, havde arbejdet som ekspedient i en skobutik. Hvorfor gik det sådan for hende? Rikke selv boede i en pæn lejlighed, havde en god stilling i banken og tog sig godt ud, men omkring hende var kun uinteressante mænd. Hun glædede sig ærligt talt på vegne af Karen, men vidste med sig selv, at hun ikke skulle besøge dem igen tænk, hvis hun ikke kunne styre sig og begyndte at friste skæbnen.

Hun huskede pludselig barndomsårene, dengang hun ligefrem havde taget Karens kæreste. Karen var lige kommet hjem fra feriekoloni, hvor hun havde mødt Kasper en charmerende og intelligent dreng. Han kom somme tider ind til byen, og de tre morede sig sammen: biograf, parkture, fødselsdage. Rikke havde straks syntes om Kasper, selvom han jo egentlig var Karens udkårne. Eller var han? Tiden fløj, men en dag dukkede Kasper op hos Rikke med blomster og chokolade.

Hvad med Karen? spurgte Rikke.
Vi er bare venner. Men jeg kan virkelig godt lide dig.

Rikke gav efter. Karen var fornærmet nogle måneder, men kom så og sagde:
Tak fordi du tog Kasper fra mig. Jeg var jo forelsket, men du viste mig, han ikke var til at stole på.

Og kan man stole på mig?
Karen grinede uden at svare, og dermed var venskabet reddet. Kasper gik Rikke dog hurtigt træt af, især efter endnu en gang jalousi over et venskabeligt kindkys fra en klassekammerat. Det føltes efterhånden som et liv i en fjern fortid.

Nu nærmede Rikke sig de tredive, hun havde fast arbejde som administrationschef i en bank, og tanken om ægteskab dukkede indimellem op men den rette dukkede aldrig op. Kontakten til Karen var forsvundet, men pludselig stod invitationen der: Karen ville gerne se hende ikke længere i en lejlighed, men i en stor villa nord for København, med husholderske, gartner og sikkerhed foran indkørslen. Rikke var rystet det var som et eventyr.

Hvordan var det sket? Anders havde en dag, på vej til et vigtigt møde, trådt i en regnvåd pyt og straks søgt ind i den nærmeste skobutik på Strøget hvor Karen arbejdede. Hun fandt hurtigt de helt rigtige sko, og så var magien sket. At Karen blev forelsket, kunne man forstå, men Anders? Rikke havde altid drømt om sådan en mand succesfuld, rolig, intelligent. Men sådan en giftede sig mærkeligt nok altid med andre end hende. Hvorfor valgte mændene altid forkert? Hun havde alt på plads, syntes hun hvorfor var hun ikke den spændende?

Denne dag var Rikke inviteret igen, Anders var bortrejst, og de kunne få eftermiddagshygge alene. Hun blev fristet, men var også nervøs: Besøget første gang havde sat så mange følelser i gang, blandet begær og nysgerrighed hvordan kunne Karen dog være så heldig? Men nysgerrigheden var stærkere, og hun tog afsted, og besluttede sig for at spørge Karen, om ikke Anders havde nogle ugifte venner.

De sad i den stemningsfulde stue. På væggene hang der malerier af drager, slotte og fortryllende prinsesser det føltes næsten som at være i et gammelt folkeeventyr.

Hvem har malet dem? spurgte Rikke.
Det har jeg, svarede Karen.
Rikke var igen benovet, lidt ligesom hun blev, da hun så Karens villa.
Jeg anede ikke, du malede.
Jeg husker, at du var så dygtig til at tegne, da vi var små. Jeg blev overrasket, da du valgte at læse økonomi.

Det var nu min mor, der insisterede på det. Hun syntes, det var spild af tid at male. Mine forældre valgte både uddannelse og retning for mig. Nogle gange føles det, som om jeg lever et andres liv.
Jeg begyndte først for alvor at male, da Anders bad mig stoppe med butiksarbejdet og bruge tid på hjemmet.
Anders?
Ja, jeg kalder ham Tosse-Anders. Jeg føler mig ikke hjemme i deres kredse, men det her, sagde Karen og pegede på lærrederne, er mit fristed.

Jeg vil egentlig gerne møde nogen fra jeres kreds. Har du nogle ugifte bekendte?
Der er én, men jeg ved ikke, om du ville falde for ham. Han er lidt skrøbelig falder let i, og kan forsvinde i en måned ad gangen.
Vi fortæller bare ikke, at jeg arbejder i bank.
Der er alligevel masser af kvinder omkring ham, men…
Men hvad?
Han er forelsket i mig. Anders driller ham. Han sagde engang til Anders, at hvis vi blev skilt, ville han fri til mig.
Men hvorfor tiltrækker du alle de spændende mænd?
Der er altså ikke nogen hemmelighed.
Hvorfor har jeg så kun uheld i kærlighed?
Man ved aldrig, hvornår lykken rammer.
Let for dig at sige, sagde Rikke.

Skal jeg fortælle dig en sand historie om kærlighed?
Fortæl.

Og Karen fortalte: Der var engang en ung mand, som kom ind i vores butik hver aften lige før lukketid, bare for at snakke. Han var håbløst forgabt i sin vens hustru en kvinde fra en intellektuel familie, hendes bedstefar var lektor i litteratur, faderen professor og så videre. Den unge mand var vokset op på landet: moren malkede køer, faren var smålandmand. Han vandrede rundt i byen og skrev digte til sig selv, ingen andre fattede interesse for dem. Men han var så tynget af sin forelskelse, uden dog at ville gøre ondt på vennen eller hans hustru, at han forsøgte at glemme alt og undertrykke følelsen.
Hvorfor fortæller du mig det?
Fordi han fandt et råd i en bog: Kærlighed er som en plante. Vandes og nærer du den dagligt, vokser den; men lader du den tørre ud, visner den, eller dens vækst kan i hvert fald standses. Så han kastede sig over studier og sprog og fem år senere, da vennen og konen blev skilt, fandt han hende og friede og hun sagde ja.
Din pointe?
Man skal finde noget at brænde for noget, der giver livet mening. Så skal kærligheden nok finde dig, når du er klar.
Tror du, jeg ikke er klar?
Synes du, det er sjovt at arbejde i banken?
Næh, ikke det fjerneste.

Så er det måske svaret på, hvorfor du ikke er lykkelig.
Men du kunne da lide at arbejde i butikken?
Bestemt! Det var magisk at hjælpe folk til at træffe det rigtige valg. Man følte sig som en tryllekunstner. Folk kom fra hele København bare for at handle hos mig, fordi jeg aldrig forsøgte at prakke dem noget på.
Var der aldrig nogen, der returnerede noget?
Ikke når jeg hørte efter. Vil du med op på værkstedet?
Og de gik op under tagets skrå vægge rummet var fyldt med staffelier, lærreder, kul og vandfarver. Rikke fik en sitrende fornemmelse, som hun ikke havde haft i årevis kunne hun mon stadig male?

Må jeg prøve?
Karen fandt papir frem.
Akvarel?
Ja tak, svarede Rikke.

Hun glemte alt omkring sig, og først da hun lagde penslen, så hun vasen med blomster tone frem. Hun havde engang set den på en café, og ville dengang så gerne have den med hjem.

Du burde være maler, udbrød Karen. Se dig selv!
Hun tog et billede af Rikke i arbejdstøjet.
Du stråler, når du maler!
Sådan har jeg det slet ikke, når jeg arbejder i banken, sagde Rikke lavmælt.

Måske er det dét, der er hemmeligheden at blive glad for sit eget liv først. Så kommer kærligheden til dig og måske står din fremtid, ligesom min, allerede og banker på døren.