Dagbog, 17. november
Nogle gange føles det som om livet sniger sig forbi én, mens man sidder og stirrer ud på regndråberne gennem den samme ridsede rude, dag efter dag. Jeg havde aldrig set for mig, at jeg skulle ende sådan her: bag lås og slå på et plejehjem i Odense, omringet af ukendte ansigter og sygeplejersker på travle fødder, langt væk fra min egen lejlighed, væk fra det, der engang var mit hjem. Jeg havde knoklet hele livet først som tømrer, senere på slagteriet i Dalum. Altid sørget for familien, altid sat hende først: min elskede Ingrid og vores datter Alberte.
Da Ingrid gik bort for fire år siden, blev alt stille. Uhyggeligt stille, som en kirke på juleaftensdag før klokkerne ringer. Den eneste der holdt mig oppe, var Alberte, og så mit lille barnebarn, Freja. Jeg passede Freja, gav lidt af min pension til indkøb og holdt øje med huset, når Alberte og Andreas havde sent arbejde eller skulle ud med vennerne. Men efterhånden forandrede noget sig.
Alberte kunne ikke lide, når jeg hostede eller kom til at rode i køkkenet. Hendes blik blev hårdt, hendes stemme utålmodig. Far, nu har du haft dine år. Det må være tid til, at andre får plads! Det begyndte at blive sagt mere og mere. Snakken om et rart sted med læger og fjernsyn og alt det trygge blev gentaget ved hver familiesamling. Jeg satte mig imod.
Alberte, det er min lejlighed. Hvis du mangler plads, så flyt da hjem til Andreas mor! Hun sidder jo også alene i sin lejlighed.
Det ved du godt, jeg aldrig kunne finde på, far! sagde hun surt. Lad nu være igen.
Du vil bare have fingrene i lejligheden. Tjen dine egne penge i stedet for at skubbe din far væk!
Hun kaldte mig for selvisk og truede med at ordne tingene en gang for alle. Ugen efter pakkede jeg min taske. Mest fordi jeg ikke længere kunne holde ud at være gæst i mit eget hjem. Jeg forlod lejligheden uden et ord. Alberte smilede bredt. Hun kunne næsten ikke få mig hurtigt nok ud ad døren.
Her på plejehjemmet fik jeg et lille værelse med en enkelt, trist udsigt og et gammelt fjernsyn, der brummer hver gang man tænder det. Jeg bruger mest tid ude i haven under de grå skyer, hvor andre glemte sjæle som mig går deres formålsløse runder.
Satte dine børn dig også her? spurgte min nabo på bænken en dag.
Ja, min datter syntes, jeg fyldte for meget, svarede jeg, mens tårerne pressede sig på.
Mig også. Min søn valgte sin kone. Jeg hedder Kirsten.
Jeg hedder Erik. Rart at møde dig.
Vi blev hurtigt venner. Smerte føles mindre, når man deler den. Et år gled forbi. Alberte ringede aldrig. Hun kom ikke engang forbi.
I dag, mens regnen trommede mod ruden, blev jeg forstyrret af en stemme, jeg ikke havde hørt længe.
Erik? Jeg havde ikke regnet med at finde dig her, sagde min gamle nabo fra Tved, Lone, der nu var læge og kom for at se til beboerne.
Jo, sådan er det endt. Snart et år. Ikke så meget som en sms. Jeg tror ikke nogen har brug for mig længere.
Det er mærkeligt Alberte sagde, du var flyttet ud i et lille hus på Langeland for at nyde roen.
Det kunne jeg da godt have tænkt mig I stedet for at visne her bag hegnene.
Lone rystede på hovedet. Noget lagde sig i hendes blik. To uger senere kom hun med et tilbud:
Erik, min mors gamle hus i Sønderjylland står tomt. Hun døde sidste år, vi har tømt og gjort rent, men jeg magter ikke at sælge det. Der er have og lidt engjord og en bæk bagved. Hvis du har lyst, er huset dit. Jeg vender ikke tilbage, og tanken om at sælge det gør mig trist.
Jeg begyndte at græde. At et næsten fremmed menneske ville give mig noget, min egen datter havde nægtet mig.
Må jeg spørge om én ting? Der er en kvinde her Kirsten. Hun har heller ikke nogen tilbage. Må hun komme med?
Selvfølgelig, smilede Lone. Hvis hun har lyst, er der plads til jer begge.
Jeg løb op til Kirsten og sagde ivrigt:
Pak tasken! Vi tager afsted! Et rigtigt hus, frisk luft og frihed. Lad os slippe væk herfra, Kirsten.
Ja! En ny start, Erik!
Vi pakkede hurtigt vores få ejendele, købte mad ind og kørte afsted, for Lone ville selv køre os vi skulle ikke tage rutebilen. Jeg krammede hende længe, og til sidst hviskede jeg: Sig intet til Alberte. Jeg har ikke lyst til at høre om hende igen.
Lone smilede og nikkede. Hun nød bare at kunne hjælpe, som var det den mest naturlige ting i verden. At være menneske det er nok blevet lidt af et mirakel i dag.
