Stine gik rastløst rundt i sin lille lejlighed på Vesterbro, mobilen klistret mod hånden, mens endnu en besked om manglende betaling blinkede på skærmen. Hun mærkede uroen stramme sig om hjertet: Hvordan skulle hun dog få råd til mad, nu hvor både hendes datter og svigersøn var flyttet ind og lå som en tung byrde på hendes skuldre? Det hele var begyndt, da hendes ældste datter, Alberte på nitten, havde fortalt, at hun var gravid og ville giftes.
Tidligere arbejdede Stine sammen med sin nære kollega, Malene, som altid havde været klog og omsorgsfuld. Malene opdragede selv sine to piger: Alberte, nitten år, og lille Ida på ti. Trods de bump livet som alenemor bød på, klagede Malene sjældent. Alberte passede sine studier på universitetet, Ida strålede i skolen, og begge var pligtopfyldende og respektfuldenoget, Malene var utrolig stolt af, selvom hun kæmpede for at få hverdagen til at hænge sammen.
Men i andet studieår mødte Alberte sin første store kærlighed, Mads. Han var lige flyttet til København fra Fyn, og Malene blev beroliget, da hun lærte ham at kende. Han virkede ordentlig, sød, og slet ikke typen, der ville snylte på andre. Lynhurtigt tog de unges forhold fart, og snart ville de bo sammen. For ikke at skulle finde og betale en ny lejlighed, flyttede de ind hos Malene. Hun var ærligt talt ikke glad for den beslutning: Alberte var så ung og burde færdiggøre sine studier først og lære at stå på egne ben. Men der var ikke nogen vej udenom.
Malene boede i en treværelses, men værelserne var små, og pladsen var allerede trang. Så da Mads flyttede ind, føltes det som om, luften forsvandt. Malene måtte bide det i sig, indtil hun forstod, hvorfor de havde så travlt: Alberte fortalte, at hun var gravid, og de ville giftes hurtigst muligt. Malene følte det som om, gulvet forsvandt under hende. Hendes datter, kun lige fyldt voksen, skulle nu selv være mor.
Mads havde ikke noget arbejde. Ligesom Alberte var han fuldtidsstuderende, og ingen af dem havde lyst til at tage fjernundervisning for at finde et job ved siden af. Alligevel begyndte de at planlægge et kæmpe bryllup, nærmest som noget fra en amerikansk film. De valgte et af Københavns allerfineste restauranter, inviterede hele vennekredsen, og Alberte insisterede på en eksklusiv bryllupskjole, som hun skulle vise frem, som om hun gik catwalk. Malene prøvede at protestere: “Det har jeg altså slet ikke råd til,” sagde hun. Men Alberte lagde dramatisk hånden på maven og begyndte at tude:
Mor, vil du virkelig nægte dit barnebarn den oplevelse?
Så Malene betalte. Hun dykkede ned i sin opsparing, brugte sin feriepenge og tog endda et lån i banken. Hun håbede, de unge ville tage sig sammen bagefter, prøve at finde et job og selv tage ansvar. Men håbet brast hurtigt. Alberte og Mads blev boende, de gjorde ikke engang forsøget på at søge arbejde.
Mads’ forældre gav dem en ældre brugt bil. Nu kunne de unge cruise rundt i byen, som om de levede i en amerikansk tv-serie, og svigerforældrene betalte brændstof, velvidende at sønnen var helt uden penge. Resten mad, strøm, tøj det stod Malene med. Unge mennesker, der ikke forstod prisen på et rugbrød. Når Malene nævnte udgifterne, himlede Alberte bare med øjnene:
Mor, vi studerer, hvad havde du tænkt dig vi skulle gøre?
Alberte nægtede at spare på noget. Hun viste begejstret et katalog med barnevogne og tremmesenge til sin morselvfølgelig kun de aller dyreste og moderne mærker. Malene mærkede det prikke i tindingen bare ved tanken.
Alberte, det har jeg simpelthen ikke råd til! Jeg betaler stadig på dit studielån, og Ida skal jo også have mad
Er det en joke? svarede Alberte vredt. Du skal være mormor, og du sidder og brokker dig?!
Malene kunne mærke vreden boble op. De havde truffet deres valg, men det var hende, der endte med regningen? Hun knoklede sig sønder og sammen, manglede penge hver måned, og studielånet til Alberte hang over hende som et tungt mørkt uvejr. Lille Ida havde brug for opmærksomhed, men de unge levede, som om alt var en lykkelig dans på roser.
En aften knækkede filmen for Malene. Hun kom hjem sent, udmattet efter endnu en arbejdsdag, hvor chefen havde taget hende i retten for at komme for senthun havde jo stået og købt ind til hele husstanden. Indenfor ventede Alberte og Mads smilende over et baby-magasin, mens de udpegede en vugge til næsten 10.000 kroner. Ida sad i et hjørne og tegnede, og skåle, tallerkener og glas fyldte hele vasken.
Skal jeg også vaske op for jer? spurgte Malene hårdt og kastede poserne over gulvet.
Mor, helt ærligt! udbrød Alberte. Vi har travlt med at forberede til babyen!
Det er mig, der betaler alt, men det rager åbenbart ingen, svarede Malene rystende af raseri. Nu er det nok! Enten finder I et arbejde eller også må I flytte!
Alberte begyndte at græde, Mads blev bleg, men Malene lod sig ikke flytte. De fik en måned til at finde sig et job.
Ellers må I tage hjem til Mads forældre. Så kan de tage sig af jer.
De prøvede at overtale hende, men Malene stod fast. Hun elskede sin datter, men vidste, at uden grænser ville de trække hende ned. En dag løb Ida hen og lagde armene om Malene og hviskede:
Mor, jeg lover, jeg bliver aldrig sådan.
Malene smilede gennem tårerne. For hendes yngste ville hun kæmpe videre. Hvad Alberte og Mads angår? Nu måtte virkeligheden ramme, for Malene var ikke længere deres redningskrans.
