HAN SKAL BO HOS OS
En skinger lyd fra dørklokken flænsede stilheden, og væggene i lejligheden på Vesterbro gav genlyd. Lise smed forklædet, tørrede hænderne i viskestykket og gik ud for at åbne døren. På måtten stod hendes datter hånd i hånd med en ung mand. Uden et ord åbnede Lise døren og lod dem komme ind i den duftende opgang.
– Hej mor, sagde Line, gav hende et hurtigt kindkys. – Det her er Viktor. Han skal bo her med os.
– Goddag, hilste Viktor kejtet.
– Det er min mor, tante Lise, præsenterede Line.
– Lise Madsen, rettede hun hurtigt sin datter.
– Mor, hvad får vi til aftensmad?
– Ærtemos og medisterpølse.
– Jeg spiser ikke ærtemos, meddelte Viktor og sparkede sine sko af, før han gled ind i stuen.
– Ej altså, mor, Viktor kan ikke lide ærter, pustede Line og lavede store øjne.
Viktor slog sig ned i sofaen, smed sin rygsæk på gulvet og strakte benene ud.
– Det er faktisk mit værelse, bemærkede Lise tørt.
– Viktor, kom, jeg viser dig, hvor vi skal bo, kaldte Line og vinkede ham.
– Jeg synes faktisk, her er meget hyggeligt, brummede Viktor, men rejste sig modvilligt.
– Mor, imens kan du måske finde på noget, Viktor vil spise?
– Der er nok kun en halv pakke medister tilbage i køleskabet, sukkede Lise.
– Det går fint, bare der er sennep, ketchup og noget brød, skød Viktor ind.
– Ja, ja, svarede Lise blot og gik ud i køkkenet. Førhen trak hun katte og hundehvalpe med hjem, nu hiver hun ham der ind, og jeg skal stadig stå for maden.
Hun tog en portion ærtemos, smed to stegte medisterpølser på tallerkenen, trak skålen med grøn salat til sig og tog fat med god appetit.
– Mor, hvorfor spiser du alene? Line trådte ind i køkkenet.
– Fordi jeg er kommet hjem fra arbejde og er sulten, svarede Lise mellem to bidder. Vil man spise, må man tage selv eller lave maden færdig. Jeg har i øvrigt lige et spørgsmål: Hvorfor skal Viktor bo hos os?
– Fordi han er min mand.
Lise tabte næsten gaflen.
– Din MAN?…
– Jep. Din datter er voksen og bestemmer selv, om hun vil giftes eller ej. Jeg er trods alt nitten nu.
– I kunne da have inviteret mig til bryllup!
– Der var ikke noget bryllup, kun en hurtig vielse på rådhuset. Vi er gift nu, så vi bor selvfølgelig sammen, svarede Line og kastede undvigende blikke på sin tyggegummityggende mor.
– Tillykke da. Hvorfor ikke noget bryllup?
– Hvis du har penge til det, kan du bare give dem, så skal vi nok finde ud af at bruge dem.
– Okay, mumlede Lise og spiste videre. Men hvorfor lige hos os?
– Fordi de kun har et lille værelse og bor fire sammen derhjemme.
– At leje noget var ikke en mulighed?
– Hvorfor skulle vi det, når jeg har mit eget værelse her? svarede Line grinende.
– Nå, det forstår jeg.
– Vil du ikke finde lidt mad til os?
– Line, gryden med ærtemos står på komfuret, og der er stadig medister i panden. Halv pakke mere i køleskabet. Tag selv.
– Du forstår ikke, nu har du fået en SVIGERSØN, betonede Line.
– Skal jeg danse en gammel folkedans i anledning af det? Line, jeg har arbejdet hele dagen og er træt. I må selv tage jer af jeres mad og alt det andet.
– Det er derfor, du er alene!
Line sendte sin mor et vredt blik og smækkede døren bag sig. Lise spiste færdig, vaskede op, tørrede bordet af og gik ind for at klæde om. Hun fandt sin træningstaske og pendlende til fitnesscenteret, hvor hun et par aftener om ugen trænede og svømmede hun nød friheden.
Lidt før klokken ti om aftenen vendte hun hjem. Hun drømte om te men fandt i stedet sit køkken raseret: nogen havde forsøgt at lave mad, og det var ikke gået stille af. Grydelåget til ærtemosen var forsvundet, mosen var tørret ind og begyndt at sprække, medisterpakken lå åben og brødet stenede uden pose. Pandens belægning var ødelagt, snavset service hobede sig op i vasken, og der var en klæbrig plet på gulvet, måske fra saftevand. Lejligheden duftede af cigaretrøg.
– Nå, det var da noget nyt. Line har aldrig fundet på noget lignende før …
Nu bankede hun på døren ind til datteren. Indenfor sad de og drak rødvin og røg.
– Line, går du ikke lige ud og rydder op på køkkenet? Køb en ny pande i morgen, sagde Lise og gik uden et ord videre ind i sit værelse.
Line sprang op og fór efter hende.
– Hvorfor skal vi rydde op? Hvor skulle jeg få penge til en pande? Jeg læser jo, jeg arbejder ikke. Skulle du ikke kunne undvære dit gamle køkkengrej?
– Hør her, Line, du kender reglerne: Spiser man, rydder man op, sviner man, rydder man op, ødelægger man noget, må man købe nyt. Hver tager ansvar for sit eget. Og ja, jeg bryder mig om mine ting gryden var dyr og nu ødelagt.
– Du gider jo ikke have os her, råbte datteren.
– Nej, svarede Lise tørt.
Hun orkede i det øjeblik ikke mere ballade. Line plejede aldrig at opføre sig sådan før.
– Men jeg har jo også ret til at bo her!
– Nej, boligen er min. Jeg har tjent den, købt den. Du er kun registreret her. Vil I bo her, må I følge reglerne, sagde Lise roligt men bestemt.
– Jeg har altid levet efter dine regler! Jeg er gift nu, du skal ikke længere bestemme noget over mig, hvæsede Line. Og du burde overlade lejligheden til os.
– Jeg giver jer hele opgangen og en bænk udenfor er det nok? Sagde Lise, – Du giftede dig uden at spørge mig. Du kan overnatte her alene eller sammen med ham et andet sted. Han bor ikke her, slog hun fast uden omsvøb.
– Behold din lejlighed for dig selv! Viktor, nu kører vi, råbte Line og begyndte at pakke sine ting.
Fem minutter senere stod Viktor foran hende.
– Slap nu lidt af, gamle, så går det hele fint, sagde han, let beruset, Vi flytter ikke ud i aften, forstår du. Og vi kan endda prøve ikke at larme, når vi … hygger os om natten.
– Jeg er ikke din gamle, vrissede Lise, – Din mor og far er hjemme hos dig smut hjem til dem og tag Line med.
– Ja, du skal bare se, begyndte Viktor og truede med knytnæven. Lise greb hans hånd med sine nymalede negle og trykkede til.
– Av, slip mig, råbte han.
– Mor, hvad laver du?! skreg Line panisk og prøvede at trække hende væk.
Lise skubbede sin datter væk og knæede Viktor, så han tabte luften, og gav ham en albue i halsen.
– Jeg melder dig til politiet for vold! råbte han.
– Rart, jeg ringer med det samme, så du kan få dokumenteret alt, svarede Lise.
De unge flygtede fra den velordnede toværelses lejlighed.
– Du er ikke længere min mor! lød det fra Line ude i opgangen Og du får aldrig lov at se dine børnebørn!
– Hvilken tragedie, sagde Lise ironisk og kiggede på sine brækkede negle. Kun udgifter med jer, mumlede hun.
Hun vaskede køkkenet op, smed retten og den ødelagte pande ud og skiftede låsene.
Tre måneder efter mødte hun sin datter ved S-toget til arbejde. Line var blevet tynd, hendes kinder indfaldne, øjnene triste.
– Mor, hvad skal vi have til aftensmad? spurgte hun beskedent.
– Det ved jeg ikke, svarede Lise og trak på skulderen, Hvad har du lyst til?
– Kylling med ris, sagde Line stille. Og gerne salat.
– Nå, så lad os købe noget kylling sammen, svarede Lise. Men du laver selv salaten.
Hun spurgte ikke hvorfor, og Viktor dukkede aldrig op igen.
