— Hvis du ikke tager din søn til hans far i morgen, smider jeg jer begge ud af huset! Jeg har nok af den løbende snue og de grædende natteværelser! Forstår du mig?
Ordene slog ind i Kirstens ører som en kold vandpyt, der rammer kinderne hårdere end et slag. Hun sad på kanten af den fælles seng, ryggen vendt mod Mikkel, mens hun vuggede den febrile, urolige Frederik, som lå i søvn. Den treårige dreng åndede tungt, sveden løb ned ad panden, og fra hans bryst kom lejlighedsvise, anspændte støn – ikke et raseri, men den smertefulde klage fra et syg barn. Selvom lægen havde givet medicin for en time siden, var feberen stadig på toppen. Kirsten mærkede med hånden, hvor varm hans lille krop var, og hendes eget hjerte knugedes af hjælpeløshed. Bag hende, på sin side af sengen, vendte Mikkel sig uroligt, mens han knugede tænderne.
Hun vidste, han ikke sov. Hun hørte hans irritationer, hans skarpe snøft, hans vildt rystende bevægelser, som om han rystede madrassen fra side til side. Det havde stået på i en hel time, siden feberen igen gik i vejret, og han begyndte at skrige i søvne. Mikkel var tavs, men luften i værelset knirkede af hans tilbageholdte raseri. Kirsten forsøgte instinktivt at dæmpe lydene, holdt ham tættere ind til sig og hviskede uforståelige trøstende ord i hans øre, men feber og smerte vandt over ham – han kunne ikke falde til ro.
Pludselig eksploderede stemningen. Ikke blot et ord, men et brøl, da Mikkel sprang ud af sengen så brat, at de gamle fjeder protesterede. Kirsten gispede og vendte sig om. Mikkel stod i midten af rummet, oplyst af den svage natlampe, som en strammet strengebue. Hans normalt smigrende ansigt var nu forvredet af vrede, øjnene lynede som torden. I hånden knugede han en pude – sin egen pude, som han tydeligvis lige havde revet af sengen.
Før hun nåede at sige et ord, smed han puden hårdt mod den modsatte væg. Et dunkende brag, og puden flåede ned i en uformelig bunke på gulvet. Gestussen var så uventet, så vild i den ellers stille nat, at Kirsten stod fastfrosset et øjeblik. Var dette den samme Mikkel, der for seks måneder siden bar Frederik på sine skuldre i Fælledparken, lo af hans klodsede kast med bolden, læste den samme traktorbog ti gange i træk? Den mand, der ved brylluppet lovede, at Frederik var som hans egen søn, at han altid havde drømt om en dreng og var klar til at blive en rigtig far? Tre måneder med ægteskab havde udvisket det idylliske billede som om det aldrig havde eksisteret. Den perfekte stedfar- og ægtemandsmasker var faldet af, og et grusomt, egoistisk indre afslørede sig.
Mikkel gik nærmere sengen, truende over hende. Hans skygge kastede sig over både hende og barnet.
— Jeg sagde jo, forstår du mig? — knurrede han, sænkede stemmen til en farlig hvisken, der gik ned i Kirstens rygrad. — Jeg har fået nok af disse natlige koncerter! Jeg arbejder, jeg har brug for ro, ikke din lille snue og gråd! I morgen! Jeg vil ikke se hans ansigt her! Tag ham til sin far, lad ham passe på ham!
Kirsten løftede langsomt blikket. Chokket gav plads til en kold, rungende forargelse. Hun holdt Frederik endnu tættere, som om hun ville beskytte ham både mod sygdommen og den vrede, der strømmede fra manden, der for nylig havde svoret kærlighed til dem begge.
— Mikkel, er du sindssyg? — spurgte hun, mens hun forsøgte at holde stemmen rolig. — Hvilken far? Du ved jo, at Henrik bor et tusinde kilometer væk, han så kun Frederik, da han var en måned gammel. Han betaler kun børnebidrag sporadisk, efter skandaler. Han bekymrer sig ikke om sin søn, du ved det! Hvor skulle jeg tage ham? Især nu, hvor han er syg!
Det var det åbenlyse, de havde diskuteret utallige gange før brylluppet. Mikkel havde altid nikket, kaldt Henrik for en uansvarlig svindler, lovet at han selv ville være en god far. Hvor var alt det nu?
— Det er ikke mit problem! — afbrød Mikkel uden en eneste smule medfølelse, kun iskold irritation. — Jeg er ligeglad med, hvor hans far bor eller hvad han vil. Jeg kan ikke sove i mit eget hus på grund af dit barn! Du er moren – find en løsning. Hvis du vil blive her, så slip af med ham. Ud af syne, ud af sindet. Pak hans ting i morgen, og så afsted til far, bedstemor, kostskole – hvor som helst! Men ikke mere her!
Han så ned på hende med en overlegen, foragtfuld blik, som hun havde set flere gange i de sidste uger, hver gang han blev utilfreds. Nu var hans utilfredshed rettet mod hendes syge, hjælpeløse dreng – og mod hende selv.
Mikkels ord om “kostskole – hvor som helst!” hang i luften som en giftig tåge. Kirsten så på ham, og forvirringen forsvandt. En kold, rasende ild brændte inde i hende. Kostskole. Hendes søn. Den lille, syge Frederik. Manden, hendes ægtemand, foreslog at sende sit barn væk, blot fordi han forstyrrede hans søvn. Det var ikke bare et øjebliks svaghed; det var hans sande ansigt, og det var modbydeligt.
— Du… — begyndte hun, og til sin egen overraskelse lød hendes stemme rolig, uden rysten, kun kold som is. — Sagde du virkelig det om kostskole?
Mikkel tøvede et øjeblik, men kom hurtigt tilbage i sin retorik.
— Så hvad så? — snøftede han, krydsende armene. — Jeg tilbyder bare alternativer. Hvis du ikke kan klare dit barn selv, er der måske folk, der kan gøre det professionelt? Jeg er ikke forpligtet til at udholde dette hver nat! Jeg giftede mig med dig, ikke med dine… afkom.
“Afkom.” Ordet skar som en kniv. Tidligere havde han kaldt ham “Frede”, “min dreng”, “vores lille”. Nu “afkom”. Med langsomme, omhyggelige bevægelser rejste hun sig fra sengen, så hver eneste skridt var en beslutning.
— Du ved, Mikkel, — sagde hun, stående foran ham, øjnene låst fast i hans, næsten på samme niveau, — jeg tror, jeg har begået den største fejl i mit liv ved at tro på dig.
Hun gik mod kommoden, hvor hendes ting og Frederiks børnetøj lå. Mikkel så på hende, ansigtet spændt.
— Hvad planlægger du? — spurgte han, en bekymret tone i stemmen. Han havde forberedt sig på tårer, undskyldninger, men
