Veninden bad om at sove hos mig et par dage og endte med at bo en måned, indtil jeg skiftede låsen.
Du kan da ikke smide mig ud på gaden i det her regnvejr, vel? Prøv at se, det er jo et rigtigt skybrud, og her står jeg med kuffert og et knust hjerte! sagde Mette, og snøftede dramatisk, mens hun smurte den løbende mascara ud over kinden.
Katrine stod i døren til sin lejlighed på Østerbro, halvt i badekåbe og med et fjernt blik ud på trappeopgangen. Derude stod Mette, hendes gamle veninde fra gymnasiet, omgivet af tre store tasker og en rullekuffert. Hun lignede noget katten havde slæbt ind håret klistret til ansigtet, den dyre uldfrakke var mørk af regnvand, og øjnene svømmede over af verdens sorg.
Mette, klokken er elleve om aftenen, sagde Katrine stille, velvidende at hun allerede havde tabt denne kamp. Hvad er der sket? Du skulle jo til Mallorca med Anders i næste uge.
Der er ikke længere nogen Anders! hylede Mette, så ekkoet rungede i opgangen og naboens hund brummede. Den skiderik! Han… Han var mig utro! Kan du fatte det? Jeg kom hjem før fra negletekniker, og der… åh, jeg kan ikke tale om det, jeg må have kamillete og omsorg, Katrine, lad mig komme ind, kun et par dage, så finder jeg en lejlighed og glæder af sted, æresord.
Katrine sukkede og trådte til side. Hun var jo ikke et monster, vel? Gammel veninde, selvom de ikke var så nære længere. Der var meget levet sammen på gymnasiet. Og lejligheden var stor, en toværelses, Katrine boede alene og arbejdede hjemmefra. Det skulle hun da nok klare.
Kom ind, nikkede hun. Men vær stille, naboerne sover.
Sådan begyndte den fortælling, der kom til at koste Katrine et bjerg af nerver og en god sum kroner.
De første to dage gik egentlig roligt. Mette kom til sig selv, som lovet, hvilket bestod i at ligge på sofaen i stuen, tude over danske dramaserier og kræve te med citron. Katrine bar te ind, hørte på en uendelig strøm af klager over Anders forræderi og listede rundt for ikke at forstyrre den sørgende.
Du er den bedste ven, Katrine, sagde Mette, tog et stykke chokoladekage, som egentlig var til Katrines fødselsdag, men hun nåede aldrig selv at smage den. Anders sagde altid, at kvinder ikke kan være venner. Jeg skal vise ham! Når jeg får styr på mit liv, flytter i en lækker lejlighed og inviterer dig til housewarming!
På tredjedagen mindede Katrine forsigtigt om ordningen.
Mette, du sagde et par dage. Nu er det onsdag. Har du set på lejeboliger? Markedet er åbent, mange muligheder lige nu.
Mettes øjne blev store og fyldtes straks med tårer.
Katrine! Hvordan kan du tænke på sådan noget nu? Jeg har jo traume! Kan ikke ryste, jeg ringede endda på et nummer i går, men den mægler var så fræk og ubehøvlet, jeg græd i en halv time! Kan jeg ikke bare blive lidt endnu? Jeg mærker mig knap nok.
Men musen havde allerede indtaget ikke blot sofaen, men også hele badeværelset. Bøtter og tuber og cremer fyldte nu hylderne, og Mettes frakke dækkede Katrines jakke på knagen i gangen, mens tre par støvler og sneakers blokerede entreen.
Katrine sagde ikke noget. Hun kunne simpelthen ikke kaste et menneske ud midt i en livskrise. Opdragelse, du ved.
Inden ugen gik på hæld, havde musen indrettet sig fuldt ud. Katrine arbejdede som bogholder hjemmefra og havde brug for ro og koncentration. Nu blev kontoret, også hendes soveværelse, aldrig fredeligt.
Kat, har vi noget lækkert? lød Mettes stemme lige bag Katrine, da hun var dybt begravet i regnskab og moms. Jeg kiggede i køleskabet, der er kun yoghurt og grøntsager. Jeg har sådan lyst til frikadeller, helst hjemmelavede, du plejer at lave dem så gode med ost!
Katrine løftede blikket fra skærmen, prøvede at holde irritation tilbage.
Mette, jeg arbejder. Det er deadline. Hvis du vil lave frikadeller, er der hakket oksekød i fryseren, løg i skuffen. Lav dem selv.
Uf, rynkede Mette næsen. Mine negle er lige blevet lavet. Og jeg besvimer af duften af råt kød. Men du trænger jo også til en pause.
Og Katrine gav efter, stegte dem, for det var nemmere end at høre sukkene fra sofaen og føle sig som fangevogter.
Med hensyn til indkøb på en uge tilbød Mette aldrig at handle eller bestille mad. Hun spiste som en skovarbejder, men hendes pung blev aldrig åbnet.
Åh, Kat, Anders har blokeret mine kort, forklarede hun, da Katrine antydede fælles indkøb. Jeg er på spanden. Når jeg har fået styr på ham, får delt boet og så videre, så får du alt helt ned til sidste krone! Du ved, jeg ikke er snylter!
Men Katrine vidste, at Anders og Mette aldrig havde været gift, der ville ikke komme nogen deling eller bidrag. At sige det højt ville bare udløse et nyt drama.
Anden uge bød på Mettes egen orden.
Da Katrine kom hjem fra et møde, havde Mette flyttet rundt i stuen. Lænestolen, som Katrine elskede at læse i, var presset op i hjørnet, omvendt stod sofaen nu mod vinduet. På bordet stod en askebæger, selvom Katrine havde sagt nej til røg i lejligheden, og luften bar en tung duft af billige røgelsespinde.
Jeg har lige flyttet lidt rundt, sagde Mette glad, kom ud af badet i Katrines morgenkåbe med turban af håndklædet på hovedet. Din energi var helt stoppet, nu er der flow igen!
Mette, Katrines øje begyndte at sitre. Hvorfor flyttede du på tingene? Og hvorfor lugter der af cigaret?
Jeg røg bare én ud af vinduet! Mette rynkede på næsen. Jeg har nerver, du forstår nok. Og jeg har brug for lys til baggrunden, jeg vil blogge om at overleve svigt og begynde forfra. Jeg har brug for en smuk opsætning.
Man begynder forfra i sin egen lejlighed, sagde Katrine iskoldt. Mette, nu er der gået to uger. Du lovede et par dage. Jeg kan ikke mere. Jeg skal arbejde og hvile. Hvornår flytter du?
Mette dumpede ned i sofaen og gemte ansigtet i hænderne. Skuldrene rystede.
Du smider mig ud… Jeg vidste det! Ingen vil have mig. Anders sparkede mig ud, nu du. Jeg har ikke engang råd til hostel! Min mor bor på landet, det er som at begrave sig selv. Jeg troede vi var veninder…
Katrine stod midt i stuen og følte sig som skurk.
Okay, sagde hun, tænderne bidt sammen. En uge mere. Syv dage. Derefter finder du job, låner penge, hvad som helst. Men om en uge er du ude.
Tak! strålede Mette, og stoppede straks med at græde. Du er den bedste! Forresten, jeg brugte din fine shampoo, den du købte på salon. Den er bare SÅ lækker. Kan du købe mere?
I det øjeblik indså Katrine, at hun hadede hende. Stilfærdigt, akademisk.
Tredje uge blev til helvede. Mette, som vidste hun skulle ud snart, vilde leve livet. Hun inviterede tossede veninder hjem, mens Katrine var væk. Vi drak kun te, sagde hun men vinflaskerne klirrede i skraldespanden. Hun snakkede timer i telefon om Anders, om fremtidsplaner og den kedelige Katrine lige meget at kedelige Katrine var i naborummet og hørte det hele.
Kulminationen kom lørdag. Katrine var på sine forældres sommerhus og vendte sent hjem, træt og trængte til bad. Da hun gik ind, hørte hun musik og latter.
I gangen stod flere par store, beskidte herresko.
Katrine gik ind i stuen. På hendes lyse tæppe, renset to gange om året, flød chips og en mørk vinplet. Ved bordet sad Mette i Katrines fine silkepyjamas omgivet af to mænd med uklare professionelle baggrunde.
Her er du, Kat! råbte Mette, og skålede. Katrine, det er Mads og Thomas. De hjælper mig med at komme videre, vi mødtes på en app. Kom og hyg!
Mændene sendte hende grimme smil, målede hende op og ned.
Mette, Katrines stemme var rolig men indeni rasede stormen. Få dine gæster ud. Nu. Og pak dine ting.
Ej nu, slapper du af! sagde Mette bare. Klokken er jo ikke meget. Fyrene er søde og havde vin med.
Ud, sagde jeg, Katrine gik til væggen og slukkede musikken. I har fem minutter. Ellers ringer jeg til politiet.
Den største af mændene rejste sig sløvt.
Hey, hvorfor så sur? Vi sidder jo bare og hygger.
Jeg er ikke din mor, snærede Katrine. Fem minutter.
Mændene forstod, fest var slut, og begyndte at pakke sig sammen, mumlede om hysteriske kællinger. Mette satte sig arrigt i sofaen, sur som en våd mus.
Da døren smækkede, fløj Mette op.
Du ydmygede mig! Foran rare mænd! Jeg sad måske med min skæbne!
Det ordner man ikke i andres lejlighed, i andres pyjamas og ikke ved at ødelægge andres tæppe med vin, svarede Katrine iskoldt. Pak sammen. Din tid er gået.
Jeg går ikke ud nu! hvinede Mette. Du har ikke ret! Jeg har boet her næsten en måned, det er jo min bopæl nu! Jeg ringer til politiet, siger du smider mig ud ulovligt!
Katrine stirrede på hende overrasket. Hvor kom den frækhed fra?
Fint, sagde Katrine roligt. I nat. Sov. I morgen tidlig, når jeg står op, er du væk.
Hun gik ind i sit værelse og låste døren. For første gang. Hun sov ikke. Hørte Mette rumstere i lejligheden, rasle med service, tale højt i telefon. Frygt og beslutsomhed blandede sig. Katrine vidste: Mette ville ikke gå frivilligt.
Søndag morgen stod Katrine tidligt op. Mette sov, spredt ud over sofaen, åben mund, hånden dækkede gulvet. Luften var tung af alkohol og parfume.
Katrine tog sin taske og listede ud af døren.
Første stop: Silvan. Hun købte den dyreste, sikreste lås. Derefter ringede hun til låsesmeden, hvis nummer havde stået på opslagstavlen i opgangen i årevis.
Godmorgen, akut udrykning, sagde hun i mobilen. Ny lås, jeg er ejer. Har papirer. Nej, ikke mistet nøgle. Skal bare have den skiftet, nu. Jeg betaler dobbelt.
Hun gik en tur i Fælledparken, købte kaffe på café, nød at være alene og trække vejret. Da hun vendte hjem, var gardinerne stadig trukket for. Prinsessen sov.
Hun mødte låsesmeden nedenfor. Han så hende og smilede skævt.
Skal vi smide en lejer eller en mand ud? jokede han.
En veninde, sukkede Katrine. Proppede sig fast.
De gik op. Katrine ringede på. Ingen svar. Hun ringede igen, længe.
Bag døren blev der mumlet:
Hvem nu? Kat, har du ikke nøgle? Jeg sover!
Døren gik op. Mette stod der, stadig i silkepyjamas, søvnig og pjaltet. Hun prøvede at dække sig.
Mette, godmorgen, sagde Katrine glad. Det her er låsesmeden. Du har nu femten minutter til at pakke og gå, mens han skifter låsen.
Er du sindssyg? skreg Mette. En låsesmed?!
Ja, sagde Katrine. Mine nøgler fungerer ikke længere hos dig. Jeg giver dem ikke ud. Klokken tikker.
Låsesmeden begyndte straks at rode med værktøj. Lyden af boremaskinen ramte Mette som et chok. Hun forstod, det var alvor.
De næste tyve minutter var kaos. Mette fløj rundt, smed sine ting i kufferten, bandede, kaldte Katrine rotte, forræder og gammel pebermø. Hun ville tage Katrines føntørrer, badekåbe og håndklæder.
Føntørreren bliver her, sagde Katrine roligt, tjekkede taskerne. Også håndklæderne. Det er mit. Tag dit creams, dine sager og gå.
Din skæbne vil jeg ikke misunde! hvæsede Mette, trak sin kuffert ud på trappen. Jeg fortæller alle, hvor nederdrægtig du er! Du tigger mig om tilgivelse!
Ikke i dette liv, sagde Katrine fra døråbningen, mens låsesmeden satte den nye cylinder i låsen. Og, Mette tæppet kan nok renses. Din frækhed? Den forsvinder aldrig. Farvel.
Døren blev smækket, og den nye lås klikkede, og Katrine lænede sig op ad det kolde metal med lukkede øjne.
Låsesmeden pakkede sammen.
Tre nøgler. Nu kommer ingen utidig ind.
Tak, sagde Katrine oprigtigt og gav ham kontanter. Du aner ikke, hvor meget du har hjulpet.
Alene igen, åbnede hun alle vinduer for at lufte parfume og cigaretter ud. Bagefter smed hun gardinerne i vask, og rullede tæppet sammen til rens.
Telefonen ringede konstant Mette, fælles venner som hun allerede havde sat i sving. Katrine blokerede Mette og meldte sig ud af alle fælles grupper.
Ro. Endelig ro. Kun lyden af køleskabet og biler fra Nordre Frihavn. Katrine lavede sig en ægte, stærk kaffe ikke den billige instant, Mette drak.
Hun sad ved vinduet og så ud over byen. Hun følte sig sørgmodig, trods alt var det tyve års venskab. Men hun følte sig også fri. Hun indså noget vigtigt: Hjem er ikke bare vægge. Det er et kraftsted. Og hvis nogen dræner din energi og spreder kaos, er historikken ligegyldig. Smid dem ud.
Det ringede på døren. Katrine stivnede. Var Mette tilbage?
Hun tjekkede gennem hullet. Udenfor stod naboen, fru Johansen.
Katrine! råbte hun igennem døren. Er du okay? Der var sådan et spektakel. Jeg overvejede politiet.
Katrine smilede og åbnede døren nu helt sikker.
Alt fint, fru Johansen. Bare hovedrengøring. Skulle af med lidt affald.
Ja, det skal man jo, nikkede den gamle. Ellers kommer der jo til at lugte.
Helt rigtigt, lo Katrine. Her lugter ikke mere.
Samme aften bestilte hun pizza til sig selv. Stor, med dobbelt ost. Hun spiste den alene, i sin yndlingslænestol, på rette plads. Ingen bad om en bid, ingen skiftede kanal, ingen kommenterede hendes hår.
Det var den bedste aften i en måned.
Selvfølgelig prøvede Mette igen. En uge efter, da Katrine ikke var hjemme, bankede hun længe på, efterlod en seddel om en glemt hårbørste. Katrine smed børsten ud og ignorerede sedlen. Senere fik hun historier om, at Mette genfandt Anders to dage efter og nu fortalte alle, hvordan hun reddede sin veninde fra depression, boede hos hende en måned, lavede mad og gjorde rent, men blev forvist af misundelse.
Katrine grinede, når hun hørte det. Lad hende bare snakke. Det vigtigste er, at nøglerne til hendes bolig forbliver hendes. Gæstfrihed er et smukt træk, indtil gæsten forveksler ferie med indvandring.
