Hus med udfordringer – Og hvad har det egentlig med mit hjem at gøre? Tante Klara, der allerede havde fisket et glas syltede agurker og et stykke ost ud af køleskabet, vendte sig om. – Hvordan hænger det sammen? Altså, vi har jo håndværkere og renovering i det lille værelse, hvor jeg ellers plejer at sove! Og så kom min søn, svigerdatter og tre børnebørn! Der er ikke engang plads til at lægge dem. Så jeg besluttede – jeg tager hjem til dig, overnatter her, og i morgen tager jeg selv tilbage og ordner tingene med håndværkerne, og så skal det nok gå! *** Sofie blev vækket af et pludseligt bump nedenunder midt i sin dejlige søvn. Hun satte sig op, lyttede og… – Hvad i alverden… hviskede hun ud i mørket på førstesalen. Der kom ikke flere mystiske lyde. Kun væguret, der tidligere lød hyggeligt, men nu var ret uhyggeligt… “Måske en gren knækkede og faldt på trappen,” tænkte hun. “Eller et gammelt møbel væltede. Huset er jo gammelt. Jeg tjekker i morgen.” Hun lagde sig tilbage for at sove videre, da der igen lød et bump nedenunder. Ikke så højt som første gang, men meget mere ildevarslende. Skridt. Skridt. Nogen gik rundt dernede. Og det var bestemt ikke katten. Af frygt frøs Sofie fast. Det var ikke en drøm. Tyve. I hendes hus. Og det var i bedste fald! Gud hjælpe hende, hvis det ikke var tyve… Panikken fik hende til at springe ud af sengen. Gulvet var køligt, men hun var gennemblødt af sved. Hun greb den tunge messinglampe med glas-skærm fra natbordet. Hendes eneste våben – hun måtte ramme første gang… Sofie tog forsigtigt fat om lampen og listede ud mod døren. Hun åbnede døren på klem. Trappen var mørk, men lyset fra gadelygten strålede ind gennem vinduet øverst og kastede lange skygger. Skridtene var stoppet. Nu stod der nogen ved trappen, tættere på køkkenet. På tå lister Sofie ned. Hun pressede sig op ad væggen, tog en dyb indånding og huskede ét øjeblik hendes gamle selvforsvarskursus. Nu eller aldrig. Hun sprang frem med lampen hævet over hovedet. – Jeg skal nok vise dig…! råbte hun, mens hun sigtede på den mørke skikkelse, der stod med ryggen til ved trappen. Silhuetten nåede ikke engang at vende sig om. Men Sofie ramte ved siden af. Heldigvis! For foran hende stod ikke en tyv med koben, men tante Klara. Sofie stoppede med armene hængende, fumlede efter kontakten og tændte lyset. – Tante Klara? Tante Klara pressede en mulepose med tøj ind til sig og stirrede på Sofie i sjov t-shirt og pyjamasbukser. – Sofie, kære… Åh Gud! Klara holdt om sit håndled der, hvor pulsen kunne mærkes – Det banker stærkt! Du kunne have slået mig ihjel… Sofie pustede ud som efter eksamensresultater. – Klara, jeg troede det var indbrud! Hvorfor skræmme livet af mig… Hele mit liv passerede for mine øjne på trappen. Hun satte lampen ned. – Du? Men hvad hvis du havde ramt… – Hvordan kom du egentlig ind? Tante Klara huskede, at det var hende der skulle undskylde. – Det er så typisk, undskyld, skat. Jeg ville ikke forstyrre dig, jeg troede du sov tungt. Jeg prøvede at være stille… – Stille? – gentog Sofie. – Der var ellers larm. – Jeg væltede bare knagerækken, og så prøvede jeg at finde plads til mine tasker… – Tasker? – Sofie så ud i entréen, hvor flere poser fra supermarkedet stod – Men hvorfor kommer du ind i mit hus klokken tre om natten!? – Ikke sådan rigtig bryder ind, – sagde Klara. – Jeg skulle jo bare overnatte hos dig. – Overnatte? Du har da ikke stadig nøglen, har du? Uha, hun var afsløret. – Åh, altså ikke rigtig… bare lidt… – Da du solgte mig huset, fik jeg ALLE nøgler. Du lovede det. Tante Klara lo, talte om sin glemsomhed. – Jeg ryddede op i garderoben og fandt et ekstra sæt nøgler i en gammel jakkelomme! Helt tilfældigt! Det havde jeg glemt! Sofie lænede sig op ad muren. Hvad skulle hun grine eller græde over… – Klart nok, – sagde hun tørt. – Men hvorfor kom du så? Uden at varsle? Du ved, jeg ikke kan lide mørket alene. Tante Klara gik nysgerrigt rundt og åbnede alle dørene i stuen. – Hvor er her blevet fint! Godt gået, Sofie. Men altså, jeg kom, fordi der er krise hjemme. – Hvilken? Klara gik ud i køkkenet, åbnede sikkert køleskabet uden at tænde lyset. – Forstå mig, Anton dukkede op med familien, børnebørnene… – Og hvordan angår det mit hus? Tante Klara, der allerede havde fundet syltede agurker og ost frem, vendte sig om. – Jamen, jeg har jo renovering i mit værelse, og alle er hjemme! Ingen steder at sove. Så tænkte jeg, jeg sover her, tager tilbage i morgen, og ordner det. Det skal nok gå! Måske skulle hun alligevel have ramt med lampen. – Klara… det er jo mit hus nu. Klara tømte osteskiven, satte agurkerne tilbage og så spørgende på Sofie. – Hvad så? Vil du ikke engang lade mig overnatte? I et hus, jeg har solgt til dig for en god pris? Nok nærmere givet væk end solgt, følte Sofie. – Du må blive, Klara, – svarede hun udmattet, – men kun denne ene gang. I morgen skal du af sted. Hun lagde dyne på gæstesofaen, som hun faktisk aldrig havde brugt. Om morgenen undersøger Klara hele huset, kommenterer blenderen og snakker om husholdning. Hen ad frokost flytter hun slet ikke ud. – Du er sådan en sød én, Sofie! Har tænkt på… Hvad? – Ja, det der; renovering tager jo tid. De lover at være færdige onsdag, men har allerede udsat flere gange. Anton bliver længere, de skal jo have et sted at bo! – Jeg har mine egne planer… – svarede Sofie. – Hvordan forstyrrer jeg dem? Jeg sover bare på sofaen, skal nok være stille som en mus! Du mærker mig ikke engang! – Det mærker jeg allerede! – udbrød Sofie. – Har jeg gjort noget forkert? – sagde Klara ynkeligt. Sofie kunne ikke sige nej. I det mindste ikke til familie. Og det var jo kun nogle dage. Desuden havde hun engang kaldt huset sit… – Okay, – hviskede Sofie, – Men kun til onsdag. Og ingen gæster! – Til onsdag! Jeg lover! Onsdag kom. Men renoveringen var ikke slut. En uge gik. Sofie boede nu på et hotelværelse, hvor hun kun måtte bruge køkkenet efter at Klara var færdig. Og hun rengjorde for hotellet. – Sofie, har du flere håndklæder? De her er beskidte. Kan du vaske dem? Sofie blev træt. Hun ville bare vaske sine egne ting, ikke vente på køkkenet, og være alene i sit værelse. Hun begyndte at låse døren, hvilket vakte Klares vrede. – Er du bange for mig? Eller hvad betyder det? – Jeg vil bare være lidt alene… – Fordi jeg irriterer dig? Ja! Men Sofie sagde: – Nej. Endelig, efter to uger og da Anton og familie tog af sted og tømte fryseren, sagde Sofie at nu måtte Klara altså flytte hjem igen. – Klara, håber du sover hjemme i nat? – Selvfølgelig! Men der var mere. – Kan jeg få min nøgle tilbage før du går? – Hvorfor dog? – Fordi – du solgte mig huset. Det er mit. Du bor her ikke mere. Jeg vil kun have nøglerne selv. – Vil du virkelig smide mig ud? – Nu kom Bambi-blikket. – Med al respekt, du er gæst. Gæster får ikke nøgler. – Åh Sofie, jeg har boet her så mange år… kender hver krog… – Jeg forstår godt, men huset er mit nu… – Og så? – sagde hun, – Du kan da godt have mig på besøg! Jeg flytter jo ikke ind for evigt! – Klara, du har boet her to uger, spist af mit køleskab, sovet på min sofa og nægter nu at aflevere nøgle! Det er ikke at besøge. – Vi kunne bo sammen… – sagde hun. – Overhovedet ikke! – sagde Sofie. Klara rakte vredt nøglen frem. – Her! Værsgo. Jeg skal ikke bo her mere! – Farvel, Klara. Nu var det tid til at pakke sammen og tage af sted. – Godt. Ring ikke mere. Hvis du ikke vil se mig, så lad være med at kontakte mig, – sagde hun. – Som du ønsker. Et fredeligt farvel blev det ikke, Klara skældte Sofie hæder og ære fra, mens hun pakkede. Da hun endelig var ude, åndede Sofie lettet op. Og hun følte ingen skyld.

Trætte gæster

– Og hvad har det med mit hus at gøre?

Tante Klara, som allerede havde fundet et glas syltede agurker og et stykke ost i køleskabet, vendte sig mod mig.

– Jamen altså! Vi har jo håndværkere i det lille værelse hjemme, hvor jeg plejer at sove. Og nu er min søn, hans kone og deres tre børn på besøg der er simpelthen ikke plads til dem nogen steder. Så jeg tænkte, jeg tager herud, overnatter, og så tager jeg selv tilbage i morgen tidlig og får styr på håndværkerne. Så går det nok alt sammen!

***

Sille blev vækket fra sin rare drøm af et skarpt bump nedenunder. Hun satte sig op i sengen og lyttede.

– Hvad pokker var det – hviskede hun ind i det mørke soveværelse på førstesal.

Ingen flere mistænkelige lyde. Bare væguret, der tikker før i tiden havde det beroliget hende, nu virkede det pludselig truende.

Måske var det bare en gren, der knækkede ude på terrassen, tænkte hun, eller den gamle skænk. Huset er jo gammelt. Jeg tjekker det i morgen.

Sille lagde sig igen og var lige ved at glide ind i søvnen, da hun hørte bumpet igen. Ikke nær så kraftigt, men langt mere urovækkende. Skrab. Skrab. Nogen gik rundt nedenunder. Og det var bestemt ikke katten.

Hun frøs fast af skræk. Det her er ikke en drøm. Indbrudstyve. I hendes hus. Hvis hun altså var heldig. Ellers turde hun ikke tænke på hvem det ellers kunne være…

Sille sprang op fra sengen. Gulvet føltes koldt, men hun svedte allerede af frygt. Hendes blik faldt på natbordet. Her stod en tung, gammeldags messinglampe med tykt glas. Robust. Bare hun nu ramte rigtigt…

Sille greb lampen og begyndte forsigtigt, næsten kravlende, at nærme sig døren.

Hun listede døren op på klem. På gangen ovenpå var der mørkt, men lyset fra gadelampen udenfor faldt ind gennem vinduet ved loftet og kastede uhyggelige skygger. Trinene var stoppet. Tyven (eller tyvene) stod lige foran trappen, tæt ved køkkenet.

På tåspidserne sneg hun sig ned ad trappen.

Hun pressede sig op ad væggen. Tog en dyb indånding og prøvede at samle mod, som hun havde lært på det selvforsvarskursus, hun droppede efter første gang. Nu eller aldrig.

Med lampen hævet sprang hun frem.

– Nu skal du bare! råbte hun og sigtede mod den mørke skikkelse ved trappens fod.

Figuren nåede ikke engang at vende sig.

Men Sille ramte ved siden af.

Heldigvis!

For det var ikke en indbrudstyv med koben men tante Klara.

Sille stivnede, slap lampen og fik tændt for lyset.

– Tante Klara?

Tante Klara holdt krampagtigt om sin stofpose med tøj og stirrede forskrækket på Sille, der stod der i sin fjollede nattop og pyjamasbukser.

– Sille! Herre Gud! tante Klara tog sig til håndleddet, hvor man mærker pulsen Mit hjerte banker så det slår gnister! Du var lige ved at slå mig ihjel

Sille sukkede dybt og slap luften, som hun ikke havde gjort siden eksamensresultaterne kom.

– Klara, jeg troede det var indbrudstyve! Hvorfor skal du dog skræmme sådan Jeg troede mit liv var forbi, da jeg gik ned ad trappen.

Hun samlede lampens fod op og satte den på trinnet.

– Synes du mit liv rasede for øjnene af mig? Jeg tør ikke tænke på hvad der var sket, hvis du ramte rystede Klara.

– Men hvordan kom du overhovedet ind?

Tante Klara huskede nu, hun nok burde forklare sig, snarere end at skælde ud.

– Undskyld, skat. Jeg ville ikke vække dig. Jeg troede du sov tungt. Jeg gik meget stille, virkelig

– Stille? Sille gentog Der var da et ordentligt larm!

– Åh, det var bare mig, der væltede tøjstativet i gangen. Og så ledte jeg efter steder til poserne…

– Poser? Sille kiggede ud der stod flere indkøbsposer der Men hvorfor kommer du stormende ind i mit hus klokken tre om natten?

– Stormende er et stort ord indvendte Klara Jeg kom bare forbi.

– Men har du stadig nøglen? gik det op for Sille.

Ups nu var hun afsløret.

– Tja, ikke sådan direkte

– Da du solgte mig huset, fik jeg ALLE nøgler. Du lovede det.

Tante Klara grinede om sin glemsomhed.

– Du ved, Sille… Jeg ryddede op, rodede lidt i klædeskabet og fandt et sæt til af nøgler i en lomme! Jeg anede ikke jeg havde dem endnu!

Sille sank sammen op ad væggen. Skulle hun grine eller græde?

– Nå, så du fandt dem. Men hvorfor kom du så pludselig? Midt om natten? Uden at sige noget? Du ved, jeg hader at være alene i mørket.

Mens hun lyttede, gik Klara igennem stuen og kiggede ind i alle rum.

– Ih, hvor ser her flot og rent ud! Du er en rigtig dygtig kvinde, Sille. Men jeg kom altså, fordi vi har en nødsituation.

– Hvilken slags? spurgte Sille.

Klara gik ud i køkkenet, som man kunne se fra stuen, og uden at tænde lyset, åbnede hun køleskabet. Lyset i køleskabet lyste hendes skikkelse op, bøjet over døren.

– Du må forstå, Anton og hans kone kom pludselig på besøg! Og de havde børnene med

– Og hvordan har det med mit hus at gøre?

Tante Klara, der allerede havde svunget glaset med agurker og et stykke ost ud af køleskabet, vendte sig mod Sille.

– Altså Værelset hvor jeg plejer at sove er under renovering! Og så var min søn, svigerdatteren, børnebørnene der var ingen steder at ligge. Derfor besluttede jeg at tage herud og overnatte, så tager jeg hjem i morgen og prøver at få styr på håndværkerne, så ordner vi det.

Hun skulle nok have fået lampen i hovedet.

– Klara Jeg vil ikke lyde tvær, men teknisk set er det her nu mit hus.

Klara spiste osten færdig, satte glasset på plads og så spørgende på Sille.

– Hvad så? Vil du virkelig ikke lade din tante overnatte? I det hus jeg solgte dig til den allerbedste pris?

Det føltes nu ikke solgt, mere som skænket. Velgørerinden.

– Jeg lader dig sove her, Klara Sille opgav at diskutere, natten havde været nok af mareridt, og hun kunne jo ikke smide hende ud nu men det er første og sidste gang. Du overnatter og kører hjem i morgen.

Sille måtte finde et lagen frem og rede op på gæstesofaen nedenunder, som hun havde købt til besøg, men aldrig brugt.

Morgenen efter opdagede Klara at Sille havde fået sig et hjem, og begyndte at åbne alle skuffer.

– Nå, er det en ny blender du har købt? Jeg gav dig jo min den du sagde var for gammel, men den virkede altså! Du sætter slet ikke pris på ting.

Hen på eftermiddagen tænkte Sille, nu må Klara vel snart tage hjem men hun blev bare hængende.

– Sille! Hvor var det klogt du ikke smed mig ud i nat. Jeg har tænkt

Om hvad nu?

– Hvad har du tænkt, Klara?

– Ja, håndværkerne siger jo ikke det samme som de gør… De lover færdig til onsdag, men har allerede udsat det tre gange. Anton er blevet et stykke, hele familien skal jo have et sted at bo!

– Jeg har altså mine egne planer svarede Sille.

– Hvordan forstyrrer jeg dem? Jeg sover bare på sofaen, som i nat. Jeg er stille som en mus! Du mærker det nærmest ikke.

– Jeg mærker det allerede! udbrød Sille.

– Har jeg gjort noget galt? spurgte Klara med sin skønneste gammeltante-mine.

Sille kunne ikke sige nej hårdt nok. Især ikke til familie. Og der var jo kun tale om et par dage og huset havde jo længe været hendes.

– Okay hviskede Sille kun til onsdag. Ingen gæster.

– Onsdag! Jeg lover!

Onsdag kom.

Renovering hjemme hos Klara var stadig ikke færdig.

En uge gik mere.

Nu følte Sille, at hun boede på et hotelværelse, hvor hun kun måtte bruge køkkenet, når Klara var færdig med sine retter.

Og hun skulle ovenikøbet agere hotelpersonale.

– Sille, har du ikke flere håndklæder? De her er blevet beskidte. Kunne du ikke lige tage en vask?

Sille var så træt. Hun ville bare vaske sit eget tøj, ikke vente på køkkenet, og bare have lidt ro. Hun begyndte at låse sin soveværelsesdør, hvilket udløste stormvejr fra Klara.

– Er du bange for mig? Eller hvordan skal jeg forstå det?

– Jeg vil bare gerne være alene

– Fordi jeg generer dig?

Ja!

Men højt sagde hun:

– Nej.

Endelig, efter to uger, hvor Anton og familien var taget hjem og havde tømt halvdelen af fryseren, besluttede Sille, at nu måtte det være slut.

– Klara, jeg håber du kan overnatte hjemme hos dig selv nu?

– Selvfølgelig, Sille!

Men så

– Jeg har brug for at få nøglerne retur, før du tager afsted.

– Hvorfor?

– Fordi det er mit hus. Du solgte det. Du bor ikke her længere. Jeg vil kun have nøglen.

– Smider du mig ud? øjne store som katten i Dansk tegnefilm.

– Med al respekt du er gæst her. Og gæster får ikke nøgler.

– Åh, Sille, jeg har boet her i så mange år Jeg kender hvert hjørne her

– Jeg forstår godt følelserne men jeg kan ikke gøre noget. Du solgte mig huset, det var ikke en gave

– Og hvad så? Må jeg ikke besøge dig ind imellem? Jeg har jo ikke slået mig ned for evigt!

– Klara, du har boet her i to uger, spist fra mit køleskab, sovet på min sofa, og vil ikke aflevere nøglerne! Det her handler ikke længere om et besøg.

– Vi kunne bo her begge to sagde hun prøvende.

– Nej, vel! sagde Sille bestemt.

Tante Klara blev vred, rakte nøglerne frem.

– Her! Tag dem. Jeg kommer aldrig mere i det her hus!

– Farvel, tante Klara.

Hintet var klart. Det var tid at pakke sammen og tage hjem.

– Fint. Så lad være med at ringe til mig mere. Vil du ikke se mig, så behøver vi da ikke snakke sammen svarede Klara.

– Som du vil.

De skiltes ikke på gode vilkår, og Klara skældte hele vejen ud af døren. Men da hun endelig var væk, kunne Sille bare slappe af. Og hun følte overhovedet ikke dårlig samvittighed.