– Jeg vil ikke trække det i langdrag. Jeg er elskerinden til din mand! I alle disse år har vi været sammen. Ja! Lad være med at spærre øjnene op og dåne… Julie stod og lavede aftensmad, hendes mand Alex skulle komme hjem om en time. Deres tiårige datter Karina var til dans. Om en halv time ville hun komme hjem, smide tasken og sætte sig til bords og fortælle om veninder, succeser og danselæren… Julie smilede. Hun elskede at lytte til sin datter. Pludselig ringede det på døren. For tidligt til at det kunne være hendes mand – han har jo nøgle. Nok bare Karina, der igen har glemt nøglen. Men da Julie åbner, står en ung kvinde og kigger alvorligt på hende. – Jeg vil være ærlig. Jeg er elskerinden til din mand. Vi har set hinanden i flere år. Ja! Du behøver hverken at se forbløffet ud eller gå i gulvet. – I flere år? Hvor mange? – Tre år. Jeg har ikke haft noget imod det. Det er meget lettere at bo alene og have en mand, der bare kommer forbi. – Ingen forpligtelser, ingen økonomiske eller praktiske udgifter. Ja! Jeg har hverken vasket, lavet mad eller ryddet op efter ham. Og jeg har ikke tænkt mig at lave om på det nu. – Jeg ville ikke være kommet, hvis det ikke var fordi jeg er gravid. Det var ikke planlagt, men nu er det for sent… Julie huskede, hvor svært det var for hende at blive mor. Hun fejlede intet, men Alex havde problemer. De måtte ty til fertilitetsbehandling. Første gang lykkedes det ikke, men anden gang var heldet med dem. Julie havde endda håbet på tvillinger – det sker jo tit med den slags behandling. Men de fik Karina. Og nu stod hun her med den besked. – Hvad mener du med at du ikke vil lave om på noget? Du har en mand, der kommer, og regner du med, at han bare skal være “far, der kommer på besøg”? – Nej, ikke helt. Jeg får en mand og et barn, der kommer og går. – Interessant. Altså, du forventer at han opdrager barnet, men kun kommer forbi en gang imellem for at besøge dig og barnet? – Ja. Jeg havde ikke ønsket mig et barn, det var en tilfældighed. – Men Alex sagde, at han ikke kunne få børn? – Det kan han åbenbart! Jeg vil gerne se, hvilke vilkår mit barn skal vokse op under. Alt er fair. – Din datter – og nu skal Alex være med igen, selvom han ikke er rigtigt far. Men nu får han pludselig et barn, og det ansvar havner på dig. – Frøken, jeg inviterer dig ikke engang ind. Jeg kender ikke dit navn, din mand bor ikke længere her, du kan hente hans ting. Resten interesserer mig ikke! Julie ville lukke døren, men så sin datter, Karina, vende hjem fra dans. – Mor, hvad foregik der? Hvilket barn? Og hvorfor er far ikke min rigtige far? – Du hørte det hele? Så er det tid til at forklare dig det. – Mor, jeg er næsten elleve, jeg skal nok forstå det. Julie fortalte det hele. – Du er min datter, og far elsker dig. Han har været din far på papiret fra starten. Vi har glædet os til dig sammen. – Og nu venter han et barn igen, men du bliver ikke mor til den, og jeg bliver ikke storesøster? – Ja… Sådan er det. Og en ting mere… Du er stor nok nu, jeg vil ikke længere bo med far. – Jeg skal nok hjælpe dig, mor, det lover jeg. Jeg er blevet voksen. Lad ham gå. Jeg elsker jer begge, men hende, der kom forbi… han må gå med hende. Alex kom præcis til tiden. – Hvad sker der hos os? Hvorfor er der ingen, der kommer og tager imod mig? Karina plejede altid at møde sin far, men nu sad hun bare inde på værelset. – Julie, hvor er Karina? Har hun været længe til dans eller er hun syg? – Din elskerinde har været her. Hun venter barn. Dit! Forklar lige, hvorfor hun kom forbi? – Julie, du må forstå – det er mit barn, jeg kan ikke bare vende ryggen til. – Ved du, hvad hun foreslog? – Ja. Hun ønskede det ikke, men… Nu har vi jo Karina, og der kommer endnu et. Det er mit barn! Det skal bo hos mig. – Er du sikker? Er det dit? Kan du huske din diagnose? – Der findes undtagelser! – Dejligt. Så går du hen til mor med din “undtagelse”. Nu! Dine ting kan du hente senere! – Nej, Julie! Du kan ikke mene det! De vil ikke have mig der. Jeg er ikke rigtig ønsket… Eller jo, men kun på en måde. – Du er heller ikke ønsket her mere. Du er ikke nødvendig længere. Gå! – Og hvad med Karina? Jeg er jo hendes far, selvom jeg ikke er biologisk! Jeg har opdraget din datter – hvad er det for galt i, hvis min rigtige datter bor med os? Det er kun rimeligt. – Din fremtidige barns mor har allerede talt om retfærdighed. Du finder lige ud af, om hun overhovedet er din først – så kan vi tale. Farvel. Julie blev skilt fra Alex. Han måtte flytte, fordi lejligheden tilhørte Julies forældre. De havde selv bygget et hus, men aldrig overdraget lejligheden til Julie. Det gjorde dog i praksis ingen forskel efter skilsmissen. Nu havde Alex ingen steder at bo. For hans elskerinde var “manden der kom forbi” stadig bedst, og hun ønskede ikke at ændre noget. Hun ville heller ikke tage sig af barnet. En kommende mor, men uden ønske om at tage sig af en baby. Hun ville gerne lege og hygge sig – men intet med bleer og vågne nætter, sygdomme… Det var hun ikke indstillet på. Efter fødslen lagde hun sag an om børnepenge, men tabte. Hvordan barnet bliver opdraget af sin ligeglade mor – det ved ingen. Alex’ diagnose stod ved magt – barnet var ikke hans. Han har én datter på papiret, men hun ønsker ikke kontakten. Alex betaler børnepenge, prøver at få familien tilbage, men Julie vil ikke se ham mere. Sådan er det – man kan ikke sidde med begge ben på to stole… Hvad siger I til det hele? Skriv jeres mening i kommentarfeltet og giv et like, hvis du vil dele dine tanker!

Jeg vil ikke trække det ud. Jeg er din mands elskerinde! Vi har set hinanden i årevis. Ja! Lad nu være med at glo og besvime
Julie stod og lavede aftensmad. Hendes mand Anders skulle være hjemme om en time. Deres tiårige datter, Emilie, var til dansetræning.
Om en halv time ville Emilie styrte ind ad døren, smide sin taske og parkere sig ved spisebordet og vente på aftensmad, mens ordstrømmen om veninder, sejre på danseskolen og den skøre underviser ville vælte ud af hende. Julie kunne ikke lade være med at smile. Hun elskede at høre på sin pige.
Så ringede det på døren. For tidligt til at være Anders, og han havde jo nøgle. Så var det sikkert bare Emilie, der endnu engang havde glemt sin. Men udenfor stod en ung kvinde hun ikke kendte.
Jeg vil ikke gøre det spændende. Jeg er din mands elskerinde. Vi har set hinanden i tre år. Ja! Lad nu være med at se ud som du har slugt en sildebid og går ud som et lys.
I årevis, siger du? Hvor mange år er det?
Tre. Det har egentlig passet mig fint. Det er meget nemmere at bo alene og have en mand, der bare kommer på besøg.
Ingen udgifter, hverken økonomisk eller praktisk. Ja, jeg har hverken vasket, lavet mad eller ryddet op efter ham. Det har jeg heller ingen planer om fremover.
Jeg var aldrig kommet hjem til dig, hvis ikke det var fordi jeg er gravid. Det var ikke meningen men nu er det for sent.
Julie huskede, hvor svært hun selv havde haft ved at få børn. Hun fejlede intet, men Anders havde lidt mere bøvl med sagerne, og til sidst blev de hjulpet med fertilitetsbehandling.
Første forsøg gav intet resultat, men gang nummer to held i sprøjten, som man siger. Julie gik i lang tid og frygtede tvillinger, men ud kom Emilie. Og nu denne overraskelse.
Så du vil stadig ikke lave om på noget? Du har en mand på besøg, og tror nu du også får en far-på-besøg?
Nej, ikke helt. Jeg får både en mand og et barn på besøg.
Javel ja. Hvordan forestiller du dig det? Far kommer og opdrager, samtidig med han siger hej til dig, så barnet lige kan hilse på mor?
Præcis. Altså jeg ville jo ikke have et barn. Det her er bare sket.
Men Anders sagde da altid, at han ikke kunne få børn?
Tja, ser ikke sådan ud, vel! Jeg vil i hvert fald se, hvordan mit barn kan få det bedste hjem. Fair nok.
Så Emilie er min datter, Anders har opdraget hende, selvom han ikke er hendes far. Nu får han måske et rigtigt barn, og så lægger du helt sikkert opdragelsen på mig.
Undskyld, frøken, men jeg inviterer dig ikke på ind, kender ikke engang dit navn, og din type har ikke hjemme her længere. Du kan bare hente hans ting. Resten interesserer mig ikke!
Julie forsøgte at lukke døren, men dér stod Emilie pludselig, netop hjemvendt fra dans.
Hvad var det for noget, mor? Hvilket barn? Og hvorfor er far ikke min rigtige far?
Hørte du alt, skat? Så må det være på tide at forklare det hele.
Mor, jeg er snart elleve, ikke en baby. Bare sig det, jeg forstår det godt.
Så Julie fortalte alt.
Du er MIN pige, og far elsker dig han er din far på papiret fra fødslen af. Vi ventede på dig sammen.
Og nu venter han barn igen, men du skal ikke være mor til det. Så jeg bliver heller ikke storesøster? Vel?
Nej du har ret. Og du er stor nu. Jeg vil ikke længere bo med far.
Jeg skal nok hjælpe dig, mor, rolig nu. Jeg er også stor nok så kan han bare gå. Jeg elsker jer begge to, men hende dér han kan bare følges med hende.
Anders kom hjem akkurat klokken seks.
Hvad sker der herhjemme? Hvorfor er der ingen, der tager imod mig eller giver mig et kram?
Normalt stormede Emilie ud og kastede sig i farens arme. Nu var der helt stille. Hun sad inde på sit værelse.
Julie, hvor er Emilie? Er hun blevet forsinket til dans eller er hun syg?
Din elskerinde har været forbi. Hun er gravid og det er dit barn! Kan du lige forklare, hvorfor hun skulle her?
Julie, prøv at forstå. Jeg kan ikke vende ryggen til mit eget barn.
Ved du, hvad hendes plan er?
Ja. Hun ville egentlig ikke have det, men vi har jo Emilie, nu får jeg måske også et ægte barn. Det bliver MIT. Det skal bo hos mig.
Sikker? Er det overhovedet dit? Kan du huske, hvad din læge sagde?
Der findes undtagelser
Jamen så, du kan gå hen til undtagelsen. Tag bare afsted nu, du kan hente dine ting senere!
Nej, Julie! Du kan da ikke mene det. De venter jo ikke på mig der. Jeg er kun populær på en helt anden måde dér.
Du er heller ikke ventet her længere. Farvel og tak.
Men hvad med Emilie? Jeg har nu opdraget hende hele hendes liv. Hvad er der galt i, at mit barn bor hos os? Mit rigtige barn! Det er da retfærdigt.
Du kan spare mig for retfærdighed hende, du skal have barn med, har allerede forklaret det hele for mig. Du må lige finde ud af, om du overhovedet er faren, før du stiller krav. Farvel.
Julie blev skilt fra Anders. Han måtte flytte, for lejligheden tilhørte Julies forældre, der egentligt havde bygget hus, men ejerskabet havde de aldrig fået ændret. Det havde nok ikke gjort den store forskel under en skilsmisse i Danmark, men alligevel.
Anders stod uden fast tag over hovedet. Elskerinde-manden-på-besøg var åbenbart okay som koncept, men til at bo sammen og tage ansvar, der stod pilen i den anden retning både for manden OG for barnet.
Hun gad ikke bøvl med børn, nætter uden søvn, og rend rundt med bleer og snot i håret. Hun ville hygge og have det sjovt men moderhjerte var der ikke meget ved.
Efter fødslen lagde hun sag an om børnepenge, men tabte. Ingen ved rigtigt, hvordan barnet har det for som det viste sig, Anders diagnose stod endnu ved magt, blodprøven sagde klart nej.
På papiret havde Anders kun én datter Emilie og hun havde valgt at bryde kontakten. Han betaler dog børnepenge og forsøger at vinde familien tilbage, men Julie vil ham ikke se.
Ja, det er ikke nemt at sidde på to stole med én bagdel
Hvad mener I? Smid en kommentar, hvis du selv har prøvet noget lignende, eller bare vil give dit besyv!