– Moster, har du måske noget brød? Vil du give mig det? Julia er 37 år og har aldrig været gift. Hun arbejdede tidligere som bogholder og har stadig svært ved at finde meningen med livet og sit kald. Hun var meget træt den morgen, men tvang sig op for at tage på arbejde – endnu en vagt som servitrice. Hun skulle denne dag betjene gæsterne på sommerterrassen, og når det var hendes tur, mødte hun ind klokken seks. Gæsterne plejede nemlig at komme allerede fra klokken syv. Fordi hun boede i udkanten af København, måtte hun tage bussen endnu tidligere – klokken fem – for ikke at komme for sent, da forbindelserne var dårlige og busserne ofte blev forsinkede eller sad fast i trafikken. Som altid tørrede Julia bordene af for støv før åbning, så gæsterne kunne sidde rent og komfortabelt. Hun nynnede stille en kendt melodi for sig selv. Min mor synger også godt – lød pludselig en barnestemme. Julia havde ikke ventet at møde nogen så tidligt. Foran hende stod en lille pige på omkring fem-seks år – helt alene. Julia kiggede sig forundret omkring. Hvad laver du her, helt alene så tidligt om morgenen? Jeg gik ud for at gå en tur – og finde mad til mig og min lillebror. Moster, har du måske lidt brød? spurgte pigen forsigtigt og sultent. Selvfølgelig har jeg det. Sæt dig ned, så finder jeg noget i køkkenet. Hvor er din bror? Han er hjemme – her ovre om hjørnet – sammen med mormor. Julia spurgte ikke hvorfor pigen var alene, eller hvor forældrene var. Pigen begyndte hurtigt selv at forklare. Vores forældre er døde, og mormor er meget gammel, hun glemmer alt – selv os, sine børnebørn, og husker ikke altid på os. Julia blev helt stum. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige. Jeg vil ikke forstyrre, jeg vil bare bede om lidt brød, så jeg kan tage det med hjem til min bror og mormor. Du må ikke gå, vent lidt – jeg går med dig. Vent her på mig, sagde Julia. Julia bad sin kollega tage over, hun sagde hun måtte gå et øjeblik, og fulgte pigen hjem. Pigen havde sin egen nøgle. Da de kom ind, så de en lille dreng på halvandet år kravle rundt og lege på gulvet. Han smilede, da han så dem. På sengen lå en gammel kvinde, der ikke ænsede dem – hun virkede apatisk og fjern. Hvad sker der dog her? – udbrød Julia overrasket. Hun ringede efter en ambulance, og de hentede mormor, som var meget medtaget. Julia tog både drengen og pigen med hjem til sig selv. Hendes 13-årige søn ventede dér, og han blev målløs, men da Julia forklarede alt, forstod han og støttede hende. Hun og sønnen havde aldrig skændtes – mellem dem var der gensidig tillid. Familiekultur var hjælp og forståelse, ikke konflikt. Han var fornuftig og lydig og sagde ja til at passe børnene, mens Julia tog på arbejde. Ti dage senere gik mormor bort. Det var uundgåeligt, at børnene skulle på børnehjem, men Julia’s hjerte gik itu – de var blevet så tætte, milde og lydige, hun kunne ikke skille sig af med dem. Julia vidste, hvordan det ville være at komme på institution blandt fremmede, og besluttede sig for at tage ansvaret og blive deres adoptivmor. Hun måtte opgive jobbet som servitrice og sagde ja til bogholder-jobbet hos sin veninde, som havde tilbudt hende stillingen og hjalp med papirarbejdet. Så efter et par uger kunne Julia lovligt og permanent tage sig af børnene. Nå – var det derfor, du ville være servitrice! grinede veninden. Du har ret, det var min langtidsplan – den blev først tydelig nu. Ingen kunne have gættet, at hendes liv ville ændre sig så dramatisk – at hun ville få tre børn og skulle vælge mellem forskellige karrierer. Julia var ikke vant til at være stærk, men hun tog imod den udfordring, som skæbnen havde sendt hende.

Moster, har du noget brød? Kan du dele lidt med mig?

Sofie er 37 år og har aldrig været gift. Engang arbejdede hun som bogholder, men hun har stadig ikke helt fundet meningen med livet. Hun søger stadig sit kald.

Hun var enormt træt den morgen, men vaklede op og tvang sig selv til at tage afsted på arbejde. Det var igen hendes tur på vagten. Nu arbejdede hun som tjener på en café, og når det var hendes tid, skulle hun møde ind kl. seks om morgenen for at gøre klar til gæsterne på den udendørs terrasse. Folk begynder jo allerede at komme fra klokken syv.

Fordi hun boede lidt udenfor København og havde dårlige forbindelser, skulle hun faktisk afsted hjemmefra allerede kl. fem for at være sikker på at nå frem i tide. Bussen kunne sagtens være forsinket eller hænge fast i morgenmylderet.

Som vanligt begyndte Sofie med at tørre bordene af før åbning der kom altid lidt støv i løbet af natten, og gæsterne skulle jo sidde på rene stole ved rene borde. Hun nynnede en gammel kendt melodi for sig selv.

Min mor synger også smukt. lød pludselig en lille barnestemme.

Sofie blev lidt forskrækket, for hun forventede ikke at se nogen så tidligt. Der stod en lille dansk pige foran hende, måske fem eller seks år gammel, helt alene. Sofie kiggede sig omkring.

Hvad laver du her så tidligt? Er du helt alene?
Jeg gik en tur og for at finde noget mad til mig og min lillebror. Moster, har du måske et stykke brød? sagde pigen forsigtigt. Hun så ud til at være virkelig sulten.
Selvfølgelig har jeg det. Sæt dig lige ned, så finder jeg noget i køkkenet. Hvor er din bror?

Han er hjemme. Lige om hjørnet, sammen med bedstemor.

Sofie spurgte ikke videre ind til, hvorfor pigen var alene, eller hvor hendes mor og far mon var. Men pigen forklarede videre af sig selv:

Vores forældre døde for længe siden, og bedstemor er meget gammel. Hun glemmer det hele, hun husker ikke altid os, sine børnebørn.

Sofie blev helt paf. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige.

Jeg vil ikke være til besvær, jeg vil bare gerne bede om lidt brød til min bror og bedstemor. Så går jeg hjem med det.
Bare vent lidt, jeg går med dig vent her, gå ikke nogen steder, sagde Sofie blidt.

Hun bad hurtigt sin kollega springe til for hende og sagde, at hun blev nødt til at smutte ud et øjeblik. Så fulgte hun pigen hjem.

Pigen havde egen nøgle. De låste sig ind og fandt en lille dreng, der måske lige var fyldt halvandet, kravlede rundt på gulvet og legede. Smilede bredt, da de kom ind. På sengen lå en meget gammel dame, helt ubevægelig hun reagerede ikke på noget og var nærmest som om hun sov dybt.

Hvad sker der her? udbrød Sofie overrasket.

Hun ringede straks efter ambulancen. De kom hurtigt og tog bedstemor med man kunne tydeligt se, at hun ikke havde langt igen. Sofie tog drengen og pigen med hjem til sig selv. Derhjemme sad hendes 13-årige søn, Asger, som blev vildt overrasket over, hvad der foregik. Men Sofie fortalte ham det hele, og han forstod det straks og støttede hende.

Hun havde aldrig haft skænderier med sin søn. De havde tillid til hinanden, og der var aldrig høje løfter i deres hjem. Han hjalp altid sin mor, var ordentlig og velopdragen. Han sagde ja til at blive hjemme med børnene, når Sofie gik på arbejde.

Ti dage senere gik bedstemor bort. Det stod klart, at børnene skulle sendes til et børnehjem. Men Sofies hjerte var splittet de var jo så søde, så hjælpsomme, og hun var allerede knyttet til dem og kunne ikke bære tanken om at sende dem væk til fremmede. Hun vidste, hvordan det ville føles. Hun besluttede sig derfor for at tage ansvar og adoptere dem, blive deres værge.

Hun måtte sige op som tjener på caféen og sagde ja til et job hos sin veninde, Anne, som længe havde plaget hende om at blive bogholder. Veninden hjalp til med alt papirarbejdet, så efter et par uger kunne Sofie endelig, helt officielt, tage børnene under sine vinger.

Ah, det var derfor, du ville være tjener! grinede Anne.
Nemlig, det var faktisk min langsigtede plan den blev bare først til virkelighed nu.

Hvem skulle have troet, at Sofies liv ville tage sådan en drejning? Hun fik tre børn, og måtte vælge mellem helt forskellige jobs. Hun er ikke vant til alt det ansvar, men hun tog imod det og klarede den udfordring, som livet havde smidt hendes vej.