Hov, hvem er det? – udbrød Lise forbavset, da hun trådte ud i venindens køkken. Der, under lampens gule skær, havde en småskaldet mand på omkring fyrre sneget sig ind i hjørnet ved det mindste skab. Han stod ydmygt, men ret fermt, og snittede dild med Oles store køkkenkniv. – Lise, det er Torben. Torben, det er Lise, – mumlede Ole, tydeligt forlegen. – Her har du sukkeret, kom. Ole placerede resolut en blikdåse med sukkerkrystaller i venindens hænder og puffede hende hurtigt ud i gangen. – Hyggeligt at møde dig! – nåede Lise at råbe højt over skulderen, mens hun forsøgte at få syn for sagen på Oles “nye bekendtskab”. Men den nye imponerede ikke i detaljen. Der var intet særligt ved ham, som kunne forsvare, at han så hurtigt havde fået plads i Oles forklæde med farverige donuts på. – Torben, jeg kommer om lidt, – råbte Ole ind på sit køkken og smækkede døren bag sig. I gangen greb Lise straks fat om hende: – Fortæl så! – Hvad er der at fortælle? – prøvede Ole sig, – nej okay, kom nu. De to veninder listede ud af lejligheden, krydsede den smalle opgang og gled ind i nabolejlighedens toværelses herskabsstil. I Lises hjem lugtede der af kanel og Dior-parfume. Selv den hvide puf ved døren signalerede, hvor nænsomt hun omfavnede sit hjem—aske ren og ordentlig. “Det er ikke som hos mig!” tænkte Ole hver gang lidt sørgmodigt, når hun kiggede på sine eget uafsluttede tapet i gangen. – Kom nu, fortæl! – Lise så krævende på hende, tilsatte sukker til cremebollen og forsvarede sig straks med et piskeris. – Og hvad med din Rasmus? – prøvede Ole igen at undvige. – Til møde. Ikke hjemme foreløbig. Så? – Ja, hvad? Jeg mødte ham på torvet. Og tog ham simpelthen med hjem… – Hvad? – Lise skimmede hende skeptisk. – Ja, han stod der blandt urter, i frakke, pæn, men alligevel forladt. Jeg spurgte til prisen på dilden, og han sagde: “Vil du have den? Jeg vil bare give den væk til den første kvinde, jeg møder med sørgmodige øjne – den er hjemmeavlet!” – Og du…? – Jeg tog selvfølgelig imod. Ville gå, men så spørger jeg, hvorfor han troede, jeg havde triste øjne. Han så bare ganske stille på mig… Og så tog han mine poser og gik ved siden af. – Og du? – Lise kløede forvirret pandehåret med piskeriset. – Jeg gik bare, tavs. Vidste ikke, hvordan jeg skulle håndtere det. Men tænkte, dét her, det må jeg da prøve… Han virkede så rodløs. Vi mødtes simpelthen på vejen! – Hold nu op! Tog du virkelig bare sådan en mand med hjem? Har du gemt alle de værdifulde ting væk? – Lise! – Ole blev sur – hvad forestiller du dig? Han er altså læge. Røntgenlæge! – Har du tjekket hans papirer? – Du fortalte jo selv… – Ole blev skuffet – om avocadoen… – Hvilken avocado? – Lise så helt fortabt ud. Og Ole huskede straks tydeligt den aften – samme køkken … Avocadoen lå foran hende i fine grønne skiver. Dens mørke grønlige profil skiftede farve mod kernerne, helt over i blød oliven. Ole havde aldrig kunnet vælge avocadoer – stod altid længe og mærkede, pressede, duftede. Måske, nogle gange, havde hun ramt rigtigt. En perfekt avocado – Lise kunne altid udpege den, hun var heldig på det punkt. Når det lykkedes, gled kniven igennem, kødet var smørblødt, og smagen fyldte munden med blød nøddeagtig friskhed… – Dengang sagde du, at man ikke kunne vælge avocado på udseendet. Man skulle føle den, – forklarede Ole. – Hvad har avocadoer med mænd at gøre? – Du havde bare altid held med begge dele… Ikke ligesom jeg, – Ole så ned. – Og kunne du så føle den dér… Torben? – Lise måtte kæmpe for at huske navnet på “den nye” og blev igen overrasket over hans ordinære fremtoning. – Jeg fik ro med ham. På trods af torvets larm. Og tænkte – måske er det okay, at han bare er… helt almindelig? – Jah… Ja, nå. Du må hellere gå tilbage, han savner dig sikkert. Lise fik prompte gelejdet Ole ud med sukkerdåsen, lagde øret mod døren og lyttede – døren gik, stilhed. “Nå, ja… Hvem ved?” – hun vendte tilbage til køkkenet og lod igen piskeriset danse i cremen til lagkagen. Og Ole kom ind i sin entré – der stod Torben. Stadig i Oles forklæde med donuts, nu balancerende på en skammel, mens han holdt tapet mod væggen. – Undskyld, jeg fandt det tilfældigt i køkkenet, da jeg ledte efter dildglasset. Tapetklisteret stod der også. Jeg tænkte… var det okay? – han blev pludselig nervøs og vaklede på skamlen. Ole sprang til som en los og tog resolut fat om hans ukendte ben. Under de mørke jeans mærkede hun forsigtigt knæene – nøjagtig som når man tjekker avocadoens blødhed. “Min,” tænkte hun overrasket. Torben stod, helt stille. Måske fordi tapetet endnu ikke hang fast, måske for ikke at ødelægge noget ubestemmeligt, men vigtigt. Endelig slap han tapetet og strøg forsigtigt Oles lyse hår. – Kan du lide avocado? – spurgte Ole pludselig og lukkede øjnene. – Meget! – indrømmede Torben ærligt, selvom han aldrig havde smagt det før. Og i netop det øjeblik mærkede de begge, hvordan det fugtige, varme tapet blidt lagde sig over dem – eller måske var det bare lykke …

Hov, hvem er det? udbrød Søs forbløffet, da hun trådte ind i køkkenet hos sin veninde.
Under det varme skær fra lampen sad der i hjørnet, ved det mindste køkkenskab, en halvskaldet mand omkring de fyrre år. Han stod og hakkede dild, forsigtigt men ret fermt, med Lises store køkkenkniv.
Søs, det er Poul. Poul, det her er Søs, mumlede Lise flovt, her er der sukker, kom med.
Lise rakte Søs en dåse formet som en sukkerkrystal, og næsten skubbede hende ud i gangen.
Hyggeligt at møde dig! råbte Søs over skulderen, ivrig efter at få et ordentligt blik på venindens nye.
Men selv ved nærmere eftersyn var der ikke meget ved den nye. Der var ingen detaljer, der retfærdiggjorde, hvorfor han allerede var blevet lukket ind i Lises køkken, iført det farvestrålende forklæde med wienerbrød på.
Poul, jeg er der om lidt, råbte Lise ind i køkkenet og smækkede døren.
Nu greb Søs fat i hende i gangen, som en der ikke giver slip:
Fortæl!
Jamen, hvad skal jeg fortælle? forsøgte Lise, men sukkede, okay, kom med.
De to veninder smuttede ud, gik gennem den smalle entre og ind i Søs toværelseslejlighed.
I Søs hjem duftede der af kanel og Matas parfume. Indretningen fra den hvide skammel ved døren røbede tydeligt, hvor omhyggeligt Søs passede på sit hjem.
Ikke ligesom hos mig, tænkte Lise hver gang, hun trådte ind, og måtte tænke på sine egne halvløse tapeter i gangen.
Fortæl så! gentog Søs insisterende.
Hun hældte sukker i en skål med flødeskum, greb et piskeris, og stirrede ventende på Lise.
Hvad med din Victor? prøvede Lise at skifte emne.
Til møde. Han kommer ikke før sent. Nå?
Hvad? Jeg mødte ham på torvet. Og ja, så tog jeg ham med hjem.
Hvad siger du? Søs så skeptisk ud.
Jamen, han stod bare der med sine urter. I regnjakke, ordentlig nok. Men så helt alene. Jeg spurgte, hvad dilden kostede, og så siger han: Vil du ikke bare tage den? Hvis en kvinde med triste øjne kom forbi, ville jeg give hende alt mit grønt. Tag den bare, jeg har selv dyrket den.
Og så?
Så tog jeg den. Gik, men vendte om og sagde, hvorfor tror du jeg har triste øjne? Det har jeg ikke! Han så bare på mig så tog han mine poser og gik ved siden af.
Og du? Søs kløede sig forvirret i pandehåret med piskeriset.
Jeg gik bare med. Tænkte, han virker lidt fortabt. Hvorfor ikke? Vi mødtes jo tilfældigt.
Du er for vild, Søs! Så tager du bare en mand med hjem fra gaden? Har du skjult dine smykker?
Søs dog! blev Lise irriteret, Hvad snakker du om? Han er altså læge. Røntgenlæge.
Har du set hans legitimation?
Søs, du fortalte jo selv! Sagde Lise lidt såret, om avocadoen
Hvad? Søs blev forvirret.
Lise kom atter i tanke om den aften, hvor de sad i netop dette køkken
Avocadoen lå foran hende, skåret i fine, grønne skiver. Farven skiftede fra mørkegrøn ved skrællen til lysegrøn tæt ved stenen.
Lise havde aldrig kunnet vælge den perfekte avocado. I Brugsen stod hun altid og følte sig frem blandt de blanke, mørke frugter. Trykkede lidt, lagde nogle tilbage, prøvede igen. Tiden fløj, mens hun forsøgte at gætte sig til den rigtige.
Nogle gange troede hun, hun havde ramt plet. Så bar hun lykkelig avocadoen hjem. Men ofte gled kniven ned i en hård, kartoffelagtig frugt, der slet ikke var moden. Så lod hun den ligge på køkkenbordet et par dage så blev den nogenlunde spiselig.
Men dengang var avocadoen den rigtige. Det var Søs, der havde fundet den hun var bedre til den slags. Lise tog forsigtigt en skive, lagde den på tungen. Du behøvede ikke engang tygge smagen bredte sig med en mild, nøddeagtig friskhed…
Du sagde dengang, man ikke kan se om en avocado er god, heller ikke mærke det med hænderne det skal føles, forklarede Lise og kom tilbage til nutiden.
Men hvad har det med mænd at gøre?
Det lykkedes dig bare altid både med avocadoer og mænd. Det gør det ikke for mig, sagde Lise stille.
Så hvad følte du med Poul? Søs satte ord på navnet og undrede sig endnu over hans anonymitet.
Der blev bare roligt omkring mig. Selvom vi stod på torvet, føltes det rart. Så tænkte jeg, måske gør det ikke noget, han er så… almindelig?
Nå jamen, du må hellere gå tilbage. Han savner dig sikkert allerede.
Søs viste veninden hurtigt ud af døren med sukkerdåsen, og lagde straks øret mod væggen. Hun hørte døren til Lises lejlighed lukke. Stilhed.
Nå, hvad nu hvis..? tænkte Søs, mens hun dyppede piskeriset i kagedejen.
Lise trådte ind i sin entre og der stod Poul. Stadig i hendes forklæde med wienerbrød, nu stående på en skammel, mens han trykkede et stykke tapet fast til væggen.
Undskyld, jeg fandt tapetet i køkkenet, da jeg ledte efter en beholder til dilden. Limen var der også. Jeg tænkte det går vel? spurgte han usikkert, mens skamlen gyngede.
Lise sprang over og greb om hans ukendte knæ under de mørke jeans, lidt som da hun mærkede efter avocadoen i supermarkedet og opdagede overrasket: Mit.
Poul stod helt stille. Måske fordi han stadig ikke ville slippe tapetet, måske bange for at skræmme noget, han ikke helt forstod betydningen af.
Så slap han tapetet og lod forsigtigt hånden glide gennem Lises lyse hår.
Kan du lide avocado? spurgte hun forfjamsket og lukkede øjnene.
Meget! svarede Poul ærligt, selvom han aldrig havde smagt det.
Og lige i det øjeblik følte de begge, hvordan de blev indhyllet i den lune, bløde tapet stadig fugtig af lim. Eller måske var det bare et glimt af lykke
Nogle gange skal man turde tage chancen måske gemmer det uventede netop det, vi virkelig mangler.