Vi Opfostrede en Grådigpind — Hold da op… 170.000 kroner? Til det her? Polina, du må ikke tage det ilde op, men Angelina Jolies tænder gør dig altså ikke til hende. Du kunne hellere have hjulpet din mor eller givet lidt til din niece til ny skoletøj… Sveta måtte tage et lån for at få Sonja klar til skole. Det var til noget fornuftigt, men du fodrer jo bare tandlægerne… sagde bedstemor Zina og viftede afværgende. — Jamen, pigen skylder jo ikke nogen noget… sagde Svetas mor – som også er Polinas tante – forsonende. — Men det er altså mange penge… Man kan jo nærmest ikke se det, hvis ikke man smiler… — Det er sikkert ikke slut endnu, tilføjede onklen. Med al behandlingen bliver det vel omkring 300.000 i alt. Lidt mere, så kunne det være et huslån. Jeg forstår ikke, hvorfor de tænder er så vigtige, når der ikke er et sted at bo. Polina mærkede varmen stige til kinderne. Hvorfor skulle hun svare ærligt på, hvad bøjlen havde kostet? Hun vidste jo, at de ikke ville blive glade. Men hun havde håbet, at familien ville glæde sig på hendes vegne over smilet. Eller i det mindste tie stille. — Hvorfor går I alle sammen løs på hende? sagde Polinas mor indtrængende. Det er hendes helbred og hendes penge. Hun bestemmer selv… Polina havde lyst til at tælle andres penge op og nævne tanten, der klager men aldrig arbejder, onklen og hans udgifter til sprut, kusinen, der bruger mere på negle end på børnebøger. Eller sige til bedstemor, at hun ifølge den logik ikke behøver medicin, er jo ikke ung mere. Men Polina lod være. Hun ville ikke ødelægge familiefesten. En af de andre sladrer om en bekendt, og snart var emnet et andet. Men stemningen var ødelagt. På vej hjem huskede Polina sin barndom… …Hun havde ikke ét normalt skolefoto. På alle billeder så hun anspændt ud med sammenpressede læber. Hun lærte – med klassekammeraternes hjælp – kun at smile med øjnene. Så snart hun åbnede munden kom de: “hest”, “kanin”, “nøddeknækker” – de pæneste øgenavne. Selv Igor, hendes mand, kaldte hende kærligt “hamster”, uden at vide, at det stak lidt. Som 14-årig sagde hun til sin mor, at hun ønskede sig bøjle til fødselsdag. Før troede hun, at det kun var for børn, men så en jævnaldrende med bøjle og ville også. Mor ville nok have taget hende til tandlægen før, hvis der var råd. Hverdagen krævede leje og regninger, resten gik til mad og den stadigt økonomiske tante. Men da forældrene så datterens tårer, gav de efter. Alle måtte stramme bæltet. Også Polina. Hun aflyste en klassetur til København, brugte sin gamle jakke, lagde penge til side… Alt for drømmen. Men drømmen brast. — Skat… sagde mor med et suk et par uger før fødselsdagen. Far og jeg har dårlige nyheder. Bedstemor Zina er kommet på hospitalet… Vi må sætte tandprojektet på pause. Hun har brug for medicin, og det er dyrt… Polina så på sin mor, ikke sikker på, hvad hun skulle sige. Ingen var jo skyldige, men det gjorde ondt. — Sådan er det… sagde mor og så ned. Bedstemor har mest brug for det. Vi må vente – det er hende, der skal reddes… Polina forstod. Hun nikkede, slugte gråden. Drømmens penge – og troen på sig selv – blev brugt på at redde bedstemor Zina… Bedstemor blev rask. Hun fandt aldrig ud af, hvad det havde kostet familien; de ville ikke belaste hende. Hun glemte hurtigt sygdommen og vendte tilbage til sin yndlingsbeskæftigelse – formaninger til hele familien. Og nu, 15 år senere, giver bedstemor Zina Polina en svada for at have brugt sine egne penge på sig selv. “Mine tænder – min sag”, tænkte Polina. “Og min tegnebog – også. Jeg har ikke bedt nogen om noget og har ingen grund til at undskylde.” Det kunne være endt der, hvis ikke det var for nytår… …December var skør. Forberedelser, sjap, forsøg på at overholde budgettet… Stemningen var stadig trykket fra den alvorlige samtale. Traditionen tro skulle alle samles hos tante Gitte til nytår. Den samme, som mente, man bare kunne lade være med at smile i stedet for at få fikset tænder. Polinas familie er stor, så nytårsgaver er for det meste symbolske: håndklæder, badesæber, billige chokolader. Hverken penge eller tid rekker til mere. Og for nylig havde Polina været til tandlægen for justering af bøjlen. Ikke nok med, at det gjorde ondt – det kostede også en god slat. Men hun vidste jo, hvad hun gik ind til. Mens hun så videoer for at slappe af, kom der en besked fra niecen. — Faster Polina, jeg har fundet ud af, hvad jeg ønsker mig af julemanden! kvækkede Sonja gennem højtaleren. Og vedhæftede et link. Polina klikkede – og så en smartphone. Smart, sølvfarvet. Men prisen: 3.000 kroner. Ikke skræmmende dyrt for en moderne mobil, men Polina havde ikke ekstra penge til det. Hun elsker sin niece, men… — Sonja, telefonen er rigtig flot. Men julemanden har mange ønsker at opfylde. Det kan han nok ikke klare, skrev Polina. Vi har fundet en gave til dig – ikke så dyr, men fra hjertet. Hvis dine forældre vil købe telefonen, kan vi måske bidrage med lidt. Svaret kom straks. Endnu en lydfil. Polina ærgrede sig over at have skruet op: børneskrig blandet med krokodilletårer. — Jeg vil ikke have en anden gave! Jeg vil kun have telefonen! Du kan jo sagtens købe den! Mor siger, du er rig! Polina svarede ikke. Hun hørte beskedet flere gange og lagde telefonen fra sig, kvalm af stemningen. Det handlede ikke længere om penge. Det var holdningen. Kusinen bagtaler, og niecen har allerede fanget, hvem der kan “tappes” for penge. Sidste strå: opkald fra Sveta. Telefonen ringede fem minutter senere. — Hvordan kan du få mit barn til at græde?! sagde hun uden velkomst. Sonja er hysterisk og låser sig inde! — Sveta… Dit barn ønsker sig en telefon til 3.000 kr. til jul. Vi har en aftale om max 100 kroner pr. gave! Hvordan skal jeg kunne klare det? — Hold op med det der! Penge til bøjlen fandt du jo. Så kan du også til Sonja. Du er bare nærig. Vil gøre alt for dig selv, men ikke for din eneste niece. — Bøjlen var en nødvendighed. Sonja vil have en dyr gadget. Man kan ringe fra en billigere telefon. Undskyld, jeg har ikke 3.000 kr. til legetøj. — Det er typisk dig, snøftede Sveta. Ingen egne børn, så du fatter ikke, at nytår = mirakler for børn. Egoist… Du lever kun for dig selv. Håber du kvæles i din bøjle… Tonefaldet lukkede samtalen. Polina sad på køkkenet med hovedet i hænderne. Hun var rystet og ked af det. Nu skulle hun til tante Gitte, sidde ved familiens larmende bord, modtage hånlige blikke og gøre rede for sine egne valg. Og føle sig som den skurk, der stjal et nytårsmirakel fra en syvårig. Alt imens barnet allerede tænker i kroner og øre. Mor har altid lært Polina, at man skal give efter for familiens skyld. Men nu blev den fred for dyr. Hun ringede til sin mor, og fortalte alt. — Mor, du må gøre som du vil, men jeg tager ikke med til nytår hos tante Gitte, sagde Polina stille, men bestemt. Jeg kan ikke. Jeg vil ikke se dem, og vil ikke undskylde. Jeg bliver hjemme… — Vi kommer heller ikke, sagde mor pludseligt. — Mor… Du behøver ikke. Jeg ved, hvad det betyder for dig. Tante Gitte, bedstemor… Du elsker jo at være der. — Til helvede med traditionerne, sagde mor. Polina blev helt paf; hun havde aldrig hørt de ord fra sin mor. — De er efter dig, og ikke kun dig. Bedstemor siger konstant, at vi har opdraget dig til at være nærig. Jeg fik nok og sagde: hvis vi har, så lad være med at ses. Der blev stille. Polina vidste, hvor meget hendes mor elsker nytårsaften i familien. Madlavning, pynt, gaver… Hun ville ikke lade sin mor ofre sit nytår for hende. — Mor… startede hun, men mor afbrød. — Ved du hvad? Tag Igor med og kom til os. Far har købt kaviar. Jeg laver and med æbler, og vi snitter salat. Vi bliver bare os fire. Ro og hygge. Ingen giftige familiemedlemmer. — Men mor… plejer du jo ikke at ville… — Jeg har ofret dig én gang – da vi sparede op til din bøjle, husker du? Aldrig igen. Jo mere man giver dem, jo mere regner de på, hvad der tilhører dem. …Nytår for Polina startede med blid sne, duft af mandariner og andesteg. Ingen fulde råb fra onkel Karl, ingen surt blik fra bedstemor Zina, ingen giftige stikpiller fra Sveta. Kun blinkende lyskæder, TV-nytårsudsendelser og de nærmeste omkring sig. Ikke bare familie. Nære. — Skål for os! sagde far med et glas champagne. — Og for dit nye smil, datter! Jeg er glad for, at din drøm gik i opfyldelse, omend det tog tid. Igor grinede og tog Polina om skuldrene. — Jeg har altid elsket dig – selv som hamster, hvisker han. Med eller uden bøjle – du er den smukkeste for mig. Polina var ligeglad med, hvad Sveta, Sonja eller resten af familien tænkte. Hun indså: Det vigtigste er at være sammen med dem, der elsker dig præcis som du er. Med skæve tænder, med bøjle, med eller uden penge… Med dem, der ikke kræver 3.000 kr. for kærlighed, men bare skærer salat og sidder sammen med dig, når livet gør ondt. — Godt nytår! sagde Polina med et smil – uden at skjule sin mund bag hånden. 🎄🎄🎄

Opdraget som nærigrøv

Åh du milde… 170.000 kroner? For dét her? Rikke, jeg håber du ikke bliver fornærmet, men selv om du får et tandsæt som Angelina Jolie, bliver du ikke til hende. Du kunne jo hellere hjælpe din mor, eller smide lidt til din niece så hun kan få ny skoletaske… Signe måtte tage lån bare for at få Emma klar til skoleåret. Det giver da mening, men du du fodrer bare tandlægerne, sagde bedstemor Karen og vinkede afvisende.

Nu, pigen skylder jo ikke nogen noget… prøvede Merete, Signes mor og samtidig Rikkes tante, at mægle. Men sådan en bunke penge… Man kan jo ikke engang se det, hvis ikke du smiler!

Nåh, men det er sikkert bare begyndelsen, sagde onkel Erik og rystede på hovedet. Med alt behandling ender det nok på 300.000 samlet. Lidt mere, så kunne du nærmest have fået en ejerlejlighed… Jeg fatter ikke det med tænderne, når der ikke engang er et sted at bo.

Rikke mærkede blodet stige til kinderne. Hvorfor sagde hun ærligt, hvad hendes bøjler havde kostet? Hun vidste jo, de ikke ville juble. Hun havde håbet på et tillykke med sit nye smil eller bare stilhed.

Åh, I skal ikke gå så hårdt til hende… blandede Rikkes mor, Birthe, sig. Det er hendes helbred og hendes penge. Hun bestemmer selv.

Rikke havde lyst til at begynde at regne på andres penge. At sige til tante Merete, at hun altid klager, men aldrig arbejder. At minde Erik om alle øllene. At foreslå kusine Signe, at hun bruger mindre på negle og mere på Emmas skolebøger. At sige til bedstemor Karen, at hvis man følger hendes logik, behøver hun da ingen medicin hun er jo gammel alligevel.

Men hun lod være. Hun ville ikke forvandle familiebordet til en skænderi. Desuden smed en af de andre pludselig en ny historie på bordet, og snart gik samtalen over til sladder. Men stemningen var allerede ødelagt.

På vejen hjem kom barndomsminderne…

…Hun ejer ikke ét eneste ordentligt skolebillede. På hver eneste ser hun sammenbidt og mut ud. Hun havde lært at smile med øjnene, for så snart hun glemte at holde munden lukket, begyndte det: Hest, Kanin, Nøddeknækker og det var de pæne navne. Selv hendes mand, Mads, kaldte hende hamster, uden at vide, hvor meget det kriblede i hende.

Som fjortenårig sagde hun til mor, at hun ville have bøjler til sin fødselsdag. Før troede hun, at bøjler kun var for børn. Men hun havde set en på sin egen alder og ville også have.

Mor ville have taget hende til tandlægen før, hvis der havde været råd. Langt de fleste penge gik til husleje og regninger, resten til mad og til at hjælpe den evigt trængende tante. Men da forældrene så tårerne, sagde de ja.

Alle måtte stramme livremmen. Selv Rikke. Hun droppede klassens tur til København, brugte den gamle vinterjakke, lagde rester af madpenge til side… Alt for at nå sin drøm.

Så væltede det hele sammen…

Skat… sukkede mor før fødselsdagen. Far og jeg har dårlige nyheder. Bedste Karen er blevet indlagt… Vi må altså lægge tandsagen til side. Hun har brug for medicin, og det er dyrt…

Rikke stirrede på mor, uden ord. Ingen var skyld i noget, men det var så uretfærdigt.

Sådan er det bare… sagde mor stille, og kiggede ned. Bedste har mere brug for det nu. Vi må vente, og hun skal reddes…

Rikke forstod. Hun nikkede, og slugte klumpen i halsen. Pengene til hendes selvtillid, hendes drøm, gik til at redde bedstemor Karen…

Bedstemor blev rask. Hun fik aldrig at vide, hvad det havde kostet; forældrene skånede hende med detaljerne. Snart glemte hun sygdommen og var tilbage til yndlingsbeskæftigelsen at belære hele familien.

Og så, femten år efter, sad Karen og skældte Rikke ud over, at hun endelig havde brugt sine egne penge på sig selv.
Mine tænder er min egen sag, tænkte hun, og min konto også. Jeg bad ikke om noget, og skal ikke undskylde noget.

Det kunne være endt der, hvis ikke det var for nytår…

…December var vanvittig. Juletravlhed, regn og slud, og kampen for at få økonomien til at række. Familien havde for længst glemt den ubehagelige samtale, men stemningen hang stadig.

Snart var det tid til fest. Efter gammel tradition samledes de til nytår hos tante Gitte. Den samme, der mente, at man bare kunne lade være med at smile, hvis man ikke havde råd til tandlægen.

Rikkes familie var stor, så gaverne var symboliske: håndklæder, showergels, chokolade på tilbud. Mere rakte tiden og pengene ikke til. Dertil kom, at Rikke lige havde fået rettet bøjlerne. Nu føltes det, som om tænderne ville springe ud af munden og det havde kostet en god slat. Men hun vidste, hvad hun gik ind til.

Hun prøvede at slappe af med lidt videoer, da der plingede fra telefonen:

Tante Rikke, jeg ved hvad jeg vil have af julemanden! lød Emma glad igennem højtaleren.

Der var vedhæftet et link. Rikke klikkede en smart telefon med sølvfarve. Prisen? 3.000 kroner. Ikke det dyreste, men stadig alt for meget for en niecegave. Hun elskede Emma, men…

Emma, telefonen er flot. Men julemanden har mange bestillinger, og sådan en kan han ikke klare, skrev Rikke. Mads og jeg har købt en gave til dig, lidt mindre, men med hjertet. Hvis dine forældre vil købe telefonen, kan vi måske smide lidt til.

Svaret kom straks. Et nyt talebesked, som startede med et skingert skrig og falsk gråd.

Jeg vil ikke have andre gaver! Jeg vil kun have telefonen! jamrede Emma. Mor siger, du er rig!

Rikke svarede ikke. Hun lyttede flere gange, ikke helt overbevist om, hvad hun hørte. Klumpen voksede i halsen. Det handlede ikke om penge men om holdning. Kusine Signe havde åbenbart fortalt Emma, at tanten kan flås. Og nu prøvede Emma at presse hende.

Dråben kom, da Signe ringede fem minutter senere.

Hvorfor har du fået Emma til at græde?! rasede hun i røret, uden hilsen. Emma er helt ulykkelig, sidder og tuder!

Signe… Dit barn ønsker sig en telefon til 3.000 kroner til jul. Vi har jo egentlig sagt maks 100 kroner pr. gave. Hvor skal jeg få sådan nogle penge fra?

Lad nu være! Du kunne da betale for bøjler! Så kan du også for Emma. Du tænker kun på dig selv, snåser med din eneste niece.

Jeg betalte for min tandbehandling, fordi det var nødvendigt. Emma ønsker sig bare en dyr dims. Man kan snildt ringe fra en billig telefon. Jeg har altså ikke 3.000 ekstra til gadgets.

Typisk dig, fnyste Signe. Du har ingen børn, og fatter ikke, at julen er magi for dem. Din egoist… Du tænker kun på dig selv. Jeg håber du kvæles i de bøjler…

Hun lagde på.

Rikke sad i køkkenet med hovedet i hænderne. Hun var fyldt af skam. Hvor bange hun var for, hvad næste skridt ville være. Hun skulle jo til Gitte, sidde ved langbordet, få fornærmede blikke og forklare sig. Skulle hun også føle sig som skurken, der stjal magien fra et barn et barn, der allerede regnede værdi i kroner?

Mor havde altid lært Rikke, at man skulle ofre lidt for familiefred. Men den fred kostede hende for meget nu.

Hun ringede til sin mor og fortalte sin version.

Mor, jeg kommer ikke til nytår hos Gitte, sagde Rikke stille, men fast. Jeg kan ikke. Vil ikke se de ansigter eller forklare mig. Jeg vil hellere være hjemme…

Vi kommer heller ikke, svarede Birthe pludselig.

Mor… Lad være. Jeg ved, hvad du føler for det. Gitte, Karen… Den tradition…

Pyt med traditionen, sagde mor og overraskede Rikke. De hakker jo ikke kun på dig. Jeg har ikke nævnt det før, men Karen siger konstant, at vi har opdraget dig til nærigrøv. Jeg blev træt og sagde, at hvis vi virkelig har fejlet, så behøver vi jo ikke ses.

Der blev stille. Rikke vidste, at mor elskede de sammenkomster. Altid forbereder, hjælper med bordet, vælger gaver… Hun ville ikke ødelægge mors jul for sin skyld.

Mor, begyndte hun, men Birthe afbrød:
Ved du hvad? Kom med Mads hjem til os. Far har allerede købt kaviar. Jeg laver and med æbler, og vi laver salat. Vi bliver fire. Stilhed og hygge. Uden slægtninge.

Men mor… Du plejer altid at glæde dig…

Jeg har fået nok. Jeg har allerede ofret dig én gang, da vi sparede op til bøjlerne, kan du huske? Aldrig igen. Du giver og giver, og så regner de på dine penge bagefter.

…Nytår begyndte for Rikke med blid sne, duft af mandariner og and i ovnen. Ingen fulde onkler, sure bedsteforældre, eller spydige bemærkninger fra Signe. Kun blinkende julelys, TV-julehygge, og familie tæt på.

Ikke bare familie. Nære.

Skål for os! sagde hendes far med champagneglas. Og for dit smil, datter! Jeg er glad for, du endelig fik din drøm opfyldt om så det tog lidt tid.

Mads grinede og lagde armen om hende.

Jeg har nu altid synes du var dejlig, hviskede han. Med eller uden bøjle du er min drøm.

For første gang var det ligegyldigt, hvad Signe, Emma og alle de andre slægtninge mente. Rikke vidste nu: det vigtigste er at være sammen med dem, der elsker én som man er. Bøjletænder, skæve smil, med penge eller ej… Hos dem, der ikke kræver 3.000 kroner for kærlighed, men stille skærer salat og sidder hos dig, når det gør ondt.

Godt nytår! sagde hun, og smilede denne gang uden at skjule munden.

Livet lærer os, at ægte kærlighed og samhørighed ikke kan købes for penge, og den findes bedst der, hvor vi bliver elsket præcis som vi er.