Dagbog, 13. februar
Allerede i to timer har jeg siddet i kø hos gamle Frida, byens kloge kone min sidste chance, føler jeg. Jeg hedder Kirstine. I flere år har jeg forgæves forsøgt at gennemføre en graviditet, men af uforklarlige grunde er det aldrig lykkedes for mig. Tja, jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg skal sige Dine prøver er fine, intet unormalt, sagde lægen til mig med et opgivende træk på skuldrene. Men der må da være en forklaring? Hvis jeg er sund og rask, hvorfor kan jeg så ikke få børn? spurgte jeg desperat. Lægen rystede beklagende på hovedet. Måske du skulle prøve at gå i kirke og tænde et lys, hviskede hun.
Min mand, Mads, og jeg har været gift i fem år. Vi har alt, hvad vi kunne ønske os: økonomisk tryghed, en hyggelig lejlighed på Østerbro midt i København, kærlighed og forståelse. Men ingen børnelatter i lejligheden, ingen små, glade fodtrin.
Tidligere har jeg altid haft på fornemmelsen, at vi måske er ramt af noget ondt et slags familieforbandelse. Efter lægens ord blev jeg mere fast overbevist. Kirken er da fint, men du burde prøve at opsøge en rigtig klog kone, foreslog min veninde Anne og hviskede adressen til mig.
Nu var det endelig min tur. Jeg trådte tøvende ind i Fridas lille rødmalede bindingsværkshus uden for Roskilde. Jeg havde forestillet mig, at kloge koner så mere uhyggelige ud, måske med en sort kat på skulderen. Men Frida var spinkel, sød og bar en hvid tørklæde og en blomstret kjole. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Hun tog blidt imod mig: Hej, min pige. Sæt dig hen ved siden af alterbilledet, sagde hun med en rolig stemme.
Du forstår, jeg har et alvorligt problem begyndte jeg, og tårerne kom. Alt ved jeg allerede, min pige. Jeg vil hjælpe, så godt jeg kan, lovede hun roligt, tog en stearinlys i hånden og gik mumlende rundt om mig, mens hun læste bønner. Det føltes mærkeligt, nærmest rensende. Da det var færdigt, satte hun sig over for mig og tog min hånd.
Du vil ikke kunne få børn, Kirstine, ikke før en gammel forbandelse bliver løftet. Den har hvilet over dig siden barndommen, sagde hun roligt. Hvilken forbandelse? Jeg har da aldrig gjort nogen noget ondt? protesterede jeg. Ikke dig, men din mor hun har båret en tung skyld, og nu betaler du prisen, forklarede Frida. Jamen det er da uretfærdigt! Min mor er død for længe siden hvorfor skal jeg tage straffen for hendes synder? Sådan fungerer universets love, vi kan ikke ændre det
Jeg var desperat. Kan du ikke hjælpe mig? Desværre nej Havde det været onde øjne, måske. Men ikke dette. Hun forklarede, at min mors skyld skulle gøres god igen overfor den, hun havde forvoldt ondt, hvis det var muligt. Og frem for alt skulle jeg huske at bede for mig selv, men også for mine fjender.
Jeg kørte straks ud til min moster, Birthe, som boede i landsbyen nær Holbæk. Åh Kirstine! Hvorfor så pludselig? Jeg kunne da have varmet saunaen! jublede hun. Birthe, jeg har brug for sandheden. Hvad har min mor gjort? Hvilket mørke bærer vi rundt på? Moster blev stille, men jeg fortalte hende alt om besøget hos Frida.
Birthe sukkede og begyndte at fortælle. Min mor, Solveig, var landsbyens yndlingspige smuk og beundret. Hun indledte en affære med en gift mand, Preben, og rev ham væk fra hans kone, Maren, der blev alene med en lille baby. Maren kom engang desperat grædende til Solveig og bad hende om at sende Preben hjem, men Solveig lo hende ud. I sin fortvivlelse udtalte Maren en frygtelig forbandelse ikke kun over Solveig, men også over hendes endnu ufødte børn
Hvad skete der siden? spurgte jeg angst. Din mor giftede sig med Preben, men deres lykke blev kort. Først døde han, så hende en sand tragedie. Nu sidder du, min stakkels pige, fast i skæbnens spind. Birthe græd.
Maren, bor hun stadig i nærheden? Jeg må bede hende om tilgivelse, forklarede jeg.
Moster nikkede tungt. Det gik hende slemt. Først blev hun stille og underlig, senere brød hun pludselig sammen. Hun blev sendt på institution, og hendes dreng, Leif, blev sendt på børnehjem. Leif må da være voksen nu? Han er lidt ældre end mig. Er han min halvbror? Ja Kirstine, det er han. Men også hans liv blev ødelagt. Børnehjemmet, druk, slagsmål og så en ulykke i skoven under en snestorm. Han overlevede, men han mistede benene og er bundet til en kørestol.
Det skar i hjertet. Min mor havde ikke bare revet Preben væk, men også ruineret uskyldige menneskers liv. Birthe, du må følge mig hjem til Leif. Jeg må tale med ham! Det er vanvid! Han drikker, er uforudsigelig. Du bør tage hjem! Men jeg stod fast.
Vi gik gennem sneen til et lille forfaldent bindingsværkshus. Gærdet var væltet, der var intet strøm, kun lyset fra en petroleumslampe. Jeg listede ind, mens Birthe hviskede, at hun ventede udenfor. Der lugtede bittert af røg og sprut. Ved bordet sad en mand i kørestol, og oppe på det sad en stor, flot hvid kat det eneste lyspunkt i rummet.
Din kat ligger midt på bordet, sagde jeg forvirret. Det rager ikke dig! Snemand bestemmer her, mumlede Leif med sløret stemme. Hvad vil du? Jeg flytter ikke på plejehjem! Jeg er Kirstine, din halvsøster. Nå! Søster. Er du kommet efter arven? Der er ingen huset tilhører min mor. Leif, jeg er kommet for at bede om tilgivelse for, hvad min mor gjorde. Hvordan kan jeg hjælpe dig? Han lo bittert og så undvigende på mig, men jeg kunne se vreden blandet med sorg i hans øjne. Har du en halvtredser? Spurgte han pludseligt. Jeg rakte ham fem hundrede kroner i danske sedler. Tak. Jeg har tilgivet dig. Vil du tilgive mig, kom bare igen, mumlede han og kørte mig nærmest ud af døren.
Jeg gik tilbage til Birthe, chokeret over synet af min halvbror. Gråden pressede sig på undervejs til hendes hus. Nå? Talte I? Ja han sagde, han tilgav.
Jeg takkede og sagde, at jeg ville hjem. I virkeligheden ønskede jeg bare at være alene der var for meget at fordøje efter dagens oplevelser.
Den næste uge gik jeg rundt som i en tåge. Leif fyldte mine tanker, dag og nat. Måske var jeg det eneste, der var tilbage i hans liv? Jeg gik i Vor Frue Kirke næste søndag. Efter gudstjenesten bad jeg ikke kun for mig og min familie, men også for alle de mennesker, jeg kunne have såret gennem mit ophav.
Præsten lagde mærke til min uro. Er det svært, datter? spurgte han. Jeg fortalte ham alt, uden at skjule noget. Du spildte tiden hos kloge koner, sagde han mildt men bestemt, børn kan ikke bære forældres skyld. Men bøn er altid godt, især for dem, der har gjort én ondt. Jeg spurgte, hvad jeg skulle gøre med Leif, min bror. Gør, hvad din samvittighed og dit hjerte fortæller dig, sagde han.
Næste dag kørte jeg igen ud til Leif. Denne gang ankom jeg beslutsom. Jeg vil ikke give flere penge. Men du skal med mig! Først til sygehuset, så hjem til mig. Han protesterede. Jeg vil ikke! Hvis du ikke kan lide det, kan du altid tage tilbage. Du er min bror, jeg kan ikke bare lade dig gå til grunde. Han overgav sig, på ét vilkår: Snemand skal med! Naturligvis! Jeg har altid ønsket mig en kat.
Tre måneder senere var Leif faldet til i vores hjem i København. Han var faktisk venlig og sjov, og blev opslugt af computere nu ville han tage kurser og arbejde som programmør. I morgen kommer der proteser fra Tyskland snart kan du gå igen! Mads klappede ham på skulderen. Tak! Jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle prøve at gå igen svarede Leif rørt. Alt det her er på grund af Kirstine, smilede Mads.
Et halvt år gik. Nu stod Mads og Leif foran vinduet på Hvidovre Hospital. Jeg vinkede oppe fra barselsafdelingen jeg havde født tvillinger. Snart vrimler huset med leg og glæde! lo Mads. Er du klar, onkel Leif? Altid klar! lo han. Nu skal vi nok klare den!Da de endelig kom op på stuen, lå jeg med et lille barn i hver arm. Leif trådte forsigtigt ind, næsten ærefrygtig, som om han var bange for at bryde lykken med et eneste forkert skridt. Snemand listede lydløst op i fodenden af sengen og lagde sig til rette, som om han altid havde hørt til der.
Mads kyssede min pande, og jeg så op på Leif. Vil du holde hende? spurgte jeg blidt og rakte ham vores datter. Han tøvede et øjeblik, men hans hænder var rolige, da hun lå i hans favn.
Noget dæmrede i hans ansigtnoget lysere, varmere end jeg havde set før. Hun ligner dig, hviskede han, og en stolt tåre gled lydløst ned ad hans kind.
Et øjeblik føltes det, som om alt det gamleskylden, forbandelsen, fortidens skyggerløsnede grebet om vores familie, og luften i rummet vibrerede af en stille, ny begyndelse.
Velkommen hjem, sagde jeg. Leif nikkede, og med et lille smil samlede han begge tvillingers hænder i sine.
Udenfor begyndte det at sne, men dér inde, midt blandt vores egen lille flok, vidste jeg, at alt var, som det skulle være. For første gang i mit liv havde jeg ikke længere noget at bede omkun noget at takke for.
Katrine havde siddet i kø hos gamle fru Nina i over to timer – den lokale kloge kone og hendes sidste håb. I årevis havde Katrine og hendes mand Mads alt: kærlighed, tryghed, hus og hjem – kun manglende børnelatter genlød i den rummelige villa. Lægerne var magtesløse, og da veninden foreslog en klog kone, satte Katrine kurs mod landsbyen. Mødet udløste dog langt mere end hun havde regnet med: Forbandelser, skjulte familiehemmeligheder, soning af moderens gamle synd og et møde med halvbroren Leon i en faldefærdig hytte – alt i håbet om, at forsoning og tilgivelse kunne overvinde gamle synder og bringe nyt liv til familien.
