Sin egen ro
Klokken syv og fem begyndte sengen at ryste, som ved et svagt skub, og en elektrisk boremaskine bed sig ind i muren bag hovedgærdet. Først i korte ryk, derefter med en lang, vred hylen.
Aksel Petersen satte sig brat op. Pudebetrækket gled ned på gulvet. Hjertet faldt tungt ned i maven og begyndte at banke, hurtigt og ujævnt. Han blev siddende, greb fat om madrassens kant, indtil lydene blev til baggrundsstøj. I hjørnet blinkede displayet på hans gamle radio-ur: 7:06.
“Hvorfor skal folk begynde så tidligt…” tænkte han, mens han famlede efter sine hjemmesko med fødderne. Den venstre var stadig under lænestolen, så han kom ud i køkkenet med kun én på, slæbende den bare fod hen over linoleummet. Han tændte vandhanen, fyldte et glas og tog to store slurke. Vandet var lunkent, stået natten over. Der blev lidt lettere i brystet.
Boremaskinen blev stille. Aksel Petersen slappede kortvarigt af i skuldrene, men straks gik et dump slag i gangnoget blev tæsket med en hammer, eller en flise blev revet af. Et udbrud af latter, en råbende stemme:
Kasper, hold det lige!
Stemmerne var unge, mandlige. Sikkert de nye fra nummer 105, der var flyttet ind for en måned siden. Han havde set dem et par gange: to slanke fyre i sportstrøjer, med flyttekasser og ruller under armen. Ved opgangen hilste den ene dengang:
Godmorgen, bedstefar.
Aksel Petersen brummede noget utydeligt og blev flov over titlen “bedstefar”. Han prøvede at huske, hvornår nogen sidst havde tiltalt ham med fornavn og efternavn, og ikke bare som et møbel i opgangen.
Han havde været pensionist i to år. Efter tredive år som maskiningeniør på fabrikkens tegnestue, var han vant til roen, til tankerne, der lød bedst, når kun lampernes summen og papirernes hvislen fyldte rummet. Da fabrikken lukkede, tog han småjobs hist og her. De sidste år havde han tegnet for et mindre firma hjemme ved vinduet, hvor han havde indrettet sit skrivebord. Lejligheden på niende sal havde han engang elsket for stilheden. Gården var omgivet af lidt grøn, en bænk, et par popler. Larmen fra den store vej bag blokkene blev til en fjern summen, som han havde vænnet sig til.
Den sidste måned var alt vendt op og ned. Først skiftede de vinduer i nummer 103en hel uge med savning og hammerdrøn. Så var det badeværelset i nummer 101, støv lugtede så meget oppe på trappen, at han havde lyst til at skylle næsen. Nu nummer 105. Det føltes som om borehammerne gik stafetten videre op gennem etagerne.
Han prøvede at tage det med ro. Sagde til sig selv, at renovering en dag stopper. Skruede radioen op, forsøgte at læse nyheder på sin tablet. Men maskinen blev ved, og en dum hovedpine voksede. Blodtrykket steg, pillerne mod hypertension skulle tages hyppigere. Om natten, hvor alt ellers burde være stille, begyndte de unge ovenpå deres liv: grin, musik, basrystelser gennem væggene som trommer.
En aften blev det for meget. Klokken var næsten elleve, nedenunder dundrede det så glassene klirrede i vitrinen. Aksel Petersen rejste sig, trak sine slidte bukser på, smed fødderne i sneakers uden strømper og gik ud til døren.
Han trak kæden, åbnede, trådte ud i opgangen. Væggene vibrerede, postkassernes låg hoppede. Bag døren til nr. 105 skreg vinkelsliberen tyndt.
Aksel Petersen knyttede næven og bankede hårdt tre gange.
Støjen stoppede omgående. Efter få sekunder åbnede en yngre fyr med briller, i grå T-shirt, håret pjusket, med sikkerhedsbriller i panden og hvide spor af spartelmasse på brystet.
Hva’?spurgte han, men rettede sig straks: Undskyld. God aften. Er der noget galt?
Ja, sagde Aksel Petersen, pustende.Det er sent nu. Det er nat.
Han mærkede stemmen ryste og blev vred på sig selv.
Ja, ja, vi slutter lige om lidt. Vi har travlt, vi når kun i dag til…
Til hvor længe? spurgte Aksel Petersen irriteret. Er det lige meget for jer, at væggene ryster? Her bor ældre og syge mennesker. Jeg skal til lægen i morgen tidlig, men kan ikke sove.
Hans egne ord virkede skingre, som dem fra et tv-program. Fyren faldt sammen, som var han slået ned af stemmen.
Okay, undskyld, lød det lavmælt. Det skal ikke ske igen.
Døren lukkede forsigtigt. Maskinen genlød ikke. I stilheden kunne han høre elevatoren ovenpå døren slamre.
Aksel Petersen stod lidt, mærkede sin vrede falde som en klump. På vej hjem kiggede han på nummer 103s kighulder var tomt, men han følte sig iagttaget. I spejlet på gangen fangede han sit eget blik. Træt, ældet.
“Kæft, du kan da bare råbe ad knægtene. Sikke en helt,” tænkte han sarkastisk.
Om natten blev det svært at falde i søvn, mere på grund af skam end støj. Han mindedes, hvordan det var i kollektiv boligen, hvor folk huggede brænde hele natten. Dengang havde han lovet sig selv aldrig at blive en af dem, der banker i loftet med kosten.
Næste morgen vækkede dørklokken ham, ikke maskinen. Han så på uretti minutter i ni. Han tog skjorten på og gik mod døren. Gennem kighullet, den unge fyr fra igår, ren T-shirt, en pose i hånden.
Godmorgen, sagde han, da Aksel Petersen åbnede. Det blev lidt sent i går, undskyld. Her er noget til dig. Chokolade. Og… sig til, hvis vi larmer igen, vi vil gerne finde en løsning.
I posen lå en plade mørk chokolade og en pakke te. Aksel Petersen blev forlegen, mumlede tak og nikkede. De stod akavet et øjeblik, og skiltes så.
Resten af dagen var stilheden tilbage, men følelsen sad alligevel fast, som om han havde vundet en lille kamp, men tabt noget indeni. Tanken om igen at skulle banke på gjorde ham urolig.
Næste dag begyndte boringen igen. Nu dog først fra klokken ti, men det fortsatte helt til ni om aftenen. I pauserne kom basmusikken fra de unge ovenpåhver nat vågnede han til trommelyde gennem væggene. Han havde endnu ikke klaget til dem, turde ikke, satte ørepropper i, men brummede stadig lavfrekvent.
Sidst på ugen opdagede han, at han vågnede en time før alarmen, lytte til stilheden som til et minefelt. Enhver lyd blev varslet om ny ballade. Blisterpakken med piller blev hurtigt tom, og han måtte på apoteket efter flere.
På vej tilbage svingede han ind på boligkontoret, hvor fru Hansen, ejendomsadministrator, sad ved skrivebordet, lav af bygning, med briller i snor.
Hvordan går det, Aksel Petersen? spurgte hun, mens hun sorterede papirer.
Det er meget larm, svarede han. Kan de bare bore og hamre hele tiden?
Hun sukkede.
Ifølge dansk lov om ro er det tilladt at renovere hverdage fra ni til et og fra tre til syv om aftenen. Weekender lidt mindre. Vi kan kun opfordre og minde med opslag. Vil du have, jeg skriver et?
Han trak på skuldrene. Opslag i opgangen hang der nok af: “Cykler må ikke stilles her”, “Sortér affaldet”, “Rygning forbudt”. Folk læser dem, sukker, gør som de vil.
Nej tak, sagde han. Er der stadig nogen, der er formand for vores opgang?
Ja, fru Jørgensen! Hun styrer det hele, sagde fru Hansen. Og hun er med i vores beboerchat.
Beboerchat. Aksel Petersen havde stadig sin gamle mobil, men barnebarnet havde for et halvt år siden foræret ham en smartphone, sat alt op for ham. Der var allerede beskedapp, men han brugte den kun til at sende smileyer til barnebarnet.
Hjemme fandt han barnebarnets papirlap med kodeord, og søgte “Blåbærvej 14, opgang 3”. Chatten dukkede hurtigt op. Omkring fyrre medlemmer: kattefotos, beskeder om elevatoren, klager over viceværten.
Længe tvivlede han, før han skrev. Fingrene ramte klodset på skærmen. Ville først skrive: “Kære naboer, stop det evige larm”, men slettede, og blev mere neutral.
“Hej. Det er Aksel Petersen, 97. Der er meget byggearbejde og høj musik i vores opgang. Jeg har dårligt tryk og sover dårligt. Kan vi lave faste tidspunkter for larm? Så vi ved, hvornår og hvornår ikke?”
Svaret kom før han havde nået at kigge væk.
“Hej Aksel. Det er fru Jørgensen, formand. Du har ret. Lad os tage en snak.”
Snart dukkede andre kommentarer op. Nogen klagede over boringen i 105. Nogen snakkede for håndværkerne: “De har også et liv”. En ung kvinde fra 109 skrev: “Mit barn sover til middag, og vågner grædende når de borer. Skal vi ikke aftale præcise tider?”
Aksel Petersen følte en mærkelig lettelse. Andre var også generet af larmen. Men han turde ikke kræve skrappe regler. I stedet skrev han:
“Der er jo regler. Man må larme fra 9 til 13 og fra 15 til 19. Ikke om natten. Kan vi få fælles regler i vores opgang? Hvis nogen skal bruge hammer eller boremaskine, skriv i chatten først.”
To timer gik chatten varm. Fru Jørgensen foreslog “beboermøde”. Den unge fyr fra 105 svarede:
“Det er Kasper fra 105. Vi renoverer, og vil gerne følge regelsættet. Lad os tage snakken.”
Om aftenen ringede fru Jørgensen selv. Stemmen var frisk og bestemt.
Aksel, nu skal vi snakke med folk, ikke bare skrive. I morgen klokken syv kommer jeg. Vi går op til musikken og ned til de håndværkere. Klar?
Han lagde på, overrasket: nu blev det til virkelighed. Han følte sig nervøs, men et skridt tilbage var for sent nu.
Hele natten forberedte han sin tale mentalt: hvordan han engang også var ung, satte Kim Larsen på fuld skrue, men nu havde hjerteproblemer og piller; ville bede om respekt for naboerne. Men ordene faldt fra hinanden i hans hoved.
Næste dag gjorde han rent i gangen og justerede overtøjet på knagen. Fem minutter i syv stod han klar bag døren. Elevatorens klokke lød, og en lille, kraftig kvinde i lys frakke kom til syne med en mappe under armen.
Lad os gå, sagde fru Jørgensen med energi.
Han nikkede. Først til tiende salmusiklejligheden. Her boede et ungt par, ham kendte han fra aftenerne: høj musik og grin. De viste sig at være en bleg pige med lyst hår og en fyr med briller.
Godaften, begyndte fru Jørgensen, da døren gik op. Vi er fra opgangen. Ikke for at skælde ud.
Fyren så usikker ud, pigen krammede sit håndklæde hårdt.
Jeres højtalere er meget høje om aftenen, sagde hun. Vi har pensionister og børn her. Her er vores forslag.
Hun lagde en trykt tabel frem: ugedage, tidspunkter med larm og stilletimer. Aksel Petersen havde siddet ved computeren og lavet denbrede felter, så alt var tydeligt.
Men vi spiller jo ikke efter elleve, sagde fyren lidt tøvende. Nogle gange bare film. Vi er jo unge, vil gerne have lidt liv.
Han så prøvende på Aksel Petersen, som om han søgte støtte. Det var tid at tale op.
Jeg forstår jer, sagde Aksel Petersen med rolig stemme. Min kone og jeg plejede også at spille plader højt engang. Men nu har jeg svært ved det. Hjertet stopper næsten ved jeres basdet føles som på byggepladsen. Hvis I kan skrue ned efter ti, kan jeg trække vejret lettere. Og børnene sover. Hvis I vil have fest, så skriv i chatten, så tager jeg min pille og lukker vinduet. Det er nemmere at tage stilling til, når man ved det varer kort.
Han var overrasket, han sagde det så ligefrem. Stemmen sitrede ikke.
Pigen blev mere afslappet.
Vi troede ikke, det lød så meget, indrømmede hun. Vores tidligere naboer skreg højere end musikken. Vi lover at bruge høretelefoner efter ti, film lavt. Ved fest, skriver vi på forhånd. Skriv endelig til os, hvis vi larmer.
Fint, nikkede fru Jørgensen.
De gik videre til niende etage, til 105. Der lugtede af spartelmasse og maling. Kasper åbnede, og en anden støvfyldt fyr dukkede op i døren. Indenfor var plast lagt over gulvet, gamle ledninger lå i bunker.
Nå, kendte ansigter, sagde Kasper. Er vi for larmende igen?
Ikke for at skælde ud, gentog fru Jørgensen. Vi vil aftale.
Kasper og makker lyttede opmærksomt. Tabellen blev vist, der blev forklaret om middagslur i 109, trykket hos Aksel Petersen, byens regler.
Vi skal aflevere til kunden om to uger, sagde den anden. Vi arbejder alt det vi kan.
Aksel Petersen så, hvordan hans hånd rystede ved værktøjet. For ham var opgaven og tidsplanen bestemt ikke nem.
Har nogen sagt at I skal arbejde til sent?spurgte han mildt.Kan vi være enige: I larmer fra ti til et og tre til syv, resten af tiden kan I spartle eller sætte tapet. Vi forstår jo, det er ikke sjov for jer.
Kasper trak halvsmilende på skuldrene.
Vi plejer at følge det, men nogle dage trækker det ud. Vi skriver i chatten, hvis det sker, og siger undskyld.
Og i weekenden kun til fire, tilføjede fru Jørgensen. Folk skal kunne slappe af.
De gav hinanden hånd. Da døren lukkede, var der helt stille. Man hørte kun svagt nogen skælde ud på barnet på anden sal.
Se, sagde fru Jørgensen. Vi skældte ikke ud. Vi snakkede sammen. Der er nogle, der hellere vil have drama, men vi går bare til folk og taler.
Han nikkede. Der var en tomhed i ham, som efter en eksamen, der blev lettere end ventet. Samtidig voksede et forsigtigt selvrespekt. Ikke en helt, ikke et ordensmenneske, bare et menneske, der talte.
Næste dag startede boreren først klokken ti, og stoppede præcis klokken et. Klokken tre startede den igen og arbejdede til syv. Om aftenen skrev Kasper: “Vi larmer til 20 i dag, undskyld. Fra Kasper, 105.”
Flere utilfredse smileyer og en “like” dukkede op. Aksel Petersen skrev: “Kan vi få en ekstra stille time i morgen? Hilsen 97”. Kasper sendte et hjerte.
Musikken ovenpå var nu svagereingen tung bas, kun dæmpet rytme. Klokken ni skrev pigen fra tiende: “I aften får vi venner, sidder stille til kl. 23. Skriv, hvis vi larmer.”
Aksel Petersen satte sig afslappet i stolen. Det var mærkeligt at føle, hvordan alt fjendtligt og formløst blev til skemaer og beskeder på en skærm.
Nogle gange trængte støjen stadig igennem. Barnet fra 109 græd midt i middagsluren. Nogle tabte ting på gulvet ovenpå. Kasper overskred indimellem tiden med boremaskinen og vibrationerne kom igen.
Men nu havde larmen ansigt, navn, lejlighedsnummer. Man kunne skrive, ringe, gå op med aftalen i hånden. Lidt ekstra fleksibilitet gik begge veje. Det føltes mere betydningsfuldt for Aksel Petersen end total stilhed: nu deltog han aktivt, og var ikke blot offer for byens skæbne.
En dag sad han ved tegnebordet, vinduet åbent, nogen bankede med hammer derude. Før ville han lukket omgående. Nu vurderede han: det er jo arbejdstidog vendte tilbage til stregerne. Hjertet forblev roligt.
En aften fandt han sit gamle radio frem, satte den i køkkenet, skruede op for klokken otte nyhederne. Han lo ved sig selvfør havde han altid dæmpet sig så ingen blev forstyrret. Nu tænkte han, klokken syv må han da larme med radioen, lige så legitim som Kasper med sin boremaskine klokken tre.
Der kom latter fra naboerne ovenpå, måske fra dem med serien. Nedenunder skar maskinen i kort tid, så blev der stille.
Aksel Petersen hældte kraftig te op, brækkede lidt chokolade af pladen. En besked i beboerchatten med foto af en ny dørmåtte, en efterlysning af et løbehjul. Larmen blev til konkrete stemmer og hverdagsglimt.
Roen på køkkenet mellem nyheder og teske mod koppen føltes ikke længere skrøbelig og tilfældig, men tilkæmpet, aftalt, respekteret: et rum, hvor hver beboer tog små skridt mod hinanden.
Der blev ikke mindre larm i ejendommen. Men nu, morgen efter morgen, mens han stod ved vinduet og nød lyset, vidste Aksel Petersen, at han til enhver tid kunne åbne chatten, skrive, eller banke på med respekt. Og den forståelse gjorde nætterne tryggere og alderdommen mindre ensomfordi rigtige løsninger begynder, når man taler sammen.






