Lisbeth, har du sat vand over til te?
Lisbeth stod ved vinduet og så ud, hvordan en lille gråspurv hoppede rundt på vindueskarmen. Lille, grå, med en sort plet på halsen. Den hakkede lidt i noget, stod stille, hakkede igen. Hun havde kigget på den i flere minutter og kunne ikke tage blikket væk.
Lis!
Jeg kommer nu, sagde hun ud i luften.
Gråspurven fløj væk.
Hun gik ud i køkkenet, tændte elkedlen og fandt en kop frem. Hans kop. Den store med CHEFEN skrevet på siden, som deres datter engang havde taget med hjem fra København som en joke. Joken var gået af mode, men koppen var blevet.
Tager det lang tid? Søren kom slentrende ind i køkkenet i sine hjemmesutter, joggingbukser, som var blevet løse på knæene og avisen i hånden. Jeg bad om te, og så forsvinder du.
Jeg stod bare lidt ved vinduet.
Ved vinduet? Han kiggede på hende, som om hun talte et sprog, han ikke forstod. Hvorfor?
Der var en spurv.
Søren lagde avisen fra sig.
Lisbeth, er du okay?
Jeg har det fint, svarede hun og hældte kogende vand i hans kop.
Han tog sin kop med ind i stuen, satte sig i lænestolen og foldede avisen ud. Lisbeth blev stående lidt i køkkenet. Hun ville egentlig også have te. Men hun hældte ikke op til sig selv. Hun blev bare stående og stirrede på elkedlen.
De var begge 58. Mødtes da de var 23, til firmafest på Carlsberg. Giftede sig da de var 25. Tredive år i parcelhuset i Brønshøj. Og Lisbeth havde sat tevand på, straks han havde ønsket det, så længe hun kunne huske.
Det var ikke noget, hun havde lagt mærke til fra starten. Det var bare altid sådan.
Det var hendes veninde, Vibeke, der havde sagt det til hende for nogle år siden de sad i Vibekes køkken og delte en flaske rødvin, drukket af gamle plastikglas, fordi glassene var gået i flytningen.
Lisbeth, hører du selv? Du siger han vil gerne have og han synes og det er nemmest for ham. Hvad med dig selv? Hvad vil DU egentlig?
Jeg vil bare gerne have, vi har det godt sammen.
Det er ikke et ønske. Det er en funktion.
Lisbeth blev fornærmet dengang. Sagde at Vibeke bare var jaloux, fordi hun var alene. Men Vibeke tog det ikke ilde op. Hun hældte bare mere vin op.
Nu stod Lisbeth i sit køkken og tænkte på det. Funktion. Som i matematik. En variabel afhænger af den anden. Lisbeth afhænger af Søren.
Hun hældte vand op til sig selv. Satte sig ved køkkenbordet. Tjekkede beskederne fra Vibeke. Den sidste var en måned gammel: Lis, lever du endnu? Lisbeth havde bare svaret med en smiley. Vibeke svarede igen med den med det løftede øjenbryn.
Nu skrev hun: Lever. Vi må snart ses.
Vibeke svarede straks som om hun havde ventet: Kom over på lørdag. Jeg bager æblekage.
Normalt ville Søren have frikadeller om lørdagen.
Lisbeth tastede: Jeg kommer.
Hun lagde telefonen, tømte koppen og gik ud for at tage kylling op fra fryseren til aftensmaden.
Vibeke boede ti minutters gang væk, i en gammel ejendom med træværn på trapperne. Lisbeth kendte hver en splint. Hun ringede på klokken klokken halv tre med et glas hjemmelavet stikkelsbærsyltetøj i hånden.
Hey, sagde Vibeke, da hun lukkede op. Du har fået klippet håret?
For tre måneder siden.
Det klær dig.
De gik i køkkenet. Der stod en æblekage og duftede af kanel. Der var altid hyggeligt hos Vibeke. Hun havde været gift to gange, flyttet fire og begravet begge forældre næsten samtidig. Alligevel duftede der altid af noget, der fik én til at føle sig hjemme.
Nå, fortæl så, sagde Vibeke, mens hun delte kagen.
Hvad skal jeg fortælle?
Det hele.
Lisbeth tog et stykke kage. Kanelen ramte næsen, og æblerne var så bløde, at man kunne spise dem med ske. Noget trak sig sammen i hendes bryst, ikke på grund af smagen, men på grund af alt det andet.
Søren spurgte i går, hvor fjernbetjeningen var, sagde hun. Den lå på armlænet ved siden af ham. Jeg gik, hentede den, og gav den til ham.
Og?
Intet. Han tog den bare og zappede videre. Jeg gik ind og strøg skjorter.
Vibeke så på hende.
Lisbeth.
Jeg ved godt, hvad du vil sige.
Det tror jeg faktisk ikke. Jeg vil spørge: Hvordan havde du det I DET sekund?
Lisbeth tænkte sig om. Underligt, at hun aldrig tænkte på det. Hun gjorde det bare. Rejste sig, fandt den, rakte den, gik tilbage.
Ingenting, sagde hun endelig. Jeg følte ikke noget. Tænkte ikke engang over det. Jeg gjorde det bare.
Og dét er problemet, sagde Vibeke stille. Ikke det med fjernbetjeningen. Men at du ikke engang tænkte over det.
De sad lidt i stilhed. Udenfor Vibekes vindue sad en blåmejse i et gammelt pæretræ, i lørdagslys, og vippede.
Der er en blåmejse, sagde Lisbeth.
Hun er her hver lørdag, nikkede Vibeke. Jeg kalder hende Bodil.
Gir du fugle navne?
Jeg gir alt navne, som betyder noget for mig.
Lisbeth så på blåmejsen. Så på Vibeke. Så igen på fuglen.
Jeg er 58 nu, Vibeke.
Det er jeg også.
Det er vel ikke nu, man laver om på livet?
Vibeke hældte mere te i en rigtig kop med blå mønster, uden tekst. Lisbeth tog fat om koppen med begge hænder.
Jeg synes egentlig, det er PRÆCIS nu, man kan lave om, sagde Vibeke. Nu ved man, at tiden ikke venter. Nu er det, man skal gøre det.
På vej hjem gik Lisbeth langsomt gennem Brønshøj. Oktober var mild, bladene lå som et tæppe, og det var næsten som at gå på et blødt gulvtæppe. Hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde gået uden en indkøbspose eller en madplan i hovedet.
Søren arbejdede i et autoværksted dog ikke på gulvet, kun i administration for tiden. Han kom hjem halv syv, satte sig i stolen og ventede på aftensmad. Det var ikke udtalt, det var bare sådan, det var.
Da hun kom hjem, løftede han hovedet fra tvet.
Hvor har du været?
Hos Vibeke.
Hvad med frikadellerne?
Lisbeth stod i døren.
Jeg har ikke lavet dem. Jeg var hos min veninde.
Hvad skal jeg så spise?
Hun så på ham. Hans ansigt, hun havde kendt i så mange år. Rynkerne om øjnene, der var blevet dybere med tiden. Hænderne, der hvilede på armlænet som åremellederens.
Der er rester fra i går og rugbrød.
Hun tog skoene af, gik ind, fandt en bog og lagde sig med den.
Søren kom ti minutter efter, med tallerkenen med rester.
De er kolde.
Så lun dem i mikroen.
Han så på hende. Hun løftede ikke øjnene fra bogen.
Han gik. Døren til mikroen smækkede. Lyden af varm mad. Bagefter ro.
Hun læste. En roman om en kvinde, der åbnede en keramikbutik som 50-årig. Lisbeth havde købt den for et halvt år siden, men ikke haft tid til at begynde. Hun tænkte på, hvordan den romankvinde bare vidste, hvad hun ville. Lisbeth, derimod, anede ikke, hvad hun VILLE. Ikke for sig selv, kun for at alt var som det skulle være.
Hun hed Lisbeth Jensen, født Carlsen. Vokset op i Sorø, flyttet til København for at blive bogholder, blev hængende, da hun blev gift. Arbejdede på et kontor i tyve år, så lukkede det, og hun arbejdede bagefter et par år på en skole som lærervikar og lavede kreative sysler. Da sagde Søren, hun skulle finde et job tættere på, så hun tog deltidsarbejde i en lokal forening. Nu arbejdede hun slet ikke hun gik på folkepension sidste år.
Hun havde troet, hun ville nyde det. Men det endte med at være mere af det samme: madlavning, rengøring, indkøb te.
Søndag vågnede hun klokken seks, som hun plejede. Søren sov endnu. Hun lå længe og så op i loftet. Det var det samme loft som for tredive år siden. De havde kun malet det én gang trenden over vinduet var blevet længere, men ellers det samme.
Hun stod op, tog frakken og gik ud.
Brønshøj var tom søndag morgen. En fejer gik med kost langs et nabohus. En kat sneg sig langs plankeværket. Lisbeth gik mod parken, af bar vane.
Parken var tom og våd. Bænkene glinsede efter nattens regn. Hun satte sig, tørrede ryglænet lidt, og sad bare.
Hun tænkte på Vibekes ord: Du giver navne til det, der betyder noget for dig. Hun gav ikke navne til noget. For der var ikke noget, der kun var hendes.
Der var lejligheden men den var deres, sammen. Kaffestellet, hun havde villet købe, men opgav, fordi Søren sagde: Det gamle fejler jo ikke noget. En svømmehal derude, hun engang var begyndt at gå i, købte for sjov et abonnement, men stoppede det var upraktisk, hvis han var hjemme.
Hun sad i parken og tænkte på, om hun var forsvundet. Stykke for stykke. Gav ét stykke for frikadellerne, ét for strygningen, ét for hvor var du?, ét for hvad skal jeg spise?.
En kvinde standsede ved siden af bænken. En lille rød gravhund snusede professionelt til Lisbeths sko.
Bider hun? spurgte Lisbeth.
Nej, hun elsker alle, smilede ejeren. Går du tur?
Ja Bare lidt frisk luft.
Fornuftigt, sagde kvinden. Jeg begyndte at gå selv, da Mads døde. Først gik jeg for ham, nu for min egen skyld.
Hun sagde det så nøgternt, at Lisbeth blev nysgerrig.
Savner du ikke?
Mads? Jo, selvfølgelig. Men mest savner jeg at huske, hvem jeg selv var. De sidste år passede jeg ham bare. Da han døde, fandt jeg slet ikke ud af, hvem jeg selv var. Fik hunden så lærte jeg at leve igen.
Gravhunden gled over til næste bænk.
Hvor gammel er du? spurgte Lisbeth.
Treogtres. Hvorfor?
Bare nysgerrig.
Damen gik videre efter hunden. Lisbeth så efter hende.
Hjemme ventede Søren i køkkenet, med et utilfreds blik.
Hvor har du været?
I parken.
I parken. Klokken otte om morgenen?
Ja.
Hvad laver man der klokken otte?
Sidder. Tænker.
Han så ned på bordet. Hun forstod, han ventede på morgenmad.
Hun satte vand over, fandt æg frem, lavede spejlæg, skar brød. Stillede det foran ham.
Han spiste i stilhed. Hun sad med sin tekop og så på ham.
Søren, sagde hun pludselig.
M?
Kan du huske, hvorfor vi blev gift?
Han løftede hovedet. Kiggede overrasket.
Hvad er det for et spørgsmål?
Bare et spørgsmål. Hvorfor tror du?
Tja vi elskede jo hinanden.
Elskede, gentog hun. Og nu?
Han lagde gaflen fra sig.
Lisbeth, hvad foregår der?
Jeg spørger bare.
Nu lever vi da sammen. Familie.
Familie, gentog hun. Og så blev hun stille.
Han spiste færdig, rejste sig og gik ind i stuen. Hun sad længe og så på det halve brød.
Mandag ringede hun til svømmehallen og genåbnede sit abonnement. Hun besluttede sig for at svømme onsdag og fredag.
Onsdag pakkede hun badetasken og sagde til Søren:
Jeg tager i svømmehallen. Aftensmad står i køleskabet, du kan lune det.
Han kiggede over læsebrillen.
I svømmehallen?
Ja. Delfinen den ved Vanløse.
Det er da langt.
Tjue minutter med bus.
Hvorfor nu det?
Hun tog frakken på.
Jeg har bare lyst til at svømme.
Han sagde ingenting. Hun tog af sted.
Den blå bus var næsten tom, kun et ældre ægtepar og en mor med barn. Lisbeth så ud på efteråret, træerne i Vanløse, kaffebarer og folk på vej i deres eget liv.
Hun nød det. Elskede det faktisk.
Svømmehallen hed Delfinen, men der var kun blå baner og lugt af klor. Hun klædte om, gik i vandet og svømmede brystsvømning, som hun kunne. Vandet var køligt, man kan mærke sin egen krop på en god måde. Og hun tænkte faktisk ikke på noget. Bare var.
Da hun gik op igen, var hun træt men på en måde, hun ikke kunne huske at have været før. Træt af noget, der var for hende selv.
På vejen hjem satte hun sig på en café, bestilte en cafe latte. Helt alene. Foran vinduet. Tjeneren kom med en lille småkage. Lisbeth spiste den og tænkte, at måske er det dét, livet er kaffe, småkage, vindue ud til regn.
Hjemme sad Søren i stolen og så TV. På bordet stod en tom tallerken.
Fik du varmet det? spurgte hun.
Ja. Lidt for salt.
Lisbeth svarede ikke. Gik ud og tog bad, læste lidt.
Næste uge gik hun igen over til Vibeke. Fortalte om parken, svømmehallen, caféen.
Det er godt, sagde Vibeke. Mere af det.
Hvad mere?
Hvad vil du mere?
Lisbeth tænkte sig om.
Jeg vil gerne lære noget nyt. Måske tegne. Jeg tegnede meget som barn.
Så find et sted at tegne.
Hvor?
Folk går til voksenundervisning. Tjek på nettet.
I min alder begyndte Lisbeth.
Stop. Hvis du siger i min alder og ikke tager af sted, så gider jeg ikke høre på det, sagde Vibeke.
Lisbeth lukkede munden.
Okay så, sagde hun.
Ved et tilfælde fandt Lisbeth et kursus Akvarel for voksne. Hun gik ind, spurgte. Tre små hold hver uge, underviseren hed Anna Kirstine, sølvhår og fine turkise øreringe.
Har du tegnet før? spurgte Anna Kirstine.
I barndommen. Fyrre år siden.
Fint. Så er du ikke fyldt med dårlige vaner. Kom endelig næste uge.
Hun kom. Syv kursister: fire kvinder omkring hendes alder, en yngre, en mand på de halvtreds og så en ung pige.
Anna Kirstine satte et æble foran dem.
Se ordentligt på det.
De sad i fem minutter og gloede på æblet, så tegnede de. Lisbeths lignede en kartoffel, men skidt med det. Det føltes godt.
Du har god fornemmelse for form, sagde Anna Kirstine og smilede. Det er det vigtigste.
På bussen hjem sad Lisbeth med kanten af sin tegning i hånden: kartoffel-æblet.
Hjemme så Søren nyheder.
Hvor har du været?
Til akvarel.
Til hvad?
Akvarel. Jeg malede et æble.
Han stirrede på hende, så på papiret.
Det der er et æble?
Det er begyndelsen til et æble, smilte hun, og gik ud for at sætte vand over.
Om aftenen ringede hun til sin datter, Rikke. Rikke boede i København, var apoteker, gift, to børn. Ringede en gang om ugen.
Mor, hvad lavede du i onsdags? Jeg kunne ikke få fat på dig.
Intet særligt. Jeg er begyndt til malerkursus.
Pause.
Du maler?
Akvarel. To gange om ugen.
Fedt, sagde Rikke. Hendes stemme havde en mærkelig undertone: ikke overrasket, ikke helt begejstret, bare midt imellem. Ved far det?
Ja, han spørger, om jeg har malet et æble.
Rikke grinede.
Typisk. Men mor, har du det godt?
Bedre end før, sagde Lisbeth.
Godt. Ungerne skriger, vi tales ved på søndag.
Ja, på søndag.
Hun lagde mobilen, sad lidt. Så satte hun tegningen op på køleskabet med en magnet fra Fanø.
Søren kom ud efter vand, så tegningen, rystede på hovedet, men sagde ikke noget.
November blev våd og sur. Lisbeth gik trofast til svømning, til malekursus, besøgte indimellem Vibeke. Resten af tiden lavede hun mad. Læste mere, end hun havde gjort de sidste tyve år.
En dag på kurset satte Nina sig ved siden af. Hun var 61, tidligere geografilærer, nu pensionist. Håret hjemmefarvet kobberrødt, ikke helt jævnt, men det klædte hende.
Har du malet meget?
Tredje måned.
Du er tydeligvis blevet bedre. Jeg har malet et halvt år, men stregen sidder stadig ikke.
Anna Kirstine siger, stregen ikke er det vigtigste.
Anna Kirstine er en filosof, grinede Nina. Hun siger, at det egentlig ikke handler om at tegne men om at SE.
Lisbeth tænkte over det.
Det gælder vel hele livet.
Lige præcis. Er du gift?
Treogtredive år.
Respekt. Jeg har været skilt to gange. Bor alene, og det har aldrig været bedre.
Savner du ikke nogen?
Jo, nogle gange. Men aldrig det, der var. Min første drak. Den anden sagde kun noget, hvis han skulle have noget. Ligesom at trykke på en husholdningsmaskine.
Lisbeth nikkede.
En husholdningsmaskine, gentog hun.
Præcis. Forresten, dit træ ser levende ud. Se, stammen ånder.
Lisbeth kiggede på sit træ. Det så faktisk lidt levende ud. Hvordan var det sket?
I november begyndte der at ske små ændringer mellem hende og Søren. Langsomt. Han vænnede sig til, at hun var væk i timevis. Spurgte ikke længere hvor har du været? Lærte at varme mad selv. En dag havde han kogt kartofler uden at blive spurgt.
Du har kogt kartofler? sagde hun.
Ja, jeg var sulten.
Det er da godt.
Det var mærkeligt. Ikke dårligt. Bare mærkeligt.
En aften sad de begge med te. TVet var gået i sort, der var stille.
Lisbeth, sagde han så.
Ja?
Du har forandret dig.
Hun så på ham.
På en dårlig eller god måde?
Han tænkte.
Ved ikke. Du er anderledes nu.
Ja, sagde hun.
Det er jeg ikke vant til.
Nej, det er jeg heller ikke. Men jeg tror, vi begge må vænne os.
Han sagde ikke noget et øjeblik. Så: Må jeg se dine malerier?
Hun blev overrasket, men hentede mappen. Han bladrede langsomt. Stoppede op ved nogle stykker.
Hvad er det?
En kande. Vi øvede lys og skygge.
Og det her?
En hånd. Min egen.
Han betragtede tegningen.
Det ligner.
Tak.
Du kan virkelig finde ud af det, sagde han stille.
Hun mærkede en varme, ikke glæden ved ros, men noget roligere. Jeg ved det godt, svarede hun.
December blev kold. Lisbeth købte nye støvler varme, mørkeblå, med pelsfor. Søren syntes, de var dyre, men hun svarede, at de var varme, og diskussionen sluttede.
På kurset malede de vinterlandskaber. Anna Kirstine havde gamle sorte-hvide fotos med vinter i skoven, en frossen sø, landsby under sne. Vinter er ikke farveløs, sagde hun. Vinter er dæmpede farver.
Lisbeth kiggede med og fandt lyseblå i skyggen af sneen, rosa nær horisonten, gul i el-stammerne.
Nina stønner ved siden af.
Alt bliver gråt, hviskede hun.
Prøv at se ordentligt på skyggerne, hviskede Lisbeth. De er ikke grå.
Nina dyppede i blå. Nå, for søren.
Nemlig, sagde Lisbeth.
Efter kurset gik de på café og drak kaffe. Nina fortalte om sin datter i Odense, der ville have hende til at flytte.
Rejser du?
Jeg ved det ikke, jeg er bange for, alt er nyt og fremmed der. Her har jeg dig, kurset, min kat Preben.
Preben, smilte Lisbeth.
Ja, tyk, rød og værdig. Vi har det godt sammen.
Vibeke, min veninde, gir fugle navne, sagde Lisbeth. Hun kalder mejsen for Bodil.
Rigtigt, klukkede Nina. Man skal give ting navne, hvis de betyder noget.
En dag spurgte Lisbeth: Fortryder du, at du blev skilt?
Nina rørte viltrigt rundt i kaffen.
Angrer måske de spildte år, men ikke selve beslutningen. Første eksmand drak, den anden TALTE aldrig til mig. Som et apparat tryk, så får man svar.
Lisbeth lyttede.
Hvad gjorde du?
Først intet. Til sidst forlangte jeg, vi talte sammen. Han sagde: Du bilder dig ind. Ikke: Jeg hører dig. Bare: Du bilder dig ind. Så flyttede jeg.
Hårdt?
Ja men nødvendigt. Nu har jeg Preben og akvarelpenslerne. Ikke så skidt.
De betalte og gik. Sneen dalede. Lisbeth mærkede, hvordan den smeltede på kinden.
Hjemme sad Søren med telefonen, grinende med en gammel kammerat. Han vinkede bare, da hun kom hjem. Hun satte te over og stod længe i vinduet.
Udenfor lyste lygtepælen ringe i sneen. Det var smukt. Hun tog et billede og satte det som baggrund på mobilen. Før havde det været et fællesbillede fra Rikkes bryllup for syv år siden. Nu var det hendes.
I januar malede hun et billede, der virkelig fungerede. En vintergade, som hun så fra sit vindue, lygtepæl og sne. Anna Kirstine kiggede længe.
Her er din stemme, sagde hun.
Hvad betyder det?
Kunstnerens stemme. Man kan lære teknikken, men stemmen kommer indefra. Den har du.
Lisbeth så på billedet.
Jeg tegnede bare det, jeg så.
Netop. Det, der virkelig betyder noget for dig.
Det billede røg også op på køleskabet. Ved siden af kartoffel-æblet.
En morgen stod Søren og så på billederne. Hun kom ind.
Hvad?
Jeg kigger. De er gode.
Tak.
Har du altid kunnet det?
Tja nok. Jeg gjorde det bare aldrig.
Han nikkede, åbnede køleskabet, fandt noget ost.
Søren, sagde hun.
Ja?
Jeg vil til Skagen til sommer. Alene. Eller sammen med Nina fra malerkurset. En uge bare.
Han drejede sig om med osten i hånden.
Alene?
Ja. Eller med Nina. Jeg har bare lyst.
Han sagde ikke noget. Så: Har du penge til det?
Jeg har lidt fra pensionen.
Nå hvis du har lyst.
Det var ikke et selvfølgelig, tag af sted, skat. Det var et lidt tafatt nå, hvis du har lyst, som om han ikke helt vidste, hvad han syntes, men det var alligevel noget.
Hun skrev til Nina: Skal vi til Skagen i juli?
Nina svarede straks: Jeg afleverer Preben og er klar! Hvornår tager vi af sted?
Februar blev lang. Lisbeth gik i svømmehalen, malekurset, besøgte Vibeke. Læste. Engang gik hun i teatret med Nina. Søren ville ikke med. Det var seksten år siden sidst.
Efter forestillingen sad de på café.
Hvad synes du? spurgte Nina.
Det var godt. Jeg tænkte meget på Irina.
Den der siger til Moskva, til Moskva?
Ja. Hun ventede hele livet på, at det gik i gang. Og det gjorde det aldrig.
Chekhov er barsk han viser bare folk, der spilder tiden. Bomstille.
Ja.
Har du besluttet noget?
Med hvad?
Med dig selv du virker, som om du er et andet sted i tankerne.
Lisbeth rørte i kaffen.
Jeg ved ikke, om jeg har besluttet noget. Jeg er bare begyndt at leve. Små skridt. På min egen måde.
Det er faktisk meget.
Søren forstår det ikke.
Har du fortalt ham det?
Jeg har prøvet. Han siger bare: Du har ændret dig. Så siger jeg: Ja. Så siger han: Det er jeg ikke vant til. Jeg siger: Det må du vænne dig til.
Og?
Ikke så meget. Men han koger selv kartofler nu.
Nina grinede.
Det er da fremskridt.
Men Nina er du lykkelig nu?
Nina tænkte sig lidt om.
Jeg ved ikke om ordet lykkelig passer. Hvis lykke er, at alt er i orden og intet gør ondt, så nej. Men hvis lykke er, at jeg kan være mig selv, ikke skjule mig eller tåle mere end jeg vil så ja. Det tror jeg.
Lisbeth nikkede.
Godt svar.
Spørger du, fordi du overvejer at gå?
Lisbeth så ud ad vinduet. Februar, gadelamper, mørkt.
Jeg ved det ikke. Treogtredive år. Det betyder jo noget. Han er ikke et dårligt menneske. Han ser mig bare ikke. Jeg ved ikke, om det kan ændres. Kan man lære nogen at SE et andet menneske, hvis de aldrig har gjort det?
Nogle gange, svarede Nina. Nogle gange ikke.
Ja, sagde Lisbeth. Nogle gange ikke.
I marts, til kvindernes internationale kampdag, kom Rikke hjem med børnene. To dage med larm og latter. Søren livede op, legede og morede sig. Lisbeth så på ham og tænkte, at der stadig var liv i ham. Det kom bare sjældent til syne.
Om aftenen, da børnene var lagt, sad de sammen med Rikke og Rikkes mand Thomas og drak te.
Mor, du ser glad ud, sagde Rikke. Du blomstrer.
Det er akvarelmaleriet, sagde Lisbeth.
Vis!
Lisbeth hentede mappen. Rikke bladrede opmærksomt.
De er flotte, mor. Rigtigt flotte.
Anna Kirstine siger, jeg har min egen stemme.
Stemmen? spurgte Thomas.
I kunsten. Personligt udtryk.
Det anede jeg ikke. At man kan putte sig selv i sådan noget.
Alt, man laver rigtigt, bliver personligt, sagde Lisbeth.
Søren sad stille, så ned i koppen. Så kiggede han op:
Hun har altid kunnet. Gjorde det bare aldrig.
Alle kiggede på ham. Han sagde det som kendsgerning.
Vidste du det? spurgte Rikke.
Jeg så det før I blev født.
Lisbeth så på ham. Han havde vidst det alle år. Og aldrig opfordret hende.
Hun sagde ikke noget. Pakkede bare mappen væk.
Efter at Rikke og familien rejste, vendte stilheden tilbage. Søren krøb tilbage i stolen med tvet.
En dag i midten af marts kom Lisbeth hjem fra malekurset. På køkkenbordet lå en seddel. Søren skrev ellers aldrig sedler.
Er kørt på Langeland med Preben. Hjem tirsdag. Har lavet suppe den står i køleskabet.
Hun læste sedlen to gange. Suppe, han selv havde lavet.
Hun åbnede køleskabet, så gryden, varmede en tallerken og spiste.
Den var lidt for salt. Men det var ikke smagen, der betød noget. Det var noget andet.
Hun nød dagene alene. Gik i svømmehal om morgenen, malede om aftenen. Lavede den mad, hun havde lyst til. Læste til langt ud på natten. Kaffen drak hun stående ved vinduet, så længe hun havde lyst.
Tredjedagen, da Søren var hjemme igen, opdagede hun, hun faktisk havde nydt at være alene.
Det var en lille, besværlig erkendelse.
I april skete der noget uventet. Anna Kirstine tilbød Lisbeth en plads til en lille udstilling bare et hold-initiativ i medborgerhuset. Fire vægge, tyve billeder fra forskellige kursister.
Mig?
Ja, dig. Dine billeder er levende. Det er det vigtigste.
Lisbeth tænkte over det i flere dage. Sagde til sidst ja.
Hun valgte fem billeder. Gaden med lygten. Hånden. Træet. Kanden. Og det sidste fra køkkenbordet: en kop kaffe og åben bog, sne udenfor.
Udstillingen blev åbnet sidste fredag i april. Alle fra kurset kom, Vibeke, Nina havde Preben i transportkasse (katten måtte vente udenfor), Rikke sendte en stemmebesked: Mor, jeg er stolt af dig. Søren dukkede også op.
Han stod akavet, i frakke, usikker på, hvad han skulle gøre. Han kiggede på hendes billeder, især gaden med lygten.
Det er jo vores gade, sagde han.
Ja.
Jeg havde aldrig tænkt, man kunne male den.
Det har jeg.
Han vendte sig mod hende.
Lisbeth.
Ja?
Jeg… forstår, at jeg har overset noget vigtigt. Ved ikke helt hvad, men noget vigtigt.
Lisbeth så på ham.
Ja, sagde hun stille.
Jeg kan ikke finde ud af at tale om det.
Det ved jeg.
Nå, men…
De stod et øjeblik sammen foran billedet. Lygten sendte lyset ud i sneen. Uden de store ord bare sammen.
Så kom Vibeke og trak Lisbeth over til lederen af medborgerhuset, der ville tale om næste udstilling.
I maj købte Lisbeth og Nina billetter til Skagen. Start juli, otte dage. Lille, hyggeligt pensionat. Værelser ved siden af hinanden.
Om mandagen fortalte hun Søren det.
Jeg har købt billetter. Rejser med Nina. Otte dage.
Han kiggede over brillen.
Otte?
Ja.
Længe.
Nej, sagde hun.
Pause.
Nå, men… så tager jeg måske til Langeland de dage.
Det lyder godt.
Pas nu lidt på dig selv deroppe. Havet og det hele.
Jeg kan svømme, mindede hun ham om.
Ja, ja.
Hun gik ud i køkkenet, kom tilbage:
Søren?
Ja?
Jeg vil gerne spørge dig om noget.
Han lagde avisen.
Kom med det.
Ser du mig?
Hvad mener du?
Ser du MIG. Ikke maden, ikke teen, ikke frikadellerne. MIG.
Han sagde ikke noget længe. Hun ventede.
Jeg ved ikke, hvad du mener, sagde han så.
Det ved jeg, sagde Lisbeth. Det er det, der er fejlen.
Hun gik ud i køkkenet, hældte te op i sin yndlingskop med det blå mønster, som hun havde købt i februar. Rigtig kop.
Juli kom, og hedebølgen med. På afrejsedagen pakkede hun sin lille kuffert, tog malebogen og de nye akvarelfarver.
Søren fulgte hende til taxaen.
Ring, sagde han.
Det gør jeg.
Husk solhat.
Har den med.
Ja okay.
Taxaen holdt med motoren kørende. Lisbeth stillede kufferten, vendte sig.
Han stod der med hænderne i lommen, anspændt og lidt forvirret. Stor og ikke så ung, lidt for vant til, at hun altid var der.
Søren, sagde hun.
Ja?
Hvis du vil, at der skal ske noget mellem os, så må vi tale rigtigt sammen. Jeg er klar. Men jeg kan ikke gøre det alene.
Han så på hende.
Kommer du tilbage?
Jeg tager bare på ferie en uge, sagde hun.
Taxaen bippede. Hun satte sig ind.
Han blev stående, mens bilen kørte væk.
Hun så ud ad vinduet han blev mindre, så væk.
Så lænede hun sig tilbage.
Forbi gled Brønshøj hendes by, hendes gader, hendes liv. Ligusterhække, bageren, det gamle bibliotek, parkerne. Solen sved på ruden.
Hun fandt mobilen. Skrev til Nina: På vej hvor er du?
Nina svarede: Jeg er ved stationen! Preben afleveret, græd lidt. Glæder mig!
Lisbeth smilede.
Hun åbnede Google og tastede: akvarelkurser online voksne. Bare for sjov. Bare nysgerrig.
Lukkede igen. Så åbnede hun igen.
Om fire timer ville toget være oppe ved havet. Hun ville sidde ved vinduet, se det hele skifte; marker, bakker, så den blå horisont.
Hun ville tage blok og blyant og tegne dét hun så.
Ikke det, man bør tegne. Ikke det, der er flot efter reglerne. Det, hun selv ser.
Nina stod og ventede på perronen. Lille, rødhåret, rygsæk på ryggen.
Nå, er du klar? sagde Nina.
Ja, lad os komme af sted, sagde Lisbeth.
Det underlige var: Lisbeth anede ikke, om hun i virkeligheden kom tilbage som man gør til noget afsluttet og forståeligt. Hun vidste bare, at hun kom hjem til sig selv. Og det havde hun ikke tænkt at give slip på igen.
Perronen var solrig og larmende. Et sted råbte et barn. Et sted lugtede der af is. Hun gik, og hun mærkede, at jorden under hendes fødder var fast.
Bare fast. Hendes egen.
Toget satte i gang, langsomt, sådan som det sker, når man virkelig tager afsted, og ikke bare flytter sig fysisk.
Perronen gled væk, så tog byen, så felt.
Nina døste ind mod ruden.
Lisbeth åbnede blokken. Tog blyanten frem.
Udenfor blafrede sommermarkerne forbi. Fladt, uendeligt, lysegrønt.
Hun begyndte at tegne.
Horisonten lige, som en tanke.
Himlen hen over, mørkere ved kanten.
Vejen, der slyngede sig væk.
Ingen mennesker på billedet.
Kun åbent rum.
Hvad tegner du? spurgte Nina, søvndrukkent.
Horisonten.
Er det flot?
Lisbeth betragtede arket.
Det vil tiden vise, sagde hun. Men det er rigtigt nok.
Nina mumlede og faldt i søvn igen.
Toget kørte videre.
Lisbeth tegnede.
