Den ekstra stol Æsken med julepynt havde stået på køkkenbordet i tre dage. Nadja gik forbi, lod hånden glide over låget og gik hen til elkedlen. Hun tændte for gassen, lænede sig op ad vasken og greb sig selv i at ville gemme æsken væk i skabet igen. Tidligere tog hun og Viktor den altid frem i starten af december. Han småbrokkede sig over, at det var for tidligt, men han kravlede alligevel op på skamlen og rodede efter de støvede snore. Kuglen indhyllet i avis, en nisse med knækket næse, glimmer, der hang fast i trøjen. Nu stod skamlen tomt ved væggen. I foråret bar sønnen æsken ned, da han kom forbi til 40-dages-højtidelighed, og siden har den ikke rykket sig. Kedlen peb, Nadja slukkede for gassen. Hun kom tebrevet i koppen, trykkede på kontakten over komfuret. Det gule lys blændede, og køkkenet virkede mindre. Fire stole om bordet, som før. På den nærmest vinduet hang Viktors varme skjorte – stadig fra april. Nadja vidste ikke, hvad hun skulle gøre med den. At gemme den i skabet føltes som forræderi. At tage den af stolen, så den bare stod tom, føltes endnu værre. Telefonen vibrerede på vindueskarmen. En besked fra sønnen: Han havde sendt et billede af barnebarnet i børnehaven, børnene lavede en snemand af vat. ”Hvordan går det, mor? Vi har generalprøve på julefesten, ringer senere.” Nadja stirrede på skærmen, indtil bogstaverne flød sammen. Hun svarede som hun havde lært: ”Det går fint. Har lidt at ordne. Ingen grund til at bekymre sig.” Opgaverne var enkle. I går kom en ung kvinde fra boligselskabet med regninger og et papir om pensionsregulering. Der skulle underskrives noget i Borgerservice. Blodtryksmedicinen var også ved at slippe op, og lægen havde sagt, hun ikke måtte springe over. Nadja vidste det hele, men at samle sig og gå ud af døren føltes hårdere end dengang hun tog gardiner ned for at vaske dem. Der ringede på døren. Hun satte koppen fra sig og gik ud. På måtten stod naboen fra opgangen, Rita, med strikhue og indkøbspose. — Hej Nadja, jeg var i Netto, de havde tilbud på klementiner. Tog et ekstra net til dig. Hun rakte posen frem, duften af syrligt sødt og vinter steg op. — Du skulle ikke have gjort det, — sukkede Nadja. — Har stadig nogle. — Jeg får dem ikke spist. Tag dem bare. Hvordan går det… holder du dig oven vande? Rita så væk, som om hun fortrød spørgsmålet. — Jeg lever, — sagde Nadja. — Tak. Vil du ind et øjeblik? — Kan ikke, børnene er hjemme, lektierne kalder. Sig til hvis du mangler noget, ja? Jeg har skiftet pæren på trappen, så der ikke er så mørkt, når du kommer hjem om aftenen. Nadja nikkede, selvom hun sjældent gik ud om aftenen. Hun lukkede døren og lænede sig op ad den. I hånden blev posen med klementiner kold. Tilbage på køkkenet satte hun klementinerne ved siden af julepynten, sukkede og tog Viktors stol hen til sig. Hun satte sig; stolen knirkede, ryggen ramte hende anderledes. Før sad hun altid overfor, vendt mod vinduet. Nu så hun på den bare væg, hvor der sidste år hang en papirgirlande. Tanken om at pynte op igen gjorde hende flov. Som om hun ville fejre uden ham, der gav festen mening. Hun havde hørt fra læger og bekendte, at man skal videre, at tid læger sår. Tiden viste bare hvor mange ting i hjemmet, man helst ikke rører ved. Der var tre uger til nytår. Snemasserne i gården var blevet grå, børnene havde røgnet dem med fyrværkeri. Om morgenen så Nadja ud af vinduet, hvor viceværten sled med skovlen. Så gik hun væk, lavede havregrød og tændte TV’et, bare for at der var en stemme i lejligheden. Men hun kunne ikke holde ud at se længe; værterne råbte om rabatter og mirakler, og til sidst fik hun kvalme. Veninden Svetka ringede. Hun var ikke god til at formulere sig forsigtigt, men hun svigtede aldrig. — Nadja, jeg har købt billetter til koncert i kulturhuset den 30. Vil du med? Du skal ikke sidde helt alene… — Jeg ved ikke… Der er alle de papirer og medicinen… — Papirer løber ingen steder. Kom nu bare en time og se lidt mennesker. Nadja svarede tøvende, og Svetka lovede at ringe igen og ”presse på”. Efter samtalen gik Nadja ind til stuen, så på Viktors jakke, sirligt på stolen. Hun stak hånden i lommen, selvom hun vidste der ikke var noget. Kun foret og den gamle busbillet hun aldrig fik smidt ud. Om aftenen fandt hun alligevel æsken med julepynt. Satte den på gulvet i stuen. Løftede låget, duften af gammel vat og glas ramte hende. Hun tog et par kugler op, kørte fingeren langs de glitrende kanter. Forestillede sig Viktor, der brokkede sig over at pynten skulle sidde tæt ved vinduet, ”så det er pænt udefra”. Alt blev så levende, at hun måtte lukke æsken igen og skubbe den til side. Lad den bare stå. Der skulle hentes medicin. Hun ventede til sidste blister, til der virkelig ikke var mere. Tjekkede skufferne i tilfælde af at der lå reserve. Intet. Hun måtte tage frakke, hue, vanter på. Ved siden af hendes frakke hang stadig Viktors vinterjakke. Hun undgik blik på den, da hun knappede sin egen. Ude bed vinden i kinderne. Kulden føltes anderledes, som om den havde forandret sig. Nadja gik langsomt langs bygningen, navigerede udenom snedriverne og nåede stoppestedet. Apoteket var tre blokke væk, og hun gik til fods. Bussen buldrede forbi, og i vinduerne så hun de samme trætte ansigter. Der var kø på apoteket. Op til nytår skulle alle have styr på medicinen. Rummet lugtede af jod og billig parfume. Hun færdedes til bagerst, holdt fast i tasken. En mand hostede til højre, en ung kvinde sad med mobilen til venstre. — Er det også mod tryk du skal have? — spurgte ham foran. Hun kiggede op. En lillegråhåret mand i grøn jakke stod med en seddel. — Ja, — sagde hun. — Jeg tager dem altid. — Har lige startet, — sukkede han. — Lægen siger det kommer med alderen. Jeg fatter ikke, jeg spillede jo hockey i går i gården. Hun smilede skævt. — I går, ja, — sagde hun, og mundvigene rørte sig let. — Jeg er 60. Forleden afleverede jeg min søn i børnehaven, og nu hænger jeg på apoteket en gang om måneden. — Så lever vi, — sagde han. — Når vi stadig kommer her. Køen rykkede, og samtalen ebbede ud. Da hun betalte, lød hans stemme bag hende: — Du bor også i vores opgang, ikke? Kender ansigtet. — Ja. Nummer to. — Jeg bor i nummer ét. Vi ses nok igen. Hun nikkede, og gik. Spurgte ikke om navn, og han heller ikke. Der var ikke brug for mere. Men turen hjem føltes lettere. Som om nogen havde pudset glasset mellem hende og verden. Dagene gik, som smeltende sne. Til Borgerservice kom hun aldrig, selvom papiret lå på kommoden. Svetka ringede flere gange, pressede på. Til sidst sagde Nadja, at hun ikke følte sig frisk. Det var tættere på sandheden end hun ville indrømme. Hjertet brændte, hovedet bankede, som under feber – men termometeret viste normalt. Den 31. vågnede hun tidligt. Ingen særlige planer. Sønnen havde ringet dagen før, tilbudt at købe togbillet og hente hende til jul, men hun ville ikke være en kuffert, der blev flyttet rundt indpakket i omsorg. Hun sagde, at vejen var svær om vinteren, og hun hellere ville besøge i marts. Hun kogte pasta, skar en halv rullepølse, åbnede en dåse grønne ærter. Salaten blev lillebitte, i en skål til morgenmad. Tidligere lavede de en stor skål, der holdt til 3. januar. Hun satte salaten i køleskabet, dækkede med en tallerken. Klementinerne rørte hun ikke. Sidst på dagen ringede lægehuset for at minde om en ny tid. Hun noterede det i kalenderen til januar. Så åbnede hun pakken med dug, som hun havde købt før foråret, og lagde den ud på bordet. Hånden skælvede, når hun kom til pladsen, hvor Viktors tallerken plejede at stå. Der var nu tomt. Hen mod aften tikker beskeder ind. Tante fra Jylland, nabo fra sommerhuset, en kusine. Standardkort med grantræer og nytårssange. Nadja svarede med korte ”tak” og ”i lige måde”. En af dem gik dog for tæt på, da der kom ”det bliver det bedste år i dit liv”. Hun satte telefonen på lydløs og lod den ligge på kommoden. Fra nabolejligheden lød latter, støj fra bestik og duften af stegt kød i entreen. TV’et kørte halvvejs hos alle i opgangen, det kunne mærkes på brummet. Nadja gik fra stue til køkken, som i en lille cirkel. Tjekkede at alt var slukket, selv om hun godt vidste det. I kedlen blev vandet koldt. På skamlen lå nu kun en sammenrullet forlængerledning. Ti minutter i tolv satte hun sig i sofaen og tændte tv’et uden lyd. På skærmen dansede værterne, kunstnere og folk med flag. Det kommende år sneg sig ind uden at spørge om lov. Hun så på stolen med Viktors skjorte. På tom kop. Lukkede øjnene. Tankerne myldrede: Nu klokken slår, så fyrværkeriet, og alle ringer og ønsker godt nytår, som om intet er sket, og man må svare med frisk stemme. Lyset tændtes på gangen, og der lød stemmer, elevatoren smækkede. Nadja rejste sig. Fandt i mørket skraldespanden, tjekkede at posen var knyttet til. Hun satte sutskoene på, tog cardiganen. Der var ikke meget logik i det. Hun ville bare ud af kredsløbet mellem sofa og stol. Hun åbnede døren netop som de første salver smældede over byen. Lyden rystede ruderne. På reposen stod Rita, hendes mand i træningsbukser og – til Nadjas overraskelse – den gråhårede mand fra apoteket. De lænede sig ud over vinduet og fulgte fyrværkeriet. — Godt nytår, Nadja, — råbte Rita. — Skal du til skralderummet? Kom herhen, udsigten er bedre. Nadja stivnede med posen. — Jeg skulle bare smide ud… — Det kan du gøre bagefter, — sagde manden i den grønne jakke. — Surt at gå glip af sådan et festfyrværkeri. Han flyttede sig lidt, så hun kunne stå ved vinduet. Nadja satte posen ved siden af, kiggede ud. Farverige raketter eksploderede, nedenfor råbte og hvinede børn på legepladsen. Mobiltelefoner blinkede i mørket. — Det er min bror, Svend, — sagde Rita og nikkede mod manden. — Han bor her i ferien. — Hej, — nikkede han. — Så dig på apoteket. — Det husker jeg, — sagde Nadja. De stod fem sammen, tæt til hinanden. Det duftede af noget stegt fra Ritas lejlighed, kulde fra vinduet og mandarinskræller fra fadet. Nogen tændte klokkespillet på en mobil. Rita fyldte plasticglas med lidt champagne. — Vi skal da skåle, — sagde hun. — Bare en lille én. Nadja ville egentlig takke nej, men hånden tog glasset selv. Hun nippe til det; boblerne var meget kolde og søde, men der blev varmere i halsen. — Nå, — sagde Svend. — At vi… lever. På vores måde. Sætningen blev hængende. Ingen sagde noget om Viktor, om savnet. Rita berørte blot hendes albue. — Hvis du trænger, kig ind — sagde hun lavt. — Vi ser film om aftenen, gamle klassikere. — Tak, — nikkede Nadja. Kvartet senere var Nadja tilbage i sin lejlighed. På vejen smed hun skraldeposen ud. Hun tog sutskoene af og hængte cardiganen over stolen. Hun havde ikke lyst til at tænde tv mere. Fyrværkeriets rumlen var mindre, som om nogen skruede ned for verden. I køkkenet tog hun salaten frem fra køleskabet, lagde lidt op på tallerken. Ærterne knasede mellem tænderne, smagen var næsten som før. Hun spiste langsomt og så på stolen med skjorten. På et tidspunkt rejste hun sig, tog skjorten og foldede den sammen, trykkede den ind til sig. Stoffet duftede kun af vaskepulver nu. Hun lagde skjorten ind i skabet – ikke sammen med de gamle ting, men blandt sine egne trøjer. Tilbage i køkkenet tog hun stolen med begge hænder og flyttede den hen til vinduet, tæt på radiatoren. Hun sad der varmens strøm, nye udsigt til gården. Nu kunne hun forestille sig morgenkaffe der, mens bilerne startede nede. Tanken om at sidde dér, på hans plads, gjorde både ondt og godt. Stolen var ikke længere et monument fra fortiden, men bare… en stol ved vinduet. Efter højtiden blev byen roligere. De store reklamer blev taget ned, folk slæbte ikke længere enorme poser. Nadja fik endelig underskrevet papiret i Borgerservice og hentede flere vitaminer på apoteket. Næsten ingen kø. Apothekersken bladrede i et blad. Ved urtehylden stod en kvinde i dunjakke og studerede teæsker. — Undskyld, — vendte hun sig, — har du prøvet den med kamille? Hvordan smager den? — Helt almindelig, — svarede Nadja. — Drikker den hver aften. Ikke mirakuløs, men den kan drikkes. Kvinden smilede skævt. — Nu er alt uden mirakler, — sagde hun. — Min mand døde sidste år. Jeg har ledt efter noget, der letter det hele. Men intet gør det. Bortset fra man bare skal op om morgenen og gå ud og købe te. Hun talte enkelt, uden gråd. Mere om vejret end om tab. — Min gik bort i foråret, — sagde Nadja stille. De så hinanden i øjnene. Kun et sekund. — Skal vi købe den kamillete begge to? — foreslog kvinden. — Så ved vi, der er en til, der drikker det samme. — Ja, lad os. De snakkede bare et minut. Ingen navne, ingen telefonnumre, ingen aftaler. Men da Nadja kom ud, føltes luften mildere. Hun tænkte ikke på at komme hjem og ligge på sofaen, men på om hun skulle købe brød og persille til suppe. Hjemme satte hun poserne på bordet, kiggede efter stolen ved vinduet. Hendes egen uldsjal på ryggen, dagens avis på vindueskarmen. Hun satte sig, lagde varerne frem. Klementinerne i en skål, de gamle ud med skraldet. Telefonen lød inde fra stuen. En besked fra Svetka: ”Er du okay? Kommer forbi næste uge!” Nadja smilede og svarede: ”Jeg er hjemme. Kig endelig ind. Jeg laver æblekage.” Hun fandt kalenderen frem og skrev lægetiden i januar. Nedenunder: ”Te hos Rita.” Rita havde i går i elevatoren igen spurgt, om hun ville have kålboller og se krigsfilm. Nadja takkede ikke nej. Der var stadig stille i lejligheden. Men stilheden skræmte ikke så meget mere som i april, da hun første gang vågnede uden Viktors snorken. Nu var der plads til sider, kniv mod skærebræt, tv-lyd fra naboen. Hun rejste sig, tog avisen fra vinduet og lagde den på stolen. Hun lavede en kop kamillete og satte den samme sted. Hun satte sig, puttede de varme sutsko på fødderne og så ud. Gården var grå, et lavt lag sne. To drenge i farvede huer samlede en skæv snemand, lo, da guleroden faldt af. Fra hjørnet gik en kvinde langsomt med sin hund. I vinduerne overfor rystede nogen måtten. Nadja tog en slurk af sin te. Smagen var sart og enkel. Hun mærkede træthed, men den slags man kan leve med: stå op, gå i apoteket, tage imod gæster, svare på beskeder. Savnet af Viktor var der stadig. Stolen ved bordet stod stadig tom. Men nu ved siden af den, stolen ved vinduet, hvor hun sad. Hun bladrede avisen, stoppede ved TV-programmet. Om aftenen skulle de vise en gammel film, hun engang så med Viktor. Nadja tænkte, hun kunne tænde for den og invitere Rita, hvis hun var hjemme. Ellers se den alene, pakket ind i sit sjal. Der lå nu et nyt år foran hende. Uden garantier, uden de glade løfter fra nytårskort. Bare mange dage, hvor man kan gå til lægen, til købmanden, besøge eller tage imod gæster. Og nogen gange, på vej hjem, ikke være bange for at tænde lyset. Hun satte koppen på radiatoren og rykkede stolen lidt tættere på varmen. Hun mærkede den indvendige knude løsne sig, ikke forsvinde, men blive blødere. Udenfor kastede nogen en snebold mod indgangsdøren og løb videre. Inde tikkede uret. Nadja gled hånden hen over den glatte træryg på stolen og tænkte, at i morgen ville hun gå en tur i gården, en runde mellem snedriverne, og købe en ekstra pakke kamillete. Bare for at have noget at tage sig til. Og så ville hun igen sætte sig på stolen ved vinduet og leve – sådan, som hun nu har lært.

Den overskydende stol

Julekasse med pynt stod allerede tredje dag på køkkenbordet. Ingrid gik forbi, strejfede låget med hånden og satte vand over til te. Hun lænede sig mod vasken, mens gassen blafrede, og tænkte endnu engang på, om hun bare skulle gemme kassen op på loftet igen.

Førhen fandt hun og Jens den frem i begyndelsen af december. Jens brokkede sig altid: “Det er da alt for tidligt!” Men kravlede alligevel op på skamlen og rodede i de støvede snore. Kuglen viklet ind i Politiken, en nisse med flad næse, glimmer, der satte sig fast i trøjen. Skamlen stod nu ved væggen, tom. Kassen var blevet taget ned om foråret af sønnen, da han kom forbi til mindehøjtiden, og siden havde den ikke bevæget sig en millimeter.

Vandet kogte, Ingrid slukkede for gasblusset. Hun smed en tepose i et krus, præssede kontakten over komfuret ned, og straks blev køkkenet både mindre og mere gult. Fire stole rundt om bordet, som altid. På den nærmest vinduet hang stadig Jens ternede skjorte som den havde gjort siden april. Ingrid havde stadig ikke fundet ud af, hvad hun skulle stille op med den. Føltes nærmest forræderisk at hænge den ind i skabet. Og at fjerne den, så stolen stod nøgen det var næsten værre.

Telefonen vibrerede på vindueskarmen. Sønnen havde skrevet: sendt et billede af barnebarnet fra børnehaven, børnene lavede snemand af vat. “Mor, hvordan går det? Vi skal øve julesange, ringer senere.” Hun stirrede på skærmen, til bogstaverne blev utydelige. Svarede kort, som hun havde lært: “Det går. Ordner lidt. Bare rolig med mig.”

Gøremålene var trivielle. I går kom der en ung kvinde fra boligselskabet med regninger og et eller andet dokument om pension. Hun skulle ned i Borgerservice for at underskrive. Blodtryksmedicinen var også nærmest brugt op. Lægen havde sagt, hun ikke måtte springe over. Alt dette vidste Ingrid, men at få sig selv ud af døren var sværere end at tage gardiner ned til vask.

Der ringede på døren. Ingrid fór sammen, stillede kruset og gik ud for at åbne. På måtten stod naboen Rita, iklædt hjemmestrikket hue, med en lille bærepose.

Ingrid, hej. Jeg var lige i Netto, og der var tilbud på klementiner. Tog for mange, så vil du ikke have nogle?

Rita rakte posen frem. Frugterne duftede sødt og friskt, vinteragtigt.

Ej, du skulle ikke have… mumlede Ingrid. Jeg har da stadig nogle liggende.

Jeg får dem ikke spist. Tag dem nu bare. Hvordan går det ellers…? Holder du dig oven vande?

Rita kiggede hurtigt væk, som om hun fortrød spørgsmålet.

Jeg lever, sagde Ingrid. Tak. Vil du ikke med ind et øjeblik?

Kan ikke, ungerne skal lave lektier. Du ringer bare, hvis der er noget. Skiftede pæren på reposen, så nu er her ikke så mørkt, når du går ud om aftenen. Det skulle også være til at holde ud.

Ingrid nikkede, selvom hun sjældent gik ud om aftenen. Hun lukkede døren, lænede sig mod den, mærkede kulden fra posen med klementiner i hånden.

Tilbage i køkkenet satte hun frugterne ved siden af julekassen, sukkede og trak stolen Jens stol hen til sig. Satte sig. Stolen knirkede, ryggen trykkede anderledes mod hendes skuldre end før. Hun plejede at sidde overfor, med udsigt til vinduet. Nu så hun kun den tomme væg, hvor papirgirlanden hang sidste jul.

Tanken om at hænge girlanden op igen gav hende en mærkelig skamfølelse. Som om hun planlagde fest uden ham, der gav det hele mening. Folk sagde, tiden læger alle sår, man skal videre. Foreløbig viste tiden blot, hvor mange ting i hjemmet, man helst undgår at røre.

Tre uger til jul. Sneen var allerede grå i gården, børnene havde lavet sprængmærker med nytårskrudt. Om morgenen kiggede Ingrid ud, så hvordan viceværten slæbte med skovlen. Hun lavede havregrød og tændte TVet, mest for selskab. Men reklamerne larmede om tilbud, “mirakeljul!”, og hun fik kvalme af det efterhånden.

Veninden Signe ringede. Hun var ikke typen, der talte med bløde ord, men hun glemte aldrig Ingrid.

Ingrid, jeg har bestilt billetter til koncert i forsamlingshuset, d. tredive. Kom nu med. Du kan da ikke bare sidde alene!

Ved ikke, Signe. Papirer, medicin…

Papirerne løber jo ingen vegne. Kom nu ud bare en time, så ser du lidt folk.

Ingrid svarede undvigende, Signe lovede at rykke hende igen om et par dage. Efter samtalen gik Ingrid ind til stuen, kiggede på Jens blazer over stolen, stak fingrene i lommen, selvom hun vidste den var tom. Kun foeret og en krøllet busbillet fra foråret.

Senere på dagen rykkede hun faktisk julekassen ind i stuen, satte den på gulvet, fjernede låget og indåndede den tunge duft af gammel vat og glas. Hun tog et par kugler op, fingerede det glitrende glas, forestillede sig, hvordan Jens irriteret havde kommenteret hendes trang til at hænge dem tættest ved vinduet, “så det knap kan ses udefra.” Mindet blev så levende, at kassen måtte lukkes igen hun skubbede den til væggen med foden. Den kunne godt stå der.

Da blodtryksmedicinen slap op, måtte hun sande, hun faktisk skulle ud af døren. Hun rodede igennem to skuffer mere, men intet dukkede op. Hun tog frakke, hue og vanter på. På knagen hang stadig Jens vinterfrakke. Hun lod som vanligt blikket glide forbi den, mens hun knappede sin egen.

Ude fik vinden kinderne til at snurre. Luften føltes anderledes rå end de andre måneder. Hun gik støt forbi busstopstedet, rundt om snedriverne, ned til apoteket tre gader væk. Besluttede sig for at gå, selvom bussen skramlede forbi i lyskrydset med trætte ansigter bag ruden.

Apoteket var fyldt op alle skulle have ordnet helbredet inden jul. Det duftede af jod og billige parfumer. Ingrid stillede sig bagest i køen, holdt på tasken. Til venstre hostede en mand med kasket, til højre scroll’ede en pige på sin mobil.

Er du også her efter blodtryksmedicin? lød det forfra i køen.

Hun så op. En lille, gråhåret mand i grøn jakke stod med en seddel i hånden.

Ja, svarede Ingrid. Har taget det i årevis.

Jeg er lige begyndt, sagde han. Lægen siger, alderen sniger sig ind på én. Jeg begriber det stadig ikke. Spillede jo ishockey i går, føltes det som.

Ingrid smilede skævt, alvoren blev hængende i øjnene.

Jaja, i går, sagde hun. Jeg er tres, selvom det føles som i går jeg bar min egen søn ned til børnehaven. Nu gælder det apotekskøen.

Vi lever, konstaterede manden. Når vi står her.

Køen rykkede. Samtalen ebbede ud. Da hun betalte ved kassen, råbte han bagfra:

Er du fra vores opgang? Synes jeg kender dig.

Ja. Anden etage.

Jeg bor nede i den første. Så ses vi nok.

Hun nikkede og gik. Ingen navne, ingen formaliteter. Men hjemvejen virkede lettere som om nogen havde pudset glasset på vinduet mellem hende og verden.

Dagene dryssede væk som smeltende sne på vindueskarmen. Borgerservice stadig ikke besøgt, papirer lå stadig på kommoden. Signe blev ved med at ringe, endte med at Ingrid især sidste øjeblik sagde hun følte sig sløj ikke helt løgn. Brystet var tungt, hovedet pulserede, som feber uden feber.

Den 31. vågnede hun tidligt. Ingen særlige planer. Sønnen havde ringet, ville købe billet og tage hende med, men hun sagde ærligt, at turen om vinteren var for meget, hun kom hellere i marts. Hun ville ikke ende som en kuffert, der blive båret rundt af andres omsorg.

Hun kogte pasta, skar en halv spegepølse og åbnede en dåse grønne ærter. Salaten blev til en bittelille portion i en morgenmadsskål. Tidligere lavede de jo baljer, som strakte sig til efter den 3. Skålen blev sat i køleskabet under en tallerken. Klementinerne rørte hun slet ikke de lå og strålede som pynt selv.

Om eftermiddagen ringede lægehuset, mindede om konsultation i januar. Hun skrev det ned på blokken. Så pakkede hun den nye dug ud, købt før foråret og bredte den ud på bordet. Fingrene blev tøvende, da hun kom til Jens gamle plads. Der var nu ingenting.

Hen under aften begyndte beskederne at rulle ind. Tante fra Sønderborg, nabo fra sommerhus, en kusine. Standardgrafikker med grantræer og “godt nytår”. Ingrid svarede kort “tak” og “til dig også”. En blev hun dog bidt af, da nogen skrev “det bliver det bedste år i dit liv.” Hun lagde mobilen fra sig, lyden blev slukket.

Fra naboerne lød latter og klirren med service, duften af flæskesteg sivede ind i entreen. TVet blæste over hele etagen, det kunne høres som en underliggende summen. Ingrid vandrede frem og tilbage stue til køkken, og om igen. Hun tjekkede, om alt var slukket. Vandet i elkedlen var allerede koldt. På skamlen, hvor julepynten havde stået, lå nu kun en rullet forlængerledning.

Ti i tolv satte hun sig på sofaen og tændte TV’et men uden lyd. På skærmen dansede værter, artister og folk med flag, mens det nye år sneg sig ind uden at spørge om lov.

Hun kiggede på stolen med Jens skjorte. På sin tomme tekop. Lukkede øjnene. En tanke pressede sig på: nu går uret, så kommer fyrværkeriet, og bagefter ringer alle og vil have hende til at lyde glad.

Ude på gangen tændte nogen lyset, der lød stemmer, elevatoren støjede. Ingrid rejste sig pludseligt, fandt skraldespanden, tjekkede at posen var forsvarligt lukket. Tøflerne på fødderne, trøjen slynget om skuldrene. Ikke megen logik, bare et ønske om at bryde rutinen mellem TV og stolen.

Hun åbnede døren lige i det sekund, hvor de første raketter blev skudt af over byen. Lydmuren rystede, ruderne klirrede. På trappen stod Rita, hendes mand i joggingbukser, og, til Ingrids overraskelse, den gråhårede mand fra apoteket. De lænede sig ud mod vinduet og fulgte med i, hvordan farverne bredte sig over gården.

Ej Ingrid, sagde Rita. Godt nytår. Skal du ud til skralderummet? Kom herud, vi ser det hele herfra!

Ingrid blev stående med posen i hånden.

Jeg… Ville bare smide ud.

Du kan gøre det bagefter, sagde manden i grøn jakke. Sådan et fyrværkeri må hellere ses.

Han trådte lidt til side, så hun kunne komme til. Ingrid satte posen fra sig. Udenfor knitrede raketterne, nede på legepladsen råbte nogen “hurra”, en anden piftede. Mobiltelefoner blinkede i natten.

Det er min bror, Morten, sagde Rita og nikkede mod manden. Han er kommet på besøg.

Goddag, hilste han. Jeg så dig jo på apoteket.

Det kan jeg huske, sagde Ingrid.

De stod fem mennesker klemt sammen, skuldre mod skuldre. Duften af stegt kød fra Ritas køkken blandede sig med kulden og klementinskræller på vindueskarmen. Rita satte hurtigt lidt champagne i plastikglas.

Drik nu bare en slurk, sagde hun. For gammelt venskab.

Ingrid ville sige nej, men fingrene greb selv. Hun nippede. Boblerne var søde, men varmen bredte sig ned i halsen.

Ja, sagde Morten. Så… vi lever. Som vi nu kan.

Sætningen hang lidt i luften. Ingen spurgte ind til præcist hvad, og Rita rørte hendes albue.

Kig endelig forbi, sagde hun lavt. Bare til en kop te. Vi ser gamle film om aftenen.

Tak, nikkede Ingrid.

Hun gik hjem kvarteret senere, skraldeposen røg ud på vejen. I entreen røg tøflerne af og trøjen på knagen. Hun havde ikke lyst til at tænde TV igen. Fyrværkeriet var blevet mere fjernt, som om selve verden var blevet mere stille.

Hun tog salaten ud af køleskabet, satte en ske i og smagte. Ærterne knasede, ligesom de plejede. Hun spiste langsomt, mens stolen med skjorten ventede. Til sidst rejste hun sig, tog skjorten og foldede den sammen pressede den en smule mod brystet. Den duftede kun af rent vaskepulver nu.

Hun hang den ind i skabet, ikke bagerst, men sammen med sine egne trøjer. Så tog hun stolen med begge hænder og trak den hen til vinduet, tæt ved radiatoren.

Hun satte sig. Kun et minuts stilhed, for at mærke pladsen. Udsigten over gården var anderledes herfra. Hun kunne se børnehaven om hjørnet, de oplyste stuer hos naboerne. Hun forestillede sig at sidde her med morgenkaffe, og se de første biler køre ud af porten.

At hun nu sad på hans plads var både smerteligt og trøstende. Stolen var ikke længere en helligdom fra fortiden. Nu var det bare en stol ved vinduet.

Efter jul blev byen lidt roligere. Butikkerne fjernede reklamerne, folk holdt op med at slæbe kæmpeposer. Ingrid kom endelig til Borgerservice, fik afleveret sin pensionspapir. På vejen hjem købte hun vitaminer på apoteket.

Næsten ingen kø. Bag disken sad farmaceuten og læste et ugeblad. Ved tehylderne stod en dame i dunjakke, studerede udvalget.

Undskyld, vendte hun sig om, har du prøvet den med kamille? Hvordan smager den?

Helt almindelig, svarede Ingrid og gik tættere på. Tager den om aftenen. Ikke eventyrlig, men drikkelig.

Damen fnøs.

Nu om stunder er der ikke meget eventyr, sagde hun. Min mand døde sidste år. Jeg har ledt og ledt efter noget, der gør det lettere. Intet hjælper. Bortset fra at tage sig sammen, stå op og købe te.

Det blev sagt, som om hun talte om vejret.

Min døde også, svarede Ingrid sagte. Det var i foråret.

Deres blikke mødtes, ikke mere end et sekund.

Lad os tage en kamillete hver, foreslog damen. Så ved vi, der sidder en anden kvinde et sted og drikker det samme.

Lad os gøre det.

Mere blev det ikke til. Ingen navne, ingen numre, ingen løfter. Men da Ingrid trådte ud på fortovet, syntes luften mindre bidende. Hun tog sig selv i at tænke, at hun også skulle handle brød og lidt persille til suppen.

Hjemme, med poserne på bordet, betragtede hun stolen ved vinduet. Hendes egen uldsjæle hang nu over ryggen, og på karmen lå dagens avis. Hun satte sig, pakkede varerne ud, hældte klementinerne i en skål, de gamle blev smidt ud.

Telefonen pep inde fra stuen. Signe: “Er du stadig med os? Jeg kommer forbi næste uge, okay?” Ingrid smilede og svarede: “Jeg er hjemme. Kom, jeg bager æblekage.”

Hun åbnede sin kalender, noterede lægetiden i januar. Lidt under skrev hun: “Te hos Rita”. Rita havde igen i elevatoren inviteret hende på et par overskydende kål-pirogger og film om krigen. Ingrid sagde ja denne gang.

Lejligheden var stadig stille. Nu skræmte stilheden hende ikke som i april, hvor hun for første gang vågnede uden Jens snorken. Der var nu plads til avissidernes raslen, kniven mod skærebrættet, fjerne lyde fra Ritas TV.

Hun rejste sig, tog avisen og lagde den på stolen ved vinduet. Bryggede ny te med kamille og satte sig med kruset. Tøflerne under fødderne, ud med blikket.

Gården lå grå, snedækket. På legepladsen tumlede to drenge med skæve huer, asede med en klumpet snemand. Den ene fidtede med en gulerod, grinede, da den faldt. Længere væk spadserede en kvinde med sin hund. Fra vinduet overfor blev et gulvtæppe rystet.

Ingrid tog en slurk te. Bittert, men trygt. Trætheden i kroppen var af en slags, hun kunne leve med gå til apotek, tage imod gæster, svare på beskeder. Minderne om Jens blev, og det tomme sæde ved bordet forsvandt ikke. Men nu stod stolen ved vinduet, og det var hende der sad der.

Hun greb avisen, bladrede rask stoppede ved TV-oversigten. Om aftenen var der den gamle film, de før så sammen. Ingrid overvejede, om hun skulle invitere Rita ellers kunne hun også se den alene, svøbt i sjælen.

Et helt år lå foran hende. Ingen garantier, ingen særlige glæder, som i kortene. Bare dage, hvor hun kunne gå til lægen, til bageren, på besøg eller invitere gæster hjem. Og indimellem, tænde lyset uden frygt.

Hun satte kruset på karmen, trak stolen lidt tættere til radiatoren. Varmen spredte sig helt ned i tæerne. Ingrid mærkede, hvordan den stramme knude inden i hende løste en smule op. Ikke forsvandt, bare blev blødere.

Udenfor ramte en snebold dørruden og forsvandt. Klokken tikkede sagte inde. Ingrid lod hånden glide over ryglænet på stolen og tænkte, at i morgen ville hun gå ned i gården, følge stien mellem driverne og købe endnu en pakke kamillete. For en sikkerheds skyld så var der altid lidt at foretage sig.

Bagefter ville hun vende hjem, sætte sig på stolen ved vinduet og leve videre. Som hun nu kunne.