Sent, og dog
Bussen rykker, og Anne Petersen griber fat om stangen med begge hænder, mærker den ru plastik give sig lidt. Indkøbsposen rammer hendes knæ, æblerne ruller lidt rundt dernede. Hun står klar ved døren og tæller stoppene hjem til lejligheden.
I øret suser høretelefonerne svagt barnebarnet har sagt hun skal lade dem være tændt: Bedste, du ved jo aldrig, hvis jeg ringer. Telefonen ligger i den yderste lomme på tasken, tung som en mursten. Anne Petersen tjekker alligevel lynlåsen, bare for en sikkerheds skyld.
Hun forestiller sig allerede, hvordan hun træder ind i lejligheden, stiller posen på den lille skammel i gangen, skifter sko, hænger frakken på knagen og folder tørklædet pænt sammen. Hun lægger varerne på plads, sætter en gryde til suppe over. Senere kommer sønnen og henter madkasserne han har travlt med job, så det er nemmere sådan.
Bussen bremser, dørene åbner sig. Anne går forsigtigt ned ad trinene, holder godt fast, og står snart foran sin boligblok i Valby. På legepladsen kaster børn bold, en lille pige på løbehjul er tæt på at ramme hende, men drejer fra i sidste øjeblik. Indgangen dufter mærkeligt af kattefoder, blandet med den evige cigaretrøg fra nabolejligheden.
I gangen får hun skoene af, skubber dem disciplineret med snuden op mod væggen. Frakken på knagen, tørklædet på hylden alt, som hun har gjort tusind gange. I køkkenet sorterer hun varerne: gulerødder til grøntsagerne, kyllingen i køleskabet, rugbrødet i kurven. Hun fylder vand i gryden, så bunden lige dækkes.
Telefonen vibrerer på bordet. Hun tørrer hænderne og skubber den tættere på.
Ja, Søren? siger hun, læner sig frem som om hun kan høre bedre.
Hej mor. Hvordan går det? sønnens stemme er hektisk, nogen snakker i baggrunden.
Fint. Jeg laver suppe. Kommer du?
Ja, jeg kigger forbi om to timer. Mor, vi har lige fået besked fra børnehaven igen, de samler ind til ombygning af legegruppen Kunne du måske hjælpe ligesom sidste gang?
Anne har allerede hånden på skuffen med dokumenter, hvor hendes grå notesbog med budget ligger.
Hvor meget mangler I nu? spørger hun.
Tre tusind, hvis du kan? Alle giver lidt, men du ved det er bare stramt.
Jeg forstår svarer hun Det skal jeg nok.
Tak, mor. Du er en skat. Jeg kommer forbi og henter, og måske får jeg lidt suppe med.
Da samtalen slutter, bobler vandet allerede. Anne lægger kyllingen i gryden, drysser salt og laverblad i. Hun sætter sig ved bordet og slår notesbogen op. Under pension står beløbet skrevet med pertentlig kuglepenskrift. Derunder: fællesudgifter, medicin, børnebørn, uforudset.
Hun skriver børnehave og beløbet, holder pennen et øjeblik. Tallene forskubber sig lidt der er mindre tilbage, end hun kunne lide, men det er ikke helt krise. Vi klarer os, tænker hun og lukker bogen.
På køleskabet hænger en magnet med et lille kalenderblad. Nederst er reklamen: Kulturhuset sæsonkort, klassisk, jazz, teater. Rabat til pensionister! Nabokonen, Mette, gav hende magneten sammen med et stykke drømmekage til hendes fødselsdag.
Anne har flere gange taget sig selv i at læse reklamen, mens hun venter på at tekanden koger. Også i dag hæfter hun sig ved sæsonkort. Hun husker dengang, før hun blev gift, når hun gik med veninden til koncert i Konserthuset. Billetterne kostede næsten ingenting, men man måtte stå i kø i timevis. De frøs, fniste, havde deres bedste kjoler på og de eneste pæne sko.
Nu forestiller hun sig salen, som hun ikke har set i evigheder. Barnebørnene trækker hende til skoleforestillinger, men det er ikke det samme. Der er altid larm og balloner og brødkrummer på gulvet. Her er det noget andet. Hun ved egentlig ikke hvilke koncerter der er på programmet eller hvem der overhovedet går til den slags.
Hun tager magneten af og drejer den rundt. På bagsiden står der hjemmeside og telefonnummer. Hjemmesiden siger hende ingenting men telefonen Hun sætter magneten på igen, men tanken begynder at snige sig.
Det er skørt, mumler hun. Bedre at spare op til barnebarns jakke. Det hele er så dyrt.
Hun skruer ned for blusset, vender tilbage til bordet, men åbner ikke notesbogen. I stedet finder hun en gammel konvolut frem fra skuffen pengene til regnvåd dag. Der ligger nogle sedler, sparsomt lagt til side gennem månederne. Ikke meget, men det kunne række til både reparation af vaskemaskinen og medicintilskud.
Hun sorterer sedlerne, mens reklamen fra magneten kører rundt i hovedet.
Senere ankommer Søren, hænger jakken over stoleryggen og fisker madkasser op af en pose.
Uh, suppe igen! smiler han. Har du spist?
Ja, ja. Tag du bare. Pengene er klar, hun rækker ham konvolutten og tæller tre tusind krone-sedler op.
Mor, du skulle skrive ned hvor meget der er tilbage, siger han, mens han tager pengene. Du skal ikke komme til at mangle.
Jeg skriver alt ned, svarer hun. System i tingene.
Du er en knag til regnskab, han griner. Kan du komme lørdag igen? Tina og jeg skal i Bilka, og vi mangler pasning til børnene.
Ja, nikker hun. Hvad har jeg ellers af store planer.
Han brokker sig lidt om chefen, om nye regler på arbejdet. Da han tager sko på i gangen, vender han sig:
Mor, køber du nogensinde noget til dig selv? Eller er det altid bare til børnene og os?
Jeg har jo hvad jeg skal bruge, svarer hun. Hvad skulle jeg mangle?
Han vifter afværgende:
Ja, du ved bedst. Vi ses i ugens løb.
Da døren lukker bag ham, falder stilheden tilbage. Anne vasker op og tørrer bordet af. Hun kikker igen på magneten, og hører hans ord: Køber du nogensinde noget til dig selv?
Næste morgen ligger hun længe og kigger op i loftet. Børnene er i institution og skole, sønnen er på arbejde. Ingen kommer før i aften. Dagen er fri, men alligevel fyldt med småting vande blomster, vaske gulv, sortere gamle ugeblade.
Hun står op, laver gymnastik som fysioterapeuten har lært hende: strækker armene, drejer hovedet, vipper blidt med benene. Hun koger vand, doserer te. Mens hun venter, tager hun magneten ned igen.
Kulturhuset. Sæsonkort
Hun finder telefonen og taster nummeret. Hjertet banker lidt hurtigere, og hun tør næsten ikke tro, hun gør det. Der er kun et par korte toner, så svarer en stemme:
Kulturhuset. Billetter?
Ja, det er Anne Petersen. Jeg ville høre om sæsonkort.
Ja, selvfølgelig. Hvilke programmer er du interesseret i?
Jeg ved faktisk ikke Hvad har I?
Kassedamen remser op: symfoniorkester, kammermusik, Romantiske aftener, børneuge.
Der er rabat til pensionister, siger hun. Men sæsonkortet er stadig lidt pebret, det er til fire koncerter.
Kan man købe enkeltbilletter?
Ja, men det er dyrere pr. styk. Sæsonkortet kan bedst betale sig.
Anne forestiller sig tallene i notesbogen, konvolutten i skuffen. Hun spørger forsigtigt til prisen, og beløbet lyder lidt tungt: det tager godt af sorte dage-pengene.
Tænk over det, siger kvinden. Billetterne går hurtigt.
Tak, siger Anne og lægger på.
Tekanden fløjter. Hun hælder op, sætter sig, og skriver Sæsonkort på en blank side i notesbogen. Sætter beløbet og fire koncerter nedenunder. Hun regner ud, hvor meget det bliver pr. måned ikke så slemt alligevel. Hvis hun køber mindre chokolade og undlader frisøren, klarer hun sig vel selv med saksen.
Hun ser for sig barnebørnenes ønsker en ny LEGO-kasse til den yngste, dansesko til den store. Sønnen og svigerdatteren sukker over boliglånet. Ved siden af, hendes eget ønske næsten pinligt, som om hun planlægger noget skælmskt.
Hun lukker notesbogen uden en beslutning. Går i gang med gulvet, vasketøj, hænger det til tørre. Men tanken om koncertsalen piller stadig.
Efter frokost ringer dørtelefonen det er Mette med en krukke syltede agurker.
Tag du den, siger hun, sætter sig til rette med strikketøjet. Hvordan går det?
Det går, smiler Anne. Går og overvejer
Hun bliver stille. Det virker fjollet at sige det højt.
Hvad tænker du på? Mette sætter sig, strikker videre.
Koncert får Anne endelig frem. De har sæsonkort i Kulturhuset. Jeg gik til koncerter som ung. Tænkte, måske nu Men det er dyrt.
Mette løfter øjenbrynene.
Hvorfor spørger du mig? Det er da dig, der skal af sted. Vil du, så gør det da.
Pengene starter Anne.
Åh, penge, altid penge, Mette slår ud med hånden. Du har altid hjulpet alle. Sønnen får, børnebørnene får, du køber gaver Og til dig selv? Du går rundt i din gamle uldtrøje og samme frakke hver vinter! Må du ikke en gang imellem få lidt musik?
Det var jo ikke første gang, protesterer Anne. Har været til koncert før.
Ja, da et franskbrød kostede 2,50 kr. fniser Mette. Det er et andet liv. Og det er altså dine egne penge.
De synes det er skørt, hvisker Anne. De siger, det er bedre til børnene.
Så lad være at sige det, trækker Mette på skuldrene. Sig du gik til lægen. Eller hvorfor skjule det? Du er ikke barn.
Ordene du er ikke barn prikker lidt. Anne mærker et strejf af både stolthed og skam.
Jeg går til lægen alligevel, siger hun. Men jeg er bange, for tænk nu, hvis jeg ikke kan trapperne, hjertet…
Der er elevator! Mette vifter afværgende. Og du sidder altså ned. Jeg var i teater sidste måned det kan man godt. Benene snurrede lidt, men oplevelsen holder hele vinteren.
De småsnakker videre om medicinpriser, naboen, vejret. Da Mette går, tager Anne telefonen og ringer til billetterne igen. Mens der stadig er bip, siger hun:
Jeg vil gerne have sæsonkort til Romantiske aftener.
Hun får forklaret, at hun skal møde personligt og tage ID med. Hun skriver adressen og åbningstiden på en lap papir og sætter den med magnet på køleskabet. Hjertet laver højdespring.
Senere ringer svigerdatteren.
Anne, er du sikker på du kan på lørdag? spørger hun Vi MÅ i Elgiganten, der er tilbud.
Jeg kan godt, svarer Anne.
Du er fantastisk. Vi tager et eller andet med te, håndklæder?
Det er ikke nødvendigt, siger Anne. Jeg mangler ikke noget.
Efter samtalen står hun foran køleskabet og stirrer på adressen. Der er åbent til klokken seks, hun må afsted i god tid.
Om natten drømmer hun om koncertsalen: bløde, røde sæder, lys over scenen, velklædte damer og herrer. Hun sidder midt i det hele, holder programmet tæt og er bange for at forstyrre sine naboer bare ved at flytte sig.
Hun vågner tung om morgenen. Hvorfor satte jeg det igang, tænker hun, så mange bekymringer.
Men papirlappen ligger stadig på køleskabet. Hun tager sit pæneste vinterfrakke frem, tjekker knapper, vælger det bløde tørklæde, nemme sko. Pakker ID, pung, læsebrille, blodtryksmedicin og en lille flaske vand.
Før hun går, sidder hun et øjeblik på skamlen i gangen, mærker efter. Ingen svimmelhed, benene fungerer. Det går, siger hun lavt, og låser døren.
Det er ikke langt til stoppestedet, men hun går i roligt tempo. Bussen kommer hurtigt, og en ung fyr giver hende plads. Hun takker, sætter sig ved vinduet og knuger tasken.
Kulturhuset ligger to stop fra centrum, en høj bygning med søjler, plakater og kvinder med to-go kaffe foran dørene. Indenfor lugter der af støvet træ og wienerbrød. Billetsalget er til højre, bag glas, en venlig kvinde.
Anne rækker sit ID frem og nævner programmet.
Dejligt, vi har rabat til pensionister. Du er heldig, der er gode pladser endnu, midt i salen.
Kvinden peger på planen Anne nikker, selvom hun intet fatter af systemet.
Summen får hendes hænder til at ryste svagt, hun tæller kontanterne op. Et sekund har hun lyst til at bakke ud, men bag hende i køen hoster nogen utålmodigt, så hun lægger pengene frem og tager mod det fine sæsonkort.
Det skinner: på forsiden koncertfoto, indeni de fire datoer og titler. Anne lægger det omhyggeligt i tasken mellem ID og opskriftsblok.
Da hun kommer ud, er hun lidt ør i benene, så hun sætter sig på bænk udenfor og tager et par slurke vand. Ved siden af står to teenagere og snakker om et band, hun aldrig har hørt om. Hun lytter det er nærmest fremmedsprog.
Nå, så er det gjort nu kan jeg ikke trække mig, tænker hun.
To uger går i hverdagsrutiner. Børnebørn rammes af snot og hoste, hun syder æblegrød og passer temperaturen. Sønnen kommer med varer og henter madkasser. Hun kunne nævne sæsonkortet, men skifter emne hver gang.
På dagen for første koncert vågner hun tidligt. Maven knuger sig lidt, som til eksamen. Hun laver mad til familien, så hun ikke skal stå med det senere. Hun ringer til Søren.
Jeg er ikke hjemme i aften, siger hun. Hvis I mangler noget, så ring i god tid.
Hvor skal du hen? lyder det overrasket.
Hun tøver. Vil ikke lyve, men har ikke lyst til ballade.
Til koncert i Kulturhuset, svarer hun.
Der bliver stille.
Koncert? Mor, behøver du nu det Det er jo fuldt af larm og unge mennesker.
Det er ikke rock, siger hun mildt. Det er romantiske sange.
Og hvem inviterede dig?
Ingen, siger hun Jeg købte sæsonkort selv.
Stilheden strækker sig.
Mor, er det alvorligt? Du ved jo vi har lidt stramt Du kunne jo
Jeg ved det, afbryder hun. Men det er mine penge.
Stemmen overrasker hende selv ved sin fasthed. Hun venter på et udbrud.
Tja, siger han bare. Det er dine, jeg skal ikke blande mig. Bare du ikke mangler til sidst. Husk nu at passe på dig selv. Og i din alder
I min alder må man gerne sidde i en koncertsal, svarer hun. Jeg skal nok ikke til Kilimanjaro.
Han sukker, mere blødt nu.
Fint. Ring, når du er hjemme igen. Bare for min skyld.
Det lover jeg.
Hun sidder ved køkkenbordet og ser på sæsonkortet. Hænderne dirrer, som om hun har gjort noget vovet og rebelsk. Men hun vil ikke bakke ud nu.
Ved aftenstid tager hun sit bedste marineblå kjole på, glatte strømpebukser, og solide lave sko. Hun reder håret grundigt og pakker sæsonkort, ID, tørklæde og medicin.
Ude er det allerede mørkt; byens lys spejler sig i vinduerne. Bussen er fyldt, nogen træder hende over foden og undskylder, hun holder stolen og tæller stoppene.
Ved Kulturhuset står folk i alle aldre, ældre par og unge i jeans. Anne føler sig lidt mere normal nu, ikke den ældste i flokken.
Hun afleverer frakken i garderoben og står tøvende et sekund, men følger pilen mod Sal. Indenfor er der halvmørkt med små lamper over rækkerne; en kvinde kontrollerer billetter ved døren.
Række seks, plads ni, hun smiler. Lige der, værsgo.
Anne undskylder sig forbi ben og tasker, falder til ro i sin plads, tasken tæt på. Hjertet banker ikke af angst, men af spænding.
Folk bladrer i aftenens program, hun scanner listen titlerne siger hende ikke meget, men hun spotter én komponist, hun engang har hørt i radioen.
Lyset dæmpes. På scenen præsenteres aftenens stjerne, men Anne vender sig mere mod følelsen end ordene hun er her, ikke hjemme ved gryderne.
Da de første toner begynder, griber musikken fat. Sangerindens stemme varmer og kradser, tekster om længsel, kærlighed og ensomhed rammer noget i hende. Hun husker, hvordan hun engang sad i en koncertsal i en anden by, et andet liv, med én hun savner.
Øjnene svier, men hun græder ikke. Hun sidder bare, klemmer tasken og lytter. Kroppen slipper spændingen, vejrtrækningen bliver rolig. Musikken fylder rummet, og pludselig er livet ikke kun lister og fravalg.
Efter pausen gør benene lidt ondt, hun går i foyer for at strække dem. Folk småsnakker om programmet, nogen drikker kaffe, spiser småkager. Hun unner sig en lille chokolade for en gangs skyld.
Den smager godt, siger hun spontant, og knækker en bid.
Ved siden af står en kvinde på hendes alder i pæn dragt.
God koncert, ikke? smiler hun.
Ja, svarer Anne. Jeg har ikke været sådan ude i årevis.
Jeg heller ikke, griner den anden. Man skyder det op: børn, husarbejde Men hvis ikke nu, hvornår så?
De snakker om sangerinden og programmet. Klokken ringer, alle går tilbage.
Anden halvdel går hurtigt. Anne tænker ikke på kroner eller programmer mere. Hun er bare til stede. Efter stående klapsalver trætte håndflader. Udenfor er luften frisk, benene lidt tunge, men indeni er der mærkelig varme ikke eufori, bare roen ved at have gjort noget for sig selv.
Hjemme ringer hun straks til Søren.
Jeg er hjemme, alt ok.
Var det hyggeligt? spørger han. Fik du ikke kulde?
Nej, svarer hun. Det var rigtig dejligt.
Han siger ikke mere, bare et stille Okay. Bare du er glad. Husk nu vi skal spare op.
Jeg ved det, siger hun. Men jeg har sæsonkort. Der kommer tre koncerter til.
Tre? Han gisper svagt. Jamen, så må du jo gå. Bare pas på dig selv.
Hun lægger frakken, stiller tasken. Drikker te i køkkenet, sæsonkortet foran sig, lidt bøjet i kanterne. Hun skriver forsigtigt koncerternes datoer ind i kalenderen og sætter en rød ring.
Ugen efter, da Søren igen spørger om lidt hjælp til penge, slår hun notesbogen op og ser længe på tallet. Så siger hun:
Jeg kan kun give dig halvdelen. Resten skal jeg selv bruge.
Til hvad? spørger han per refleks.
Hun ser på ham, hans trætte øjne.
Til mig selv, svarer hun.
Han vil protestere, men trækker på skuldrene.
Jaja, mor. Som du vil.
Om aftenen finder hun det gamle fotoalbum frem. Der er et billede af hende, ung, i lys kjole ved en koncertbygning i Aarhus. Hun smiler genert, programmet i hånden.
Anne betragter billedet længe, prøver at matche det med sit nuværende spejlbillede. Hun lukker albummet og lægger det på plads.
Ved siden af magneten på køleskabet hænger hun nu en ny seddel: Næste koncert 15. Og lige under: Husk at gå i god tid.
Intet er egentlig vendt op og ned. Om morgenen koger hun stadig suppe, vasker, passer børnebørnene. Søren beder stadig om hjælp og hun hjælper så vidt hun kan. Men der er kommet et lille frirum i hverdagen, små personlige planer, som hun ikke behøver at forsvare.
Af og til, når hun går forbi køleskabet, strejfer hun lappen med en finger. Hver gang mærker hun det hun er stadig levende, og har stadig ret til at ønske.
En dag, mens hun bladrer i Lokalavisen, falder hun over et opslag: Gratis engelsk for seniorer i biblioteket tilmelding nødvendigt. Hun river siden ud og lægger den ved siden af sæsonkortet. Hælder mere te op og overvejer, om det er lidt vovet.
Først skal jeg høre mine fire koncerter færdig, beslutter hun. Så ser vi.
Hun folder avisen sammen og stopper den ned i notesbogen. Tanken om at lære nyt virker pludselig ikke så fremmed. Om aftenen, før hun går i seng, trækker hun gardinet til side. Ude på stien dribler et barn med bold, en teenager cykler forbi med høretelefoner.
Anne læner sig på vindueskarmen, mærker en ro bredde sig. Livet kører derudaf, stadig kaotisk, stadig med mange begrænsninger. Men et sted imellem har hun fundet plads til fire aftener med musik og måske snart et par nye engelske gloser.
Hun slukker lyset, går ind i soveværelset og trækker dynen over sig. I morgen er der indkøb, telefonopkald, madlavning alt det sædvanlige. Men den lille røde cirkel i kalenderen gør alligevel noget forskelligt, selv hvis kun hun lægger mærke til det.
