Den halvt åbne dør Først bemærkede han ikke, hvad der var usædvanligt. Han trådte ud af elevatoren på sin egen, niende etage, fandt nøglerne i lommen, og gik rutinemæssigt mod døren, mens han lyttede til suset i hovedet efter et par glas nytårschampagne og overdådige danske salater. På trappeopgangen var der sjældent stille denne aften, kun etasjen nedenunder lød latter og døre, der smækkede. Han stoppede foran sin lejlighed, lagde hånden mod væggen for ikke at ramme forbi nøglehullet, og så først da ud af øjenkrogen det blinkende skær fra venstre. Naboernes dør, lige ved siden af, stod på klem – på størrelse med en hånd. I mørket på reposen glimtede en flerfarvet lyskæde, hængt skødesløst over knagerækken i deres entre, og derindefra lød svagt en kvindestemme, som sang den gamle danske vintersang om “Snefnug, snefnug, lad mig leve”. Han stod stille med nøglen løftet. Der var køligt i opgangen, det duftede af noget stegt, der var drevet ud fra en anden lejlighed, og deodorant fra hans eget jakkesæt. I sit hoved summede brudstykker af nytårsskålene fra vennerne: “God sundhed, skål, lad os ikke blive gamle,” og det føltes pludselig ekstra tomt. Hos vennerne var der larm, trængsel, børn, der drønede rundt, nogen skød konfetti ud af vinduet. Han grinede, drak, hørte snak om boliglån, Gran Canaria, renoveringer. Og da klokken slog tolv, skålede alle, krammede, nogle fældede en tåre ved tredje glas. Senere en taxatur gennem den halvtomme by, lyskæder i træerne, og nu stod han her, i sko der klemte, med en summen i tindingerne og underlig klarhed: Han kom hjem alene. Hans naboer. Han kendte deres ansigter, men ikke deres navne. Mand, omkring tres, med grånede tindinger og mave under den marineblå strik, nikkede altid pænt i elevatoren. Kvinde, lidt lavere, med kort klippet hår og net, altid fyldt med indkøb. De havde boet her længere end ham. Da han flyttede ind for femten år siden, hang deres navn allerede på skiltet ved døren, men han fik aldrig læst det. Et hej, et nik, et par kommentarer om det manglende varmt vand, og ikke mere. Han så på den halvt åbne dør. Musikken spillede lavt. Lyskæden blinkede ujævnt, som om den var træt. Indenfor var mørkt, kun en svag lampe i gangen. Døren rørte sig ikke. Det faldt ham straks ind, at han bare skulle gå forbi. Måske ville de lufte ud, måske havde de glemt døren – det var ikke hans sag. Han satte nøglen i sin egen dør, men blev alligevel mærket af noget. En åben dør sådan en nytårsnat, hvor alle er hos gæster eller låser sig inde af frygt for raketter. Gamle sange, som fra hans barndom. Og så den næsten ubehagelige følelse: hvis han nu bare gik ind, tog skoene af, tændte for fjernsynets genudsendelse af festfyrværkeriet, så ville hans liv forblive sådan – adskilt fra menneskene lige på den anden side af væggen, som han ikke kender. Han tog nøglen ud igen og lyttede. Ingen stemmer, ingen latter, kun sangen glider videre og starter næste vers om den blå sporvogn. Han krummede tæer. Hvis der nu var sket noget? Faldet om, ikke nået til døren? I nyhederne stod der tit om ældre, der først findes dage senere. Han huskede, han for nyligt havde set naboen på apoteket: han købte medicin, rodede længe i pungen, undskyldte til køen. ”Okay,” sagde han lavt til sig selv og tog et skridt mod døren. Han skubbede forsigtigt på med fingrene. Døren gav sig lidt, men stoppede ved noget blødt. Sprækken åbnede sig mod hele entreen: et falmet tæppe, et par herresko, et par dame-hjemmesko med pels. Det duftede af stegt kylling og mandariner; duften var falmet, men stadig til stede. Jakker hang over knagerækken, lyskæden snoede sig ned langs bøjlerne. – Hallo, kaldte han forsigtigt. – Er I hjemme? Intet svar. Musikken spillede jævnt, strøm og teknik virkede. Han bankede på døren med knoerne. – Nabo, er I okay? Noget dunkede inde i lejligheden, der lød skridt. Døren gled lidt mere op, og kvinden dukkede op i sprækken. Røde kinder, lidt trætte øjne, håret festpyntet, men frisyren var smuldret. Hun havde striktrøje med glimmer, en tynd halskæde. – Åh, sagde hun og greb om håndtaget, som om hun ville lukke. – Undskyld, vi… Han løftede hænderne som undskyldning. – Eh… døren stod åben. Jeg blev bekymret. Er alt okay? Hun stoppede et sekund, bemærkede hans skæve slips, posen med rest-salat, og genkendte ham. – Ah, du bor også på niende, ikke? Ja, ja, alt i orden. Vi… skulle bare lufte ud… Dybt inde lød en mandsstemme: – Er det nytårsskyts igen, Lise? – Det er naboen, råbte hun ind. – Ham fra trappen. Så dukkede manden op i dørsprækken, med skjorten løs, øverste knap åben, med et glas brunt væske. Ansigtet lidt krøllet, men øjnene klart vågne. – Godaften, sagde han. – Godt nytår. – I lige måde, svarede Anton og så, at han ikke vidste, hvad de hed. – Jeg så døren. Troede det træk eller at I var gået. – Vi… – Lise smilede, – jeg er så distræt. Skulle smide skrald ud og lukkede ikke ordenligt. Undskyld, hvis vi skræmte dig. Han nikkede og skulle til at trække sig. – Nå, men hvis alt er vel, så må jeg hellere gå. Endnu engang… – Vent, sagde naboen, nu med overraskende stemme. – Kom indenfor et øjeblik. Du har jo allerede banket på. Han tøvede. – Jeg har lige været hos venner, spist og drukket. Det er lidt pinligt. – Pinligt? – Manden viftede med hånden. – Vi er da naboer. Har hilst i tyve år og aldrig drukket en kop sammen. Lise, skal vi give manden et glas? Lise trak på skuldrene og nikkede. – Kom indenfor – bare helt enkelt. Skoene af, så ind i køkkenet. Anton kiggede forlegent på sin egen dør, nøglerne var tunge i lommen, i hånden poser med salatrester og den uåbnede champagne fra vennerne. Pludselig virkede hans egen lejlighed ekstra tom. – Okay, sagde han. – Bare et øjeblik. Han tog skoene af, stillede dem ved deres. Ikke mange par: to par herresko, slidte men pæne, et par damesko, ingen børnesko. Posen havde han med, usikker på hvor han skulle gøre af den. – Skal jeg tage den? – Lise strakte hånden. – Hvad har du? – Det er bare… salatrester og lidt champagne. – Perfekt – vi mangler netop champagne. Det er som at få en gave. Køkkenet var lille, men hjemligt. På bordet stod salat, sild, pålæg, et par mandariner. Imellem retterne en vase med gran og julepynt. I vinduet en anden lyskæde. På en stol sad en kvinde omkring halvtreds, med blide træk, gennemgik noget på sin mobil. Ved siden af, et tomt glas. – Min søster, Tanja, præsenterede Lise. – Tanja, det er naboen fra niende. Hvad hedder du…? – Anton, tilføjede han. – Anton Christian. – Nå, så formelt, grinede manden. – Vi er uden efternavne her. Jeg er Viktor, – rakte hånden ud. – Bare Viktor. De gav hånd. Viktor havde varme, ru fingre. – Tag plads, Anton, – sagde Tanja og rykkede en skammel ud. – Lise finder en tallerken. Anton satte sig, lidt akavet. På væggen hang et sort-hvidt foto: en ung Viktor i uniform, Lise med langt hår, holder i hånden på en dreng omkring fem år. På køleskabet magneter med danske byer, hvor Anton aldrig har været. – Så, – Viktor skænkede i små glas. – Skål for at åbne døre fra tid til anden, og ikke bare lukke dem. Anton smilede. Der var ingen store ord i Viktors tone, mest træthed og indre fasthed. De skålede. Vodkaen var uventet blød, med varme. I stuen spillede musikken stadig, nu herrestemme med “Tre hvide heste”. – Hvor holdt du jul? – spurgte Lise og fyldte hans tallerken. – Hos venner. Med børn. Larm. – Og alene hjemme? – Tanja kiggede over brillerne. Han nikkede, undgik detaljer. – Min datter bor i Aarhus nu. Familien der. Jeg… tja. – Forståeligt, – sagde Lise stille. – Vores søn bor i Odense med børnebørnene hos svigermor. Vi er ikke fornærmede. De unge har deres eget. Viktor fnøs. – Ikke fornærmede, – gentog han. – Bare vi ikke har set børnebørnene et halvt år. Men, jo, ikke fornærmede. Tanja smilede, trist i blikket. – Har du boet her længe, Anton? – spurgte hun og spiste lidt mandarin. – Femten år. Siden jeg… blev skilt og købte min lejlighed. – Hold da op, – Lise rystede på hovedet. – Jeg troede, du var ny. Du ser ung ud. Anton lo. – Tak. Jeg er 52. – Viktor er 62, – sagde Tanja. – Han siger, han stadig er en knægt. – Er jeg også, – Viktor skænkede op. – I det mindste indeni. De lo. Anton slappede af, bemærkede smukke detaljer: sirligt foldede servietter, en gammeldags dug med rødbedepletter, og en tallerken med en kold kyllingelår. – Jeg kan huske, – sagde Lise pludseligt, – da du flyttede ind med kasser fulde af bøger. Jeg tænkte, nu får vi en klog nabo. – Det var min flytning, – sagde Anton. – Bar selv det hele, havde ondt i ryggen bagefter. – Jeg husker dig engang kom hjem helt snedækket, – sagde Viktor. – Det var ti år siden. Kom ind med et juletræ, jeg hjalp dig løsne en gren, der sad fast. Anton blev overrasket. At nogen havde bemærket det. – Underligt, – sagde han. – Vi bor side om side og ved kun lidt om hinanden. – Hvad mere skal vi vide? – Tanja trak på skuldrene. – Vi lever sådan alle. Bare man ikke larmer og smider skrald. – Eller oversvømmer, – tilføjede Viktor. – De der studerende på syvende! Dem kender vi lidt for godt. De lo over nabo-historier, gamle damer på ottende, og samtalen blev langsomt fortrolig. Anton fortalte om kontorjob, fjern- og hjemme-arbejde, og om mærkeligt at være den ældste i teamet. Viktor om fabriksarbejdet, om at være på små-reparationer. Lise fortalte om hans natlige tapetklistring hos naboer for en ekstra indtægt, deres fælles sommerhus, som de solgte. Tanja om tidligere nytårsaftener, fuld af gæster og grantræ, om hvordan folk fik deres egne liv, og huset blev tomt. – Jeg troede, Anton, du var en stor chef, – smilede Lise. – Altid så pæn og ordentlig. – Slet ikke, – lo han. – Almindelig medarbejder. Dresscode og bærbar. – Alligevel, – sagde hun. – Du ligner én, der har styr på det. Han tænkte over det. Har han? Nu, på denne fremmede køkken, følte han sig snarere som én, der var faldet ind i en andens fortælling. – Hvad troede I, jeg arbejdede som? – Jeg gættede jurist, – sagde Viktor. – Du har så alvorlig gang. Tanja smilede. – Jeg troede, du var lærer. Så dig tale roligt med en dreng, der tegnede på væggen i opgangen. Anton huskede det nu. Sønnen fra sjette. Han havde talt roligt, uden skældud, glemt det ugen efter – men nogen havde husket. – Underligt, – gentog han – vi digter hinandens liv ud fra få brudstykker. – Og hvad troede du om os? – Lise kiggede op. Han blev flov. Sandheden var, han havde ikke tænkt så meget over dem. – At I var en typisk familie, – sagde han. – Børn, børnebørn, fælles fejring. Viktor sukkede. – Så du troede, vi havde fest og harmonika – vi sidder bare her, tre i køkkenet og TV i stuen. – Og musikken, – tilføjede Tanja. – Jeg satte den på. Kan ikke undvære sange nytårsaften. De blev stille. Endnu et nummer sluttede i stuen. – Engang havde vi fuldt hus, – sagde Lise. – Søn, venner, mine forældre. Nu… alle er spredt. Vi klager ikke. Men det er uvant. Anton nikkede, huskede sine egne juledage, engang med stor familie, siden skilt, med svingende aftener hos datter, alene, eller hos kolleger for selskabets skyld. I år havde han valgt vennerne for stemningen, men det var som at være gæst til en andens fest. – Da jeg gik fra vennerne i aften – sagde han pludseligt, – føltes det som at gå hjem til et hotelværelse. Alt er mit, men alligevel fremmed. – Det kender jeg, – sagde Tanja. – Da min mand døde, var det sådan. Alt er ens, men føles midlertidigt. Lise lagde hånden på hendes skulder, og Anton følte klumpen i halsen. – Undskyld, sagde han. – Det vidste jeg ikke. – Det skulle du heller ikke, – sagde Tanja blidt. – Vi nikker jo kun i elevatoren. De talte længe. Tiden gled langsomt, blidt. De huskede nytår fra 90’erne med strømafbrydelse, mad over gas, og oversvømmelsen nytårsaften, hvor Viktor fik vand ned fra loftet. Anton fortalte om nytår i tog hjem fra arbejde, med alle, der skålede i plastikglas. Flaskerne blev tømt, salaterne fik skind, musikken i stuen blev mere stille, og udenfor kunne man høre sene knald fra fyrværkeri. Klokken blev langt over tre. Anton fandt ro. Ikke festligt, men fredeligt. Han hørte Lise fortælle om jobbet på det lokale bibliotek, bekymret for at færre låner bøger. Viktor jokede om sine skavanker som en bil til syn. Tanja talte om arbejdet i boligselskabets regnskab, evige klager fra beboere. – Jeg synes, – sagde Viktor på et tidspunkt – at folk i opgangen er som i metroen. Man kører sammen, står af, går videre. Men lige nu – er det ikke så skræmmende at blive gammel. Anton smilede. – Det skræmmende er ikke alder, – sagde han. – Det er at være alene. – Netop, – nikkede Lise. – Nogle gange om natten tænker jeg: hvad hvis der sker noget – Viktor er på indkøb eller i sommerhus. Hvem finder mig? Og du, Anton – hvem ville banke på hos dig? Han tøvede. Han tænkte på kolleger, venner, datter. Alle langt væk. – Ingen, – sagde han ærligt – måske arbejderne, hvis jeg blev væk en uge. – Præcis, – sagde Tanja. – Vi er tre på reposen. Vi kunne i det mindste kende hinandens nummer. Viktor lo. – Du vil have os til at dele numre? – Kun for en sikkerheds skyld, – sagde hun roligt. Anton nikkede. Det virkede klogt og vigtigt. – Lad os gøre det, – sagde han. – Det er da fjollet andet. De fandt mobilerne. Lise sagde sit nummer, Anton skrev “Lise, naboen”. Viktor sagde sit, Anton skrev “Viktor, nabo”. Tanja hed nu også “naboen fra opgangen”. – Og I skal da også have mit – sagde Anton. – Bank på, hvis noget. Lise skrev på en seddel, satte den på køleskabet med magnet. – Så kender vi dit navn – ikke bare “ham fra niende”. Hen mod fire blev snakken blød. Trætheden kom. Lise gispede, Viktor gned øjnene, Tanja så på klokken. – Du skal nok hjem, – sagde Lise – vi holder dig tilbage. Anton så på telefonen. Tjue minutter i fem. Kroppen blev tung af træthed. – Ja, tror jeg, – sagde han. – Tak for… Han ledte efter ordet, men fandt ingen. Tak for mad, snak, for at blive lukket ind. – For selskabet, – sagde Tanja. – Vi havde det også rart. Viktor rejste sig, lidt vaklende. – Kom – jeg følger dig til døren. Man kan let fare vild i mørket i nat. De gik i entreen. Musikken var næsten væk, lyskæden blinkede dog stadig, sløvt. Anton fik skoene på, lukkede sin frakke. Viktor støttede sig mod væggen. – Hør, Anton – sagde han lavt – hvis noget skulle ske, så bank på. Tøv ikke. Vi er her – lige om hjørnet. Anton nikkede. – Og I også – hvis I skal have noget båret, repareret, eller hjælp til computeren. Det kan jeg ordne. – Ja! – Viktor opmuntret. – Vores computer fryser altid, Lise siger, jeg har ødelagt den. – Det siger jeg ikke, – lød det fra køkkenet. – Jeg konstaterer bare. De smilede. – Sådan, – sagde Anton – jeg kigger forbi en dag. Viktor rakte hånden ud. – Godt nytår, nabo – lad nu året blive mindst lige så godt som denne nat. – Og i lige måde, – sagde Anton. – Godt nytår. Han gik ud på reposen. Deres dør lukkede sig blødt bag ham, uden mistro. Hans egen dør mødte ham med stilhed. Han låste op, tændte lyset. Lejligheden var som altid: sofa, TV, et bord med en halvtom kop te fra morgenen. Mandariner i vindueskarmen, en tom vase. Anton satte sig, tog frakken af, hængte den på stolen. Batteriet i køkkenet susede svagt. Han satte sig på kanten af sofaen og lukkede øjnene et øjeblik. Han tænkte på ansigterne: Lise, Viktor, Tanja. Deres historier, klager, grin. Alle de år har de haft deres liv bag væggen, og han har næsten intet vidst. Han kiggede på væggen mod deres køkken. Der rydder Lise nok op, Viktor slukker musikken, Tanja gemmer sig. Væggen føltes ikke længere lukket, men tyndere. Han gik i køkkenet, drak et glas vand, satte det i vasken uden at tænde for vandet. Tilbage i stuen, slukkede lyset og lagde sig. Søvnen kom, men inden han faldt hen, tænkte han, at han næste dag burde købe noget til kaffen og stikke ind til dem. Bare sådan. Uden grund. … Tre dage senere, en hverdagsaften, da han kom hjem fra arbejde, duftede trappeopgangen af kogte kartofler og noget sødt. På niende var der ro. Han tog nøglen frem, og naboens dør åbnede sig. Lise stod i morgenkåbe med et håndklæde. – Åh, Anton – sagde hun, nu uden “De”. – Hvor godt du… du kom. Han standsede med nøglen. – Noget galt? – Han blev straks bekymret. – Nej, – hun smilede. – Jeg har bagt æblekage. Og du nævnte computeren. Måske kunne du kigge hurtigt? Du får kage til gengæld. Anton mærkede varmen sprede sig. – Selvfølgelig – skal bare lige lægge min taske. Han gik ind, lagde tasken fra sig, og gik over. Hun havde et fad med frisk æblekage, duftede hjemligt. – Kom ind – Viktor kæmper med computeren. Han gik over dørtrinnet. Lyskæden var slukket, der var ingen musik. Lejligheden var hverdagsagtig. Men Anton vidste, den dør, der stod på klem nytårsaften, aldrig mere ville lukke sig for ham som før. Han smilede – og gik ind i køkkenet.

En halvt åben dør

Altså, jeg skal lige fortælle dig noget, der skete forleden nytårsaften. Jeg var på vej hjem, ikke helt ædru, efter en fest med vennerne du ved, bobler, hjemmelavede salater og den der særlige stemning, når man har snakket lidt for meget om boligpriser i Aarhus og flyrejser til Gran Canaria. Jeg stiger ud af elevatoren på niende, roder efter nøglerne i lommen og mærker stadig det lette brus i hovedet. Der var helt stille på gangen noget usædvanligt, for på nytårs nat plejer der altså at være børn, der løber rundt og fyrværkeri fra altanerne. Et eller andet sted nedenunder hørte jeg svagt grin og døre, der smækkede.

Fremme ved min dør læner jeg mig op ad væggen for at ramme nøglehullet rigtigt, og så bemærker jeg ud af øjenkrogen et blink fra venstre. Døren hos naboerne, lige ved siden af, stod på klem sådan en håndsbred åbning. Derinde fra entréen hang en kulørt lyskæde sløvt hen over et stumt klædestativ, og fra mørket sivede der en lav kvindestemme, som sang en gammel sang tror måske det var Sneflokke kommer vrimlende eller sådan noget.

Jeg står der og holder nøglen i luften. Trappeopgangen er kold, men det dufter af stegte kartofler og lidt for meget deodorant begge dele fra egne og andres lejligheder. I hovedet suser stadig fragmenter af festens skåler skål for livet, skål for os, og for at vi aldrig bliver gamle! og det føles tomt efter den larmende venneflok, børnene der løb rundt, konfetti ud af vinduet, grin og diskussioner om lån og køkkener. Klokken slog tolv, vi krammede, en blev rørt, så blev det taxa gennem mørke København med lys i træerne og et par stive sko, der trykkede. Nu var jeg alene hjemme igen.

Mine naboer kendte jeg kun af udseende, ikke af navn. Mand i 60erne, gråt hår og lidt mave under en ulden sweater han nikkede altid pænt i elevatoren. Hans kone, lavere med kort hår og indkøbsnet, slæbte altid på et eller andet. De havde boet der længere end mig. Da jeg flyttede ind for femten år siden, stod deres navn på døren, men jeg husker ærlig talt ikke, hvad det var kun hej, nå ja, vandet er slukket igen og den slags.

Jeg kigger på deres dør den lyser, men lyskæden blinker som om den er træt. Mørkt indenfor, kun lidt svagt lys i gangen. Døren står stadig stille.

Tanken bare gå forbi var den første og mest logiske. Måske luftede de bare ud, eller de glemte at lukke ikke mit problem. Jeg vender mig allerede mod min egen dør, sætter nøglen i, men stopper. En åben dør på nytårsnat, hvor folk ellers pakker sig ind og holder sig hjemme? Gammel musik minder mig om barndommen. Jeg får det her mærkelige fornemmelse af, at hvis jeg bare går ind til mig selv og sætter mig med TV og endnu en genudsendelse af DRs fest, så bliver mit liv præcis sådan: tæt på mennesker, jeg ikke aner noget om.

Jeg trækker nøglen ud igen og lytter. Ingen stemmer, ingen latter kun sangen, den glider over i Den blå anemone. Jeg rynker brynene. Hvad nu hvis noget er galt? De kunne være faldet om, ikke nået ud til døren Aviser skriver jo om ældre, der bliver liggende alene i dagevis. Jeg husker at have mødt ham i apoteket for kort tid siden han stod og rodede rundt i sin pung, undskyldte til dem i køen.

Nå, mumler jeg til mig selv og tager et skridt hen til deres dør.

Først skubber jeg den bare let med fingerspidserne. Den giver sig lidt, men stopper mod noget blødt. Jeg kan få øje på mere af entréen det slidte dørmåtte, et par pæne herresko, kvindens sko med fleece. Der dufter af stegt kylling og clementiner duften hænger stadig. Der er jakker på knagerækken og lyskæde hen over bøjlerne.

Hallo? siger jeg forsigtigt. Øh Er I hjemme?

Der kommer intet svar. Musikken fortsætter, altså er der stadig strøm. Jeg banker let på døren.

Nabodamer, er I okay?

Indenfor lyder et dumpt bump og så trin. Døren glider lidt mere op, og kvinden kigger ud. Røde kinder, trætte øjne, håret er stadig sat, men har mistet sin festlige glans. Hun har en glimmertrøje og en fin kæde om halsen.

Uh, undskyld, siger hun og tager fat i døren som om hun vil lukke den. Beklager, vi

Jeg løfter hænderne undskyldende.

Eh døren stod åben. Jeg tænkte måske. Alt okay?

Hun kigger kort på mig, får øje på mit lidt sjuskede slips, posen med restsalat i hånden og genkender mig.

Nå, du er fra niende, siger hun. Ja, ja, alt er fint! Vi har bare åbnet vinduet lidt og

Indefra høres en herrestemme:

Hvem der, Karen? Igen nytårsskyts?

Det er naboen, råber hun ind. Fra opgangen.

Døren åbner mere og han, naboen, dukker op. Skjorte, øverste knap åben, glas med noget ravgyldent i hånden. Ansigtet ser lidt brugt ud, men øjnene er klare.

Nå men hej, siger han. Godt nytår!

Tak i lige måde, svarer jeg og bemærker, at jeg faktisk ikke ved, hvad de hedder. Jeg så bare døren stod åben. Tænkte, at det kunne være træk

Vi har tendens til at glemme, smiler Karen. Når jeg går ud, lukker jeg ikke altid helt. Nu glemte jeg bare midt i madlavning, undskyld hvis du blev nervøs.

Jeg nikker og gør mig klar til at vende mig om.

Hvis alt er okay, så smutter jeg lige

Vent, lyder det pludseligt fra ham. Sid nu ned et øjeblik. Nu du alligevel stikker hovedet ind.

Jeg tøver.

Jeg har faktisk både spist og drukket. Det er lidt pinligt.

Det er da ikke pinligt, siger han og vifter afværgende med hånden. Vi er jo naboer! Har sagt godmorgen i tyve år og aldrig drukket et glas sammen. Karen, skal han ikke lige have en lille én?

Karen trækker på skuldrene, men det er mest, fordi hun egentlig er med.

Kom ind, siger hun. Her er helt nede på jorden. Smid lige skoene og kom ud i køkkenet.

Jeg kigger næsten refleksivt på min egen dør. Nøglerne vejer tungt i lommen, posen med salat og champagne, jeg aldrig fik åbnet hos vennerne, i hånden. Pludselig føles min tomme lejlighed bag væggen særdeles kold.

Okay, siger jeg. Kun et hurtigt glas.

Jeg tager skoene af og sætter dem ved siden af deres. Ikke særligt mange to par fine herresko, et par kvindestøvler, ingen børnesko. Jeg tager posen med ind, fordi jeg er i tvivl om, hvor den skal ligge.

Skal jeg tage din pose? Karen rækker ud. Hvad har du der?

Åh, bare restsalat og champagne. Vi gad ikke mere.

Perfekt! siger hun. Vores champagne røg lige. Du kommer med gave.

Køkkenet er lille, men hyggeligt. Bordet er dækket med salat, sild, lidt pålæg, et par clementiner. Midt imellem står vase med gran og et par julepynt. I vinduet en anden lyskæde, lidt mere dæmpet. På en stol sidder en kvinde på omkring 50, blød i ansigtet og med briller. Hun scroller på telefonen ved siden af står et tomt glas.

Det er min søster, Birthe, introducerer Karen. Birthe, det her er naboen fra niende. Hvad er det nu, du hedder

Mads, udbryder jeg. Mads Christensen.

Christensensk, det lyder jo meget officielt, griner manden. Vi plejer at droppe efternavnene. Jeg hedder Henrik, siger han og trykker min hånd. Helt uformelt!

Henriks hånd er robust og varm.

Sæt dig, Mads, påbyder Birthe og trækker en skammel ud. Karen henter en tallerken til dig.

Jeg sætter mig, lidt kejtet. Ser, at de har et sort-hvidt billede på væggen en yngre Henrik i uniform, Karen med langt hår og en dreng på fem. På køleskabet sidder magneter med bynavne, jeg aldrig har besøgt.

Nå, siger Henrik og hælder op i små glas. Skål for at åbne dørene engang imellem og ikke kun lukke dem.

Jeg smiler. Det kunne lyde højtideligt, men i Henriks stemme hører jeg hverken pral eller patos bare lidt træthed og værdighed.

Vi skåler. Snapsen er mildere end forventet og varmer brystet. Inde fra stuen lyder endnu en sang nu med mandestemme om tre hvide heste.

Hvor holdt du nytår? spørger Karen og lægger lidt salat på min tallerken.

Hos venner, svarer jeg. Stor flok, masser af larm og børn.

Men du bor alene? spørger Birthe og kigger op over brillerne.

Jeg nikker, vil ikke snakke for meget om det.

Min datter bor i Aalborg med sin mand, kommer jeg til at sige, men stopper mig selv havde egentlig ikke lyst til at snakke om det i dag. Familie derovre. Og jeg ja, du kender det.

Ja, siger Karen lavt. Vores søn bor i Odense nu. Han har sagt, han tager børnene ud til svigermoren. Vi tager det ikke personligt. De unge har jo deres planer.

Henrik fniser.

Ikke personlig, gentager han. Men vi har ikke set børnebørnene i et halvt år nu. Men vi tager det ikke personligt.

Birthe trækker på smilebåndet, men i øjnene er der en skygge af vemod.

Har du boet her længe, Mads? spørger hun, mens hun piller en clementin.

Femten år, svarer jeg. Siden jeg tøver lige, skilsmissen. Købte lejligheden og flyttede ind.

Hold da op, siger Karen. Jeg troede, du var helt ny. Du ser så ung ud.

Jeg griner.

Tak. Jeg er 52.

Henrik er 62, indskyder Birthe. Og han påstår stadig han er en dreng.

Det er jeg også indeni, siger Henrik og tager en mere. Altså i hjertet.

Vi griner sammen, stille og ærligt. Jeg mærker spændingen slippe i mine skuldre. Bemærker pludselig de små detaljer: sirligt foldede servietter, den gamle dug med få rødbedestænk, en halv kold kyllingelår på et hjørne.

Jeg kan huske dig, siger Karen pludselig. En gang kom du op i elevatoren med kasser fulde af bøger. Jeg tænkte, nu får vi en kultiveret nabo!

Da jeg flyttede ind, nikker jeg. Jeg slæbte alt selv, havde ondt i ryggen bagefter.

Jeg husker, du kom ind helt sneet til ti år siden. Du havde slæbt et juletræ, og jeg hjalp dig med at få det ind, siger Henrik.

Jeg bliver overrasket. Havde glemt, at nogen bemærkede det.

Det er sjovt, siger jeg. Man bor dør om dør og ved kun sådan nogle brudstykker om hinanden.

Hvad skal man dog ellers vide, siger Birthe. Her i opgangen lever alle deres liv. Bare der er ro og ikke bliver smidt skrald.

Og ingen vandskader, tilføjer Henrik. Studenterne på syvende er et kapitel for sig.

Vi griner over historier om nabofester, gamle damen på ottende, der brokker sig over affald. Snakken glider langsomt, føles hjemlig.

Jeg fortæller om mit kontorjob, om at vi blev sendt hjem under corona og nu er tilbage. Om at jeg synes julefrokoster er larmende, men man skal jo vise sig. Føler mig som den ældste på kontoret de fleste yngre end min datter.

Henrik beretter om fabrikslivet, om lukninger og at han nu fikser ting for folk for småpenge. Karen tilføjer, hvordan han tapetserer for folk om natten og hvordan de solgte sommerhuset.

Birthe snakker om dengang de trioen altid holdt nytår sammen med hele familien, fyldt stue og store gæsteborde. Nu er alle spredt, og hun savner det bare som en vane, ikke en sorg.

Har altid troet, du var en slags chef, siger Karen og skænker lidt af min champagne. Du ser sådan ud pæn og tjekket.

Nej, siger jeg og smiler. Almindelig kontormand. Jakkesæt, fordi man skal. Mappe, fordi der ligger en PC i.

Alligevel, siger hun. Du ser ud som én, der har styr på det.

Jeg bliver stille. Har jeg egentlig styr på det? Lige nu, hos dem, mest som om jeg drejede forkert og endte i deres historie.

Hvad troede I, jeg arbejdede med? spørger jeg.

Jeg troede du var advokat, siger Henrik. Du går sådan målrettet.

Birthe nikker.

Jeg troede du var lærer. Så dig engang snakke med en af drengene nede han havde tegnet på væggen, og du forklarede ham roligt, at det skulle man nok lade være med.

Jeg husker det. Naboens søn fra sjette, cirka ti. Jeg glemte episoden hurtigt, men de gjorde ikke.

Vi digter hinandens historier ud fra glimt, siger jeg.

Og hvad troede du om os? Karen lener sig ind over bordet.

Jeg er lidt pinlig, for jeg har nærmest ingenting tænkt.

At I var en helt almindelig familie. Med børn og børnebørn. At I fejrede sammen.

Henrik sukker.

Så du tænkte, vi havde larm og harmonika, siger han. Men vi er tre i køkkenet med fjernsynet i stuen.

Og musikken, tilføjer Birthe. Jeg kan ikke undvære sangen nytårsaften.

Alle er stille et minut. Musikken stopper, ny melodi starter.

Engang var hele lejligheden fyldt, siger Karen. Søn, hans venner. Mine forældre. Vi kan ikke være her havde bord i stuen. Nu alt spredt for alle vinde. Forældre væk, børn langt væk. Ingen klager det er bare nyt.

Jeg nikker. Minder mig også om de gamle dage store borde, svigerfamilie, venner, så skilsmisse, år hvor jeg iblandt tog til datterens familie eller sad alene, sommetider sagde ja til kollegaers invitationer bare for selskab. I år blev det med venner, fordi det føltes sjovere, men inderst inde stadig som en gæst på andres fest.

Da jeg gik fra vennerne i nat, siger jeg uventet, følte jeg mig som en, der var på hotel. Alt er mit, men føles midlertidigt.

Birthe nikker.

Da min mand døde, havde jeg det præcis sådan. Alt var mit, men ingenting fast.

Karen holder blidt om hendes skulder. Jeg får en klump i halsen.

Beklager, siger jeg. Jeg vidste ikke

Hvorfor skulle du dog det, smiler Birthe. Vi nikker jo kun i elevatoren.

Snakken går videre, tiden strækker sig ud ikke tungt, bare blødt. Vi snakker om nytårsaftener dengang strømmen gik og de varmede mad på komfuret; om naboerne, der oversvømmede dem nytårsnat; om den gang jeg selv holdt nytår i Intercity-toget og skålede med hele vognen fra plastikbægere.

Efterhånden er flaskerne tomme, salaten kold, musikken glider over i natteprogram med bløde melodier. Kigger man ud, kan man høre spredte knald fra små raketter. Klokken er langt over tre, men ingen får mig travlt hjem.

Jeg mærker, hvor rart jeg har det ikke som fest, men ro. Karen fortæller om jobbet på biblioteket, om hvor få der låner bøger nu. Henrik driller med sine småskader sammenligner det med at være til syn med en gammel bil. Birthe fortæller om sit arbejde i boligforeningen, evige klager fra beboere.

Jeg har altid troet folk i opgangen var som togpassagerer, siger Henrik pludseligt. Man stiger på, kører lidt, står af. Men når vi sidder her, så er det mindre skræmmende at blive gammel.

Jeg smiler.

Det er mere skræmmende at ende alene, siger jeg.

Præcis, nikker Karen. Jeg vågner om natten og tænker: hvis der sker mig noget, og Henrik er væk hvem opdager det? Og dig hvis der sker dig noget, Mads? Hvem kommer så?

Jeg tøver. Ser for mig mine kolleger, min datter, mine venner. Alle langt væk, alle har nok at gøre.

Ingen, indrømmer jeg. Måske jobbet, når jeg ikke svarer en uge.

Netop, siger Birthe. Vi burde jo vide hinandens telefonnumre her på gangen.

Henrik fniser.

Er du nu organisator? spørger han.

Ja, svarer Birthe. Bare, så vi har dem. Ikke for at ringe, men hvis nu

Idéen er simpel, men føles pludseligt meget betydningsfuld.

Lad os gøre det, siger jeg. Det burde da bare være normalt.

Vi finder telefonerne. Karen dikterer sit nummer, jeg skriver Karen, nabo. Henrik sit, ham kalder jeg Henrik, nabo. Birthe også, så nu har jeg tre, der ikke længere bare er ansigter i elevatoren.

Skriv også mit ned, siger jeg. Er der noget, så sig til.

Karen skriver mit nummer på en lap og sætter det med magnet på køleskabet.

Så ved vi, at du hedder Mads og ikke bare ham fra niende.

Klokken nærmer sig fire. Stemningen falder. Karen gaber, Henrik gnider øjnene, Birthe tjekker klokken.

Mon du ikke skal hjem, siger Karen. Vi har holdt dig længe nu.

Jeg tjekker min mobil ti minutter i fem. Hele kroppen føles tung og træt.

Jo, jeg må hellere, svarer jeg. Tak. For

Jeg leder efter ord, men de findes ikke. For selskab, snak, mad og at jeg måtte komme ind.

For selskabet, siger Birthe. Vi nød det en hel del.

Henrik rejser sig, lidt usikkert.

Jeg følger dig til døren, siger han. Bare så du ikke farer vild.

Vi går ud i entréen. Musikken fra stuen er blevet lav. Lyskæden blinker stadig svagt, som om den også er træt.

Jeg tager sko og frakke på. Henrik læner sig op ad væggen.

Du, Mads, siger han stille. Hvis der er noget bare bank på. Vi er lige her.

Jeg nikker.

I lige måde, siger jeg. Hvis der skal bæres noget eller fixes computer jeg er god til det.

Henrik lyser op.

Det er smart! Vores bærbare fryser hele tiden, Karen brokker sig over jeg har ødelagt den.

Jeg brokker mig skam ikke, lyder det fra Karen i køkkenet. Jeg konstaterer bare fakta!

Vi griner begge.

Vi aftaler det, siger jeg. Kommer gerne over at kigger på det.

Henrik rækker hånden frem.

Godt nytår, nabo, siger han. Må det blive mindst lige så godt som den her nat.

Også til dig, svarer jeg. Godt nytår.

Jeg går ud, og deres dør lukkes stille ikke længere med den lukkede fornemmelse som før. Min egen dør venter med vante stilhed. Jeg låser op, tænder lyset.

Alt er som det plejer sofa, TV, bord med den halvkedelige te fra i morges. Clementiner i vinduet og tom vase. Jeg hænger frakken over stoleryggen, hører radiatorens sagte summen fra køkkenet. Sætter mig på kanten af sofaen og lukker øjnene.

I tankerne ser jeg ansigterne: Karen, træt men varm; Henrik med de robuste historier, og Birthe med roligt omsorgsfuldt blik. Deres historier, brok og latter en hel lille verden ved siden af, som jeg intet om vidste.

Jeg ser på væggen ind til deres køkken. Nu rydder Karen af, Henrik slukker for musikken, Birthe gør klar til at sove. Væggen føles pludselig tyndere.

Går ud i køkkenet, drikker et glas vand, stilfærdigt. Lægger mig igen, slukker lyset. Søvnen kommer hurtigt, men inden jeg glider væk tænker jeg, at jeg skal købe noget kage til eftermiddagen og så gå ind til dem. Bare fordi.

Tre dage senere. Kommer hjem fra arbejde, der dufter af kartofler og sukker i opgangen. På min etage er der helt stille. Jeg finder nøglerne, og så åbner nabodøren sig.

Karen står i morgenkåbe med et håndklæde.

Hej Mads! siger hun, nu bare du. Hvor dejligt du er hjemme.

Jeg stopper op med nøglen i hånden.

Noget galt? spørger jeg straks.

Overhovedet ikke, siger hun og smiler. Jeg har bagt æblekage, og kom i tanke om du sagde du kunne se på computeren. Kommer du lige ind og får et stykke?

Jeg føler sådan en fin varme indeni og nikker.

Selvfølgelig, siger jeg. Skal bare lige smide tasken.

Ind i min entré med computertasken, ikke engang overtøjet af, og tilbage til Karen. Hun står med kagen, den dufter helt som hjemme hos mormor.

Kom indenfor, siger hun. Henrik er allerede midt i computerbrokkeriet.

Jeg træder ind lyskæden hænger stadig, men er slukket. Ingen musik, bare hverdagsstemning. Men jeg mærker, at den dør, der engang stod halvt åben nytårsnat, aldrig vil lukke sig helt for mig igen.

Jeg smiler og går ud i køkkenet.