Jeg er den ældste søster i en stor dansk familie. Jeg har altid sørget for at alle fik mad, passet mine søskende, kørt dem til børnehave og skole – mine forældre spurgte mig aldrig, om jeg ville, eller ej. Jeg havde stort set ingen venner, fordi jeg aldrig havde tid til at ses. Mine jævnaldrende grinede af mig og sagde, at jeg kun kunne skifte ble på unger. Jeg blev så ked af det, at jeg ofte græd. Min far så det og slog mig med bæltet. Han sagde, at han ville banke alle tåbeligheder ud af mig. Jeg havde ikke barndom. Da jeg var færdig med 9. klasse, begyndte jeg på en teknisk skole – det var mine forældre, der bestemte, at jeg skulle lære at blive kok, så hele familien kunne være godt ernæret. Tre år senere fik jeg job på en café. Min far tvang mig til at stjæle mad, men jeg nægtede. Min mor kaldte mig egoist og sagde, at det var min skyld, hvis alle sultede. De tog også min første løn. Da jeg fik min anden, stak jeg af – jeg tog det første tog jeg kunne finde. Jeg var ligeglad med, hvor det gik hen, bare jeg kunne komme væk fra det helvede. Jeg vidste, at hvis jeg blev, ville jeg ødelægge mit liv. Ja, det var hårdt, men det var endnu værre at være mine forældres slave. Jeg besluttede mig for at forfølge mine drømme, uanset prisen. Jeg skurede gulve, fejede, og fik lov at arbejde i køkkenet. Selv da min løn steg flere gange, sparede jeg hver krone op. Jeg drømte om min egen lejlighed, hvor jeg kunne være min egen chef. Indtil videre boede jeg hos en ældre dame, der kun tog en symbolsk leje, og jeg hjalp hende med husarbejdet. Hun blev lidt som min familie. Hun ventede altid på mig efter arbejde med urtete og hjemmebagt kage, og i de øjeblikke var jeg lykkeligst i verden. Snart mødte jeg min kommende mand. Vi havde ikke noget bryllup – vi skrev bare under på kommunen. Bagefter boede jeg hos hans forældre. Nogle måneder senere fik jeg en datter, senere en søn. Jeg begyndte at tænke på mine forældre. Jeg talte med min mand, og vi besluttede at besøge dem. Jeg købte poser fyldt med gaver og gjorde klar til turen. Da de så mig, begyndte de straks at råbe. Mine brødre drak, min søster også. Mor og far lagde ikke mærke til, at jeg ikke var alene. De kiggede ikke engang på deres børnebørn, men smækkede døren i hovedet på mig. Måske synes nogen, at jeg er smålig, men jeg vendte om og gik min vej. Jeg tog alle gaverne med tilbage. Da de døde, kom jeg ikke engang til begravelsen.

Jeg er den ældste søster i en stor dansk familie. Jeg sørgede altid for, at alle fik mad, passede dem, fulgte dem til børnehaven og folkeskole. Mine forældre spurgte mig aldrig, om jeg ville det var bare noget, jeg skulle.

Jeg havde nærmest ingen venner, for tiden strakte aldrig til at mødes. Mine jævnaldrende drev ofte spot med mig; de lo og sagde, at alt, jeg kunne, var at tørre bagen på unger. Smerten ved deres ord fik mig tit til at græde. Far så mine tårer, men slog mig hårdt med sit læderbælte og sagde, at jeg skulle glemme alle de tåbelige tanker.

Barndommen gik mig forbi. Da jeg var færdig med 9. klasse, begyndte jeg på gymnasiet i Odense. Men mine forældre valgte for mig de besluttede, at jeg skulle på erhvervsskole for at blive kok, så familien ikke skulle sulte.

Tre år senere fik jeg arbejde på en café i centrum. Far pressede mig til at stjæle mad med hjem, men jeg nægtede. Mor beskyldte mig for selviskhed og sagde, at hele familien nu måtte gå sulten i seng på grund af mig. De tog min første løn den var væk med det samme. Da jeg fik min anden løn, pakkede jeg alt, jeg ejede, og tog det første tog fra stationen i Odense. Jeg var ligeglad med, hvor jeg landede bare jeg slap fri fra mit helvede. Jeg vidste, at hvis jeg blev, ville mit liv ende ulykkeligt.

Det var hårdt, men at være slavinde for mine forældre var værre. Jeg satte mig for at kæmpe og nå mit mål, uanset hvad det kostede. Jeg skrubbede gulve, fejede, og til sidst fik jeg lov at arbejde i køkkenet.

Selv da min løn voksede først to tusinde, så fire tusinde, så seks tusinde kroner lagde jeg hver krone til side. Min drøm var et hjem, hvor jeg selv var herre. Imens boede jeg hos fru Hansen, en gammel dame, som tog en symbolsk husleje, og jeg hjalp hende med husarbejdet. Fru Hansen blev til min erstatningsfamilie hun ventede altid på mig med te brygget på urter fra haven og hjemmebagte boller. Lige dér var jeg lykkeligst.

Kort tid senere mødte jeg Mikkel, manden som blev min ægtemand. Vi holdt ikke bryllup vi skrev blot vores navne under på rådhuset og flyttede sammen hos hans forældre. Nogle måneder senere fødte jeg min datter, Astrid, og senere kom min søn, Erik.

Tankerne om min familie begyndte at dukke op. Jeg talte med min mand, og sammen besluttede vi at besøge dem. Jeg købte poser fulde af gaver, og vi tog afsted. Da de så mig, begyndte de straks at råbe ad mig. Mine brødre sad og drak øl, min søster var også med.

Mor og far lagde ikke engang mærke til, at jeg havde min egen familie med mig. De kiggede ikke én gang på deres børnebørn de smækkede bare døren i hovedet på os. Måske kalder nogen mig smålig, men jeg vendte om og gik. Jeg tog posen med gaver med. Da de døde, gik jeg ikke til begravelsen.