Jeg har fortrudt det her mindst tre hundrede gange, mor. Jeg magter snart ikke mere, sagde Sidsel med desperation i stemmen, mens hun forsøgte at overdøve sin tudende datter. Sådan er det fra morgen til aften. Og natten med! Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har sovet igennem. I går satte jeg vand over til te, og så faldt jeg i søvn på stolen…
Åh, lille skat, hvad skal jeg sige, sukkede Jytte, hendes mor. Alle små børn skriger jo.
Mor fangede tydeligvis ikke hentydningen, så Sidsel sagde det ligeud.
Mor… Jeg beder dig, tag hende bare et par timer. Eller kom herhjem og vær sammen med hende, så kan jeg måske sove bare en smule. Jeg ved snart ikke, hvad der foregår. Alt føles som i en tåge.
Sidsel… mors stemme skiftede fra medfølelse til noget mere snu. Nu skal du ikke blive fornærmet. Du fik jo barnet for din egen skyld. Så må du også tage dig af hende. Lidt endnu, så bliver det nemmere. Jeg klarede dig uden bleer og al jeres smarte udstyr, og jeg smuldrede da ikke af den grund. Og så det der, mit blodtryk svinger jo med vejret. Forestil dig, hvis jeg besvimede der hos dig.
Sidsel satte øjenbrynene op. Det var ikke lige det svar, hun havde regnet med og hun anede knap hvad hun skulle sige.
Nå okay. Jeg går i gang… mumlede hun og lagde røret på.
Inde i brystet voksede der en kulde. Den der barnlige tryghed, man engang havde, hvor man bare skulle råbe “mor!”, så var hun der og klarede alt den var væk. Og Sidsel kunne ikke engang komme med et modargument.
Eller kunne hun?
… Sidsel havde ofte måtte synke sine egne ønsker for mors skyld. For eksempel til jul og nytår. Først fordi vennerne inviterede hende, og siden fordi hun ønskede bare at sidde stille med sin mand.
Nå, sukkede moren, så snart Sidsel fortalte om sine planer for højtiderne. Jamen, god fornøjelse da. Jeg sidder jo bare her alene i min lejlighed… Man opfostrer jer og opfostrer jer, og så skal man alligevel fejre familietraditioner for sig selv…
Mor… Hold nu op, jeg kommer jo så snart det bliver første januar.
Pyh, det er da lige meget… jeg venter på dig. Jeg fejrer ikke engang nytår. Hvorfor skulle jeg dog det? Hvem skal jeg fejre med? Jeg går i seng klokken ni, står op næste morgen og sådan gik endnu et nytår.
Og hver gang gav Sidsel efter og kørte hjem til moren. Hvordan kunne hun efterlade hende alene? Vennerne kunne danse videre, og manden kunne vente lidt med romantikken bare mor ikke sad og var ked af det.
Det stoppede dog ikke der. Jytte holdt meget af at holde Sidsel på pinebænken med sit helbred. Hvis der var det mindste, nægtede hun at tage til lægen men ringede straks til Sidsel og pustede drama ud i københavnertelefonen.
Mit blodtryk er oppe på 200. Jeg tror, jeg falder om… Skat, kom nu med det samme!
Mor, jeg skal nok komme, men ring altså 112. Det er ikke til at spøge med!
Hvilke ambulancefolk? De gør jo ikke noget alligevel! Vil bare indlægge mig, og på hospitalet er der ikke en eneste fornuftig læge! Lad os nu lige prøve med det samme: du kan give mig et stik, og hvis det ikke hjælper, så kan vi ringe efter dem.
Jytte havde næsegrus mistillid til læger og blev mopset, hver gang Sidsel foreslog det professionelle system. Til gengæld havde hun den stålklare tro på, at et solidt fodbad, lidt eddikekompresser og Sidsels tilstedeværelse kunne kurere hvad som helst. Sidsel sad i de situationer og rystede: det hele hang på hende, hun skulle selv stikke med sprøjten og styre dramaet hun kunne knap hjælpe på grund af morens stædighed. Hun kunne bare vente og håbe.
Alligevel fandt Sidsel altid tid. Hun droppede aftaler, ændrede planer, forlod arbejde midt på dagen. Selvom hun godt vidste, det reelt ikke nyttede én fløjt det var alligevel samvittigheden, der fik hende til at løbe, helhjertet. Man efterlader jo ikke sin mor alene i sådan en situation!
Jyttes samvittighed derimod? Den sov trygt. Hun havde jo ellers temmelig travlt med at ønske sig børnebørn.
Mette derovre har allerede et barnebarn i skole! sukkede moren ved familiefrokosterne. Og Birgit nusser nu rundt med nummer to. Jeg sidder her alene som en eller anden stakkel. Hvornår får jeg så mine børnebørn? Jeg vil jo nå at passe dem!
Og så… Da der så endelig kom en baby, i alt sin levende og krævende staværk-version, var Jytte nærmest forduftet.
Sidsel følte sig svigtet. Du fik barn for dig selv… Ja, ja, det skal hun nok huske.
De næste seks måneder føltes som genudsendelse på TV2. Sidsel anede snart ikke, om det var tirsdag eller fredag. Alt gik i ring: amning, skrig, vugning, kort blackout, skrig igen.
Jytte forblev i datterens liv dog på niveau med en gammel nabos bekendtskaber. Hun ringede en gang om ugen og spurgte:
Nå, hvordan går det? Vokser hun?
Men hvis barnebarnet så skreg i baggrunden, forsvandt mormor hurtigere end en is på Rådhuspladsen om sommeren.
Åh, Sidsel, jeg må løbe jeg har sådan hovedpine, og I larmer jo sådan derhjemme… Hold ud, skat. Forældreskab er et hårdt arbejde, sagde hun og lagde på.
Sidsel lærte at klare sig uden moren.
Heldigvis var svigermor, Mona, lavet af et andet stof: lidt barsk, men med hjertet på rette sted. Hun lovede ikke guld og grønne skove, og hun var ikke overdrevet sød men da hun så, at Sidsel lignede en panda efter ti søvnløse nætter, begyndte hun at dukke op hver lørdag.
Gå i seng, kommenderede hun. Freja og jeg går i Fælledparken. Vi er tilbage om tre timer.
I parken? Hun skriger jo…
Hun er ikke lavet af sukker og jeg smelter ikke. Sov nu.
Det var i øvrigt Mona, der foreslog, at Sidsel indimellem hyrede en barnepige et par timer, bare for at kunne tage en lur. Og så var hun den første, der tog affære.
Hun græder alt for meget, sagde Mona. Drop det der det er bare kolik fra sundhedsplejersken. Det er ikke normalt.
Mona fik dem til sin veninde, en pædiater, og uden så meget som at blinke, betalte hun samtlige tusind kroner for undersøgelser og prøver. Lægen fandt straks forklaringen:
På jævnt dansk: Der er mavesyreopstød hver gang hun spiser. Ikke noget farligt, det kan nemt klares, forklarede han.
To uger senere var der ro i Sidsel og Carstens lejlighed. Ikke den der ængstelige stilhed men fred. Freja lå ikke længere med ryggen som en bue og peb. Hun begyndte at sove rigtigt.
Verden fik igen farver for Sidsel. Tiden gik nu hurtigt. Larmepiben Freja blev pludselig barnebarnet, som enhver mormor drømmer om: smilehuller i kinderne og store sløjfer i håret.
Pludselig blev det december. Jytte havde kun set Freja over Facetime, men bemærkede naturligvis forvandlingen: barnebarnet legede med klodser, grinede og fjollede.
Så var mormor klar til at blive involveret.
Sidsel, hvad skal jeg lave af mad? spurgte hun kærligt ugen før nytår. I kommer og fejrer hos mig, ikke?
Men det er jo Freja og mig. Det er hårdt for dig med små børn.
Gid du ej! Nu er hun jo en stor pige og rolig. Jeg har allerede købt en dukke til hende. Vi kan pynte træet sammen. Carsten elsker jo sylte, det laver jeg!
Tidligere ville Sidsel være hoppet af glæde, begyndt at lave madplan og juble over, at mor var tilbage. Nu var der bare… stille. Ingen vrede, ingen sorg, bare sådan en kold klistret følelse.
Mor, vi kommer ikke.
Hva? snappede Jytte. Hvor skal I hen? Eller skal I bare sidde hjemme?
Vi tager over til Mona. Holder jul hos hende.
Til Mona?! udbrød hun. Så du tager til en fremmed, mens din egen mor sidder alene nytårsaften?
Mor, tag det nu roligt. Mona var der, da Freja skreg dag og nat. Da jeg var ved at segne. Hun holdt af os også i kaosset. Og du… Du sagde jo selv, at jeg fik børn for min egen skyld. Så må jeg også selv bestemme, hvor min datter holder nytår.
Der blev meget stille i røret.
Er du sur nu? Er det hævn?! spurgte Jytte. Hvordan kan du gøre sådan mod mig? Mors gamle, syge… Jeg har ofret mine nætter på at opfostre dig… og nu det her?!
Nej, mor. Jeg er ikke sur. Jeg vælger bare, hvad der er bedst for mig. Og det, har jeg faktisk lært af dig.
Jytte begyndte straks at lamentere igen, men Sidsel trykkede hende hurtigt ud og sagde, hun havde travlt. Hun havde virkelig ikke lyst til endnu en moralsk opsang om utaknemmelighed.
Sidsel sukkede, lagde mobilen og gik ind i soveværelset. På gulvtæppet sad Carsten og byggede duplobygninger med Freja, som klukkede, mens hendes tårn styrtede. Sidsel stod i døråbningen og smilede.
Hun var lidt trist, men på en god måde. Som efter forårsrengøringen, hvor man smider gammel ragelse ud og får plads til noget nyt.
Hun havde ikke tænkt sig at afskære sig fuldstændig fra sin mor. Hun var bare stoppet med at svigte sig selv. Nu løb hun ikke længere bare, når solen skinnede over andres hoveder hun søgte dem, som stod med paraply, når hendes verden styrtede i regn.
