Jeg besluttede mig for at udleje min afdøde mormors gamle lejlighed, og lejerne viste sig at være ordentlige mennesker.
Jeg ejer en lille lejlighed, som jeg arvede fra min mormor. Jeg havde allerede et sted at bo, så jeg kontaktede en ejendomsmægler for at få hjælp til at leje den ud. Lejligheden var gammel og lidt slidt, og jeg havde ikke råd til at renovere den. Jeg var faktisk i tvivl om nogen overhovedet ville være interesseret. Ejendomsmægleren forsikrede mig dog om, at den nok skulle blive lejet ud, hvis bare prisen var god. Så jeg satte huslejen lavt, og allerede næste dag kom ejendomsmægleren med en familie. Det var en mand, hans kone og deres datter på fem år. Familien udstrålede ro og fornuft.
Jeg kunne straks lide dem, så vi underskrev kontrakten med det samme. Nu har de boet i lejligheden i seks år, og jeg er rigtig tilfreds med dem. Der har aldrig været klager fra naboerne, og jeg har endda givet dem midlertidig adresse. Det er ikke let at finde så gode og hensynsfulde lejere. Jeg har sjældent været forbi lejligheden. Familien har altid betalt til tiden og ringet én gang om måneden for at høre, om alt var i orden. Egentlig vidste jeg ikke meget om, hvordan de havde det, før jeg en dag kom på besøg. Jeg havde tænkt, at de sikkert havde sat deres eget præg på hjemmet efter seks år. Men jeg blev overrasket over, at der slet ikke var sket nogen forandringer.
Ikke et eneste nyt møbel eller nips stod i lejligheden. De spiste stadig af mormors gamle tallerkener, gardinerne hang stadig, og der var ikke kommet nye håndklæder til. Jeg forstår godt, at man ikke vil investere for meget i et sted, man kun lejer. Men de har trods alt boet her længe. Da jeg forsigtigt spurgte kvinden, svarede hun, at de simpelthen ikke havde penge til at købe noget nyt. Hun sagde, at det kun var hendes mand, der arbejdede. Hun selv gik hjemme, passede deres datter, fulgte hende i skole og til fritidsaktiviteter, og lavede mad. Deres datter er nu blevet 11 år. Jeg spurgte, hvorfor hun ikke forsøgte at arbejde selv, og hun svarede, at det efter hendes mening var mandens ansvar at forsørge familien. Som gift kvinde mener hun ikke, det er hendes rolle at arbejde.
Nogle gange lærer vi, at værdier og vaner kan se meget forskellige ud selv i et lille land som Danmark. Det vigtigste er dog at møde hinanden med respekt og forståelse for, at der ikke kun er én rigtig måde at leve på.
