Familie er trods alt familie – Hvilke lejligheder, siger du? – slægtningen viftede afværgende. – Mette har allerede ordnet papirerne, så vi kan sælge den ene og købe et sommerhus uden for byen. Og moren – hun skal ind i den mindste lejlighed. Nu tager hun det helt ilde op: “Mine vægge, jeg flytter ingen steder.” Skænderier hver dag. Mette siger – hvis moren ikke flytter, tager hun barnet og rejser. Og jeg… jeg er jo vant til min søn. Kira hørte på det hele og vidste ikke, om hun skulle grine eller blive vred. – Så Mette har tænkt sig at sælge arven, inden hun overhovedet har fået fat i den, og smide tante Toni ud i et-etværelses? Hvor charmerende. Og I vil have os til at overtale hende til ikke at stå i vejen for jeres nye, fine liv? – Ja, eller sådan noget, – mumlede Valdemar. – I kan jo godt lide hende. Familie er jo familie. Kira hev gummihandskerne af, de sagde en klam lyd mod hendes slappe, rynkede fingre efter en dag med klorvand. Hun så på sine hænder, derefter på det perfekt pudsede vindue, hvor aftensolen spejlede sig, og mærkede irritationen boble op indefra. Det var det sidste vindue i tante Antonias fireværelses. – Kira, er du færdig derinde? – lød en bestemmende stemme. – Kom ud i køkkenet, jeg har lavet en liste over, hvad du skal hente på apoteket. Og gardinerne… dem har du stadig ikke hængt op! De samler bare støv på altanen. Kira gik ud i gangen og kiggede ind i stuen. Antonia Pedersen sad i sin yndlingsstol, omringet af puder, og pegede majestætisk hagen mod køkkenbordet. – Tante Toni, – Kira forsøgte at beherske sig. – Jeg har været i gang siden klokken ni i morges. Først gulve, så vinduer, så lysekroner. Jeg kan ikke mere. Min ryg kan ikke mere. – Nå, – Antonia Pedersen viftede ligegyldigt. – At du kan brokke dig over sådan noget i en alder af 25! Skam dig! Da jeg var på din alder, stod jeg to skift på fabrikken, og passede så hjemmet bagefter. Din mor var ellers hurtigere sidste gang. Sikke en slap generation, I er blevet til… Kira tog tavst listen. Først havde det været mormor, Antonias lillesøster, der skulle hjælpe. Så gik tjansen videre til moren. Og nu Kira. Antonia Pedersen havde altid været “den ældste” og “særlige” i familien. Hun havde to lejligheder i samme ejendom – boede selv i den ene, sønnen Valdemar i den anden opgang. Valdemar var lige blevet 50. Hele sit liv havde han arbejdet lidt som nattevagt hist og her, eller som vicevært. Altid små på penge. Han kom dagligt hos sin mor, men kun for at hente bøtter med frikadeller. Opvask eller vinduespuds var ikke til Valdemar – han var jo mand, og det skal mænd ikke beskæftige sig med. Det sagde tante Toni altid. – Valdemar kommer i morgen – tilføjede Antonia Pedersen og tog et fastere greb om sit sjal. – Pak lige de varer jeg har købt til ham, jeg kan ikke bære det selv. Kira lagde listen på bordet. – Tante Toni, jeg kommer ikke i morgen. Og heller ikke i overmorgen. Antonia Pedersen stivnede. – Hvorfor det? Siden hvornår er du blevet så vigtig? Din mor havde mere travlt end dig, men hun klagede ikke! – Fordi Valdemar har fået kone nu. Mette, ikke? – Kira lænede sig mod dørkarmen. – Så kan hun vel komme. Hun er yngre end mor, har masser af kræfter, og hun bor i naboopgangen. Der er to minutters gang. – Mette… – Antonia Pedersen snoede læberne, som et bagt æble. – Mette er en seriøs kvinde. Hun venter barn. Og hun har allerede en dreng – i skolealderen. Hun har ikke tid til mine vinduer. Hun skal bygge rede. – Venter barn? – Kira kunne ikke lade være at le. – Valdemar er altså 50. Og Mette, så vidt jeg ved, omkring de 40. Hun flyttede ind gravid. Er Valdemar nu sikker på, at det er hans? – Hvordan kan du sige sådan noget! – udbrød den gamle. – Eget kød og blod! Har han sagt det, så er det sådan. Endelig en arving. Så er det jo kun retfærdigt… Her gik det op for Kira, at denne samtale aldrig kunne undgås. Før havde Antonia Pedersen altid hentydet: Valdemar er alene, ingen børn, når jeg dør arver I begge lejligheder – dig og din mor. Derfor havde de skuret hendes gulve i årevis og taget imod endeløs kritik. – Så nu er det Mette og hendes børn, der arver? – Kira løftede tasken fra gulvet. – Fair nok. Tillykke. – Ingen grund til at surmule! – Antonia Pedersen blev for alvor gal. – Familie er familie. Jeg har lovet Valdemar det hele nu, så de ikke bor for trangt. Og I… I er da ikke fremmede, men I har vel ikke kun hjulpet for lejlighedernes skyld? Havde I da ikke samvittighed! – Jo, tante Toni. Netop derfor går jeg nu. Jeg pudser ikke flere vinduer her. Send dine indkøbslisten til Mette på Messenger. Hun arver jo, så må hun også arbejde for det. Kira gik uden at vente på svar. Forbandelserne regnede efter hende. *** En uge senere holdt familien stormøde hjemme hos Kira. Moren, Olga, sad på køkkenet og græd. – Kira, hun ringede. Skældte mig ud i tre timer! Sagde vi havde svigtet hende, at Valdemar konstant er væk, og Mette har kvalme, så hun kan ikke engang lugte støv. – Mor, hør dig selv lige! Kvalme forhindrer hende i at købe lidt brød til den gamle? Mette har boet der i et halvt år, har hun nogensinde vasket en tallerken for svigermor? – Nej… Tante Toni siger, hun “stadig er gæst”. – Gæst? Hun er skrevet på adressen, Valdemar pralede til mig. Hun planlægger jo allerede at renovere fireværelses, når tante Toni… du ved. Moren sukkede og tørrede panden. – Det føles bare forkert. Vi har altid hjulpet. Din mormor sagde: “Lad være med at svigte Toni, hun har temperament, men hun er vores.” – Familie gør ikke sådan, mor. I årevis havde hun os som gratis hushjælp. Så kom en pågående dame med rund mave, og vi blev smidt ud. Ved du hvad? Lad tante Toni spørge Mette om vinduerne. Olgas telefon vibrerede. “Tante Toni” stod der. – Ikke tag den, – sagde Kira fast. – Vær nu stærk én gang, mor. Tag den ikke. – Hun ringer, til mobilen løber tør… – Lad hende. To timer senere var batteriet dødt. Så tikkede en sms ind hos Kira. Fra Valdemar: “Hva’ så, tøs, moren ringer, hvorfor tager I ikke telefonen? Hun er dårlig, og der er ikke mad. Skynd jer, ellers kommer jeg personligt!” Kira svarede straks: “Valdemar, du er ægtemand og far. Din kone bor op ad gangen. Gå selv i Netto. Eller send hende – frisk luft gør godt for gravide. Vi er ikke længere jeres hushjælp. Farvel.” *** Tre måneder gik. Kira og mor holdt sig væk fra Antonia Pedersen. Olga havde lyst til at hjælpe, men Kira var stålsat: – Vil du være Mettes hushjælp? Så værsgo. Valdemar indfandt sig personligt. Han så slet ikke godt ud: uglet, snavset tøj. – Nå, du kom alligevel – sagde Kira tørt og spærrede døren. – Hvad vil du? – Kira, lad nu være – prøvede Valdemar at mase sig ind, men hun stoppede ham. – Mor har det dårligt. Hun piver hele tiden. Mette kan ikke sammen med hende, siger den gamle er tosset. – Hvad er der sket? – spurgte Olga. – Lad nu være, mor – advarede Kira, men Olga trak hende væk og lod Valdemar komme ind. Han sank sammen i køkkenet. – Kort sagt, Mette har sagt: enten hende eller mor. Vi har barn nu, skriger hele tiden. Mor kommer ind hver halve time, blander sig – råber, at Mette er doven, vasker ikke vinduer, der er støv overalt. Mette tudbrøler: “Jeg er ikke rengøringskone. Jeg er kone!” – Så hjælp din kone, – foreslog Kira. – Tag en klud – vask de vinduer. – Mig? – Valdemar stirrede som om hun var bindegal. – Jeg arbejder! Jeg er nattevagt! Jeg er udmattet! Det er ikke for mænd at hoppe rundt på vindueskarme. – Olga, du forstår da… Gå hjem og gør rent, ik’? Hun giver dig også lidt penge. Ikke mange. – Penge? – Olga trak på smilebåndet. – Valdemar, hun sagde aldrig tak på 30 år. Og lejlighederne satser hun jo på jer nu. Så kan I selv tage en omgang med støvkluden. – Kom nu, bare lidt – peb Valdemar. – Det tager tre timer: vinduer, køkken, tør støv af… – Valdemar, smut du hjem – Kira klappede ham på skulderen. – Gå til din Mette. Vi kommer ikke og gør rent mere. Vi kan komme til te. Bare til te og snak om vejret. Mere ikke! *** En måned senere valgte Kira alligevel at besøge tante Toni – mødrene insisterede. Døren blev åbnet af Mette, og stanken slog hende omkuld. Der lugtede… Ja, ganske forfærdeligt af sure sokker, sur suppe og noget helt tredje. – Hvem søger du? – spurgte Mette ligegyldigt. – Jeg søger Antonia Pedersen. Kira. – Åh, afhopperen… – Mette grinede. – Velkommen. Hun sidder inde på sit værelse og surmuler. Kira gik ind i den store stue. Antonia Pedersen sad stadig i stolen, men hun lignede ikke længere en dronning, men en lille, sammenkrøbet gammel dame. De vinduer, Kira havde poleret til pynt, var nu snavsede og fulde af regnstriber. Gardinet hang skævt. – Hej, tante Toni – Kira satte chokolade på bordet. Den gamle løftede hovedet. – Så kom du… – hviskede hun. – For at se hvordan jeg mugner hen herinde? – Mugner? Du har jo familie. Søn, svigerdatter, barnebarn. – Familie… Den “familie” satte lås på min dør i går. Siger jeg ikke må komme ud, når de har gæster. Valdemar? Han siger ingenting. Spiser bare frikadellerne, hun køber i Brugsen. Uf, vi lever i snavs, for svigerdatteren har ikke tid. Hun siger at hvis her er ulækkert, kan jeg selv gøre rent. Men mine hænder kan ikke mere, Kira… De duer ikke. Hun så på sine krogede fingre og begyndte at hulke, barnligt. – Jeg gav dem jo alt… og i går sagde Mette: “Kan du ikke snart flytte ud, så vi kan lave børneværelse?” Valdemar? Han sagde ikke et ord. Stirrede bare i fjernsynet… Kira mærkede medlidenhed, men sagde til sig selv at det ikke var hendes ansvar længere. – Skal vi tage te, tante Toni? – Hvis hun giver lov til at tænde for kedlen. Hun synes jeg spilder gas. Svigerdatteren stak hovedet ind. – Hvad hvisker I om? – Mette lænede sig ind. – Kira, nu du er her, så tjek lige badeværelset. Vandhanen drypper, og Valdemar kan ikke fixe det. Og toilettet trænger… Kira vendte sig roligt. – Mette, du forstår ikke. Jeg er gæst her. Ikke rengøringshjælp. – Ej, lad nu være! I ville jo ikke have lejlighederne? Så bevis I elsker bedstemor. Vi har ikke tid, vi har barn. – Vi vil ikke have lejlighederne – sagde Kira stille. – Antonia Pedersen har allerede givet dem til Valdemar. Så nu må I selv tage det – og badeværelse, og toilet, og vinduer. Nyd det! Mette satte teen i halsen. – Og hvem skal så hjælpe? Den gamle kan ikke engang selv vaske sin tallerken! – Det skal du, Mette. Og din mand. De fik ikke drukket te – Mettes lune som herskerinde fik hende til at smide Kira ud. *** Antonia Pedersen tilbringer nu sine sidste år på et plejehjem. Valdemar, fuldstændig under tøflen på Mette, afleverede selv sin mor der. Den ene lejlighed blev solgt, der blev købt sommerhus. De lever livet – bor selv på landet, og udlejer fireværelseslejligheden. Kira kommer stadig forbi på besøg. Hun har ondt af den gamle, der så tankeløst gav slip på alt for ingenting…

Familien, altså

Hvilke lejligheder? min fætter Anders viftede bare afværgende. Marlene har allerede gjort papirerne klar for at sælge den ene, så vi kan købe et hus uden for byen.

Og så skal min mor flytte ind i den mindre lejlighed.

Men mor går helt i baglås: “Mine vægge, jeg flytter ingen steder.”

Det er skænderier hver dag. Marlene siger, hvis mor ikke flytter, tager hun barnet og går. Og jeg jeg er jo vant til min søn.

Karen lyttede tålmodigt, men vidste ikke om hun skulle grine eller hidse sig op.

Så Marlene har tænkt sig at sælge arven, før hun overhovedet har fået den, og så skubbe faster Anna ud i en etværelses?

Hvor charmerende. Er det derfor, I vil have os til at komme og overtale hende til ikke at ødelægge jeres fine liv?

Ja, sådan cirka, mumlede Anders. I holder jo af hende. Familie, ikke?

Karen trak de gule gummihandsker af. Det gav en ubehagelig, våd lyd.

Fingrene var helt rynkede efter alt det vand og klor.

Hun kiggede på sine hænder, så på det perfekt pudsede vindue, hvor aftensolen spejlede sig, og mærkede irritationen boble op langs ryggen.

Det var det sidste vindue i faster Annas fireværelses lejlighed.

Karen, er du færdig derude? lød faster Annas myndige stemme. Kom ud i køkkenet, jeg har skrevet en liste over, hvad du skal have med fra apoteket.

Og gardinerne du har ikke hængt dem op endnu! De ligger jo ude på altanen og samler støv.

Karen gik ud i gangen og kiggede ind i stuen.

Anna Jensen sad i sin yndlingsstol, omgivet af puder, og nikkede mod køkkenbordet med hagen.

Faster Anna, Karen kæmpede for at holde stemmen rolig. Siden klokken ni i morges har jeg vasket gulve, så vinduerne, og så lamperne.

Jeg kan simpelthen ikke mere. Min ryg kan ikke mere.

Åh, Anna Jensen viftede leende af hende. Du er kun femogtyve, og så klager du over ryggen? Pinligt!

Da jeg var på din alder, stod jeg to skift på fabrikken, og så skulle jeg hjem og holde hus.

Din mor klarede det også hurtigere sidst. Det nye kuld, tsk, der er ikke meget saft i jer

Karen tog listen uden et ord.

Først var det mormor, Annas lillesøster, der gik til hende for at hjælpe, så blev det mors job, og nu var det så Karen.

Anna Jensen havde altid været familiens matriar og helt speciel.

Hun havde to lejligheder i samme blok i den ene boede hun selv, i den anden, i opgangen ved siden af, boede hendes eneste søn, Anders.

Anders fyldte for nylig halvtreds. Han havde stort set altid arbejdet som nattevagt eller vicevært, altid nøjsom med pengene.

Han kiggede kun op til sin mor for at hente madkasser.

At vaske vinduer eller ordne gardiner var ikke hans job han var jo mand, og det havde faster Anna ofte sagt.

Anders kommer forbi i morgen tilføjede Anna Jensen idet hun rettede på sit sjal. Pak lige noget af det, jeg har købt til ham. Jeg kan jo ikke bære det selv.

Karen lagde listen tilbage på bordet.

Faster Anna, jeg kommer ikke i morgen. Eller dagen efter.

Anna Jensen stivnede over frækheden.

Og hvorfor så det? Siden hvornår er du blevet for fin til det? Din mor havde travlere end dig og hun sagde aldrig nej!

Fordi Anders nu har fået kone. Marlene, ikke? Karen lænede sig op ad dørkarmen Så kan hun jo tage sig af det.

Hun er yngre end mor, har masser af kræfter. Hun bor i opgangen ved siden af. Det tager hende to minutter at gå herover.

Marlene Anna Jensen snørede læberne sammen, ansigtet lignede et bagt æble. Marlene er en seriøs kvinde.

Hun skal have barn. Og hun har allerede en dreng i første klasse. Hun har ikke tid til mine vinduer. Hun skal rede rede.

Barn? Karen kunne ikke undertrykke et lille grin. Anders er halvtreds. Marlene er, så vidt jeg ved, omkring fyrre.

Og hun var allerede gravid, da hun flyttede ind i lejligheden. Er Anders sikker på, det er hans?

Hvordan kan du tale sådan! råbte gamle Anna. Familie er familie! Hvis min søn siger, at det er hans, så er det hans. Endelig kommer arvtageren. Det er vel ikke kun jer, der skal arve

Så kom det. Karen havde ventet på den samtale.

Tidligere havde Anna altid antydet, at Anders jo var alene, ingen børn, og når jeg dør, får både Olga og Karen begge lejligheder.

Derfor havde de gjort rent gratis i årevis og fundet sig i kritik.

Så nu er arvingerne Marlene og hendes børn? sagde Karen og greb sin taske. Nå, men det er vel fair. Tillykke med det.

Lad nu være med at surmule! Anna Jensen blev rød i hovedet. Familie er familie.

Jeg har sagt til Anders, at begge lejligheder skal skrives over på ham, så de ikke skal bo for trangt.

Og jer I har vel ikke hjulpet for lejlighedernes skyld? I har vel også samvittighed!

Det har jeg, faster Anna. Derfor går jeg nu. Og jeg kommer ikke og gør mere rent her.

Send indkøbslisten til Marlene på sms. Hun er jo snart frue til arven, så må hun gøre arbejdet.

Karen gik, uden at vente på svar. Forbandelserne fløj efter hende på vej ned ad trappen.

***

En uge senere holdt vi familieråd hjemme hos mig. Mor, Olga, sad i køkkenet og snøftede.

Karen, hun ringede til mig. Tre timer skældte hun ud! Sagde vi havde forladt hende, at Anders forsvinder ud i garagerne, og Marlene har kvalme og ikke kan tåle støv.

Mor, hold nu op, sagde jeg og satte en kop te foran hende. Kvalme forhindrer hende i at hente brød og stikke hovedet ind til gamle Anna?

Marlene har boet der et halvt år. Har hun nogensinde vasket en tallerken for svigermor?

Nej Anna siger, hun stadig er gæst.

Hvilken gæst? Hun er allerede melderegisteret der, Anders pralede til mig.

Hun har endda lagt planer for renovering, når faster Anna du ved.

Mor sukkede og tørrede panden.

Jeg synes stadig, det føles forkert. Vi har jo altid hjulpet.

Din mormor sagde: “Lad aldrig Anna i stikken, hun ER familie.”

Familie gør ikke sådan, mor. Hun udnyttede os som gratis hushjælp i årevis.

Men da der pludselig kom en driftig dame med mave på banen, var vi smidt ud i kulden.

Du ved hvad? Lad faster Anna få Marlene til at vaske vinduerne.

Olgas telefon vibrerede. “Faster Anna” stod der på skærmen.

Lad være med at tage den, sagde jeg bestemt. Kom nu, mor. Én gang. Lad være.

Hun bliver ved med at ringe, til batteriet dør

Lad hende.

To timer senere gav telefonen op. Så bippede min egen.

Sms fra Anders: “Hør, det går ikke, at I ikke svarer, mor ringer og har højt blodtryk og ingenting at spise.

Sæt i gang, ellers kommer jeg selv og ordner det!”

Jeg skrev straks tilbage:

“Anders, du er nu både mand og far. Du har en rask kone ved din side. Gå selv i Brugsen.

Eller send Marlene ud en gåtur er sundt, især for gravide.

Vi servicerer ikke længere jeres familie. Farvel.”

***

Tre måneder gik. Mor og jeg havde stået fast ingen besøg hos Anna Jensen. Olga overvejede det et par gange, men jeg stod fast:

Vil du være Marlenes hushjælp? Værsågod.

Så kom Anders selv forbi. Han så slidt ud: skægstubbe, skjorten snavset.

Nå, så du dukkede op, sagde jeg køligt og spærrede døren. Hvad skal du, Anders?

Karen, nu skal du ikke opføre dig uartigt, han prøvede at mase sig ind, men jeg spærrede ham vejen. Mor har det dårligt. Hun er urimelig.

Marlene kan ikke med hende, siger den gamle er blevet ravende skør.

Hvad er der sket? spurgte Olga bag mig Kom ind, Anders.

Mor, nej, indskød jeg, men hun trak mig blidt væk fra døren.

Anders slæbte sig ind i køkkenet og satte sig tungt.

Marlene siger: enten hende eller mor. Vi har fået et barn nu han skriger konstant.

Mor er hele tiden inde for at belære om amning og bleskift og råber, at Marlene er doven og aldrig vasker vinduer.

Marlene græder og siger, hun er hustru, ikke tjenestepige.

Så hjælp dog din kone, foreslog jeg. Tag en klud og vask vinduerne selv.

Mig? Anders stirrede på mig som om jeg var åndssvag. Jeg arbejder! Jeg er nattevagt! Jeg er træt! Det er ikke mandearbejde at svinge sig op i vindueskarmen.

Olga, du forstår vel. Gå derover og gør rent, ikke? Mor giver dig endda lidt penge. Ikke meget.

Penge? Mor lo tørt I tredive år har hun ikke sagt “tak”.

Og nu er det jer, hun vil overdrage lejlighederne til. Så må I klare det selv.

Men ryd bare op, jamrede Anders. Det tager kun tre timer: vinduer, køkken, støv, gulve

Anders, gå hjem, sagde jeg og klappede ham på skulderen. Gå hjem til Marlene. Vi gør ikke mere rent hos faster Anna.

Vi kan komme forbi til kaffe. Bare for at sludre om vejret, ikke gøre rent!

***

En måned senere gav jeg efter mor insisterede på et besøg hos faster Anna.

Marlene åbnede døren, og en stank ramte mig som et tog.

Hele lejligheden lugtede Ja, det lugtede af sure sokker, sur suppe og et eller andet udefinerbart.

Hvem søger du? snerrede Marlene.

Jeg skal bare hilse på Anna Jensen. Jeg er Karen.

Nå, den uartige niece har hørt om dig. Kom indenfor, hun sidder bare derinde og mugger.

Karen gik ind i den store stue. Anna Jensen sad i samme stol men nu var hun ikke længere nogen dronning, bare en lille, krumrygget, gammel dame.

Vinduerne, som Karen engang havde skuret så de skinnede, var grå og plettede. Gardinet hang skævt, en strop var sprunget.

Hej, faster Anna sagde Karen og stillede chokolader på bordet.

Den gamle løftede hovedet.

Nå, nu kom du knirkede hun. For at se, hvordan jeg rådner op her?

Hvorfor dog det? Du har jo familie. Søn, svigerdatter, barnebarn.

Familie, Anna Jensen nikkede mod døren De satte en lås på min dør i går. Sagde, jeg ikke skal komme ud, når de har venner på besøg.

Anders han siger ikke et ord. Spiser bare de frikadeller, hun køber i Netto til ham.

Pyh, vi gror til i skidt, for svigerdatteren siger bare: hvis jeg ikke kan lide det, kan jeg selv gøre rent. Men jeg kan ikke mere, Karen mine hænder duer ikke.

Hun så på sine krogede fingre og begyndte pludselig at tude som et barn.

Jeg gav dem jo jeg gav dem alt… Og i går sagde Marlene: Kunne du ikke bare lade være at være i vejen, vi skal lave børneværelse.

Anders hørte det hele, uden et ord. Sad bare og gloede på TV

Karen mærkede medlidenheden rumstere, men bed den i sig.

Faster Anna, skal vi tage en kop te?

Hvis hun giver lov til at tænde kedlen Hun siger jeg bare spilder gas.

Marlene kiggede ind.

Hvad snakker I om? hun lænede sig mod dørkarmen Karen, nu du alligevel er her, kan du så kigge på hanen i badeværelset? Den drypper. Og WCet trænger også til en skrubning

Karen vendte sig langsomt imod hende.

Marlene, lad mig lige sige det tydeligt: Jeg er her som gæst, ikke som hushjælp.

Hold nu op, Marlene fnøs I ville jo ikke have lejlighederne mere, vel? Så bevis hvor meget du elsker mormor.

Er jo nemt nok at snakke. Men vi har ikke tid, vi har et barn.

Vi vil ikke have lejligheder svarede Karen roligt Anna Jensen har allerede skrevet dem over på Anders.

Så nu er det jeres bøvl både haner og WC og vinduer. God fornøjelse!

Marlene satte næsten kaffen i halsen.

Men hvem skal så hjælpe? Den gamle kan ikke engang vaske sin egen tallerken!

Det skal I, Marlene. Dig og din mand.

Te blev det ikke til. Svigerdatteren, der for længst følte sig som herskerinde, smed Karen på porten.

***
Anna Jensen bor nu på plejehjem.

Ogers, solidt sat under Marlenes tommelfinger, indlogerede selv sin mor der.

Den ene lejlighed blev solgt, og de købte sommerhus for pengene. De lever det søde liv bor selv på sommerhusgrunden, mens firværelseslejligheden lejes ud.

Karen besøger stadig sin gamle slægtning en gang imellem. Han har ondt af hende hun var aldrig den klogeste med sin arv.