“Helle, det er forbi mellem os!” Mads stemme var kold som isen på Øresund. “Jeg vil have en rigtig familie, børn. Du kan ikke give mig det. Jeg har sendt skilsmissepapirerne! Du har tre dage til at pakke dine ting. Når du er taget afsted, ringer du. Jeg bor hos min mor indtil lejligheden er klar til barnet og barnets mor. Ja, vær ikke overrasket min nye kæreste er gravid! Tre dage, Helle!”
Helle stod tavs i entreen, som om gulvbrædderne sank under hende. Hvad skulle hun svare? De havde prøvet i fem år, men tre graviditeter var endt i sorg. Lægerne sagde, hun var sund, men alligevel gik noget galt hver gang. Hun havde levet ordentligt, passet ekstra på under graviditeterne. Sidste gang blev hun dårlig på sit kontor og nåede aldrig på sygehuset
Døren smækkede bag Mads, og uden styrke faldt Helle sammen på sofaen. Hun orkede ikke engang at tage fat på sine ting. Hvor skulle hun tage hen? Da de blev gift, flyttede hun ind hos sin moster, men hun var død, og hendes søn havde solgt lejligheden. Skulle hun hjem til landsbyen, til Bedstemors hus i Rugkobbel? Leje noget? Ville hun fortsætte sit arbejde? Spørgsmål summede rundt, men tiden forsvandt.
Næste morgen knirkede døren; ind trådte svigermor Birgit.
“Du sover ikke? Klogt,” sagde hun tørt. “Jeg skal bare sikre, du ikke tager for meget med dig herfra.”
“Tro mig, jeg har ikke tænkt mig at tage dine søns gamle sokker,” svarede Helle bidende. “Skal vi tælle mine ting?”
“Sikke en stædighed! Du var jo ellers så sød og stille før. Allerede efter første uheld sagde jeg til Mads, du ikke kunne føde børn.”
“Er det derfor, du er her? Så kan du bare tie og kigge på.”
“Hvor skal du gøre af servicen?” udbrød svigermor.
“Det er mit, det var min mosters mit minde om hende.”
“Her bliver så tomt uden!”
“Det er ikke mit problem. Men du får jo et barnebarn nu.”
“Tag kun dit eget!”
“Min bærbare, kaffemaskinen og mikroovnen er gaver fra kollegerne. Bilen købte jeg før vi blev gift. Din søn har jo stadig sin.”
“Du har alt, men ingen børn!”
“Det rager ikke dig. Måske er det bare Guds vilje.”
“Du virker så uimponeret gør du det med vilje?”
“Tænk ikke så grimt. Du aner ikke, hvordan det føles.”
Helle så sig omkring. Der var ikke mange ting tilbage. Hårbørsten, cremen, tøflerne Hun manglede noget vigtigt. Svigermors nærvær forstyrrede hendes tanker. Så, statuen af katten bedstemors minde. Indeni lå en amulet og en ring, værdiløse for andre men dyrebar for Helle. Mads kaldte dem skrammel. Mon han havde smidt dem ud? Helle åbnede døren til altanen.
“Hvad mangler du derude?” skraldede svigermor. “Pak og vent på taxaen!”
Katten stod der, intakt. Nu kunne hun tage afsked.
“Her er nøglerne. Farvel lad os håbe, vi aldrig ses igen.”
Helle gik forbi sit kontor. Hun var på sygedagpenge, men bad om ferie.
“Vi føler alle med dig,” sagde chefen. “Men vi har brug for dig. Tre uger klarer du det? Halvdelen af projekterne går i stå uden dig.”
“Det går nok, lidt travlhed fjerner tankerne. Tak.”
“Bruger du hjælp?”
“Nej.”
“Vi klarer ferieløn og bonus, selvfølgelig.”
“Tak virkelig.”
Helle søgte ikke lejlighed, men kørte til Rugkobbel. Bedstemors hus havde stået tomt i tre år. Sin egen mor havde Helle aldrig kendt hun døde under fødslen. Nu kunne Helle heller ikke blive mor
En lang times kørsel. Hun nåede frem til huset. Den gamle ahorn, vildtvoksende margueritter overalt. Sidst, hun og Mads var her, var det efterår og duften af grill lå i luften. Helle trillede ind i gården, låste laden op. Inde i huset stod hun, stille, mens universet sitrede bag øjenlågene. Det mest sælsomme: det sørgmodige hus føltes som en favn, og i denne forunderlige tristhed voksede noget nyt en spirende glæde, skjult under det hele, som om fremtiden i drømmen havde helt andre farver.
Et hjerte såret af håb: Vejen mod nye glæder
«Aušra, det er slut mellem os!» udbrød Anders koldt. «Jeg ønsker mig en rigtig familie, børn. Det kan du ikke give mig. Jeg har indgivet skilsmisse! Du har tre dage til at pakke. Når du er ude, så giv besked. Jeg flytter hjem til min mor, indtil jeg har gjort lejligheden klar til mit barn og dets mor. Ja, du skal ikke blive overrasket — min nye kæreste er gravid! Tre dage, Aušra!»
Aušra stod tavs, følte jorden forsvinde under sig. Hvad skulle hun svare? De havde forsøgt at få børn i fem år, men tre graviditeter endte i tragedie. Lægerne sagde hun var rask, men intet ville lykkes. Aušra levede sundt, ekstra forsigtig under graviditeterne. Sidste gang fik hun det dårligt på arbejde, ambulancen nåede ikke…
Døren smækkede bag Anders, og Aušra sank magtesløs ned på sofaen. Ingen kræfter til at pakke. Hvor skulle hun hen? Gift boede hun hos sin tante, men hun var væk nu, hendes søn havde solgt lejligheden. Skulle hun tilbage til landsbyen Granlunden, til mormors gamle hus? Leje et værelse? Og hvad med jobbet? Spørgsmålene hamrede, men tiden var knap.
Næste morgen, døren gik op — ind trådte svigermor, Dorte.
«Du er vågen? Ja, det tænkte jeg nok,» sagde hun tørt. «Jeg kom bare for at holde øje med, at du ikke tager for meget med dig.»
«Jeg har ikke i sinde at tage din søns gamle sokker,» svarede Aušra. «Skal vi nu tælle mine ting?»
«Så stædig! Du var engang så sød og stille. Jeg sagde allerede efter første gang til Anders, at du ikke ville kunne føde.»
«Er det derfor du er her? Så hold mund og se på.»
«Hvor tager du servicen hen?» spurgte svigermor iltert.
«Det er mit, fra min tante, et minde.»
«Uden det bliver her tomt!»
«Det er ikke mit problem. Men du får jo et barnebarn.»
«Bare tag dit eget!»
«Min bærbare, kaffemaskinen og mikroovnen har mine kollegaer givet mig. Bilen købte jeg før brylluppet. Din søn har sin egen.»
«Du har alt — men du får ingen børn!»
«Det er ikke din sag. Måske er det Guds vilje.»
«Det gør dig ikke ondt, vel? Måske gør du det med vilje?»
«Nu må du holde op. Det gør ondt bare at tænke på.»
Aušra så sig omkring — hendes ting var væk. Tandbørste, makeup, tøfler… Noget vigtigt manglede. Svigermor gjorde det svært at koncentrere sig. Hun huskede — kattefiguren, mormors minde. Indeni var der en medaljon og en ring — ikke værdifuldt, men vigtigt for hendes hjerte. Anders kaldte det skrammel. Havde han smidt det ud? Aušra gik ud på altanen.
«Hvad mangler du der?» lød svigermors stemme. «Saml sammen, så du kan gå.»
Kattefiguren var der stadig. Nu kunne hun tage af sted.
«Her er nøglerne, lad os sige farvel. Forhåbentlig ses vi ikke igen.»
Aušra tog forbi kontoret. Hun var sygemeldt, men bad om ferie.
«Vi har ondt af dig alle sammen,» sagde chefen. «Men uden dig er det svært. Er tre uger nok? Vær klar — halvdelen af projekterne står stille uden dig.»
«Det er fint, det giver mig noget andet at tænke på. Tak.»
«Har du brug for hjælp?»
«Nej.»
«Vi sørger for feriepenge og bonus.»
«Tak.«
Aušra ledte ikke efter lejlighed — hun tog straks til Granlunden. Mormors hus havde stået tomt, siden hun døde for tre år siden. Aušra havde aldrig kendt sin mor — hun døde i barselssengen. Nu kunne Aušra heller ikke selv blive mor…
Efter en times kørsel var hun fremme. Det gamle ahorntræ, de vilde margueritter. Sidst hun og Anders var her, var det efterår, de grillede. Aušra kørte ind i gården, husnøglen var i lommen. Hun åbnede døren og standsede op i stilheden. Hun stod i den tavse stue, rørt over at dette gamle hus igen skulle blive hendes tilflugtssted, og vidste, at sorgen til sidst ville lede til nyt håb og glæde.
