Bukserne var vigtigere end barnet
Signe… hvorfor gør du sådan… hviskede min mor. Måske skulle du alligevel… tage ud til mormor et stykke tid. En uges tid. Indtil det hele har lagt sig.
En uge? Jeg, Signe, grinede tørt. Mor, han smider mig ud. Nu. Hører du det?
Flemming er bare lidt oprevet, Lene kunne ikke se mig i øjnene. Gå nu, pak dine ting. Jeg ringer til dig senere.
Jeg så på min mor og genkendte hende ikke. Hun føltes fremmed, og det var som om det var vigtigere for hende, at der var en mand i huset, end at hun tog sig af sit eget barn.
Jeg klemte den gamle, slidte bamse med kun ét øje ind til mig.
I entreen stod der store poser og kufferter bundet med snor.
Jeg var ti år gammel, og min verden havde hidtil kun bestået af mor og mig. Nu blev den pludselig udvidet til en fremmed lejlighed, hvor en småsur mand regerede.
Signe, stå nu ikke bare der, mor rodede nervøst med sit hår. Hjælp Flemming med at bære kassen med service ind.
Nu er vi én stor familie. Det er da skønt, ikke?
Jeg sendte et blik mod min nye papfar. Han var kraftigt bygget, havde lave, mørke bryn og korte, tykke fingre.
Hans børn, Mikkel på tretten og Sidsel på fjorten, sad i stuen og betragtede mig med et blik, hvor foragt ikke blev forsøgt skjult.
Hey, lillebitte, sagde Sidsel. Stil dine ting i hjørnet. Der er ikke meget plads, og jeg har ikke tænkt mig at rykke mit.
Sidsel! Lene prøvede et forsigtigt smil. Vi har jo aftalt, at Signe skal sove i den anden seng.
Ja, ja, hvad I har aftalt rager mig ikke, mumlede Mikkel og gik forbi mig og skubbede bevidst til min skulder. Her er allerede for trangt.
Så lød den voksne stemme:
Nu er det nok, råbte Flemming. Lene, få noget mad på bordet. Jeg er sulten!
Ja, Flemming, med det samme, Lene forsvandt ud i køkkenet.
Jeg blev bare stående i gangen. Det begyndte at gå op for mig, at jeg næppe kom til at blive her længe.
***
Et år gik, og Lene fødte en dreng, Peter, og nu gik al hendes tid med at vaske stofbleer og forsøge at få babyen til at holde op med at skrige.
Pengene slog slet ikke til. Flemming arbejdede som murer, men en stor del af hans løn forsvandt altid, før han trådte ind over dørtærsklen.
Pasta uden noget igen? Flemming skød tallerkenen væk, så den næsten ramte gulvet.
Du ved det jo godt, Flemming, sagde Lene og vuggede Peter på den ene arm og rørte i gryden med den anden. Vi måtte betale husleje, og Sidsel fik nye støvler…
Ved du hvad? udbrød Flemming, mens han hev jakken på. Jeg slider og slæber, og der er ikke så meget som en bid kød her hjemme.
Jeg skrider over til Per. Der kan man i det mindste sidde ordentligt.
Flemming, gå nu ikke… Lene var ved at bryde sammen. Peter er utilfreds, og jeg kan næsten ikke mere…
Klaret selv, sagde han og smækkede døren.
Lene løb efter ham ud i opgangen, og skænderiet fortsatte derude.
Jeg sad i et hjørne i køkkenet og forsøgte at lave lektier, mens de andre børn hurtigt gik ombord i køleskabet.
Hey, det der har mor gemt til i morgen, sagde jeg dæmpet og så på Sidsel og Mikkel, der uden skrupler grovhuggede skive efter skive pålæg og flækkede brødet midt over. Det er jo til alle…
Hold nu kæft, vrissede Sidsel og proppede munden. Der er ingen, der beder om din mening. Vær glad for, du overhovedet må bo her.
Det her er jo også min mors hjem!
Vi får se, hvor længe du bliver, sagde Mikkel hånligt. Far siger, du fylder for meget.
Så jeg sagde ikke mere. Hvad var der at komme efter? Intet ville ændre sig…
***
Jeg var netop fyldt tretten, men jeg havde allerede fået nok af livet. Papfar var væk i dagevis, og når han endelig kom hjem, var det med sammenknebne øjne og et dårligt humør.
Hvor er pengene, Flemming? blev mor ved med at spørge. Peter kan ikke passe sin flyverdragt mere, Signe går stadig rundt i den gamle jakke…
Der er ingen penge, sagde Flemming og smed sig på sofaen uden at tage skoene af. Gider ikke høre mere om det.
Hvad mener du, ingen penge? Du fik da udbetalt forskud!
Brugte dem. Hjælpede venner. Giv nu ro!
Op til jul kom endnu et skænderi. Jeg prøvede bare at holde mig ude af syne og gled ind på det værelse, jeg delte med Sidsel.
Men min skrivebord var rodet, mine hæfter lå spredt, og min elskede tegneblok, som jeg havde fået af morfar, lå på gulvet med revne sider.
Var det dig? Jeg var ved at græde.
Sidsel sad foran spejlet og smurte læbestift på.
Ja. Hvad så? Dine tegninger er ligegyldige. Jeg kunne ikke lide dem.
Det har du ikke ret til! Jeg tog min blok op. Jeg siger det til mor!
Uh, hvor er jeg bange, Sidsel vendte sig om. Du er ingenting her. Din mor er heller ikke. En påhængsvogn, ligesom dig. Far siger, du spiser os ud af huset.
Hold op! Jeg trådte et skridt frem.
Hvad gør du nu? Slår igen? Prøv! Far skal nok sørge for, at du ryger ud.
Sidsel rejste sig og stødte voldsomt til mig.
Jeg faldt ind i klædeskabet og slog min albue. Jeg blev hidsig, rejste mig og gav Sidsel en kindhest.
Hun skreg op, som havde hun fået et brandmærke, og kastede sig på sengen, hylende.
Far! Far, hun slår mig! Faaaar!
Min papfar fløj ind på værelset efter få sekunder.
Hvad foregår her?! råbte han.
Far, hun slog mig! græd Sidsel dramatisk. Jeg gjorde ingenting! Hun angreb mig!
Flemming vendte sig mod mig med et blik fuld af afsky. Jeg stod trykket op ad væggen, krampagtigt holdende på resterne af min tegneblok.
Du løfter hånd mod min datter? sagde han ubehageligt roligt.
Hun ødelagde mine ting! Hun mobber mig hele tiden! skreg jeg.
Jeg er ligeglad. I mit hjem skal du holde lav profil. Ellers forsvinder du.
Hvad? Jeg stivnede.
Hørte du hvad jeg sagde? Pak dine ting og skrid. Jeg gider ikke flere munde og ballade her.
Flemming, vent, sagde Lene og dukkede op i døren, bleg som et lagen. Det er sent Hvor skal hun tage hen?
Lene, ti stille! råbte Flemming. Enten går hun, eller også gør jeg. Vælg selv. Jeg er træt af det her cirkus.
Jeg har kun accepteret hende for din skyld. Men nu er det nok.
Mor så på mig:
Pak dine ting, Signe. Tag ud til mormor, bo der en måneds tid. Tænk over tingene. Hvis du undskylder, kan det være, vi kan tage dig tilbage
Jeg svarede ikke. Jeg kastede hurtigt det mest nødvendige i min rygsæk: hæfter, skolebøger, et par bluser og min enøjede bamse.
Barnet forlod hjemmet om aftenen, mens det var bælgravende mørkt. Min mor kom ikke engang ud for at sige farvel…
Da jeg mødte op hos mormor og morfar, grædende og med rygsækken på ryggen, knyttede morfar bare næverne. Mormor satte straks te over og tog sig af mig.
Du skal aldrig tilbage dertil, sagde morfar fast, da jeg havde fortalt det hele. Kommer de her, skal jeg vise dem, hvor skabet skal stå!
Jeg kom aldrig tilbage.
Jeg voksede op, tog studentereksamen, universitetet, og fik arbejde i et større firma og en lille lejlighed.
Jeg så sjældent min mor lysten manglede.
Hun ringede indimellem, jamrede over livet, men det gik ikke længere ind på mig.
Signe, Flemming giver slet ikke penge længere, græd hun i telefonen. Peter måtte starte i skole i laset tøj, og han har ikke engang en ordentlig skoletaske.
Sidsel er blevet gift, men de bor hos os, og svigersønnen vil ikke arbejde…
Mor, det er dit valg, svarede jeg roligt. Jeg hjælper mormor og morfar. Jeg har mit eget liv.
Men vi er jo familie!
Det holdt op den aften, du lukkede døren bag mig.
Samtalerne sluttede altid der.
***
Lene ringede ikke på min syvogtyvende fødselsdag hun ringede først en måned senere og bad mig om et møde.
Jeg tøvede længe, men besluttede mig alligevel for at finde ud af, hvad hun ville.
Vi mødtes på neutral jord, i en lille café. Hun havde Peter med.
Jeg har ikke meget tid, sagde jeg med det samme. Sig hvorfor du har bedt mig om at mødes.
Flemming… mor snøftede. Han er helt ude af den. Han har taget en masse lån. Har pantsat lejligheden, forestil dig det!
Fogeden kom forbi i sidste uge. Sidsel er flyttet over til sin svigerfamilie, og Peter og jeg har ingen steder at tage hen.
Jeg var tavs. Skulle hun nu have hjælp af mig?
Signe, mit barn, Lene rakte ud efter min hånd. Hjælp os. Giv os lidt penge til at starte på! Måske kan vi bo hos dig i en periode?
Din lejlighed er da stor, vi skal nok lade være med at fylde. Peter kan hjælpe dig med husholdningen. Han kan en masse, jeg har lært ham det hele!
Mor, hvor er din Flemming? spurgte jeg. Peters far?
Flemming… hun trak tungt på det. Så snart inkassofolkene kom, pakkede han sine ting og er stukket af.
Han sagde, vi kun var en belastning for ham. Han efterlod os bare, Signe. Som gamle sager man ikke vil eje længere…
Det kaldes karma, sagde jeg lavt. Det var præcis sådan, han gjorde ved mig for ti år siden. Og du gik med til det.
Signe, jeg vidste jo ikke, det ville ende sådan! Jeg var bange for ham! hun hævede stemmen og tiltrak sig opmærksomhed fra caféens gæster. Du må forstå! Jeg var nødt til at tænke på Peter, jeg er jo hans mor
Men mig var du ikke mor for…
Hvordan kan du sige sådan?! Har du intet hjerte?! råbte hun. Vi er hjemløse! Din bror er sulten, vi har ikke fået noget hele dagen!
Jeg rejste mig, tog et par store sedler op af pungen og lagde dem på bordet.
Det her er til mad og et par nætter på et herberg. Mere kan jeg ikke hjælpe dig med.
Signe! mor greb fat i min arm. Du kan da ikke bare lade os i stikken!
Hvorfor ikke? Jeg trak hånden til mig. Du lod mig alene, da jeg var tretten. Jeg var ikke vigtig det var kun manden i huset…
Og nu har jeg lært at leve uden dig…
Jeg vendte ryggen til og gik mod døren.
Signe! Signe, kom tilbage! råbte hun efter mig. Utaknemmelige barn! Vi opfostrede dig! Jeg gav dig livet, samvittighedsløse pige!
Jeg kiggede ikke tilbage.
***
En uge senere ringede morfar.
Signe, din mor dukkede op her, sagde han utilfreds. Forsøgte at flytte ind. Jeg lod hende ikke komme ind over dørtærsklen.
Bad hende finde sin kære Flemming og flytte ind hos ham!
Hvad sagde hun?
Hun råbte op. Sagde hun ville anlægge sag mod os, kræve underhold. Hun er skør, forstår du…
Peter kiggede frem bag hende Der er ikke noget i vejen med drengen, men slippe hende ind? Nej tak. Hun bagtalte os endda dengang du flyttede hertil.
Jeg ved det, morfar. Du skal ikke bekymre dig. Hun vil ikke forstyrre jer mere.
Sådan blev det.
Flemming endte på landet, boede i et forsømt hus uden varme, og levede af småjobs.
Lene blev rengøringsdame og fik anvist et enkeltværelse fra socialforvaltningen.
Sidsel og Mikkel, som aldrig havde lært at tage ansvar, sad fast i evindelige konflikter og gæld.
Men jeg fortryder intet. Jeg ser kun Peter, min lillebror han har ikke gjort noget galt.
Jeg lærte, at man ikke skal blive, hvor ens egne bliver sat sidst. Min egen familie er nu mormor, morfar og mig selv.
