Konflikten på stueetagen
Hanne Kjærgaard stod i opgangen og klemte om en gammel metalspand, som om det var hendes eneste våben. På trappeafsatsen, hvor hendes lerpotte med pelargonier, violer og petunier plejede at pryde, lå nu tre potter i stykker, jord spredt over det slidte linoleum, og blomsterblade som ofre for en storm. Opgangen lugtede af fugt, skimmel og en svag metallyd fra gelænderet. Fra lejlighed 12 lød elektronisk musik med tunge baser. Hanne, iført sin blomstrede morgenkåbe med margueriter og med håret i en stram knold, stirrede på årsagen: en ny, sort cykel fastlåst til gelænderet, lige hvor hendes blomsterbed engang stod.
“Hvem har gjort det her?” mumlede hun, stemmen dirrede af vrede. “Mine blomster! Halvtreds år har jeg passet dem, og nu… barbarer!”
Døren til lejlighed 12 gik op, og ud kom Nikolaj, en syvogtyveårig nabo i grå træningstøj. Hans mørke hår var uglet efter træning, og han holdt en vandflaske med en skrigende etiket.
“Hanne, hvad råber du af?” Han kiggede på kaoset. “Er det på grund af blomsterne? Jeg stillede min cykel, og så faldt potterne. Jeg køber nye, det er da ingen big deal.”
Hanne pegede med spanden mod ham, og en vandpyt formedes på gulvet.
“Ingen big deal? Det er ikke bare blomster, Nikolaj! Det er opgangens sjæl! Og jer unge kan kun ødelægge!”
Nikolaj rullede med øjnene og drak af vandflasken.
“Sjæl? Altså, det er planter. Min cykel er vigtig — jeg bruger den til at køre på arbejde. Dine potter optager alt pladsen!”
Freja, Nikolajs lillesøster, kiggede ud fra lejligheden. Hendes lyse hår var samlet i en rodet knold, og hun holdt en slidt psykologibog — hun læste op til en eksamen. Hun havde en oversized T-shirt med teksten “Dream Big”.
“Seriøst, Nik?” sagde hun og så de ødelagte potter. “Hanne, undskyld ham, han tænkte sig ikke om. Jeg rydder op.”
Hanne fnøs, og øjnene funklede bag hendes briller.
“Ikke tænkt sig om? Det er egoisme, Freja! I unge tænker kun på jer selv! Mine blomster glædede hele huset, og nu ligger de i skraldespanden!”
Fra oven kom Mette, en femogtrediveårig mor til to fra lejlighed 15. Hun skubbede en barnevogn med den yngste, mens den ældste, Sofie, slæbte en rygsæk.
“Hvad er der galt?” spurgte Mette og så sig om. “Nikolaj, var det dig, der ødelagde blomsterne? Hanne har ret, de pynder opgangen!”
Nikolaj smed flasken på karmen, hvor den klirrede mod glasset.
“Pynder? Halvdelen er visne! I stedet for at vande dem, kunne vi skifte lysstofførerne!”
Erik, en enlig programmør fra lejlighed 10, åbnede sin dør med en bærbar computer i hånden. Hans briller var sunket ned på næsen, og hans T-shirt med Linux-logo var krøllet.
“Tag det roligt, Nikolaj,” sagde han og rettede brillerne. “Blomster er godt for miljøet, de giver os ilt. Din cykel kan stå i kælderen.”
Nikolaj vendte sig, og stemmen blev højere.
“Miljøet? Erik, du er nærmest aldrig her, du sidder bare med din kode! Hvor skal jeg så stille min cykel?”
Opgangen blev en arena, hvor de ødelagte potter blev et symbol på en nabokrig, hvor hver især så blomsterne som noget helt forskelligt.
Næste dag eskalerede konflikten. Hanne hentede nye potter fra kælderen og vandede demonstrativt sine petunier mens hun mumlede om “udannet ungdom”. Nikolaj, hjemkommen fra træning, opdagede, at hans cykel igen var skubbet til siden og omringet af tomme potter. Han råbte på Freja.
“Freja, hvad er det her for en cirkus?” Han pegede på potterne. “Jeg sagde, jeg skal bruge pladsen!”
Freja, der sad ved køkkenbordet omgivet af notater, lagde bogen fra sig.
“Du starter ikke igen. Jeg har talt med Hanne — hun er virkelig ked af det. Kan du ikke undskylde?”
Nikolaj fnøs og sparkede sine træningssko af.
“Undskylde? For hvad? Hun fylder hele opgangen, og det skal jeg acceptere? Det her er også min opgang!”
Freja sukkede og sagde blidt men fast:
“Det er vores allesammen. Hun dyrker dem for alles skyld, og du ødelagde dem. Forstå, det betyder noget for hende.”
Mette kom ned ad trappen med sin yngste i hånden. Sofie slæbte en rygsæk med en enhjørning-nøglering dinglende.
“Nikolaj, er det dig igen?” Mettes øjenbryn mødtes. “Mine børn elsker de blomster! Sofie har endda hjulpet med at vande dem!”
Nikolaj slog ud med armene.
“Børn? Mette, dine børn er ligeglade, de løber bare rundt! Sofie var tæt på at vælte en potter i går!”
Sofie foldede armene over brystet.
“Det er løgn! Jeg var forsigtig! Men du ødelagde det hele!”
Erik kom forbi med en sæk affald og standsede.
“Slap af, Nikolaj,” sagde han og rettede brillerne. “Jeg er enig med Hanne — blomsterne skaber hygge. Måske kan din cykel stå i garagen?”
Nikolaj rødmede.
“Garage? Erik, jeg har ingen garage! Og du udtaler dig altid, men du gør aldrig rent i opgangen!”
Hanne kom ud fra sin lejlighed med spanden i hånden.
“Nikolaj, hold op!” hendes stemme skælvede. “Mine blomster generer ingen! Men du er så egoistisk som resten af den unge generation!”
Freja trådte frem.
“Hanne, Nikolaj mente ikke noget ondt. Jeg køber nye potter, og cyklen tager vi indenfor.”
Men Hanne rystede på hovedet.
“Jeg har ikke brug for nye potter, Freja. Jeg vil have orden. Og respekt!”
Om aftenen gik Freja i en blomsterbutik for at købe nye potter. Hylderne duftede af jord og plastic. Hun fandt to lerkrukker, men blikket faldt på petunier — lige så farvestrålende som Hannes yndlingsblomster. Hun mindedes, hvordan Hanne engang havde givet hende en slik, da hun som lille havde hjulpet med at vande. Dengang føltes opgangen som et hjem, ikke en slagmark.
I køen mødte hun Mettes veninde, Lise, fra naboLise smiled sympathetically and said, “Naboer er som familien man ikke selv valgte, men med lidt kærlighed og forståelse kan de blive dem, man ikke kan undvære.”
