Dommerens skæve dom: Fire dage om ugen bor katten Oliver hos konen, de tre andre dage hos manden og datteren – skilsmissen erklæres ugyldig og udsættes et år… Det sker i et væld af danske familier – næsten hver anden. Det mærkelige er, at der ofte ikke er nogen klar grund. Ingen utroskab, ingen katastrofer, ingen voldsomme skænderier – folk opdager bare, at de er trætte af hinanden. Også i denne familie blev det sådan. Små uudtalte ord, trætte blikke, ophobet irritation. Sårende ord i stilhed, drømme der aldrig gik i opfyldelse. Ingen kunne rigtigt forklare, hvad der gik i stykker. Det blev bare for tungt. En aften sad konen og remsede klager op over spildte år, da manden med smerte i blikket foreslog, at de måske skulle gå fra hinanden. Hvis det er så skidt, hvorfor ikke tage hver sin vej? Konen blev paf, satte sig ned – og sagde ja. Så skete alt som ventet. To advokater, opkald, papirer, og forsøg på at sætte ord på skilsmissen til retten. Men der var ingen grund. Der var intet at bebrejde den anden. Manden flyttede til et lille værelse i Brønshøj, overlod lejligheden og opsparingen til konen og betalte børnebidrag til deres otteårige datter. Advokaterne var frustreret – retten kræver jo argumenter. Men der var ingen. Arbejdet så kedeligt ud, indtil de begyndte at tale om katten. Katten, Oliver, var stor, pelsklædt og selvsikker. Manden havde taget ham med hjem, konen sørgede for mad og pleje, og manden løb ture i Søndermarken med ham. Oliver elskede eventyrene med manden, godbidderne fra konen, og forholdt sig neutral til datteren. Manden tilbød konen alt – lejlighed, penge, bilen, bidrag – bare han fik katten. Konen ville lade ham få bilen og pengene, men katten ville hun ikke af med. Så udbrød en principiel krig, hvor advokaterne endelig fik noget at lave og et solidt honorar. Historien vækkede opsigt for sin absurditet. På retsdagen var salen proppet, folk stod i gangen og fulgte med via højtaler. Dommeren – høj, gråhåret med imponerende overskæg – kæmpede for at holde masken. Endelig faldt han til ro, krævede ro, og gik i gang. Advokaterne kæmpede for Oliver som var det statens fremtid. Folk grinede, dommeren truede med udsmidning, men gav sig ikke. Efter to timer afbrød han og afsagde dom: fire dage med konen, tre med manden og datteren, skilsmissen udsættes et år. Ingen var tilfredse. Manden havde ikke plads til datteren i sin lille bolig. Efter retssagen gik de på café for at tale i ro. De fandt ud af, at det var lettere end ventet, og aftalte, at manden bare skulle hente datteren og Oliver i weekenden til park-ture. Det passede dem alle. Næste weekend overrakte konen ham uventet et checkhæfte – hele kontoen. Han rystede på hovedet og sagde, hun skulle beholde pengene. Ugen efter sad de sammen i parken, og hun lo, mens hun så ham og datteren lege med Oliver. Tredje weekend kom han med æblevin og blomster og stod kejtet. Hun drillede ham med, at han havde glemt de gode manerer, og inviterede ham indenfor. Efter første glas vin blev han ildrød og faldt om – akut allergisk reaktion på citrus. Hun, erfaren sygeplejerske, kørte ham i hast til Bispebjerg Hospital hvor han blev reddet i tide. Ugen efter flyttede han ind “bare en uge”, men blev der en måned – så var der ingen, der talte om den lille bolig mere. Et år senere sad de igen i retten. Dommeren kiggede spørgende på parret, klar til kamp. Men begge rejste sig og meddelte, at der ikke var klager. Konen stod diskret og holdt sig til dommerbordet – hun var gravid. Med et smil annoncerede dommeren, at hvis han så dem i retten igen, sendte han dem i fængsel for retsmisbrug. Parret svarede i kor “Forsået!”, og salen eksploderede i applaus. Så hvad handler historien om? Lige meget hvordan det går – det er altid advokaterne, der griner hele vejen til banken.

Dommeren afsiger sin kendelse: fire dage om ugen bor katten Mikkel hos konen, og de resterende tre dage er han sammen med manden og datteren. Skilsmissen annulleres og retsmødet udsættes et år

Sådan går det for utroligt mange familier herhjemme næsten hvert andet par oplever det. Det mest forunderlige er, at det ofte sker uden nogen egentlig grund. Der er ingen utroskab, ingen katastrofer, ingen kæmpe skænderier en dag vågner man bare op og mærker, at man er blevet træt af hinandens selskab.

Netop det oplever de nu. Små uudtalte ting, trætte blikke, ophobet irritation. Sårende bemærkninger sagt med lav stemme, og håb der aldrig blev indfriet. Hverken han eller hun kan helt sætte ord på, hvad det er, der gik i stykker. Det hele føles bare tungt og så er det dét.

En af aftenerne, mens konen som så ofte før remser alle sine gamle anker op og beklager de spildte år, hvisker manden, mens han tager sig til tindingerne af hovedpine, at måske burde de skilles. Hvis de ikke kan være glade sammen, må de måske hver især finde deres egen vej. Hun bliver først helt paf, forstår nærmest ikke med det samme, men sætter sig så langsomt på stolen og nikker.

Alt går præcis som forventet. To advokater, bunker af papirer, telefonsamtaler og forsøg på at formulere en gyldig årsag til skilsmissen for retten. Men der er ingen anklagepunkter. Formelt skal de skilles, men reelt er der ikke noget konkret. Manden flytter ud i et lille værelse i udkanten af Aarhus, siger ja til at betale børnebidrag for deres otteårige datter, mens konen får lejligheden og det opsparede.

Advokaterne vrider hjernen: dommeren skal have noget at forholde sig til. Men ingen af parterne har krav. De kan bare ikke længere bo sammen og det er dét. Sagen tegner til at blive kedelig og ikke ret indbringende, indtil snakken falder på katten.

Katten altså Mikkel er noget særligt. Stor, tykpelset og selvsikker, men også fræk. Manden bragte ham engang hjem, men det er kvinden, der dagligt har fodret og kælet om ham, mens manden har haft disciplin på motionen. I weekenden slæber han Mikkel med i Botanisk Have, hvor Mikkel efterhånden har vænnet sig til at lunte rundt og drille hundene på stierne. Han elsker eventyrene med manden og madskålen med konen datteren forholder han sig til med klassisk katte-ligegyldighed.

Nu siger manden til advokaten: Hun kan få lejlighed, bil, penge og børnebidrag jeg vil bare have Mikkel. Konen, på sin side, vil hellere lade bilen og pengene gå, men katten vil hun ikke give fra sig.

Så starter det for alvor. Utrættelig stædighed, gamle sår, principper ingen vil vige en tomme. Nu har advokaterne endelig en sag, og det kaster et pænt honorar af sig.

Historien bliver omtalt for sin absurde karakter. På retsdagen er salen proppet til bristepunktet folk står endda ude i gangen og følger med via højttalere. Dommeren, en høj, gråhåret mand med flotte overskæg, kan dårligt bekæmpe sin latter i starten, må flere gange skjule sit ansigt bag papirerne før han samler sig, kræver ro og giver advokaterne ordet.

De kæmper nu for Mikkel, som var det et rigsrådsmøde, og salen fryder sig, mens dommeren må true med bortvisning for at dæmpe stemningen. Efter flere timers diskussion, træffer dommeren sin mærkværdige afgørelse: Katten bor fire dage hos konen, tre dage hos manden og altid sammen med datteren. Skilsmissen annulleres, næste retsmøde først om et år.

Ingen er egentlig glade. Manden havde ikke regnet med at have datteren i sin lille lejlighed. Efter retssagen foreslår han, at de to mødes på en café for at snakke i fred. Til deres undren går samtalen let, uden bebrejdelser. De aftaler, at han i stedet bare kommer og går med datteren og Mikkel i Botanisk Have i weekenden. Det fungerer for alle.

Næste weekend overrasker konen ham med en check hele beløbet fra bankkontoen. Han kigger på den og giver den tilbage: Hun må beholde pengene, han skal nok klare sig. Ugen efter sidder hun selv på en bænk i haven og ser grinende på, mens manden, datteren og en overglad Mikkel løber rundt og leger.

Tredje weekend møder manden op med en flaske dansk frugtvand og en buket blomster. Han står lidt akavet med gaven. Hun driller ham med, at han vist er blevet rusten til det med at kurtisere, og inviterer ham indenfor. Første glas vin og pludselig bliver manden rød i hovedet, får åndenød og falder om. Hun, der er sygeplejerske, forstår straks, at han har fået allergisk chok frugtvinen var med appelsin, hvilket han ikke kan tåle.

Hun får med nød og næppe kørt ham til hospitalet, hvor politiet hjælper hende med at bære ham ind. Han bliver reddet lægerne når det præcist. En uge senere bliver han udskrevet, svag men i live. Hans kone og datter nægter at sende ham hjem alene og forlanger, at han bor hos dem «bare i en uges tid».

Den uge bliver hurtigt til en måned og så spørger ingen længere til hans værelse. Da der er gået et år, samles retten igen. Dommeren ser alvorligt på parret og spørger om der er klager. Advokaterne gør klar, men mand og kone rejser sig samtidig og erklærer, at der ikke er nogen problemer. Kvinden holder sig i det samme til bordet hun er gravid.

Dommeren smiler stort og advarer: Ser jeg jer her én gang til, ryger I bag tremmer for at misbruge retssystemet! Parret svarer i kor: «Forstået», og salen bryder ud i klapsalver.

Hvad handler denne fortælling så om? Helt enkelt. Uanset hvordan det går for hovedpersonerne, er der altid én, der vinder advokaterne.