Hver dag løber han til hospitalet, holder vagt under vinduerne og venter tålmodigt på, at hans ejer kalder på ham og vinker. Og så tager han den sidste sporvogn hjem igen. Alle på hospitalet kender ham nu, han har gået der i to år…
Sporvognen kørte stille og roligt gennem Københavns aftengader. Hjulene klirrede mod skinnerne og skabte en mumlende rytme, som om den brokkede sig over dagens sidste, trætte passagerer. Byen faldt langsomt til ro, motorernes buldren og menneskestemmer dæmpedes, og alt gled ind i en rolig aftenstemning.
Trætte Viktor døste også hen efter en evigheds arbejdsdag. Han arbejdede i Filmbyen, hvor han havde ansvar for dyr på optagelser. Det var begyndt dårligt om morgenen: først gik hans bil i stykker, så kæmpede han i et overfyldt værksted, og senere…
En pointer, langbenet og rastløs, med navnet Holger, stak af midt under optagelser. Hele holdet jagtede ham rundt, prøvede at lokke ham tilbage med leverpostej og godbidder.
Dagen nærmede sig endelig afslutningen. Viktor, der helst undgik metroen, valgte sporvognen som vej hjem. Arbejdsbekymringerne hvirvlede stadig rundt i hovedet. Han havde i to uger forgæves ledt efter den rigtige firbenede hovedrolle til den kendte instruktørs nye tv-serie.
Han havde mødt dusinvis af hunde fra casting-basen, men filmikonet sagde nej til dem alle. Tiden var knap. Hvor skulle han finde den rette stjerne?
På en af stationerne steg en mærkelig passager roligt på sporvognen. Han sprang ubesværet op på et forsæde og stirrede tankefuldt ud ad ruden. Det var en rødlig terrier med mørke ører, ryg og hale ægte skægget og særpræget.
Hunden så lidt pjusket ud, men den gode læderhalsbånd og den værdige måde, han bar sig på, afslørede, at han ikke var nogen gadehund men en hjemmevant familiehund.
Den skæggede sad bomstille, kun ørerne reagerede svagt, når stoppestedsnavnene blev annonceret. Viktor iagttog ham nysgerrigt. Han satte sig pænt ved siden af og forsøgte at få kontakt.
Hej ven, skal vi være venner? sagde han blidt og rakte hånden frem.
Hunden betragtede Viktor omhyggeligt og lagde modvilligt sin bløde pote i hans hånd i nogle sekunder, så vendte han sig væk og så videre ud af vinduet.
Viktor gik op til chaufføren:
Ved du hvem den hund tilhører? Hvorfor kører han alene?
Ejeren kender jeg ikke, men han har kørt i lang tid fra hospitalsstoppet til endestationen, altid med den sidste vogn. Før plejede han at følges med en ældre kvinde med rollator, nu klarer han turen alene. Han er fredelig og forstyrrer ikke nogen. Der er næsten ingen passagerer så sent, så han får lov selvom han snyder, grinede chaufføren.
Forståeligt. Han er klog og speciel derfor blev jeg nysgerrig, sagde Viktor, mens en tanke begyndte at tage form i hans hoved.
Han sprang med vilje sin egen stop over og stod af ved endestationen sammen med terrieren. Hunden travede selvsikkert til indgangen af en boligblok, sendte et blik mod dørtelefonen og satte sig tålmodigt ved døren. Viktor blev stående et øjeblik.
Terrieren så vagtsomt på ham her var en fremmed. Han kendte alle beboere, men ham her hørte ikke til. Hvad lavede han ved døren, hvorfor gik han ikke ind? Det gjorde ham urolig.
De ventede ikke længe en bil svingede ind, og en kvinde steg ud. Hun hilste kort på Viktor og åbnede døren med sin nøglebrik. Hunden spankulerede straks ind, tog trappen i stedet for elevatoren og standsede foran en dør på femte sal. Han kiggede op på Viktor, og som om han forstod det usagte svar, stillede han sig på bagbenene og trykkede på ringeklokken med sin pote.
Sikke en mester! udbrød Viktor.
Hunden gentog bevægelsen, som om han ville sige: Det kan jeg altså.
Inde bag døren lød et bump, og en sagte stemme lød:
Balder, er det dig?
Den skæggede gøede kort. Låsen klikkede, og døren gik op. En ældre kvinde, Ane Kristensen, støttede sig til sine krykker og stirrede forundret på Viktor. Hunden logrede, spændt på gensynet.
Godaften, sagde Viktor høfligt.
Godaften Har De fulgt Balder hjem? Tak men han plejer jo at klare det selv. Er der sket noget? spurgte kvinden angst.
Viktor præsenterede sig og spurgte forsigtigt, om de kunne tale lidt om Balder. Hunden stillede sig beskyttende foran sin ejer han lyttede og holdt øje. Viktor forstod terrierer og trak ikke i snoren, men talte roligt og respektfuldt.
De sad i køkkenet med te, mens Ane fortalte. En vinterdag havde hendes mand, Jens, fundet Balder som lille, svag hvalp bag et skur. Han havde kæmpet for at holde ham i live. Siden havde han trænet hunden, lavet små øvelser, fået hjælp fra en venlig hundetræner. Balder blev alt hvad man kunne ønske sig: klog og trofast, hentede skoene, avisen og fjernbetjeningen han blev familiens glæde.
Da Jens blev syg, nægtede han længe at tage på hospitalet. Da han endelig gav op, hjalp operationen ikke. Ane blev tavs, tårerne pressede på.
Balder gik dagligt til hospitalet i næsten et halvt år. Han sad under vinduet, ventede på at ejeren skulle kalde, vinke. Derefter hjem igen med den sidste sporvogn. Sådan havde det været i to år.
Jeg kan jo snart ikke gå selv han holder mig i live han er min redning, hviskede Ane.
Viktor tog mod til sig:
Ane, hvis Balder nu skulle medvirke i en film hvordan ville du have det?
I en film? Tror du, han kan det? Og du tager ham vel ikke fra mig? spurgte hun ængsteligt.
Aldrig. Det vil stå i kontrakten. Vi låner ham til optagelse, og han bliver leveret hjem hver dag. Og der er et honorar oveni, forsikrede Viktor.
Får vi også penge for det? Hun lød måbende.
Ja, og ikke så lidt det skulle række til både mad og medicin, måske endda operation, nikkede Viktor.
Beslutningen var taget. Viktor vidste, at selv hvis instruktøren sagde nej, ville han kunne overbevise ham. Nu var han ikke kun ansvarlig for sit arbejde, men for to sårbare liv.
Prøveoptagelsen gik over al forventning. Allerede efter første forsøg sagde instruktøren ja til Balder som hovedrolle: den tidligere gadehund der blev den rigeste families yndling.
Balder spillede hele året. Han arbejdede med iver som om han vidste, at alt stod og faldt med hans indsats.
Da serien kom frem, blev det et sandt gennembrud. Hunden blev en stjerne med kløgt, et godt gemyt, og fordi Viktor havde set ham.
Efterhånden kom Ane sig over operationen, og hun kunne slentre ned i gården med Balder, støttet af sin stok.
Du er min forsørger min frelser hviskede hun til ham.
Balder holdt op med at besøge hospitalet. Ikke fordi han havde glemt. Men han forstod: Jenser ikke længere var der. Men for evigt i hjertet.
Det første, Viktor og Ane gjorde for honoraret købte de et sort granitmindesmærke til Jens grav, hvor der stod:
Med varig kærlighed fra hustruen og Balder.
Senere kom Balder med i flere film, og gik på filmfestivaler sammen med Viktor, der blev hans anden kærkomne ven. Sine sidste år tilbragte Balder på Viktors forældres sommerhus elsket og passet hele vejen igennem.
Det er ikke altid de store helte, der vinder hjertet. Nogle gange er det bare en lille, trofast ven, der viser hvad udholdenhed, kærlighed og loyalitet virkelig betyder.
