Tror du virkelig, nogen gider have dig? grinede Søren. Det var da utroligt, Ingelise, du er jo langt fra nogen skønhed længere, og så har du også taget på!
Derudover ved du jo godt, at det heller ikke ligefrem gavner dig at have to børn.
Så sæt dig nu bare, Ingelise, og lad være med at gøre vrøvl. Se dig nu selv! Manden gik lidt for sig selv og hvad så? Hvorfor tror du mænd gør det, hva? Hvorfor, Ingelise? Du tier stille? Ja, det er fordi du inderst inde godt ved, at det er din egen skyld!
Du skulle have passet bedre på dig selv, Ingelise! Og på din mand! Så han ikke fik lyst til at søge andetsteds. Forstår du? Nå, jeg gider ikke diskutere det mere. Steg nogle frikadeller til aftensmad, den kylling du plejer at lave er jeg ærligt talt træt af…
Søren rejste sig, satte tekoppen i vasken, og forlod køkkenet. Men lige på dørtrinet vendte han sig og så på sin kone, som sad og græd.
Hold nu op med at tude, Ingelise! Lav nu bare aftensmad! Jeg henter selv børnene fra børnehaven.
Han gik, og Ingelise satte sig tungt på stolen, hvor han lige havde siddet.
Inde i Ingelise var der bare mørkt og tomt. Hun fik lyst til at gå langt, langt væk så ingen nogensinde kunne finde hende.
Tankerne blev afbrudt af telefonens skingre lyd.
Hun kiggede på skærmen det var hendes mor, Karen…
Hun havde slet ikke lyst til at tage telefonen, for hendes mor ville med det samme mærke, at noget var galt.
Hun vidste godt, hvad hun ville sige for moren var altid på Sørens side og mente, det var datteren der var umulig.
Du bør altså bare høre efter, Ingelise! Ja, ja, han går lidt ved siden af men hvad så? Han kommer jo hjem! Til dig og børnene. Så hold nu ud! Søren er ikke nogen dårlig mand han sørger for alt i huset!
Han er jo heller ikke ude natten lang det er altså vigtigt! Du ved det godt. Eller vil du leve som jeg gjorde? Fra lønningsdag til lønningsdag, med en mand der aldrig var hjemme og børn der hele tiden var i vejen? Nej, Ingelise!
Eller måske vil du flytte tilbage til landsbyen, til din gamle bedstemor? Der skal du bare se, hvor hurtigt du lærer at klare dig selv!
Sådan talte Karen ofte, og Ingelise hørte bare på det.
Hun holdt ud.
Holdt ud med utroskab, skænderier og Sørens ufølsomhed. Sådan var det gået i næsten fem år nu…
Ingelise havde mødt Søren, mens hun gik på handelsskolen.
Han var en flot, selvsikker, stabil mand, som virkede ansvarsfuld og voksen.
De datede i næsten et år der var blomster, små gaver og kysserier og da Ingelise blev gravid, friede Søren, som en ægte mand bør.
Ingelise sagde glædesstrålende ja men det familieliv, der ventede, var slet ikke som hun havde drømt om.
De første måneder var Ingelise svækket efter fødslen, og hun lagde dårligt mærke til, at Søren var begyndt at tage ud alene om aftenen.
Da det gik op for hende, var det allerede for sent for da kom lille Jesper til verden.
Jesper var et uroligt barn, og Ingelise fik sjældent mere end en times søvn ad gangen.
Søren hjalp ikke rigtigt til han sagde, at pasning af små børn var kvindearbejde, og han forsørgede jo familien, så hvad ville hun mere?
Da Jesper kun var halvandet, opdagede Ingelise, at hun igen ventede barn.
Søren insisterede på, at hun skulle beholde barnet og hendes mor sagde, at to børn var bedst; så ville Søren i hvert fald blive.
Men Ingelise kunne godt mærke, at det ikke gik helt godt i ægteskabet.
På det tidspunkt ændrede Søren sig pludselig og blev, som han havde været, da de først lærte hinanden at kende. Han gjorde sig umage, hjalp lidt med Jesper og var venlig og Ingelise blev glad igen.
Hun troede, det hele nok skulle gå ligesom før Indtil Liva blev født. Derefter begyndte Sørens affærer igen, næsten åbenlyst, og han blev sur over de mindste ting.
Ingelise var efterhånden fanget mellem børnene og Søren og anede ikke, hvad hun skulle gøre. Jo længere det stod på, desto værre blev det.
Ingelise forsøgte at søge støtte hos sin mor, men Karen stod urokkeligt fast på Sørens side.
Han løber sig nok træt men børnene bliver jo! Hans ord dem skal du ikke tage dig af. Hold ud, min pige, det ender nok!
Ingelise vidste godt, hun ikke kunne regne med sin mors hjælp.
Flere gange overvejede hun at ringe til sin Mormor, Gerda, men hun blev holdt tilbage af skam, for Gerda havde altid sagt, at hun aldrig ville finde sig i, at en mand behandlede hende sådan i modsætning til Karen.
Derfor havde Ingelise også skjult sit liv for Gerda, for hun forstod jo ikke, hvorfor Ingelise havde fundet sig i det så længe
Ingelise stegte frikadeller, satte vand over til pasta og blev igen forstyrret af telefonen. Det var hendes mor. Hun lod opkaldet gå ubesvaret.
Vi har ikke mere at tale om, tænkte hun. Lad hende bare blive ved med at holde hånden over ham.
Hun gik hen til vinduet. På det her tidspunkt skulle Søren og børnene for længst være kommet hjem.
Men der var stadig intet spor af dem…
Så fik hun øje på Søren og børnene nede på legepladsen. Børnene legede, Søren talte i telefon, som om ingenting var hændt.
Han så ligefrem glad ud som om han aldrig havde haft den samtale med sin kone tidligere.
Ingelise var ramt af en pludselig erkendelse. Hun forstod, at intet nogensinde ville ændre sig, faktisk ville tingene kun blive værre.
Hun mindedes en gammel samtale, hvor hun havde spurgt Søren, hvorfor han havde forelsket sig i hende en helt almindelig pige fra landet.
Søren havde smilet sit underlige smil og sagt:
Der er kun fordele ved, at du er fra landet, Ingelise.
Hvilke fordele, Søren?
Du er sund! Piger fra landet er sunde, og det er vigtigt for fremtidens børn. Er det ikke rigtigt?
Jo, det er nok rigtigt…
Ja, lige præcis. Og du er pæn ikke en model, men du ser godt ud! Endnu et plus.
Dengang syntes Ingelise, at det var et mærkeligt svar, men slog det hen.
Nu forstod hun, at Søren bare havde brug for en stærk kone én der kunne tage sig af hans børn.
En solid barnepige.
Han havde jo altid sagt, at de skulle få så mange børn, som Gud ville give dem.
Han havde også brug for en der bare fandt sig i alt.
Bare tålte det og tav.
Pludselig var hun afklaret.
Med blikket mod vinduet tog Ingelise telefonen og ringede til sin mormor Gerda.
Næste dag, efter at Søren var taget på arbejde, gjorde Ingelise børnene klar til børnehaven men de gik ikke derhen.
Så snart Søren var væk, gik hun tilbage i lejligheden med børnene.
Hun ringede og sagde, at Jesper og Liva ikke kom alligevel og så begyndte hun at pakke.
Hun vidste, at Søren ikke spiste frokost hjemme, men altid på caféen ved arbejdet. Det gav hende et vigtigt forspring.
Et par timer senere sad Ingelise og børnene i bussen på vej mod den lille fynske landsby, hvor hun var vokset op.
De var på vej til hendes mormor Gerda, den eneste der virkelig kunne beskytte dem nu.
Gerda holdt øje ud ad vinduet hele morgenen. Hun havde allerede været ovre hos naboen, Jens, for at bede ham hente dem ved busstoppet.
Jens var kørt for et stykke tid siden, og nu kom hans bil endelig tøffende op ad grusvejen. Gerda trådte ud på gårdspladsen.
Dagen gik i travlhed, først langt senere, da børnene var faldet til ro, satte Gerda sig sammen med Ingelise i køkkenet for at snakke.
Efter en kort gennemgang af sit liv, sad Ingelise tavs og ventede.
Hvad skal jeg gøre, mormor? Han vil ikke lade os være i fred. Mig har han ingen brug for, men børnene for deres skyld vil han kæmpe.
Gerda smilede.
Ja, så må han jo kæmpe! Han er far, men du er mor og jeg har aldrig hørt om, at en mor bare giver op. En rigtig mor kæmper for sine børn! Ikke piver eller klager men kæmper.
Jeg forstår, mormor. Men jeg er bange…
Bange? Så skal du bare lade være med at vise det! Sådan nogle som Søren frygter de stærke. Stå fast, så giver han op.
Men mor hun står på hans side. Hun kommer sikkert snart og vil skælde mig ud.
Karen? Så må hun da bare komme! Hende kan jeg nok få sat på plads og ham Søren også!
Men mormor, du kender ham jo ikke engang særlig godt.
Nej, men det bliver ikke svært, mit barn. Men du skal vide én ting: hvis du nogensinde tilgiver ham og tager ham tilbage… så skal du ikke komme her. Jeg vil ikke hjælpe! Hver må vælge sin egen vej det må du også nu. Dit eget liv. Og lykken? Den går stadig og venter på dig den skal man vente på. Ikke tage nogen andens.
Søren kom allerede næste dag sammen med Karen.
De råbte og tryglede, men Ingelise holdt ud, støttet af sin mormor.
Resultatet blev, at Søren og Karen forlod stedet uden noget ud af det.
Ingelise trådte ud på trappen.
Hun indåndede duften af frugttræernes blomster, og for første gang i årevis føltes hjertet let.
Der var nu gået næsten tre år, siden hun havde forladt Søren, og vejen havde ikke været let.
Bare retssagerne om børnene alene havde kostet hende mange kræfter!
Men hun var kommet igennem det hele, og nu kunne hun endelig ånde frit.
Hele vejen havde hun haft sin mormor ved sin side hendes skytsengel…
Og selvfølgelig Jesper og Liva. Hendes børn, for deres skyld havde hun overvundet alt det, og nu var hun fri.
Og lykken?
Den var lige om hjørnet, sagde mormor man skulle bare vente, ikke jage efter den.
Og Ingelise ventede! Efter et år i landsbyen mødte hun Anders.
Anders var enkemand og drev en butik i den nærmeste købstad.
Efter de blev kærester, gik der kun et halvt år, før de giftede sig og flyttede ind i hans store, nybyggede hus.
Den gamle Søren viste sig aldrig på de kanter længere. Kun børnene besøgte ham af og til, og Anders kørte dem derud i bil.
Ingelise var lykkelig nu. Hun glædede sig over, at hun havde valgt rigtigt og var uendeligt taknemmelig for sin mormor…
Sådan endte det hele godt for både hende og børnene nu kunne lykken bare komme, så skulle hun nok være klar.
