Men hvorfor skal den bare stå tom? Blive til mug og edderkoppespind? Vægge har altså brug for liv det siger enhver håndværker. Ellers falder lejligheden sgu hurtigt sammen. Og her: familieblod, trygge rammer, og vi skal nok vande blomsterne.
Lone, Elses kusine, rørte rundt i sin te med en iver, så skeen slog taktfast mod porcelænet. Den lyd var som at slibe tænder for Else, der sad overfor med fingrene flettet stramt sammen og så fornemmelsen af, at en hyggelig fredag pludselig muterede til et familieopgør på hjemmekøkkenet på Østerbro.
Det duftede ellers af hjemmebag Else havde lige smækket en kåltærte sammen for at vise lidt dansk gæstfrihed, men Lone, der ellers kun var kørt 45 minutter fra Odense for nogle ærinder, kastede sig straks ud i sagen: lejemålet, nøglerne, den tomme etværelses, som Else havde fået som ny for nogen tid siden og nu brændte i lommen.
Lone, hør nu begyndte Else diplomatisk. Lejligheden er altså ikke bare et afhentningstilbud. Jeg er lige blevet færdig med renovering. El, rør, vægge hele pivtøjet. Tre års opsparing er klappet derind. Den er ikke bare mursten, det er mit lille projekt.
Netop! udbrød Lone, mens hun tyggede et betragteligt stykke kåltærte. Renovering! Hvor ville det dog være trist, hvis alle mulige fremmede svinede dit gode arbejde til. Får du bare nogle randoms ind, så slår de hul i laminaten, smider pizza på gulvet og føder kakerlakker. Men lille Simon han er jo familie. Stille, rolig dreng. Han skal bare læse. Kommer hjem fra universitetet, lægger sig med en bog. Han larmer aldrig, det ved du.
Else kendte nu Simon. Den stille dreng var 19, og sidste gang til moster Karens fødselsdag havde han snittet hullerne i dugen med en cigaret, mens han påstod hårdnakket, at han ikke røg, og brokkede sig, hver gang hans mor bad ham række en salat. At forestille sig Simon som nusseperson, der betaler huslejen til tiden, krævede mere fantasi end Eurojackpotten.
Lone, jeg regner altså med at leje den ud for rigtige penge. Jeg har stadig realkreditlånet at slæbe rundt på, og varme i vinterperioden er altså ikke gratis i København
Lone satte koppen fra sig. Hendes før så hyggelige kinder blev plettede, munden snørlignende.
Men vi har da ikke tænkt os, at det skal være gratis! udbrød hun fornærmet. Simon tager selvfølgelig strøm og vand efter måler. Også internet. Men lånet, Else du har fast job i byen, ikke ligesom os. Vil du virkelig flå din egen nevø som var han en eller anden fremmed?
Else sukkede så dybt, at brødet næsten blæste af bordet. Hun havde gennemspillet denne snak utallige gange i hovedet. Lejligheden var ikke tryllet frem det var år uden ferie, havregrød for at spare, natkørsel på cykel med vikarjobs. Tryghed, kalder man det. Og lige nu: en rimelig markedsleje på 7.000 kroner plus forbrug. Lone foreslog, at Simon bare dækkede sin andel hvilket nærmest var en flad tusse.
Lone, lad os være ærlige. Markedslejen for sådan en leje er 7.000 kr. Jeg giver endda rabat til Simon: 6.000. Men gratis nej. Banken spørger ikke, om det er pave eller familie, der bor der. De skal have deres penge.
Lones øjne blev store som rødbeder som om Else lige havde erklæret sig som katteluder. Hun hviskede:
6.000!? Af en fattig studerende? Har du hjerte, Else? Vi har svært ved bare at give ham penge til rugbrød. Vi troede, du ville hjælpe. Familie og alt det dér…
Hvis han ikke kan bo til de priser, så er der kollegieværelser. Vi boede alle i kollegium, og det gik da fint.
Kollegium?! Mit stakkels barn? Det er da nærmest glaspladser og snapsedampe og alt, hvad værre er! Han bliver da ødelagt der! Jeg troede, du havde forståelse som den ældre kusine. Du lader en tom lejlighed gå til spilde? Kan du virkelig være bekendt?
Det handler ikke om at være nærrig, Lone. Det handler om investering. Jeg skal have de penge hjem.
Investering! Lone trak ansigtet sammen som om tærten havde været ravnsur. Sådan snakker man familie altså ikke til. Fint! Tak for tærten. Men synd du ikke har det store hjerte mere.
Og så fór hun ud efter frakken, smækkede døren så glasset klirrede, og forsvandt uden så meget som et hej med dig. Else sad og stirrede på den lukkede dør, med pæn portion skam i både mave og hjerte og tanden i den dårlige samvittighed. Man skal jo hjælpe familie. Eller skal man?
Tavsheden var dog kortvarig. Allerede næste aften lyste mobilen op: Most Karen. Tungt skyts.
Elselille, hej min skat, sagde mosteren, stemmen sukkersød, men med den der sølvrand af stålkant. Hvordan går det? Hvordan har Jesper det?
Hej moster Karen, vi har det godt, tak.
Men det har vi ikke, sagde hun og gik lige til sagen Lone kom hjem helt knust. Græd hele aftenen. Vi overvejede at ringe efter vagtlægen.
Hvad er der sket? spurgte Else, og fiflede lidt med sandheden.
Du har såret hende, Else. Afvist din egen nevø. Nærmest smidt ud på gaden.
Moster Karen, INGEN er blevet smidt ud. Simon har ikke engang flyttet til byen endnu, og kollegieværelse kan han da let få.
Altså, snak ikke til mig om kollegier! afbrød mosteren. Simon er van til hygge, ikke trange kår. Else, kan du huske, da du boede hos os som barn? Vi tog dig ind hver sommer i Odense, uden at tage så meget som en femøre. Frisk mælk og jordbær alt gratis. Nu er næsen løftet? Du er blevet fin på den i København?
Else lukkede øjnene. Det argument var klassiker: Vi hjalp dig engang. Men hun havde altså ikke bare ligget og snoldet. Nej, hun havde rodet i køkkenhaven, båret vandspande, slået græs og passet Lone. Meget mere bootcamp end luksusfærd.
Jeg husker det, moster. Men jeg arbejdede som en voksen. Og mine forældre kom med madkurve hver weekend. Ingen sponsorerede noget.
Hør lige! stemmen rystede af raseri Nu regner du sgu på det også? Prisliste på din barndom? Skam dig, Else. Din mor ville dreje sig i graven over så lillelig en datter.
Det var under bæltestedet. Else mærkede vreden bide. Slet og ret manipulation, intet andet.
Moster Karen, lad nu være at blande min mor ind. Lejligheden er min. Jeg lejer den til Simon for 6.000, ellers ikke. Sådan er det.
Så gør det da, råbte mosteren. Lej ud til fremmede! Bliv snydt, mens du glemmer os! Du er ikke familie længere. Slet vores nummer! Gud dømmer dig, Else!
En monoton summen på linjen var alt, hvad der var tilbage. Else lagde mobilen fra sig med rystende hænder.
En uge gik næsten i dvale. Relationen til familien blev virkelig sat på pause. Til gengæld poppede der underlige statusopdateringer op i familiegruppen, Lone delte citater om forræderi, penge ødelægger mennesker og hellere fattig og menneskelig end rig og kold. Else læste med og kendte ikke rigtigt, om hun skulle grine eller tude.
Så satte hun lejligheden til leje offentligt markedspris med det hele. Telefonen ringede uafbrudt. Folk kom forbi, var begejstrede. Ren, nyrenoveret lejlighed ren luksus for København.
Men midt i en fremvisning for en venlig ung IT-par, bankede det på døren. På dørtrinet stod Lone. Med Simon, og selvfølgelig moster Karen, støttet til sin stok.
Else blev helt kold. Parret inde i stuen vekslede usikre blikke.
Nå, hej, frue, sagde Lone højlydt og trængte sig ind i gangen. Vi har ombestemt os. Sådan noget familieflimmer skal man jo ikke skændes over. Simon prøver at finde studiejobs og kigger på det hele. Vis os nu stedet.
Hun opførte sig, som om samtalen aldrig havde fundet sted. Frontalangreb og frækhed var tydeligvis planen denne gang.
Simon smed sin sportstaske på den nye sofa og forsvandt ind i sin mobiltelefon, mens moster Karen gik køkkenet efter: El-komfur? Ingen gas? Jamen, det kommer man da hurtigt til at lægge penge på strømregningen. Vi må have slow cooker med herover.
Else stod i entréen, blodet kogende. De potentielle lejere inde i baggrunden så forskrækkede ud.
Undskyld, mumlede pigen til Else. Vi kommer nok lidt ubelejligt. Det er vist noget familesag…
Vent, sagde Else denne gang med så meget styrke i stemmen, at der blev stille. I ville jo gerne skrive kontrakt? Lad os gøre det nu.
Else vendte sig mod slægten:
Lone, tag Simon og skrid.
Der blev larmende tavshed. Simon kiggede faktisk op fra mobilen.
Mener du det? hvæsede Lone.
Ja. Denne lejlighed er lejet ud nu til disse gæster. De betaler, de læser under på en kontrakt. Her bliver ikke noget med vi ser tiden an.
Du smider din familie på porten foran fremmede?! gispede moster Karen. Er du da skør? Vi har jo tingene med!
I kan tage bussen hjem eller finde et hotel. Jeg har sagt nej mange gange. Jeg kan ikke presses.
Simon, saml sammen, kommanderede Lone. Vi går.
Lone skumlede og stampede huset så askegrå på sin vej ud, mens moster Karen råbte forbandelser. Inde i stuen blev Else siddende og mærkede efter.
Beklager scenen, sagde hun til IT-parret. Skulle I ombestemme jer, kan jeg sagtens forstå det.
Fyren smilede Ved du hvad, sagde han, jeg har helt samme slags moster. Vi kender den type. Vi vil gerne leje. Men må vi lave et ekstra skifte af låsen?
Else smilede skævt.
Det gør vi helt sikkert! Og aftalen skal skrives med alle detaljer så er der ro i sindet.
De skrev kontrakt den samme aften. De to, Johan og Rikke, var drømmelejere: rolige, rene og betalte alt til tiden også depositum.
Familien lukkede herefter totalt ned for Else. Hun blev blokeret på alt hvad der kunne staves til Messenger og WhatsApp. Til gengæld hørte hun gennem fjerne bekendte, at Lone fortalte grimme historier om hende stjålet arv, smidt nevøen på gaden i underbukser, svindel jamen, hvad ved man.
Først gjorde det ondt. Men der gik et par måneder, og så blev det næsten nemt. Uden alle de telefonopkald, uden tiggen om penge, og uden kommentarer om hendes hår eller mærkelige valg, blev hverdagen lettere at trække vejret i.
Lejligheden gav stabil økonomi. Lånet blev nedsparret hurtigere end forventet. Else kunne endda tage en ferie, uden at regne på hver krone eller overveje, om hun burde hjælpe Lone og Simon på den ene eller den anden måde.
Et år efter røg Simon ud af universitetet, allerede efter første eksamen. Angiveligt fordi hans schema mest bestod af computerspil på kollegiet. Skylden havnede, selvfølgelig, også hos Else. Hvis han bare havde haft et trygt sted, så
Else hørte det tilfældigt fra en gammel nabokone. Hun trak på skuldrene.
Ja, sagde hun, vi må alle stå på egne ben også, når de er lidt vaklende.
Hun gik hjem gennem Fælledparken i efterårsløv, mobilen vibrerede: lejen fra Rikke og Johan var lige gået ind. Alt fungerede, kranen var repareret, de holdt stedet pænere end hun selv nogensinde kunne have gjort.
Else opdagede en vigtig ting. Ens egne er ikke nødvendigvis dem med de samme gener som dig. De rigtige mennesker respekterer dine grænser og siger tak og ikke bare hvor meget kan jeg få?
Hun købte en kaffe og kage. Telefonen var stille. Ingen krav, ingen bebrejdelser. I den ro, spejlbillede i cafévinduet: et smil. Livet havde i grunden bare sorteret. Og at miste nogle forkerte relationer var ikke et tab. Det var faktisk en gave.
