Klar til at Flygte med Min Søn og Det Vigtigste fra Denne Landsby
Jeg havde allerede i tankerne pakket tasken med det mest nødvendige for at flygte med min søn fra min kone og hendes forældre, væk fra denne lille by et sted i det midtjyske. Nej, jeg nægter at vie mit liv til geder, køer og de endeløse grøntsagsbede, familien har her. Bare fordi jeg har giftet mig med Mikkel, betyder det ikke, at jeg har skrevet under på en livstidskontrakt som gratis arbejdskraft på deres bondegård. Det her er ikke mit liv, og jeg ønsker ikke, at min søn skal vokse op i denne sump, hvor dagens store underholdning er at diskutere, hvor mange liter mælk koen Margrethe gav i dag.
Da jeg først flyttede hertil efter brylluppet, tænkte jeg, at det måske ikke blev så slemt. Mikkel var kærlig, hans forældre, Birthe og Henning, virkede venlige nok. Byen havde endda sin egen landsbyidyl: grønne marker, ren luft, ro. Jeg prøvede at overbevise mig selv om, at jeg nok skulle kunne akklimatisere mig. Men virkeligheden meldte hurtigt sin ankomst. Allerede en uge efter vi flyttede ind, rakte Birthe mig en spand og beordrede mig ud for at malke geder. Nu er du en af os, Signe, du må hjælpe til! sagde hun, med et smil der stadig får mig til at gyse. Jeg, storbybarn, der aldrig har løftet noget tungere end en bærbar, stod pludselig med ansvaret for dyrene før solen gik ned. Det var mit første varsel.
Det viste sig, at Mikkel slet ikke havde tænkt sig at forsvare mig. Min mor har ret, her hjælper alle til, sagde han bare, da jeg protesterede. Dermed begyndte mit nye liv: op klokken fem om morgenen, fodre dyrene, lugning i haven, gøre rent, lave mad til hele familien. Jeg følte mig som tjenestepige, ikke kone. Spurgte jeg om en fridag, rullede Birthe med øjnene og begyndte sit foredrag: I min tid arbejdede kvinder fra solopgang til solnedgang uden at klage! Mikkel sagde ingenting, som om det hele slet ikke angik ham.
Min treårige søn, det var ham, der holdt mig oppe. Når jeg ser på ham, ved jeg, at jeg ikke vil have, han vokser op her, hvor fremtiden bare er at slides op på gården eller rykke til København, hvor han altid vil være udefra. Jeg ønsker, at han skal i en god vuggestue, have mulighed for at lære, rejse, opleve. Men her? Her er internettet så dårligt, at jeg ikke engang kan sætte tegnefilm på for ham. Da jeg nævnte, jeg gerne ville melde ham til kreaværksted i nabobyen, fnøs Birthe: Hvad skal det til for? Han har bedre af at lære at malke koen, det får han brug for!
Jeg prøvede at tage snakken med Mikkel. Forklarede hvor kvælt jeg følte mig, at det ikke var det her, jeg havde drømt om. Han trak bare på skuldrene: Alle her lever sådan, Signe. Hvad forventer du? Forleden hørte jeg, at Birthe allerede planlægger at bygge ud til flere dyr og der er jo kun ét sted det ekstra arbejde ender: hos mig. Det blev det sidste strå.
Så jeg er begyndt at lægge penge til side i hemmelighed. Ikke meget, men nok til to busbilletter til Aarhus. En gammel gymnasieveninde har lovet at hjælpe os med tag over hovedet og måske et job. Jeg forestiller mig allerede mig og min søn sætte os op i bussen, vinke farvel til denne by, geder, køer og Birthes evige formaninger. Drømmen er en lille lejlighed, bare os to, hvor jeg kan arbejde og min søn vokse op med muligheder. Jeg vil føle mig som menneske igen, ikke en evig arbejdsrobot.
Selvfølgelig er jeg bange. Hvad nu hvis det ikke går? Finder jeg job? Rækker pengene? Men én ting ved jeg med sikkerhed: Jeg kan ikke blive her. Hver gang jeg ser min søn lege i baghaven, tænker jeg, at han fortjener mere. Det gør jeg også. Jeg vil ikke have, at han ser sin far bukke under for det her slid, bare for at behage andre.
Birthe sagde forleden, at jeg er alt for meget bymenneske, og jeg aldrig vil blive en af dem. Men ved du hvad? Hun har ret. Jeg vil ikke være en af dem. Jeg vil være mig selv Signe, som engang drømte om karriere, rejser, et lykkeligt familieliv. Og jeg vil gøre hvad som helst for at få det igen. Også selvom det betyder, at jeg må pakke tasken og flygte med min søn til et sted, hvor ingen tvinger os til at malke køer.
Livet på landet kan nok for nogen være lykken, men jeg har lært, at man ikke må glemme sig selv i andres forventninger.
