Sådan fik de sat moren på plads
Hvad har du gang i?! skingrede Helle Madsen. Det er min grund!
Grunden er din! brølede svigersønnen, mens han med et brag rykkede en metalplade løs. Men hegnet, det er MIT! Jeg købte det, og alle regningerne ligger i bagagerummet. Siderne mine! Vinduerne de ryger også med!
Jeppe! Gør dog noget! Helle fór hen til sin søn. Han laver huset om til et legoklodsbyggeri!
Helle sad i køkkenet og lignede en lidende helgen, mens svigerdatteren og sønnen var vidner til endnu et dramatisk kapitel i familieforestillingen.
Det er slut, børn, Helles stemme skælvede næsten. Jeg har besluttet mig. Der er ikke mere brug for det sommerhus. Jeg har hverken kræfter eller helbred længere.
Al den tid det tager med toget ud i sommerlandet, og de tre kilometer til fods over mark og eng Sidst fik jeg så meget blodtryk, at det sortnede for øjnene.
Tag det bare. I må bygge, hygge, og leve det søde liv!
Jeppe lyste op som et barn juleaften. Han huskede de 600 kvadratmeter fra sin barndom fulde af vild tværvoksende hindbær, et skævt hegn og et lille hus, som morfaren i sin tid havde bygget ud af, hvad man nu kunne skaffe i firserne.
Mor, nu tuller du rundt, sagde han glad og satte sig ved bordet. Det er jo fantastisk! Line, hører du det? Vi planter æbletræer og retter huset op jeg napper lige verandaen selv!
Line drejede sig langsomt mod ham. Hun havde overlevet syv år i familien Madsen og vidste, at Helle aldrig serverede gratis ost uden en ordentlig musefælde.
Helle, det er da uventet, sagde Line roligt. Men skal vi lige være helt lavpraktiske?
Hvordan gør vi det? Er det gave, eller skriver du huset over til Jeppe med det samme?
Stilheden lagde sig. Jeppe stirrede bebrejdende på sin kone. Svigermor mødte Lines blik med det, man bedst kan kalde den kolde danske sofa.
Åh Line, så rationel er du da, nærmest nynnede Helle. Jeg kommer med min varme morsjæl, og du vil have dokumenter
Er jeg mor eller hvem? Hvis jeg siger, det er jeres, så er det jeres! Hvorfor dog gøre det så stift? Det er bare penge ud af vinduet til notar og advokater
Fordi, søde Helle, Line satte sig lige overfor. Sommerhuset er jo nærmest en ruin.
Hegnet ligger ned, taget i skuret er utæt, og gulvene er rådne i huset. For at få det beboeligt skal vi lægge mindst 500.000-700.000 kroner i det.
Jeg lægger altså ikke familiens opsparing i noget, jeg ikke ejer. Og hvis du fortryder i morgen, så står vi tilbage med tomme lommer og hakkede kartofler.
Hvordan kan du insinuere sådan noget! Helle gispede. Jeppe! Din kone tror, jeg vil snyde min egen morrolle!
Det er vist at trække den, Line, mumlede Jeppe. Mor siger jo, vi kan tage det.
Nej, Jeppe. Skriver hun det over på dig, så begynder vi renoveringen i morgen og bestiller håndværkere. Hvis ikke, så får hindbærrene vokse videre uden vores indblanding.
Skænderiet varede to timer. Helle græd, mindedes sin afdøde mand og beskyldte Line for at være nydansk kapitalist, inden hun smed dem ud og erklærede, at hun ikke engang ville betro dem en slidt spand.
To uger senere til en familemiddag, hvor også Jeppes søster, Karen, og hendes mand, Kenneth, var inviteret trådte Helle frem som dronningen selv:
Jeppe vil ikke have sommerhuset, så nu får Karen det. Kenneth er fingernem, og de har allerede lagt planen for istandsættelsen.
Jeppe sad som en regnvåd hund og gloede dystert på billeder af lækre bondehuse på sin mobil. Line stak roligt gaflen i salaten. Hun vidste godt, sæsonkortet til Helles familiecirkus først lige var stemplet.
***
Karen og Kenneth kastede sig over projektet med samme ildhu som en jyde til udsalg i Bilka. Hele juni væltede det ind i familiechatten med opdateringer:
Eurohegn bestilt!
Tre tons sand leveret!
Kenneth har selv gravet af til minirensningsanlæg!
Se, sagde Jeppe hjemme, og kastede mobilen i sofaen. De handler, i stedet for bare at være bange for at blive snydt. Karen tør nu får de et eventyrhus!
Vi får se, Jeppe, svarede Line. Tålmodighed.
I august var huset næsten ikke til at kende. Facaden havde fået lyst træbeklædning, taget var dækket af rødglinsende tegl, og hegnet stod knivskarpt på solide murstenspiller.
Kenneth havde lagt rullegræs og hængt en stor gyngestol i træet. Til den officielle indvielse var hele familien inviteret. Helle tronede på sin nye terrasse med ventilator og isvand.
Nå, kære gæster, sværmede hun, mens Karen rakte hende et glas lemonade. Se lige hvor hyggeligt! Tak, Karen og Kenneth, min sjæl danser! Line, se lige det hegn!
Kenneth, der efter to måneders slid lignede en, der havde prøvet at hive Limfjorden op i spande, satte sig tungt.
Ja, mor, vi har kæmpet. Nu kan vi også trygt tage ungerne med. For resten, jeg har lagt alt papir i en mappe kvitteringer, garantier og det hele.
Vi skal til borgerservice på mandag, ikk? Du lovede at skrive huset over, når det var færdigt.
Helle borede blikket ned i sine velplejede fødder.
Kenneth, rolig nu hvorfor så hastværk? Bo, slap af, nyd sommerlivet. Skubber jeg jer ud?
Karen sukkede og satte grøntsagerne på bordet.
Mor, hvad er det for noget? Vi har puttet næsten alle vores penge i det. Kenneth har taget et lille lån, for vi skulle nå det før vinter. Du sagde, at når det var gjort, så var sommerhuset vores.
Jeg sagde I kan bruge det, præciserede Helle. Det gør I jo. Kom når I vil! Men skrive over, hmmm
Ved du hvad, datter livet, det kan noget uventet. I dag er Kenneth din mand, i morgen tja, hvem ved?
Og huset skal blive i familien. Hos mig. Det er bedst sådan.
Stilheden var så larmende, at selv solsortene i baghaven holdt kæft.
Så sagde Kenneth langsomt. Så alt det her er ikke vores? Hegn, kloak, tag?
Det er da jeres! udbrød Helle. I bruger det jo! Plant squash næste år, hvis det skal være.
Men jeg er ejeren. Sådan har jeg bedst ro i sjælen. Og diskuterer I, ja, så tager jeg bare nøglerne. Det er min ret!
Nå, det er din ret?! Karen røg op i det røde felt. Vi har slidt os halv syge, sidder i gæld til halsen, og du behandler os som lejere?!
Lad være med at råbe ad mor! råbte Helle igen. Skal jeg høre på sådan noget? Først vil I have det hele, så er det heller ikke godt nok!
Ville have det hele?! Kenneth gik helt amok. Det hele rådnede væk! Hvert søm sidder der, fordi jeg slog det i!
Han fór ud i skuret.
Kenneth, hvad laver du? råbte Karen.
Henter værktøjet!
Et minut senere stod han der med en boremaskine og et koben. Uden at sige et ord gik han i gang med at skrue hegnet af. Jeppe ville træde til, men Line holdt ham blidt tilbage.
Lad dem være, Jeppe. Det her er deres show.
Karen hev en spade fra busken og gik i gang med at grave Helles elskede roser op.
Værsgo, nyd det! skreg hun, mens hun trak rosen op med rod og det hele.
Så gik det ellers løs. Kenneth startede med hegnet, så tog han terrassen. Pladerne røg af i store klumper.
Helle fór rundt som en nødstedt høne, prøvede både at stoppe Kenneth og dække den nymalede fordør med kroppen.
Jeg tilkalder politiet! skreg hun og hev mobilen frem. Tyveri! Hærværk! Du ryger ud, din amatør-svigersøn!
Ring bare! råbte Kenneth og slyngede plastic i bilens bagsmæk. Så kan de se, hvordan du behandler dem, der bygger for dig!
Politiet kom efter en halv time. Den look-trætte betjent betragtede landskabet af halvnedrevet hegn, byggematerialer og en hulkende kvinde.
Hvad sker der her? spurgte han.
Jeg er blevet ranet! Helle pegede på Kenneth. Han fjerner alt mit! Hegnet, terrassen alt ødelagt!
Kenneth gik roligt hen med mappen.
Hr. betjent her er alle kvitteringerne. Alt står i mit navn. Ingen lejekontrakt, ingen gavebrev. Ejer siger, jeg er fremmed. Så tager jeg mit med. Huset står, jeg skræller kun det af, jeg har betalt for.
Betjenten bladrede længe og kiggede op på Helle.
Det her er en civil sag. Hvis han har kvitteringerne, er der ikke noget ulovligt. Du må indgive et sagsanlæg.
Sagsanlæg?! hylede Helle. Han flytter jo det hele!
Hvis det er hans ting, må han det, sagde betjenten. Og du, Kenneth pas på, du ikke vælter murene.
Politiet kørte, og Kenneth læssede bilen og taget, alt han kunne redde.
Sommerhuset så nu ud som efter en mindre storm: hvor der havde været et charmerende hus, stod et faldefærdigt skelet, og haven lignede noget, der var blevet gravet op af en muldvarp på speed.
Karen satte sig ind i bilen og smækkede døren.
Så, mor. Nu er du rigtig ejer. Nyd ensomheden vi kommer aldrig igen!
Bilen røg ud ad grusvejen og efterlod Helle midt på slægtsgården.
Hun vendte sig mod Jeppe og Line, der havde set på optrinnet fra tryg afstand.
Måske I hulkede hun. Jeppe, min dreng Vil du ikke hjælpe din mor? Kan du ikke se, hvad de har gjort?
Karen er vanvittig, Kenneth en gangster Kom nu du kan alt. Kom med brædder, så sætter vi et hegn op
Jeppe så på hende.
Ved du hvad, mor, sagde han dæmpet. Line havde ret hele vejen. Du gav os aldrig sommerhuset du prøvede at holde mig i snor.
Ville du have, vi skulle luske rundt for at få lov at klippe græs?
Hvad bilder du dig ind?! hulkede Helle igen. Jeg gjorde det for jer!
Nej, mor. For dig selv. Kom så, Line.
De kørte hjem. I bakspejlet så Line, hvordan Helle satte sig på den gamle bænk og begravede ansigtet i hænderne.
Senere samme aften sad Jeppe i køkkenet og stirrede ud.
Line?
Ja?
Undskyld. Jeg troede virkelig, du bare var paranoid. Vi kunne være endt i stor gæld
Line lagde hænderne på hans skuldre.
Glem det nu bare, Jeppe. Det vigtige er, du har forstået det nu.
Jeg har tænkt han tøvede. I morgen kigger jeg forbi guldsmeden. Jeg har set det armbånd med granater, du engang pegede på. Du skal have det. Fordi du er så fornuftig.
Line smilede.
Gaver gør altid godt. Men lad os lige aftale én ting: ingen flere gaver fra din mor. De er simpelthen blevet for dyre.
Jeg har allerede fået nyt nummer, sagde Jeppe tørt og trak hende ind til sig. Hun må selv ordne sit familiebo.
***
Helle fik aldrig styr på sin parcel da den driftige pensionist endelig indså, at man ikke kan få andre til at lave alt det hårde arbejde gratis, solgte hun huset til en eller anden, der sikkert troede på familieidyllen.
Både søn og datter har klippet kontakten, og over for familien bliver Jeppe og Karen altid udlagt som de onde.
Detaljerne deler Helle dog aldrig hun siger bare, at børn, som hun har givet hele livet, har efterladt hende på perronen.
