Vi skulle besøge min mor.
Da vi trådte ind i opgangen, stødte vi på en dreng på fem år, der græd utrøsteligt.
Hvorfor græder du?
spurgte jeg.
Han svarede:
Jeg kom for at besøge min mormor.
Jeg gik ud at lege i gårdhaven, og da jeg kom tilbage, åbnede hun ikke døren.
Jeg sagde:
Du skal ikke være bange, hun er nok bare lige ovre at handle og kommer snart tilbage.
Men han kunne slet ikke holde op med at græde, den lille stakkel.
Hvad hedder du?
N-i-k-l-a-s
Og hvilket lejlighedsnummer bor du i?
Nummer atte
Beboerne i nummer atten var nye, og jeg havde ikke fået hilst på dem endnu.
Jeg ringede på, men der blev ikke åbnet.
Jeg kunne jo ikke lade drengen sidde alene på trappen.
Kom, Niklas, du bliver min gæst.
Jeg skriver lige en seddel til din mormor og sætter den på døren.
Hjemme hos os sad min mand og hyggesnakkede med Niklas, mens jeg skrev: Niklas er i lejlighed 28. Jeg gik ned og satte sedlen fast på døren.
Tilbage i lejligheden legede Niklas allerede med min søn, Gustav, og deres små biler.
Alt virkede godt.
Jeg vaskede Niklas ansigt og spurgte:
Vil du have lidt grøntsagssuppe?
Ja tak.
Han spiste en hel skål lynhurtigt.
Og til hovedret har vi frikadeller.
Kunne du tænke dig det?
Ja!
Hans appetit var imponerende.
Han spiste to frikadeller på ingen tid.
Vil du helst have marmelade eller saftevand til dessert?
Te.
Det overraskede mig, for som femårig ville jeg kun have bedt om te, hvis der virkelig ikke var andet at drikke.
Vi satte os og drak te og spiste lagkage, mens Niklas og min mand talte alvorligt om bilmærker og deres fart.
Så kom min mor hjem.
Jeg forklarede, hvorfor vi havde besøg af en lille fyr.
Det var da mærkeligt, sagde hun.
I nummer atten bor en kvinde på din alder.
Men det syntes jeg ikke var spor sært.
En kvinde på fyrre kan vel godt være mormor til en femårig dreng.
Min mor gik med på det og fandt hurtigt legetøjskassen frem, så festen rigtig kunne gå i gang.
Cirka en time senere ringede det på døren.
Jeg åbnede, og udenfor stod en kvinde, der lignede mig i alderen.
God eftermiddag, sagde hun.
Jeg kom hjem fra arbejde og fandt denne seddel, men det må være en misforståelse med lejlighederne?
Det var straks underligt, at hun ikke kendte noget til Niklas-navnet.
Har du ikke savnet et barnebarn?
spurgte jeg.
Jeg har slet ingen børnebørn endnu, svarede hun.
Noget stemte ikke.
Jeg gik ind i stuen igen.
Alle var optagede: min mor byggede tårne af klodser på en legetøjslastbil, min mand satte snor i et legetøj, og Niklas, som chef for hele operationen, dirigerede det hele.
Niklas, sagde jeg og satte mig ved siden af ham, hvorfra er det nu, du kom for at besøge din mormor?
Fra Odense.
Kender du din hjemmeadresse?
Han reciterede gade, nummer og lejlighed helt perfekt.
Og mormors adresse?
Han nævnte gaden, og pludselig gav det hele mening.
Under legen var han gået fra én gårdhave til en anden.
Da de andre børn gik hjem, troede han også, han skulle hjem men da husene lignede hinanden, endte han ved vores opgang i stedet for sin mormors.
Han havde banket på, men da ingen svarede, var han blevet bange og begyndte at græde.
Jeg gav ham en lille legetøjsbil og bar ham over til den rigtige bygning.
Der kunne vi høre en stemme kalde:
Niklas!
Niklas!
Vi løb i retning af stemmen, hvor en bekymret ældre dame ventede.
Er det dit barnebarn?
Ja, det er!
Hun åndede lettet op og krammede ham.
Vi forklarede, hvad der var sket, og alle grinede om end mormorens latter var lidt bekymret.
For Niklas var det hele én stor oplevelse han havde fået en ny bil.
Mens mormoren takkede mange gange, gik vi, før hun fik tårer i øjnene igen.
Bag os lød det:
Niklas, kom ind og spis middagsmad, du må være sulten.
Jeg har allerede spist, sagde han og kørte bilen hen ad gulvet.
Han har spist, bekræftede jeg og smilede let både forret, hovedret og te.
Det var da utroligt!
Han plejer aldrig at have appetit, det er nærmest umuligt at få ham til at spise suppe.
Jeg løftede øjenbrynene og tænkte på det solide måltid, han havde fået hjemme hos os.
Niklas vinkede ivrigt med den nye bil og råbte:
Vi ses!
Jeg kommer igen!
Og sådan indså jeg, at barnet ganske vist kan fare vild, men med venlige mennesker, lidt mad og et åbent hjem, kan man finde tryghed alle vegne.
I Danmark handler det ikke kun om adresse det handler om at møde hinanden med varme og hjælpsomhed.
Vi besøgte min mor – og fandt en grædende dreng på opgangen, som viste sig ikke at høre til nogen i opgangen, men som forvildede sig ind, spiste sig mæt hos os, og til sidst fandt sin rigtige farmor og et nyt legetøj – en københavnerhistorie om gæstfrihed, forvekslinger og en lille drengs store appetit
