Tak, mor – Rasmus rejser sig fra bordet og strækker sig. – Jeg smutter ud og kører en tur. Du skal ikke bekymre dig, jeg tager den med ro – og der kører næsten ingen biler om aftenen alligevel. – Siden du fik bilen, sidder du jo nærmest konstant bag rattet. Nu kunne du altså godt snart finde dig en sød pige! – Mor, lad nu være, – Rasmus trækker hende ind til sig i et kram. – Du ved jo, hvor længe jeg har drømt om min egen bil. Jeg skal bare have det ud af systemet, så skal jeg nok tænke på familie. Det lover jeg. – Jaja. Du er jo snart tredive, og stadig leger du med biler, – siger hun kærligt og stryger ham over håret. – Nå, gå du bare. Rasmus går ud af opgangen, hen til sin bil, og børster forsigtigt det bløde sne af forruden. Han tog kørekort for længe siden, og faren lod ham altid køre i den gamle bil. Han havde masser af erfaring. Men følelsen af at have sin egen bil, den havde han aldrig rigtig nydt før. Han havde sparet op længe, valgt bil i månedsvis – og nu kørte han hver aften gennem København, nogle gange ud på landevejene. Mødte han nogen, der havde brug for et lift, tog han dem gerne med uden at tage penge for det. Han satte sig bag rattet, tændte motoren og nød lyden. Så skruede han op for radioen og trillede langsomt ud i indkørslen. Snefnuggene glimtede i lygternes skær. Vinteren slog hårdt til i år, og på rekordtid var byen dækket af sne. Rasmus kørte rundt uden mål. På én af gaderne fik han øje på en kvinde med sit barn. Han skruede radioen ned, standsede og rullede passagervinduet ned. – Kan du køre os til Vesterbrogade? – spurgte kvinden gennem ruden. Hun så ung og sød ud. – Ja, sæt dig bare ind, – nikkede Rasmus. – Hvor meget skal du have? Det er jo et stykke vej, – spurgte hun forsigtigt. – Du skal ikke tænke på det. Jeg tager ikke imod penge fra søde piger. Da hun trak sig lidt forskrækket tilbage, skyndte Rasmus sig at berolige hende. – Hvad siger du til halvtreds kroner? Kom nu bare ind, – lo han. Hun åbnede bagdøren for sin dreng på fem år, satte sig ved siden af. Rasmus kørte ud på hovedvejen. – Hvor mange hestekræfter har den? – spurgte drengen fra bagsædet. – Hestekræfter? – gentog Rasmus. – Det ved jeg faktisk ikke… – Hvordan kan man ikke vide det? – spurgte den nysgerrige lille passager. – Jeg gik mest op i, hvordan bilen så ud, og om den var rar at sidde i. Motorstyrken betød ikke så meget for mig. Men du lyder, som om du ved noget om biler? – spurgte Rasmus seriøst. – Det gør jeg, – svarede drengen bestemt. – Hvad hedder du så, kære bil-ekspert? – lo Rasmus. – Emil. Hvad med dig? – Rasmus. Beklager, det er lidt svært at give hånd i farten, – sagde Rasmus underholdt. – Emil, lad nu manden passe på vejen, – sagde moren. – Det går nok. Han er en god dreng, – Rasmus kiggede i spejlet og fangede kvindens blik – og pludselig blev han varm og glad indeni. Byens butiksvinduer og gadelygter oplyste natten. Juleaften var en måned væk, men man kunne mærke forventningen i luften. – Du kan bare sætte os af her, – lød det fra bagsædet. – Skal jeg ikke hellere køre jer helt op til opgangen? – spurgte Rasmus og så igen på hende i spejlet, men hendes blik var rettet væk. Han stoppede ved det lange, gamle boligkompleks. Kvinden steg ud og hjalp Emil ud. – Skynd dig nu, Emil, – sagde hun venligt utålmodigt. – Kommer du og henter mig i morgen? – lød det trist. – Jeg kommer på søndag, og du skal ikke græde. Jeg har travlt, afsted med dig, – sagde hun. Modvilligt kravlede Emil ud, og Rasmus steg ud for at hilse. – Her, – kvinden rakte ham halvtreds kroner. Rasmus tog imod, foldede sædlen og puttede den i lommen. – Den sparer jeg på som en lykkemønt, – sagde han virkelig og gav Emil et farvel-håndtryk. – Hejhej, – sagde Emil og lagde sin lille hånd i Rasmus’ store. – Så, lad os gå. Bedste venter, – sagde moren og trak Emil med sig. Efter nogle skridt vendte Emil sig om, og Rasmus vinkede. Han så en mand komme ud fra en af de parkerede biler og gå dem i møde. Han kyssede Emils mor, rakte hånden ud til drengen – men Emil vendte sig brat væk. – Mor har en kæreste, og drengen bryder sig ikke om ham, – tænkte Rasmus og følte sig lettet af den tanke. Han satte sig ind, skruede radioen op og duften af parfume hang svagt i luften. Han så sig i spejlet, som om hun stadigt sad på bagsædet – men der var selvfølgelig tomt… Pludselig havde han ikke lyst til at køre mere. Musikken irriterede, og han fandt en anden radiokanal. Han kunne ikke slippe tanken om den unge kvinde. Almindelig, sød – men hvad var det, hun gjorde ved ham? … For nogle år siden var han blevet forelsket i en ældre kvinde med en stor datter. Han friede, præsenterede hende for sin mor. – Hun er ældre end dig, hun har et barn. Du er ung og flot, hvorfor finder du ikke én på din egen alder? Gør nu ikke sådan en fejl, – tiggede moren, da Dorthe var gået. Senere fortrød moren, frygtede hun havde ødelagt hans lykke. Med andre piger gik det aldrig. De kunne godt lide ham, men ingen rørte hans hjerte som Dorthe. Hun blev gift med sin eksmand igen. Og nu… Rasmus kørte ofte forbi Emils bolig. Kørte ned ad gaden, hvor han samlede dem op, men mødte dem aldrig mere… Han tænkte tit på den tilfældige passager og hendes søn. Kendte husnummeret, kunne spørge sig for i gården. Men hvad skulle han sige? Og måske var alt godt med den anden mand, der ventede? Så han kørte byen tynd og håbede på et lykkeligt møde… …Nytåret nærmede sig. Mor var tidligt oppe, juletræet strålede i stuen. Rasmus sov længe, hjalp med salaterne og at finde det fine service frem. Men da mørket faldt på, fik han lyst til at køre ud. – Mor, det sner, det er så hyggeligt udenfor. Jeg kører en tur, ellers falder jeg i søvn før vi skal spise. – Hvor vil du hen? – Mor var bekymret. – Det er kun tre timer til… – Jeg er hurtigt tilbage, – sagde han og tog jakke på. Bilen var dækket af sne. Rasmus satte sig ind og tændte for varmen. Gaderne var tomme, kun nogle få fodgængere hastede hjem. Bag vinduerne lyste lysene, folk gjorde klar til årets største aften. En mand i en åben frakke prøvede at få et lift. Rasmus standsede. Manden satte sig bagi med et brag fra en pose. Han faktisk 200 kroner, selvom turen var kort. – Folk er mere gavmilde til jul. Nytårstakst, – lo Rasmus men han tog imod pengene. Han samlede endnu et par op, som skændtes hele vejen. Han nægtede at tage imod deres penge. De takkede overstrømmende og gik glade arm i arm ind til gæster. Senere kørte han igen hen til Emil og morens gade. Han kiggede på vinduerne, tænkte på, at hun var inde for at fejre sammen med Emil og… den anden. Rasmus kørte den rutineprægede vej til Emils bedste. Så fik han pludselig øje på dem! De kom gående ham i møde på fortovet. Hun genkendte han straks på den beige frakke og den strikkede, hvide hue med kvast. Ved siden af hende gik en trist Emil. Hans hjerte sprang et slag over. Rasmus bremsede og steg ud. De så nervøst på ham. – Kan I ikke huske mig? – gik det op for ham. – Hop ind. Jeg kører jer hvorhen I vil. Der er nytårsrabat – det er gratis, – sagde han. De nærmede sig bilen. Rasmus rakte hånden ud til Emil. – Hej Emil. Drengen så på moren, og først derefter lagde han sin lille hånd i Rasmus’. – Har du glemt vanterne? Sæt jer nu ind, det er koldt. De satte sig bagved. – Kan I virkelig ikke huske mig? Jeg kørte jer herhen for en måned siden, – sagde Rasmus og spejdede i bakspejlet. Kvindens øjne var røde af gråd. – Hvor skal I hen? – Til hovedbanegården, – sagde hun. Emil sagde ikke noget. Han sad stille. – Der er mindre end en time til nytår. I skal ingen steder nu – og hvorfor? Jeg ved ikke, hvad der er sket, men man skal ikke være ked af det nytårsnat. Vel Emil? – smilede Rasmus. – Vi tog til bedste for at fejre, men så blev de uvenner, – sagde Emil sagte. – Emil! – Moren stoppede ham. – Sådan er det nogen gange. Men ved I hvad? I tager ingen steder. Vent lidt! – Han standsede kvinden, der var på vej ud. – Tænk på drengen. Han fryser. Giv ham dog en fest. – Hvorfor betyder min søn så meget for dig? Kør os til stationen, – sagde hun. – Min mor har lavet mad til en hel bataljon. Alt sammen lækkert, det lover jeg. Kom med hjem til os og hold nytår – ikke Emil? – Ja! – råbte Emil glad. – Må vi, mor? – Han så bedende på hende. – Kom nu. Hvor vil I ellers tage hen? Mor bliver så glad. Skynd jer, der er ikke tid at spilde. Behøver ikke tage sorgerne med ind i det nye år. I skal smile. Rasmus skruede op for radioen. – Det er skæbnen, tænkte han. Og så spiller den samme sang igen. Og folk påstår, at der ikke findes mirakler… Han stoppede bilen ved sit hjem. – Ud, ud – vi har travlt, – sagde han. – Ej, hvor vildt! – jublede Emil og styrtede ind i opgangen. Rasmus låste sig ind og råbte: – Mor! Vi har gæster! Og de er sultne! En raslende lyd lød fra køkkenet. – Kom ind, kom ind, af med frakken, – skyndte Rasmus. – Der er ti minutter endnu! Efter få sekunder kom Rasmus’ mor ud fra køkkenet. Hun stivnede, da hun så de fremmede. – Hvem er det, min dreng? – fik hun frem. Rasmus så på kvinden med et lille smil. – Det her er min mor, Annemette, – sagde han. – Og det her er Emil og… – han kastede et blik på den unge kvinde, der så tænderskærende ung og smuk ud uden overtøj… – Katrine, – svarede hun genert. – Mor, kom med! Giv Emil og Katrine en plads ved bordet, – sagde Rasmus og førte gæsterne ind i stuen. Da de havde sat sig, skruede Rasmus højere op for fjernsynet. – Jeg anede det! Jeg dækkede ekstra op, – der glimtede tårer i Annemettes øjne. – Kan stadig ikke helt forstå, at din far ikke længere er… – Mor, heller ikke dig? Hvorfor græder alle i aften? Kom nu, lad os smage dine vidunderlige retter! Rasmus åbnede boblerne, skænkede op og rejste sig. De andre fulgte trop, selv Emil med sin fine glasjuice. – Skål for nytåret! – sagde Rasmus højtideligt. – Og for nye venner! – kvidrede Emil, og alle lo. … Nytårsnatten samlede fire mennesker om et bord – styret af en usynlig hånd. Ingen af dem vidste, at deres skæbner nu for evigt var flettet sammen. Og alle fik, hvad de ønskede sig…

Tak for mad, mor, sagde Rasmus og skubbede stolen tilbage, mens han strakte sig. Jeg smutter lige ud og kører en tur. Du skal ikke bekymre dig, jeg skal nok tage den med ro der er jo næsten ingen biler på vejene om aftenen.

Du har nærmest giftet dig med den bil, siden du købte den. Det er på tide, du tænker på at finde dig en kæreste i stedet!

Mor, nu må du altså ikke starte igen, sagde Rasmus og gav hende et stort kram. Du ved jo, hvor meget jeg har drømt om at have min egen bil. Jeg skal bare have det ud af systemet så skal jeg nok begynde at tænke på familie. Helt ærligt.

Nå nå. Du er snart tredive, og så leger du stadig med legetøjsbiler, sagde hans mor og strøg ham over håret. Gå nu bare.

Rasmus trådte ud af opgangen, gik hen til sin bil og børstede de små fnug af sne væk fra forruden.

Han havde haft kørekort i årevis og måtte låne forældrenes gamle bil. Han kunne godt køre, men han havde aldrig helt oplevet fornemmelsen af virkelig at eje sin egen vogn.

Han havde sparet op i lang tid, brugt mindst lige så længe på at vælge den helt rigtige, og nu kørte han rundt i København hver aften, og somme tider tog han en tur ud af byen mod Amager Strand eller længere ud. Hvis nogen standsede ham på vejen, samlede han dem op, men han tog aldrig penge for det.

Han satte sig bag rattet, drejede nøglen og nød lyden af motoren, der startede. Så skruede han op for radioen og rullede stille ud fra parkeringspladsen.

I lyset fra forlygterne glimtede de nyfaldne snefnug. Vinteren var kommet brat, og der var faldet usædvanligt meget sne i løbet af ugen.

Rasmus kørte målløst rundt gennem byens gader. På en af dem så han en kvinde med et barn ved hånden.

Han skruede ned for radioen, standsede og rullede passagervinduet ned.

Ska du mod Nørrebrogade? spurgte kvinden og kiggede ind ad vinduet.

Hun var ung og køn.

Hop endelig ind, sagde Rasmus og nikkede mod passagersædet.

Hvad tager du for det? Det er jo et stykke vej, spurgte hun tøvende.

Slap nu af, jeg tager ikke penge fra søde piger, grinede han.

Men han så, at hun blev helt forskrækket, så han skyndte sig at berolige hende.

Tohundrede kroner er det okay? Kom nu ind, sagde han stadig smilende.

Kvinden trak forsigtigt det ene bagsæde op og hjalp sin dreng, som nok var fem år, ind foran og satte sig selv ved siden af ham. Rasmus kørte ud på den store vej.

Hvor mange hestekræfter har du? spurgte drengen bagfra.

Hestekræfter? gentog Rasmus det ved jeg faktisk ikke

Hvad mener du du ved det ikke? indvendte hans nysgerrige, lille passager.

Altså, da jeg købte bilen, gik jeg mest op i, at den skulle være pæn, og at man sidder godt i den. Motorstørrelsen bekymrede mig ikke så meget. Men det lyder til, at du har styr på de ting? sagde han med overskud.

Ja, selvfølgelig, kom det alvorligt fra drengen.

Og hvad hedder du så, kloge-Åge? spurgte Rasmus med et grin.

Jeg hedder Thor. Og dig?

Rasmus. Undskyld, ven, jeg kan ikke give dig hånden nu, svarede han, hyggeligt underholdt.

Skal vi dæmpe det, Thor? Lad nu være med at forstyrre manden, sagde kvinden.

Han må da gerne snakke! Du har fået dig en fin søn, sagde Rasmus over skulderen og fangede et blik med kvinden i bakspejlet.

Noget i hans bryst blev pludseligt varmt.

Byen glimtede af julelys og butiksvinduer, det var stadig en måned til jul, men stemningen havde sat sig overalt.

Stop bare her, sagde kvinden fra bagsædet, da de nåede et langt, gult boligbyggeri.

Skal jeg ikke bare køre jer helt til opgangen? spurgte Rasmus og kiggede ind i spejlet, men hun kiggede bare væk.

Han bremsede op ved hjørnet af ejendommen.

Kvinden steg ud og holdt døren for drengen.

Skynd dig, Thor, sagde hun.

Kommer du igen i morgen? spurgte drengen med små bedende øjne.

Jeg henter dig om søndagen, og ikke et kny! Jeg har travlt, kom nu, insisterede hans mor.

Drengen flyttede sig modvilligt hen over sædet efter hende. Rasmus stod ud og mødte kvindens blik.

Her, sagde hun og rakte ham tohundrede kroner.

Han tog imod, foldede dem sammen og lagde dem i lommen.

Dem gemmer jeg som lykkemønt, sagde han alvorligt og rakte hånden til Thor, som trykkede sin lille, varme hånd i hans.

Farvel, farvel, svarede Thor.

Kom nu, bedstemor venter, sagde kvinden og trak ham med sig.

Et par meter længere henne, så Rasmus en mand træde ud mellem parkerede biler. Han kyssede Thors mor og rakte hånden til drengen, men Thor vendte straks ryggen til ham.

Nå, moren har fundet sig en kæreste, og sønnen er ikke fan, tænkte Rasmus, og der var noget ved den tanke, der føltes beroligende.

Han satte sig bag rattet og skruede op for radioen igen. Der duftede stadig svagt og dejligt af hendes parfume i kabinen.

Han kiggede endda i bakspejlet, som om hun stadig skulle sidde dér.

Men der var tomt

Pludselig havde han ikke længere lyst til at køre. Musikken blev træls, så han fandt en anden kanal.

Han kunne ikke få hendes blik ud af hovedet. Hun var ellers helt almindelig, men noget i hende havde ramt ham.

For et par år siden var han blevet forelsket i en ældre kvinde, som havde en datter på næsten hans egen alder. Han havde endda friet til hende og taget hende med hjem for at møde sin mor.

Hun er ældre end dig, hun har allerede et barn. Du er ung og flot det kan da ikke passe, du ikke kan finde én på din egen alder, prøvede hans mor at overtale ham, da Dorte var gået.

Hun følte sig forfærdelig over at have blandet sig, da det så ikke lykkedes for Rasmus med nogen anden pige. Ingen af dem havde rørt hans hjerte som Dorte, og hun var gået tilbage til sin mand.

Og nu, den her aften

Rasmus begyndte at køre forbi opgangen, hvor han havde sat Thor og hans mor af. Nogen gange kørte han endda ned ad gaden, hvor han havde samlet dem op.

Men han stødte aldrig på dem igen. Han tænkte tit på deres korte møde, og han vidste, hvilket hus bedstemor boede i. Han kunne sikkert spørge nogen i gården, men var det ikke lidt fjollet? Hvad nu, hvis hun faktisk havde det fint sammen med den mand, hun havde mødt?

Så han kørte videre rundt i byen, håbede og spejdede efter sit held.

Det blev dagene op til nytår. Mor syslede i køkkenet tidligt; juletræet stod pyntet ved vinduet.

Rasmus sov længe, hjalp med salaterne og fandt festservicet frem. Men da mørket faldt på, følte han sig meget rastløs.

Mor, det sner det er så hyggeligt! Jeg må ud at køre en lille tur, ellers bliver jeg så træt, sagde han.

Kan du nu nå det? Der er kun tre timer til

Bare rolig, jeg er hurtigt tilbage! svarede han, mens han hentede jakken.

Bilen var dækket af fnuglet sne. Han satte sig ind i den kolde kabine og tændte for varmen. København sov næsten, gaderne var tomme, kun et par frysende fodgængere hastede hjem.

I vinduerne lyste julelys, folk forberedte sig til årets sidste aften.

Pludselig så han en høj mand, der prajede bil. Rasmus holdt ind, manden satte sig prustende bagi, og plastikposen klirrede, da han smed den.

Han rakte Rasmus firehundrede kroner, selvom turen var kort.

Folk bliver gavmilde, når det er helligdag. Nytårstarif, grinede Rasmus, men han tog imod.

Senere samlede han et par op. De skændtes hele vejen, og deres penge nægtede han at tage imod.

Glade og overstadige takkede de ham igen og igen og forsvandt hånd i hånd op i opgangen.

Han drejede ned ad den lille vej, hvor han havde samlet Thor og moren op, og spejdede op mod vinduerne, mens han forestillede sig, at hun sad derinde med sønnen og måske ham den anden.

Han kørte til bedstemorens bolig.

Og pludselig så han dem! De kom gående mod ham på fortovet.

Han kendte straks kvinden på den beige frakke og den hvide, strikkede hue med kvast.

Thor så trist ud. Hjertebanken.

Rasmus bremsede og steg ud. De stod stille og så lidt forsigtige ud.

De kan ikke kende mig igen, tænkte han.

Kom ind, jeg skal nok køre jer hvorhen, I vil. I dag gælder der festlig, gratis taxa, sagde han.

De nærmede sig bilen, og Rasmus rakte hånden til drengen.

Hej, Thor.

Thor kiggede op på moren, men lagde så alligevel sin lille hånd i Rasmus store.

Har du glemt vanterne? Kom ind i varmen!

Mor og søn satte sig på bagsædet.

Kan I ikke huske mig? Jeg kørte jer herud for en måned siden, sagde Rasmus og kiggede i bakspejlet.

Kvindens øjne var røde af tårer.

Hvor vil I hen?

Til Hovedbanegården, svarede hun stille.

Denne gang var Thor tavs.

Der er mindre end en time til midnat Det går altså ikke og hvorfor dog? Jeg ved ikke, hvad der er sket, men ingen skal græde sådan her på en nytårsaften. Hvad mener du, Thor? spurgte han.

Vi tog til bedstemor for at fejre nytår, men så blev hun og mor uvenner, svarede Thor lavt.

Thor!

Det sker, sagde Rasmus. Ved I hvad? Nu skal vi ikke til nogen banegård. Vent nu lige! sagde han, da kvinden nær havde åbnet døren for at stige ud. Tænk på din søn han fryser. Han skal altså have en fest også.

Hvorfor blander du dig i mit liv bare kør os til stationen, sagde hun.

Min mor har lavet så meget mad, at hun kunne brødføde hele nabolaget. Det smager helt vildt godt, lover jeg dig! Vi tager hjem til mig og fester. Er du frisk, Thor?

Ja! råbte Thor. Mor, må vi ikke godt? Han så tryglende op på moren.

Sig nu ja. Hvor vil du ellers tage hen midt om natten? Mor bliver lykkelig. Alle tårer og sure miner skal vi lægge bag os, når vi går ind i et nyt år, sagde han smilende.

Rasmus skruede op for radioen.

Det er skæbnen hvad ellers? Tænk, nu er det samme sang igen, tænkte han.

Han standsede bilen foran sin egen blok.

Ind med jer, vi har travlt! Ikke meget tid til midnat, sagde han.

Ej hvor sejt! råbte Thor og løb op ad trappen.

Rasmus låste sig ind.

Mor! råbte han ind fra dørmåtten. Vi har gæster! Og de er helt vildt sultne!

Der lød klirren og mumlen fra køkkenet.

Hæng overtøjet, kom ind, skyndte han på gæsterne. Der er kun ti minutter igen!

Moren trådte ud fra køkkenet og så forundret på de fremmede.

Hvem er det, min dreng? spurgte hun.

Rasmus så hen på kvinden. Det her er min mor, Kirsten. Og det her er Thor og han kiggede på den unge kvinde, som uden frakke og hue så både spinkel og køn ud.

Ida, sagde hun genert.

Mor, byd velkommen til Thor og Ida, sagde Rasmus muntert og førte dem ind i stuen.

De satte sig om det lækre, pyntede bord, mens Rasmus tændte for fjernsynet.

Jeg havde på fornemmelsen, jeg skulle lægge en tallerken mere, sagde Kirsten med blanke øjne. Det er stadig underligt, at din far ikke er her juleaften

Årh mor, skal du nu også til at græde? Skal vi ikke nyde alle de lækre retter, du har lavet?

Rasmus åbnede champagnen, skænkede op og rejste sig. De andre fulgte trop, selv Thor, som holdt et fint glas med saftevand.

Godt nytår! sagde Rasmus med højtidelig stemme.

For nye venner! råbte Thor, og alle brast sammen i grin.

På årets sidste nat sad fire mennesker, ført sammen af skæbnen, om det samme bord.

Ingen af dem vidste, at deres liv fra nu af ville blive vævet sammen for altid.

Og hver især fik de lige netop det, de længtes efter.