Han nægtede at gifte sig med den gravide kæreste. Moren holdt med ham, men faren rejste sig og forsvarede det kommende barn.
Far, jeg har noget at fortælle. Naboens datter, Rikke hun er gravid. Det er mit sagde Jonas, da han trådte ind af døren.
Kurt, faren, standsede et øjeblik og svarede roligt:
Så må du jo gifte dig med hende.
Hvad snakker du om? Jeg er alt for ung! Jeg er slet ikke klar til familie, og vi har knap nok været rigtige kærester
Dit alvor?! Faren lo tørt. Du var voksen nok til det sjove, men nu er du et barn når det gælder ansvaret. Typisk. Han råbte ind i stuen: Susanne! Kom lige!
Susanne kom gående med viskestykket humpende om hænderne:
Hvad sker der?
Se. Jonas har gjort Rikke naboens datter gravid, og nu vil han ikke gifte sig. Og så smutter han væk
Susanne så hverken chokeret eller overrasket ud. Ansigtet blev hårdt:
Han har da ret. Hvorfor skulle han tage den første og bedste med hjem? De unge kvinder nu om dage ved lige, hvordan de skal gøre finder én med lidt penge, bliver gravide og så skal man bare«gifte sig». Og tit viser det sig, barnet ikke engang er deres. Lad ham tage en DNA-test. Selvfølgelig skal Jonas ikke presses, han er stadig ung. Han er en mand, det er svært at modstå. Men vi skal ikke opfostre andres børn.
Kurt sukkede lavt og sagde:
Men hvad hvis barnet virkelig er hans?
Jamen så? Er vi automatisk forpligtede? Han må tage den test, og så tager vi den derfra.
Hun gik ud i køkkenet, og Kurt stod tilbage med Jonas.
Du ved, jeg var også ung engang sagde han. Jeg elskede en, men giftede mig med en anden. Ikke af kærlighed, men af ansvar. At være mand handler ikke kun om følelser, det handler også om valg og deres følger. Din mor var gravid. Jeg vidste ikke, om jeg kunne klare at blive hos hende, men én ting vidste jeg: barnet kunne ikke gøre for det. Mit blod, min samvittighed. Og Jonas, tro mig, jeg har aldrig fortrudt at jeg blev.
Tre måneder gik. DNA-testen kom med svar: med 99,9% sikkerhed var Jonas far til Rikkes barn.
Nå? snøftede Susanne, da Kurt lagde papiret foran hende. Ja, det er hans barn. Men det betyder ikke at Rikke skal bo her. Hun sætter aldrig sine ben i mit hus. Jeg sagde det!
Jonas sad tyst, uden at se på faren. Man kunne se valget i hans ansigt: Han holdt med moren. Han knyttede bare næverne og sagde ingenting.
Kurt rejste sig roligt fra bordet:
Når nu I to har taget jeres valg, så hør mit.
Han talte stille, men ordene var som sten:
Så længe jeg lever, kommer mit barnebarn aldrig til at mangle noget. Jeg køber et stykke jord, bygger et hus, og mit barnebarn får alt, hvad jeg har opnået. I kan glemme min hjælp. Jeg vil ikke deltage i jeres skam. Jonas, fra i dag er du ikke længere min søn. Alt mit bliver barnets. I får ikke én eneste krone af mig.
Susanne skreg:
Er du vanvittig? Vil du virkelig gøre din egen søn arveløs?!
Kurt svarede ikke. Han vendte sig og forlod huset, lod skrig og eder blive tilbage. Jonas stod i stuen, helt stille, ude af stand til at tro på farens ord men han vidste, at når Kurt sagde sådan, så passede det.
Han nægtede at gifte sig med sin gravide kæreste. Moren støttede ham, men faren kæmpede for det ufødte barn.
