For mange år siden skete der noget, jeg stadig husker tydeligt: Grethe Pedersens hus brændte ned, det var forfærdeligt. Heldigvis var hun ikke hjemme, da branden brød ud, hun var på arbejde. Grethe græd længe efter, for det var jo huset, hvor hun var født og opvokset, havde opdraget sin søn Mads der, og børnebørnene kom tit på besøg. Alt hvad der var tilbage, var en bunke aske, og en lugt af røg, der bare hang i luften.
Sønnen Mads og svigerdatteren Lærke besluttede at tage hende ind hos sig i Aarhus. Grethe kunne mærke, at det var svært for Lærke. Hun havde jo job og alt muligt at tage sig af derhjemme, mens Grethe ikke længere kunne hjælpe til. Siden branden rystede hendes hænder, og hun sad nu snart på tredje år uden at kunne give en hånd med. Det nagede hende.
Søn, jeg kan se, hvor hårdt det er for jer, sagde hun en dag. Skulle du ikke overveje at lade mig flytte på plejehjem? Jeg har set et opslag nede i opgangen, der ligger et rigtig godt sted tæt på. Der ville de tage sig af mig, så jeg ikke var jer til besvær.
Jo mor, men lad os nu vente til maj, foreslog Mads. Så er vejret lunere, og så har vi også fået styr på al papiret. Hvad siger du?
Grethe nikkede. Foråret kom, luften blev mild, og Grethe mindede Mads om, hvad de havde aftalt. Nu er det snart maj, Mads. I lovede jo med Lærke!
Det er i orden, mor, vi kører dig derhen i morgen, sagde han stille. Den aften pakkede Grethe med rystende hænder de få ting, hun havde: en natkjole, en morgenkåbe og sine hjemmesko. Næste morgen kyssede hun børnebørnene farvel, slog korsets tegn og gik ud af lejligheden. Mads startede den gamle Toyota, og så kørte de af sted.
Mads, hvor er du på vej hen? Vi har da passeret plejehjemmet! Der er vejarbejde, mor, vi skal lige tage en omvej, sagde han hurtigt, og Lærke sad med et gådefuldt smil.
De kørte i tyve minutter, og landskabet blev mere velkendt. Fjorden, skoven, de små huse. Grethe kunne næsten ikke tro det, men de var tilbage i hendes gamle landsby. Mads åbnede lågen, og Grethe genkendte ikke først sin egen grund. Da hun steg ud, var det som om benene ikke ville bære hende. En splinterny bolig stod der. Enkelte steder lå der byggeaffald, og håndværkerne gik stadig rundt.
Men det var, som om den frygtelige brand aldrig var sket. Huset stod solidt, der var et nyt drivhus og et hønsehus.
Søn, jeg drømmer vel ikke? Hvad er der sket her?
Mor, vi har aldrig haft i sinde at sende dig på plejehjem. Vi ville bare glæde dig og bygge huset op igen. Her er både toilet indenfor, kabel-tv og gulvvarme. Vi lod som om det skulle vente til maj, så vi kunne gøre det færdigt.
Grethe kunne ikke holde tårerne tilbage og krammede sin søn tæt ind til sig. Længe vågnede hun om morgenen og troede det var en drøm. Men sådan gik det til, at hun fik sit hjem og sin lykke igen. Og hver lørdag kommer Mads, Lærke og børnebørnene forbi til kaffe og hjemmebag.
